onsdag den 18. august 1993

Bosnien

Sendt til Information som debatindlæg:
Interwievet med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen(UEJ) (Inf.13/8) illustrerer tydeligere end meget andet dilemmaet for FN og vestmagterne med situationen i Bosnien.
UEJ skal begrunde, hvorfor han (ligesom FN og de europæiske vestmagter) har ændret opfattelse vedr. anvendelse af bomb­ninger af de serbiske stillinger i forhold til tidligere (læs maj må­ned). (Jeg springer den med den helt ændrede situa­tion vedr. risikoen for at ramme en skole eller lign. over. Her går den tidligere udenrigsminister så vidt jeg kan se helt i sort.)
UEJ siger:"Det er rigtigt, at der ikke ligger en politisk løsning til at tage over efter bomberne. Men hvis vi ikke bomber, frygter jeg at situationen eskalerer (til Kosovo mv., min bem.)."
Men så kommer UEJ åbenbart i tanke om, at der rent faktisk ligger en politisk løsning til at tage over efter bomberne, når han siger, at han er "frygtelig betænkelig ved den nu­værende plan om en tredeling af Bosnien."
"Det ligner en belønning af vold som middel til at få flyttet grænser og en belønning af etniske udrensninger. Det er et dårligt signal at sende til konflikter andre steder. Det er jo en tragedie, at Vance-Owen planen, som jo havde en vis op­bakning fra de stridende parter, ikke blev gennemført af Ve­sten."
At UEJ er frygtelig betænkelig ved tredelingen og mener Vesten (han mener forhåbentlig FN) skulle have gennemført Vance-Owen planen er helt forståeligt. Der mangler så "blot" en erken­delse af, at det havde forudsat truslen om og viljen til effektu­ering af militær indsats i for­bindelse med for­handlin­gerne om Vance-Owen planen.
Men tilbage står, at hovedbegrundelsen for accept af bombarde­menter nu og ikke i maj er, renset for betænkeligheder og kogt ned til essensen, frygten for eskalering, herunder opløsning af den nuværende plan for tredeling af Bosnien.
Eller mere brutalt sagt, som Bernard-Henri Levy frem­fører (Inf.14/15-8), har vestens stor­magter valgt "at trække den røde linie ved Kosova ..(og) ikke tage sig af Bosnien." En linie Danmark i det omfang vi er blevet spurgt tilsyneladende har støttet.
Som følge heraf er målet med trus­lerne begræn­set i forhold til i maj, og tilsvarende er karakteren af det militære svar begrænset til nålestiks bom­bardementer i modsætning til maj-truslernes mere omfattende militære tiltag.
Og dermed er muligheden for, at selv de begrænsede trus­ler virker ret stor og omvendt risikoen for en kraftig serbisk modreaktion tilsvarende lille. Serberne har jo med den nu­værende plan stort set fået det, som de ønsker, så hvorfor så risikere noget ved en konflikt med FN her lige før målsnorene? Og samtidig kan FN og de vestlige stormagter, ved at løbe denne relativ lille risiko, få repareret lidt på det rampo­nerede image og den ødelagte troværdighed.
Alt vil således gå op i en højere enhed for de magtfulde og stærke medens de magtesløse og svage endnu engang blot kan se på, medens kæmperne lige foretager den sidste rituelle afpis­ning af territoriet, og lytte til alle de velmente råd om blot at affinde sig med skæbnens ugunst og være glad for, at det ikke gik endnu værre.
Kun en ting syntes at kunne ødelægge "idyllen" : det velfodre­de nationa­listiske uhyre hos serbere ( og tildels kroatere) i form af voksende appetit og (over)­mod i takt med den til­syne­ladende ende­løse succes med hen­synsløs og brutal fremfærd på trods af alle advarsler og appeller. Hvis dette kombineres med den rabiate nationalis­mes historisk velkendte besværlig­heder med at over­leve freden, dvs at leve uden ekspansion og i stedet være leverings­dygtig i en brugbar økonomisk m.m. (ge­nopbyg­nings)poli­tik, så kan tingene stadig udvikle sig uforud­sige­ligt og farligt set i forhold til den forventede risiko. Serbernes stupide anvendelse af den "brændte jords taktik" i forbindelse med tilbagetrækningen fra Igmann bjerget kunne tyde i den retning.
Har man først næret og fodret uhyret, så kan monsteret hurtigt få sit eget liv udenfor kontrol og kan kun uskadeliggøres ved total og omfattende militær indsats.
Så lad os håbe slangen, i hvert fald for en stund, er mæt af sit store måltid, så den kan demonteres, når den dyrt betalte "fred" sænker sig hjulpet på vej af den stok FN langt om længe fandt frem.
Imens kan mit eget parti så prøve at finde ud af, hvad ben det skal stå på. Folketingsgruppen meddeler fra sit sommermøde, at SF stadig, som i maj, er imod anvendelse af bombardementer. Begrundelsen er, at det er for farligt og unødvendigt, hvilket så både kan tolkes som, at uhyret endnu ikke er mæt, eller at det er det. For at øge forvirringen supple­res af­vis­ningen med en noget forsinket anbefaling af indsættelse af flere land­tropper til sikring af Sarajevo o.a. sikkerheds­zoner. Den militærstrategiske "finesse" i dette fortaber sig i tågerne. Forestiller man sig for eks., at landtropper­ne skulle hente serberne ned fra Igman bjerget, hvis ind­sættelsen af disse tropper i sig selv ikke kunne formå dem til rømning eller hvad?

