onsdag den 18. august 1993

Bosnien

Sendt til Information som debatindlæg:
Interwievet med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen(UEJ) (Inf.13/8) illustrerer tydeligere end meget andet dilemmaet for FN og vestmagterne med situationen i Bosnien.
UEJ skal begrunde, hvorfor han (ligesom FN og de europæiske vestmagter) har ændret opfattelse vedr. anvendelse af bomb­ninger af de serbiske stillinger i forhold til tidligere (læs maj må­ned). (Jeg springer den med den helt ændrede situa­tion vedr. risikoen for at ramme en skole eller lign. over. Her går den tidligere udenrigsminister så vidt jeg kan se helt i sort.)
UEJ siger:"Det er rigtigt, at der ikke ligger en politisk løsning til at tage over efter bomberne. Men hvis vi ikke bomber, frygter jeg at situationen eskalerer (til Kosovo mv., min bem.)."
Men så kommer UEJ åbenbart i tanke om, at der rent faktisk ligger en politisk løsning til at tage over efter bomberne, når han siger, at han er "frygtelig betænkelig ved den nu­værende plan om en tredeling af Bosnien."
"Det ligner en belønning af vold som middel til at få flyttet grænser og en belønning af etniske udrensninger. Det er et dårligt signal at sende til konflikter andre steder. Det er jo en tragedie, at Vance-Owen planen, som jo havde en vis op­bakning fra de stridende parter, ikke blev gennemført af Ve­sten."
At UEJ er frygtelig betænkelig ved tredelingen og mener Vesten (han mener forhåbentlig FN) skulle have gennemført Vance-Owen planen er helt forståeligt. Der mangler så "blot" en erken­delse af, at det havde forudsat truslen om og viljen til effektu­ering af militær indsats i for­bindelse med for­handlin­gerne om Vance-Owen planen.
Men tilbage står, at hovedbegrundelsen for accept af bombarde­menter nu og ikke i maj er, renset for betænkeligheder og kogt ned til essensen, frygten for eskalering, herunder opløsning af den nuværende plan for tredeling af Bosnien.
Eller mere brutalt sagt, som Bernard-Henri Levy frem­fører (Inf.14/15-8), har vestens stor­magter valgt "at trække den røde linie ved Kosova ..(og) ikke tage sig af Bosnien." En linie Danmark i det omfang vi er blevet spurgt tilsyneladende har støttet.
Som følge heraf er målet med trus­lerne begræn­set i forhold til i maj, og tilsvarende er karakteren af det militære svar begrænset til nålestiks bom­bardementer i modsætning til maj-truslernes mere omfattende militære tiltag.
Og dermed er muligheden for, at selv de begrænsede trus­ler virker ret stor og omvendt risikoen for en kraftig serbisk modreaktion tilsvarende lille. Serberne har jo med den nu­værende plan stort set fået det, som de ønsker, så hvorfor så risikere noget ved en konflikt med FN her lige før målsnorene? Og samtidig kan FN og de vestlige stormagter, ved at løbe denne relativ lille risiko, få repareret lidt på det rampo­nerede image og den ødelagte troværdighed.
Alt vil således gå op i en højere enhed for de magtfulde og stærke medens de magtesløse og svage endnu engang blot kan se på, medens kæmperne lige foretager den sidste rituelle afpis­ning af territoriet, og lytte til alle de velmente råd om blot at affinde sig med skæbnens ugunst og være glad for, at det ikke gik endnu værre.
Kun en ting syntes at kunne ødelægge "idyllen" : det velfodre­de nationa­listiske uhyre hos serbere ( og tildels kroatere) i form af voksende appetit og (over)­mod i takt med den til­syne­ladende ende­løse succes med hen­synsløs og brutal fremfærd på trods af alle advarsler og appeller. Hvis dette kombineres med den rabiate nationalis­mes historisk velkendte besværlig­heder med at over­leve freden, dvs at leve uden ekspansion og i stedet være leverings­dygtig i en brugbar økonomisk m.m. (ge­nopbyg­nings)poli­tik, så kan tingene stadig udvikle sig uforud­sige­ligt og farligt set i forhold til den forventede risiko. Serbernes stupide anvendelse af den "brændte jords taktik" i forbindelse med tilbagetrækningen fra Igmann bjerget kunne tyde i den retning.
Har man først næret og fodret uhyret, så kan monsteret hurtigt få sit eget liv udenfor kontrol og kan kun uskadeliggøres ved total og omfattende militær indsats.
Så lad os håbe slangen, i hvert fald for en stund, er mæt af sit store måltid, så den kan demonteres, når den dyrt betalte "fred" sænker sig hjulpet på vej af den stok FN langt om længe fandt frem.
Imens kan mit eget parti så prøve at finde ud af, hvad ben det skal stå på. Folketingsgruppen meddeler fra sit sommermøde, at SF stadig, som i maj, er imod anvendelse af bombardementer. Begrundelsen er, at det er for farligt og unødvendigt, hvilket så både kan tolkes som, at uhyret endnu ikke er mæt, eller at det er det. For at øge forvirringen supple­res af­vis­ningen med en noget forsinket anbefaling af indsættelse af flere land­tropper til sikring af Sarajevo o.a. sikkerheds­zoner. Den militærstrategiske "finesse" i dette fortaber sig i tågerne. Forestiller man sig for eks., at landtropper­ne skulle hente serberne ned fra Igman bjerget, hvis ind­sættelsen af disse tropper i sig selv ikke kunne formå dem til rømning eller hvad?

