lørdag den 16. januar 1993

Landsmøde om Edinburgh!


Dagbladet Information
                                                   Radikalitet med tilbagevirkende kraft.
Et spørgsmål trænger sig unægtelig på her i ugen op til SF's eks­traordinære landsmøde om Edinburgh-aftalen:
 Hvordan kan det være at SF's største politiske sejr siden partiets oprettelse giver anledning til splittelsestendenser i stedet for politisk fremgang og optimisme ?
 Man kan sige, at spørgsmålet er tendentiøst, alt den stund modstan­der­ne af aftalen netop ikke vil skrive under på, at Edinburgh-af­talen er en sejr for SF.
 Fortvivlet prøver de, med voksende aggression (eller gå på mod), fra Christian Bundgård til Pelle Voigt, at sandsynlig­gøre, at SF intet reelt har fået gennemført af sin politik op til folkeafstem­ningen 2.juni. Og de støttes af en Jens Peter Bonde, for hvem de gamle i DKP tillærte færdig­heder om at målet helliger midlet syntes fuldt intakt.
 Det beskæmmende ved debatten er kombinationen af tendens til demago­gi tilsat en god portion ansvarsfor­flygtigelse hos adskillige af de fremtrædende modstandere af Edinburgh-aftalen.
 Op til afstemningen 2.juni var der ingen ende på kompromisvil­lig­heden for at få et nej i hus, man godt vidste ikke havde en kina­mands chance, hvis det blev til et spørgsmål om nej til EF som sådan. Alle, i som udenfor SF, var enige om hovedind­holdet i SF's forhand­lingsoplæg af 11. maj 92, for hvad der skulle ske efter et nej 2. juni.
 Der skulle ske en nyforhandling af Maastricht-traktaten, som skulle styrke det demokrati­ske grundlag for EF-samarbejdet og sikre at Danmark blev holdt uden for de centrale elementer af unionsudvik­lingen: ØMU, forsvar, unionsborgerskab, retligt samarbejde og fælles be­stemmelserne (overliggeren).
Men det blev også erkendt, at Danmark var nødt til at accep­tere, at "på de områder, hvor der ikke kan blive enighed, kan de andre lande så gå videre i samar­bejdet."
 Hvis man sammenligner Edinburgh-aftalen med 11.maj papiret, så blev der ikke, som SF havde ønsket en nyformulering af hele EF-politik­ken. Med det franske ja ved folkeaf­stemningen forsvandt mulig­heden for at komme længere end antaget i 11.maj oplægget. Vi måtte som forudset, men ikke ønsket i oplægget acceptere, at de andre lande kunne "gå videre i samarbejdet ".
 Men trods dette så blev resulta­tet, dels tiltag til større åbenhed i EF-samar­bejdet, dels er Danmark holdt uden for de helt centrale elementer i unionsudviklingen ØMU, forsvar osv og endelig er det accepteret, at EF-samar­bejdet kan rumme både lande der deltager i en unionsud­vikling og lande der, som Danmark, holder sig uden for denne, men alligevel er omfattet af et snævert europæisk samarbejde.
 Hvornår har SF i sin historie fået så store dele af sin er­klære­de politik igennem, ikke blot i dansk politik via "det nationale kom­pro­mis", men også på europæisk plan, forhandlet af en modvillig stedfortræder på vegne af en lilleput nation imod Europas stormagter og foreslået af et parti repræsen­teren­de under 9% af vælgerne ?
 Det er rigtigt, at SF havde et folkeflertal i ryggen, men et er at have de muligheder det giver, et andet er at udnytte det.
 Og selv med dette in mente, er det min påstand, at sammen­ligner vi SF niveauet for indgåelse af kompromiser iøvrigt - kommunalt, amts­kommunalt eller i folketin­get - med det SF har opnået med "det nationale kompromis" og Edinburgh-aftalen, så vil denne aftaler sagtens kunne stå distancen. Så heller ikke her kan der hentes argumentation for den bastante afvisning.
 Hvis så modstanderne af Edinburgh-aftalen havde råbt gevaldigt op i forløbet frem til eller i forbindelse med indgåelsen af " det natio­nale kompromis ", så havde den radikali­tet der nu lægges for dagen, med hensyn til nedgøring af Edinburgh-aftalen og al dens væsen, været til at forstå, men det gjorde de ikke !
 Pelle Voigt påstår, han har sagt fra (Inf.3/3). Men problemet er, at det må være sket med et for Pelle helt usædvanligt lille pip, for der er ingen der har hørt det. Og Christian Bund­gård undlod at stemme til "det nationale kompromis", han stemte ikke imod.
 Og selv en politisk novice måtte vide, at hundred procent kunne "det nationale kompromis" ikke gå igennem i konfrontationen med de øvrige EF-lande. Og dog kom de centrale undtagelsesbe­stemmelser fra op­lægget 11.maj helskindet igennem og kan kun ændres med dansk samtyk­ke og da kun ved en bindende folkeafstemning.
 At det så nu helt barokt, som et ekko af Uffe Ellemann før 2.juni, skal hedde sig ,at de undtagelsesbe­stemmelser havde vi i for­vejen­, nævnes kun for at sætte argumentationsniveauet i relief.