onsdag den 4. august 1993

Bosnien - Et håbløst valg!

Historien gentager sig: 15/3-15: Hvilken ekstrem ynkelighed Kerry her udviser på vegne af USA's pedant til EU anno Bosnien 1994, Barack Obama, en omvendt Clinton så at sige!
Et valg mellem Bush anno Iraq 2003 og Obama anno Syrien 2013 er et valg mellem pest og kolera - et umuligt valg!
USA i dagens ynkelige nøddeskal!
http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/2015/03/15/160433.htm

Information
Kronikredaktionen
Stadig et håbløst valg.
 I sin kommentar d. 30/7 skriver min tidligere formand og skam også gode ven Gert Petersen (GP), at han ikke kan se hvad vi er uenige om "forså­vidt angår det helt konkrete og aktuelle" vedr. en eller anden form for deling af Bosnien-Hercegovina (BiH). Det vender jeg tilbage til.
Derimod fastholder han, med henvisning til risikoen for FN-landstyrkerne m.fl. og Pale-parlamentets forkastelse af Van­ce-Owen(V-O) planen, afvisningen af forslaget om luftangreb på serbi­ske stillinger og forsyningslinjer fra maj måned.
Det er klart, at flybombardementer af de serbiske stillinger og forsyningslinier kunne indebære en risiko for FN's landtyr­ker mv. I hvilket omfang kan man have forkellig mening om. Obert­løjnant Michael Clemmesen fra Forvarsakademiet vurdere i for­bindelse med de nuværende overvejelser om flyangreb for at sikre beskyttelseszonerne ikke, at serberne vil gå direkte til angreb på FN-soldaterne. Tværtimod er det iflg. MC FN's hidti­dige svaghed, der har fået serberne til at angribe de fredsbe­varende styrker.(Inf. 30/7)
Men risikoen var til stede, og man måtte i så tilfælde have taget højde for denne "worst-case" situation ved bedre be­væbning af styrkerne, evaku­ering eller lignende.
Men mit synspunkt er, som jeg mener understøttes af serbernes (incl. Karadzics) ageren i forbindelse med truslerne i maj (jvf. mit indlæg 19/7), at en fastholden af pressionen eventu­elt under­støttet af effektu­ering af samme ville have fået serberne til at acceptere V-O planen.
Jeg tror ikke serberne er så "gale", at de ville være ude af stand til en rimelig nøgtern vurdering af risikoen ved at lægge sig ud med med en så mægtig politisk og militær modstan­der, som et beslutsomt FN ville være i forhold til den dårligt bevæbnede modstander i form af den bosniske regeringshær, som de hidtil havde stået overfor.
At Pale-parlamentet sagde nej til V-O planen, mener jeg for det første, som jeg skrev 19/7, skete da luften allerede var begyndt at sive ud af den amerikanske ballon via de promp­te europæiske afvisninger. For det andet foregik beslutningen iflg. Karadzic ( efter hukommelsen var indholdet af hans udsagn efter mødet: "de anede ikke hvad de foretog sig" ) under så kaotiske og tilfældige betingelser, at jeg også af den grund ikke tillægger det den store betyd­ning. Alternativt ser jeg det, via beslutningen om den efterfølgende folkeaf­stem­ning, som endnu et led i de mange (vellykkede) serbiske forsøg på at vinde tid, mens den militære maskine rullede videre og det internationale samfunds vilje blev afprøvet.
Man kan sige, at dette nu kun har historisk interesse al den stund V-O planen er død og begravet, og realiteterne og de seneste begivenheder tilsiger, at resultatet bliver "en eller anden form for deling" af BiH.