onsdag den 4. august 1993

Bosnien - Et håbløst valg!

Historien gentager sig: 15/3-15: Hvilken ekstrem ynkelighed Kerry her udviser på vegne af USA's pedant til EU anno Bosnien 1994, Barack Obama, en omvendt Clinton så at sige!
Et valg mellem Bush anno Iraq 2003 og Obama anno Syrien 2013 er et valg mellem pest og kolera - et umuligt valg!
USA i dagens ynkelige nøddeskal!
http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/2015/03/15/160433.htm

Information
Kronikredaktionen
Stadig et håbløst valg.
 I sin kommentar d. 30/7 skriver min tidligere formand og skam også gode ven Gert Petersen (GP), at han ikke kan se hvad vi er uenige om "forså­vidt angår det helt konkrete og aktuelle" vedr. en eller anden form for deling af Bosnien-Hercegovina (BiH). Det vender jeg tilbage til.
Derimod fastholder han, med henvisning til risikoen for FN-landstyrkerne m.fl. og Pale-parlamentets forkastelse af Van­ce-Owen(V-O) planen, afvisningen af forslaget om luftangreb på serbi­ske stillinger og forsyningslinjer fra maj måned.
Det er klart, at flybombardementer af de serbiske stillinger og forsyningslinier kunne indebære en risiko for FN's landtyr­ker mv. I hvilket omfang kan man have forkellig mening om. Obert­løjnant Michael Clemmesen fra Forvarsakademiet vurdere i for­bindelse med de nuværende overvejelser om flyangreb for at sikre beskyttelseszonerne ikke, at serberne vil gå direkte til angreb på FN-soldaterne. Tværtimod er det iflg. MC FN's hidti­dige svaghed, der har fået serberne til at angribe de fredsbe­varende styrker.(Inf. 30/7)
Men risikoen var til stede, og man måtte i så tilfælde have taget højde for denne "worst-case" situation ved bedre be­væbning af styrkerne, evaku­ering eller lignende.
Men mit synspunkt er, som jeg mener understøttes af serbernes (incl. Karadzics) ageren i forbindelse med truslerne i maj (jvf. mit indlæg 19/7), at en fastholden af pressionen eventu­elt under­støttet af effektu­ering af samme ville have fået serberne til at acceptere V-O planen.
Jeg tror ikke serberne er så "gale", at de ville være ude af stand til en rimelig nøgtern vurdering af risikoen ved at lægge sig ud med med en så mægtig politisk og militær modstan­der, som et beslutsomt FN ville være i forhold til den dårligt bevæbnede modstander i form af den bosniske regeringshær, som de hidtil havde stået overfor.
At Pale-parlamentet sagde nej til V-O planen, mener jeg for det første, som jeg skrev 19/7, skete da luften allerede var begyndt at sive ud af den amerikanske ballon via de promp­te europæiske afvisninger. For det andet foregik beslutningen iflg. Karadzic ( efter hukommelsen var indholdet af hans udsagn efter mødet: "de anede ikke hvad de foretog sig" ) under så kaotiske og tilfældige betingelser, at jeg også af den grund ikke tillægger det den store betyd­ning. Alternativt ser jeg det, via beslutningen om den efterfølgende folkeaf­stem­ning, som endnu et led i de mange (vellykkede) serbiske forsøg på at vinde tid, mens den militære maskine rullede videre og det internationale samfunds vilje blev afprøvet.