 Hvis der skal være den mindste smule fornuft i galskaben skal for­klaringen findes et andet sted, hvilket iøvrigt også fremgår af en Christian Bundgård artikel (Inf.­ primo januar).
Nemlig i et oprør ikke først og fremmest mod forløbet siden 2.juni 92, men som et oprør mod partiets EF-politik siden Pakke-afstem­ningen 1986 og især politik­ken siden 1989 og frem til afstemningen 1992.
 Dvs overgangen i SF' s politik fra ud af EF til kamp indenfor EF for at ændre dets struktur og ud­vikling, som en logisk forlængelse af nederlaget ved pakkeafstemningen og følgende løsslipning af de ukontrollerede markeds­kræfter på europæisk niveau fra 1993 med indførelsen af det "frie marked" og med forventelig følgende ukon­trollerede konkur­rence uden hensyntagen til miljø, social forhold, lønmodtagernes rettigheder osv.
 Mar­gareth Thatcher og Pia Kjærsgård var helt tilfredse med markeds­kræfternes frie spil på europæisk niveau med EF-pakken og ønskede ingen bånd på disse kræfter i form af mindstekrav til miljø, sociale forhold mv. Der var iflg. disse intet behov for yderligere tiltag på europæisk niveau, den bedste af alle verdener var etableret: grådig­hed uden grænser sat i system på europæ­isk niveau.
 SF delte som bekendt ikke denne jubel, tværtimod ønskede vi op­følg­ning på kapitalens uhæmmede udfoldelse, i og med etableringen af "det indre marked", i form af kontrol­lerende indgreb på europæisk niveau, men uden en unionsudvikling som "sidegevinst".
Vi ønskede, som der står i Edinburgh-aftalen, et snævert samarbejde mellem suveræne og selvstændige stater, og med inddragelse af de nordiske og østeuropæiske lande som led i udbygning i bredden frem for i dybden som et åbent Europa. Et ønske som blev forstærket af opbruddet i Østeuropa og den tragiske udvikling i Jugoslavien.
 Men det havde været rart, om dette oprør var kommet til udtryk i forbindelse med udformningen af SF's forhandlingsoplæg af 11. maj (vedtaget af HB) eller i det mindste i perioden op til indgåelsen af " det nationale kompromis". Det ville have styrket troværdigheden i forbindelse med den bastante argumentation mod Edinburgh-aftalen, hvor det nu mere får karakter af et forsøg på radikalitet med tilbagevirkende kraft.
 Selvkritisk kan man derimod sige, ikke i forhold til SF's medlemmer for de bør have vidst besked, men i forhold til vores vælgere, at SF nu, ligesom ja-partierne op til folkeafstem­ningen 2.juni, rammes af den boomerang, vi sendte afsted ved ikke tilstrækkelig åbent og direkte at orientere om dette politikskift, og om hvorfor vi mente det var nødvendigt. Det har, må det erkendes, være med til at skabe den kløft mellem parti og vælgere, der tilsyneladende nu er op til den kommende folkeafstem­ning om Edinburgh-aftalen, og som Bundgård m.fl. uhæmmet søger at profitere på.
 Forhåbentligt bliver sidstnævnte afvist på lands­mødet af medlemmer, der dels accepterer medansvaret for udviklingen i partiets EF-poli­tik, dels kan se de åbenlyse resultater SF har opnået med Edinburgh-aftalen og dels vil acceptere aftalen som en politisk platform for SF i en langtfra afsluttet proces mod et åbent, demokratisk og miljøvenligt Europa.
 Sker det ikke, må Bundgård m.fl.'s særprægede politiske argument om, at ledelsen af partiet med formanden i spidsen, som modstanderne iøvrigt har beskyldt for at begå kup, udøve censur og lide af stor­hedsvanvid, bare kan blive siddende på trods af et eventuelt neder­lag, afvises også selv om det nemt får en uheldig tone af pression.
 Ikke blot er der tale om et af de vigtigste politiske spørgsmål siden 2. verdenskrig, men for specielt SF har det altid været et af de helt centrale spørgsmål.
 Hertil kommer at hovedbestyrelsen mente, at Edinburgh-aftalen lå helt inden for de retningslinier vi havde fået fra landsmødet 1992, hvorfor vi kunne sige ja uden ind­kaldelse af et ekstraordinært landsmøde først. Er der tale om en politisk fejlvurdering, må det nødven­digvis få konsekvenser.
 Dertil kommer, at formanden om nogen er den, der har svunget takt­stok­ken og trukket stre­gerne i sandet i forløbet omkring EF-politik­ken både op til og efter folkeafstemningen. Ydermere har for­mandens hovedindsats siden hans valg for knap 2 år siden faktisk været EF-politikken.
 Endelig har SF i ti år ikke forsømt nogen lejlighed til, med rette, at kritisere de borgerlige regeringer for taburetklæberi, når de gang på gang blev siddende på trods af at være kommet i mindretal på klare "kabinetspørgsmål". Skulle vi så, når det kommer til os selv pludselig til at bruge andre principper ?
 Bliver det et nej, har vi satset og tabt, og det er da en ærlig sag, hvis der vel og mærke er sammen­hæng mellem dette og de konsekvenser der drages af neder­laget. Sådan må det være, hvis vi skal kunne tale om politisk moral og troværdighed uden at rødme.
 Jørgen Garp,
 Medlem af SF's hovedbestyrelse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.