Det accepterer jeg, med en vending som GP har anvendt i anden sammmenhæng, som man må acceptere naturkatastrofer eller som man må acceptere, at man har fået tæsk af en, der var stærkere end en selv og står uden udsigt til hjælp udefra.
Og jeg acceptere det udfra, som jeg skrev, at man (FN) står overfor et håb­løst valg i og med den sidste mulighed - gennem­førelsen af V-O planen ved pression - blev forpasset.
Verdenssamfundet har, ved ikke at stoppe aggressionen i op­løbet, bragt sig i en situa­tion analog til sep­tem­ber 1939 - enten fortsat accept af hæmningsløs aggression eller total militærindsats - dog uden denne situations ubærlige implika­tioner ved accept af førstnævnte mulig­hed, som gjorde sidst­nævnte nødvendig, men forfærdende.
Men uden farlige implikationer, udover selvfølgelig for musli­merne, er denne accept ikke for FN og håbet om en fredeligere verden. Et eks.: den sydafrikanske professor i forfatningsret Gerhard Erasmus vurderer i forbindelse med risikoen for, at Inkatha og de konservative løsriver sig fra et demokratisk Sydafrika: At det internationale samfund sansynligvis vil isolere et selvstændigt Zululand eller en hvid Volkstaat, men at det ikke bekymrer Inkatha efter det, der er sket i Bosnien. (Inf. 30/7).
Der kunne foretages tilsvarende vurderinger for adskillige andre konfliktområder i verden herunder i Europa og det tid­ligere Sovjet, hvortil kommer risikoen for en europæisk udgave af "det palæstinensiske problem" i forbindelse med delingen af BiH og heraf følgende accept af de etniske udrensninger og dermed permanent for­drivelse af muslimer fra deres hjem.
Derfor er det en dødsensfarlig vej man bevæger sig ind på med denne accept af, at aggression betaler sig også uanset hvilke midler der anvendes. Det er en udvikling, der kan give bange anelser for fremtiden, især da det heller ikke er et eneståen­de tilfælde. Israels fortsatte ustraffede folkefordrivelser trods alle FN resolutioner og udviklingen i Angola, hvor UNITA fort­sætter sin militære ekspansion uden nævneværdig reaktion fra det inter­nationale sam­fund, på trods af afholdel­sen af frie af FN overvågede og godkendte valg (som UNITA tabte), bærer ved til denne frygt.
Og derfor er det også vigtigt, at få diskuteret hele forløbet af konflikten og borgerkrigen i ex-Jugo­slavi­en, herunder hvornår og under hvilke betingelser mili­tær indgriben kunne være acceptabel og nødvendig. Også selv om sidstnævnte dis­kussion er ubehagelig ikke mindst for SF. Vi har jo vænnet os til, under den kolde krigs "beskyttende" vinger, der satte atomdagsorde­nen for alle konflikter, med god grund at kunne afvise stort set al militæranvendelse i international politik. Den situa­tion er ophørt og kræver nye overvejelser vedr. international konfliktløsning.
For uanset hvor godt kriseman­gement FN får lært sig, er det utænkeligt, at der ikke også fremover vil blive begået fejl og forpasset mulig­heder, der aktuali­serer, at de politiske midler kommer til at omfatte mili­tære tiltag. Af den grund er det heller ikke kun af histo­risk interesse at foretage en analyse og diskussion af den efter min opfattelse forpassede mulighed i maj måned i BiH og dens konsekvens i form af et håbløst valg.
Jørgen Garp, medlem af SF's hovedbestyrelse.

mandag den 17. maj 1993

SF's HB om Bosnien

Mit forslag til HB-udtalelse, som blev forkastet, fordi det var for hårdt for det fredselskende parti, at anvende militære midler mod fascister og stalinister. 

To år efter fandt Srebre­nica massakren sted, hvilket endelig fik USA og Clinton til at bruge det militære middel, der længe havde været nødvendigt overfor fascisterne og en skrøbelig fred blev etableret i Dayton nov. 1995, som holder endnu!

SF's hovedbestyrelse udtaler fra sit møde d. 17/5-1993:

Med Serbernes forkastelse af Vance-Owen fredsplanen, brud på våbenhvilen og ud­sigten til serbisk storm på og indtagelse af Srebre­nica og andre større byer, med tusinder af døde og sårede civile til følge, må den danske regering kræve at FN nu stil­ler serberne overfor et ultimatum:

1) den aftalte våbenhvile skal umiddelbart genoprettes, hvil­ket selvklart includerer omgående indstilling af angrebet på Sre­brenica og andre byer.

2) serberne skal inden 14 dage fra ultimatumet acceptere Vance-Owen fredspla­nen og indvilge i at genoptage fredsfor­handlingerne med henblik på udmønt­ning af planen.

Opfyldes pkt. 1 ikke omgående må FN i så tilfælde umiddel­bart foranledige, at der iværksæt­tes det fornødne, incl. anvendelse af militære midler, for at hindre tusinder af civiles død og lemlæstelse i Srebrenica og andre byer i Bosnien.

Opfyldes pkt. 2 ikke iværksættes forstærkede økonomiske sank­tioner umiddelbart efter fristens udløb og de nødvendige tiltag foretages for at sikre overholdelsen af disse.

tirsdag den 4. maj 1993

Militær til Bosnien

Historien gentager sig: 15/3-15: Hvilken ekstrem ynkelighed Kerry her udviser på vegne af USA's pedant til EU anno Bosnien 1994, Barack Obama, en omvendt Clinton så at sige!
Et valg mellem Bush anno Iraq 2003 og Obama anno Syrien 2013 er et valg mellem pest og kolera - et umuligt valg!USA i dagens ynkelige nøddeskal!
Årsagen til den umulige situation nu er, at støtten til de moderate ikke blev givet 2012 eller senest 2013!
Så USA og vestens politik er blevet en selvopfyldende profeti og en slag da capo til Iraq 2003, hvor der næppe fandtes en ekstremistisk islamist i levende live ved Bush, Blair og Fogh krigens start.
De islamister, der i Syrien ikke var nogen overhængende trussel i 2012 er nu blevet altdominerende, som i Iraq, p.g.a. den manglende støtte til de moderate med det argument, at man var bange for at våbnene ville falde i ekstremisternes hænder, hvilket nu med al ønskelig tydelighed netop er sket i 2014 med IS' erobring af masser af amerikanske våben fra den uduelige sekteriske shia dominerede Irakiske hær. Endnu et udslag af idioterne Bush, Blair og Foghs uprovokerede angrebskrig mod Iraq i 2003!
http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/2015/03/15/160433.htm

Optaget i Det Fri aktuelt

Et umuligt men nødvendigt valg. 
Det er interessant at iagttage de samme politiske kræfter i ind- og udland, for hvem det ikke kunne gå stærkt nok med anvendelse af militære midler overfor Iraqs be­sættelse af Kuwait, nu nærmest messende bekender sig til økonomiske sanktioners effektivi­tet overfor aggressionen i Bosnien.
Tilsvarende forholder det sig med viljen til at give aggres­soren indrømmelser. Hussein kunne ikke få det mindste figen­blad af indrømmelser for en retræte, medens de bosniske ser­bere får en hel skov af indrømmelser, som de konsekvent afviser alt imens erobrin­gen og de etniske udrensninger fortsætter.
Nøgternt kan det derfor konkluderes:
- at der ingen olie er i Bosnien
- at muslimer ikke er samme indsats værd som olie og staten Israel
- at den ny verdensorden baseret på demokrati og overholdelse af menneskerettighederne endnu engang viser sig ikke at have en trevl på kroppen.
Alt i alt en måske forudsigelig men alligevel sørgelig ud­vik­ling, som ydermere fremviser uhyggelige paralleller til 30'erne og 2.ver­denskrig, samt til kold­krigs­epo­kens relativering af krigsfor­bry­delser m.m. alt efter hvem der udførte svinestre­gerne - "ven­ner­ne" eller fjen­den.
Og alligevel må man, som det hed i en leder i Det Fri 24/4, anerkende den gode vilje til først at prøve gennem sank­tioner, samt bekymringen for at militær indgriben kan genere hjælpe­arbej­det og koste betydelige ofre.
Dertil kommer, kan man håbe, en tilbageholdenhed hos vest­magter­ne med hensyn til drastiske beslutninger, på bag­grund af en erkendel­se af eget medansvar for udvik­lingen i ex-Jugo­slavi­en. Et medan­svar som især skyldes den hasarderede aner­kendelse af såvel Kroatien som Bosnien inden mindretalsbe­skyttelse mv. var på plads.
Men de historiske erfaringer med, hvilke følger det kan få at give ekstrem nationalisme, etniske udrensninger, oprettelse af KZ-lejre m.m. "frit løb fremad" indtil man står overfor en fuldbyrdet kendsgerning a la Tjekkoslovakiet i 38, må allige­vel veje tungt.
Så tungt, at den iøvrigt prisværdige og fornuftige modstand mod an­vendelse af militære midler som konfliktløsning, ikke bliver en und­skyldning for faktisk accept af, at brutal magtanvendelse og etniske udrensninger betaler sig.
Endnu en europæisk historisk erfaring må medtages,selv om den også er blevet misbrugt til forsvar for egen (læs vestlig) aggression.
Det er den, at alt tyder på at effektiv indgriben overfor fa­scismen og nazismen med militære midler i tide, sansyn­ligvis ville have kunnet stoppe uhyret i opløbet og kun medført be­grænsede tab af menneskeliv.
Det skete som bekendt ikke, og resultatet blev 50 mio. dræbte, herunder 6 mio. jøder i 2. verdenskrigs ragnarok.
I den sammenhæng, og iøvrigt uden for bastante sammenlignin­ger, er serberne som bekendt ikke de eneste aggressorer. Og det kan bestemt ikke afvises, at de andre parter i det jugoslaviske morads ville have opført sig ligså forbry­derisk som de bosni­ske serbere, hvis de havde været i en lignen­de styrkeposition mili­tært set.
Sagen er jo, at hvis ekstrem nationalisme, relegiøs fanatisme, etnisk had og lignende bliver sluppet løs på bekostning af humani­tære sociale normer og omgangsformer, så er fanden i bogstavelig­ste forstand løs, uanset hvor og af hvem det iværk­sættes.
Derfor må enhver yderligere indgriben i konflikten fra FN's side også klart signa­lere, at den er vendt mod disse fænomener og aggres­soren, uanset hvem det måtte være. Dvs en kroatisk eller muslims aggression vil blive imødegået med samme konse­kvens.
Dertil kommer, at anven­delse af mili­tære midler ikke er et enten eller. Det er ikke et spørg­smål om, som det er blevet fremstil­let, enten ind­sættelse af 3-400.0­00 soldater eller slet intet. Ligesom anvende­lige militære midler selvfølgelig findes, hvis den politi­ske accept er til­stede.
Militære midler er, ihvert fald indtil "det hele går i sort", først og fremmest graduerbare politiske midler og signaler, som i nødsituationer og anvendt "på rette tid og sted" kan stoppe uacceptabel aggres­sion og forhindre at situationer eskalerer eller løber helt ud af kontrol.
Omvendt er det selvfølgelig også sådan, at risiko­en for virkninger i modsat retning oplagt er til stede. Derfor er langt det bedste naturligvis også, at politiske kon­flikter ikke får lov at udvikle sig til et niveau, hvor militær indgriben bliver aktuel eller nødvendig.
Desværre ser det ud til, at borgerkri­gen i ex-jugoslavien, bl.a. på grund fejlagtige politiske indgreb, har passeret dette niveau med de særdeles ubehagelig følger, det kan få.
Men det nytter ikke at begræde fejlene og de for­spildte mulig­heder, for eks. at have skærpet sanktionerne meget tidlige­re, og krampagtigt holde fast ved midler, der så åbenbart ikke kan stoppe ræds­lerne, inden det er for sent. Det vil efter alt at dømme kun betyde accept af uhæmmet aggression og barbari som middel til op­nåelse af poli­tiske mål i Europa.
Omvendt er det muligt, at krigens parter besinder sig, hvis FN for alvor sætter hælene i, og de for første gang stilles over­for en i enhver hen­seende skræmmmen­de politisk og militær over­magt. I så fald vil de militære midler slet ikke eller kun i be­grænset omfang komme i anvendel­se.
Samtidig kunne EF passende give tilsagn om økonomisk støtte efter en fredsordning i form af handelslettelser og tilsagn om optagelse i EF til "jugoslaverne" og østeuropæerne generelt. Det ville for det første være fornuftigt og i vestens egen inter­esse. Men det ville desuden være rimeligt som en ringe kompensa­tion for EF-landenes (især Tyskland og Danmark) tåbelige adfærd i den af­gørende indledende fase af opløsningen i Jugoslavien og dermed for deres store medansvar for den tragedie, vi nu er vidne til.
Jørgen Garp - Medlem af SF's hovedbestyrelse

lørdag den 16. januar 1993

Landsmøde om Edinburgh!


Dagbladet Information
                                                   Radikalitet med tilbagevirkende kraft.
Et spørgsmål trænger sig unægtelig på her i ugen op til SF's eks­traordinære landsmøde om Edinburgh-aftalen:
 Hvordan kan det være at SF's største politiske sejr siden partiets oprettelse giver anledning til splittelsestendenser i stedet for politisk fremgang og optimisme ?
 Man kan sige, at spørgsmålet er tendentiøst, alt den stund modstan­der­ne af aftalen netop ikke vil skrive under på, at Edinburgh-af­talen er en sejr for SF.
 Fortvivlet prøver de, med voksende aggression (eller gå på mod), fra Christian Bundgård til Pelle Voigt, at sandsynlig­gøre, at SF intet reelt har fået gennemført af sin politik op til folkeafstem­ningen 2.juni. Og de støttes af en Jens Peter Bonde, for hvem de gamle i DKP tillærte færdig­heder om at målet helliger midlet syntes fuldt intakt.
 Det beskæmmende ved debatten er kombinationen af tendens til demago­gi tilsat en god portion ansvarsfor­flygtigelse hos adskillige af de fremtrædende modstandere af Edinburgh-aftalen.
 Op til afstemningen 2.juni var der ingen ende på kompromisvil­lig­heden for at få et nej i hus, man godt vidste ikke havde en kina­mands chance, hvis det blev til et spørgsmål om nej til EF som sådan. Alle, i som udenfor SF, var enige om hovedind­holdet i SF's forhand­lingsoplæg af 11. maj 92, for hvad der skulle ske efter et nej 2. juni.
 Der skulle ske en nyforhandling af Maastricht-traktaten, som skulle styrke det demokrati­ske grundlag for EF-samarbejdet og sikre at Danmark blev holdt uden for de centrale elementer af unionsudvik­lingen: ØMU, forsvar, unionsborgerskab, retligt samarbejde og fælles be­stemmelserne (overliggeren).
Men det blev også erkendt, at Danmark var nødt til at accep­tere, at "på de områder, hvor der ikke kan blive enighed, kan de andre lande så gå videre i samar­bejdet."
 Hvis man sammenligner Edinburgh-aftalen med 11.maj papiret, så blev der ikke, som SF havde ønsket en nyformulering af hele EF-politik­ken. Med det franske ja ved folkeaf­stemningen forsvandt mulig­heden for at komme længere end antaget i 11.maj oplægget. Vi måtte som forudset, men ikke ønsket i oplægget acceptere, at de andre lande kunne "gå videre i samarbejdet ".
 Men trods dette så blev resulta­tet, dels tiltag til større åbenhed i EF-samar­bejdet, dels er Danmark holdt uden for de helt centrale elementer i unionsudviklingen ØMU, forsvar osv og endelig er det accepteret, at EF-samar­bejdet kan rumme både lande der deltager i en unionsud­vikling og lande der, som Danmark, holder sig uden for denne, men alligevel er omfattet af et snævert europæisk samarbejde.
 Hvornår har SF i sin historie fået så store dele af sin er­klære­de politik igennem, ikke blot i dansk politik via "det nationale kom­pro­mis", men også på europæisk plan, forhandlet af en modvillig stedfortræder på vegne af en lilleput nation imod Europas stormagter og foreslået af et parti repræsen­teren­de under 9% af vælgerne ?
 Det er rigtigt, at SF havde et folkeflertal i ryggen, men et er at have de muligheder det giver, et andet er at udnytte det.
 Og selv med dette in mente, er det min påstand, at sammen­ligner vi SF niveauet for indgåelse af kompromiser iøvrigt - kommunalt, amts­kommunalt eller i folketin­get - med det SF har opnået med "det nationale kompromis" og Edinburgh-aftalen, så vil denne aftaler sagtens kunne stå distancen. Så heller ikke her kan der hentes argumentation for den bastante afvisning.
 Hvis så modstanderne af Edinburgh-aftalen havde råbt gevaldigt op i forløbet frem til eller i forbindelse med indgåelsen af " det natio­nale kompromis ", så havde den radikali­tet der nu lægges for dagen, med hensyn til nedgøring af Edinburgh-aftalen og al dens væsen, været til at forstå, men det gjorde de ikke !
 Pelle Voigt påstår, han har sagt fra (Inf.3/3). Men problemet er, at det må være sket med et for Pelle helt usædvanligt lille pip, for der er ingen der har hørt det. Og Christian Bund­gård undlod at stemme til "det nationale kompromis", han stemte ikke imod.
 Og selv en politisk novice måtte vide, at hundred procent kunne "det nationale kompromis" ikke gå igennem i konfrontationen med de øvrige EF-lande. Og dog kom de centrale undtagelsesbe­stemmelser fra op­lægget 11.maj helskindet igennem og kan kun ændres med dansk samtyk­ke og da kun ved en bindende folkeafstemning.
 At det så nu helt barokt, som et ekko af Uffe Ellemann før 2.juni, skal hedde sig ,at de undtagelsesbe­stemmelser havde vi i for­vejen­, nævnes kun for at sætte argumentationsniveauet i relief.
 Hvis der skal være den mindste smule fornuft i galskaben skal for­klaringen findes et andet sted, hvilket iøvrigt også fremgår af en Christian Bundgård artikel (Inf.­ primo januar).
Nemlig i et oprør ikke først og fremmest mod forløbet siden 2.juni 92, men som et oprør mod partiets EF-politik siden Pakke-afstem­ningen 1986 og især politik­ken siden 1989 og frem til afstemningen 1992.
 Dvs overgangen i SF' s politik fra ud af EF til kamp indenfor EF for at ændre dets struktur og ud­vikling, som en logisk forlængelse af nederlaget ved pakkeafstemningen og følgende løsslipning af de ukontrollerede markeds­kræfter på europæisk niveau fra 1993 med indførelsen af det "frie marked" og med forventelig følgende ukon­trollerede konkur­rence uden hensyntagen til miljø, social forhold, lønmodtagernes rettigheder osv.
 Mar­gareth Thatcher og Pia Kjærsgård var helt tilfredse med markeds­kræfternes frie spil på europæisk niveau med EF-pakken og ønskede ingen bånd på disse kræfter i form af mindstekrav til miljø, sociale forhold mv. Der var iflg. disse intet behov for yderligere tiltag på europæisk niveau, den bedste af alle verdener var etableret: grådig­hed uden grænser sat i system på europæ­isk niveau.
 SF delte som bekendt ikke denne jubel, tværtimod ønskede vi op­følg­ning på kapitalens uhæmmede udfoldelse, i og med etableringen af "det indre marked", i form af kontrol­lerende indgreb på europæisk niveau, men uden en unionsudvikling som "sidegevinst".
Vi ønskede, som der står i Edinburgh-aftalen, et snævert samarbejde mellem suveræne og selvstændige stater, og med inddragelse af de nordiske og østeuropæiske lande som led i udbygning i bredden frem for i dybden som et åbent Europa. Et ønske som blev forstærket af opbruddet i Østeuropa og den tragiske udvikling i Jugoslavien.
 Men det havde været rart, om dette oprør var kommet til udtryk i forbindelse med udformningen af SF's forhandlingsoplæg af 11. maj (vedtaget af HB) eller i det mindste i perioden op til indgåelsen af " det nationale kompromis". Det ville have styrket troværdigheden i forbindelse med den bastante argumentation mod Edinburgh-aftalen, hvor det nu mere får karakter af et forsøg på radikalitet med tilbagevirkende kraft.
 Selvkritisk kan man derimod sige, ikke i forhold til SF's medlemmer for de bør have vidst besked, men i forhold til vores vælgere, at SF nu, ligesom ja-partierne op til folkeafstem­ningen 2.juni, rammes af den boomerang, vi sendte afsted ved ikke tilstrækkelig åbent og direkte at orientere om dette politikskift, og om hvorfor vi mente det var nødvendigt. Det har, må det erkendes, være med til at skabe den kløft mellem parti og vælgere, der tilsyneladende nu er op til den kommende folkeafstem­ning om Edinburgh-aftalen, og som Bundgård m.fl. uhæmmet søger at profitere på.
 Forhåbentligt bliver sidstnævnte afvist på lands­mødet af medlemmer, der dels accepterer medansvaret for udviklingen i partiets EF-poli­tik, dels kan se de åbenlyse resultater SF har opnået med Edinburgh-aftalen og dels vil acceptere aftalen som en politisk platform for SF i en langtfra afsluttet proces mod et åbent, demokratisk og miljøvenligt Europa.
 Sker det ikke, må Bundgård m.fl.'s særprægede politiske argument om, at ledelsen af partiet med formanden i spidsen, som modstanderne iøvrigt har beskyldt for at begå kup, udøve censur og lide af stor­hedsvanvid, bare kan blive siddende på trods af et eventuelt neder­lag, afvises også selv om det nemt får en uheldig tone af pression.
 Ikke blot er der tale om et af de vigtigste politiske spørgsmål siden 2. verdenskrig, men for specielt SF har det altid været et af de helt centrale spørgsmål.
 Hertil kommer at hovedbestyrelsen mente, at Edinburgh-aftalen lå helt inden for de retningslinier vi havde fået fra landsmødet 1992, hvorfor vi kunne sige ja uden ind­kaldelse af et ekstraordinært landsmøde først. Er der tale om en politisk fejlvurdering, må det nødven­digvis få konsekvenser.
 Dertil kommer, at formanden om nogen er den, der har svunget takt­stok­ken og trukket stre­gerne i sandet i forløbet omkring EF-politik­ken både op til og efter folkeafstemningen. Ydermere har for­mandens hovedindsats siden hans valg for knap 2 år siden faktisk været EF-politikken.
 Endelig har SF i ti år ikke forsømt nogen lejlighed til, med rette, at kritisere de borgerlige regeringer for taburetklæberi, når de gang på gang blev siddende på trods af at være kommet i mindretal på klare "kabinetspørgsmål". Skulle vi så, når det kommer til os selv pludselig til at bruge andre principper ?
 Bliver det et nej, har vi satset og tabt, og det er da en ærlig sag, hvis der vel og mærke er sammen­hæng mellem dette og de konsekvenser der drages af neder­laget. Sådan må det være, hvis vi skal kunne tale om politisk moral og troværdighed uden at rødme.
 Jørgen Garp,
 Medlem af SF's hovedbestyrelse.