Man kan sige, at dette nu kun har historisk interesse al den stund V-O planen er død og begravet, og realiteterne og de seneste begivenheder tilsiger, at resultatet bliver "en eller anden form for deling" af BiH.
Det accepterer jeg, med en vending som GP har anvendt i anden sammmenhæng, som man må acceptere naturkatastrofer eller som man må acceptere, at man har fået tæsk af en, der var stærkere end en selv og står uden udsigt til hjælp udefra.
Og jeg acceptere det udfra, som jeg skrev, at man (FN) står overfor et håb­løst valg i og med den sidste mulighed - gennem­førelsen af V-O planen ved pression - blev forpasset.
Verdenssamfundet har, ved ikke at stoppe aggressionen i op­løbet, bragt sig i en situa­tion analog til sep­tem­ber 1939 - enten fortsat accept af hæmningsløs aggression eller total militærindsats - dog uden denne situations ubærlige implika­tioner ved accept af førstnævnte mulig­hed, som gjorde sidst­nævnte nødvendig, men forfærdende.
Men uden farlige implikationer, udover selvfølgelig for musli­merne, er denne accept ikke for FN og håbet om en fredeligere verden. Et eks.: den sydafrikanske professor i forfatningsret Gerhard Erasmus vurderer i forbindelse med risikoen for, at Inkatha og de konservative løsriver sig fra et demokratisk Sydafrika: At det internationale samfund sansynligvis vil isolere et selvstændigt Zululand eller en hvid Volkstaat, men at det ikke bekymrer Inkatha efter det, der er sket i Bosnien. (Inf. 30/7).
Der kunne foretages tilsvarende vurderinger for adskillige andre konfliktområder i verden herunder i Europa og det tid­ligere Sovjet, hvortil kommer risikoen for en europæisk udgave af "det palæstinensiske problem" i forbindelse med delingen af BiH og heraf følgende accept af de etniske udrensninger og dermed permanent for­drivelse af muslimer fra deres hjem.
Derfor er det en dødsensfarlig vej man bevæger sig ind på med denne accept af, at aggression betaler sig også uanset hvilke midler der anvendes. Det er en udvikling, der kan give bange anelser for fremtiden, især da det heller ikke er et eneståen­de tilfælde. Israels fortsatte ustraffede folkefordrivelser trods alle FN resolutioner og udviklingen i Angola, hvor UNITA fort­sætter sin militære ekspansion uden nævneværdig reaktion fra det inter­nationale sam­fund, på trods af afholdel­sen af frie af FN overvågede og godkendte valg (som UNITA tabte), bærer ved til denne frygt.
Og derfor er det også vigtigt, at få diskuteret hele forløbet af konflikten og borgerkrigen i ex-Jugo­slavi­en, herunder hvornår og under hvilke betingelser mili­tær indgriben kunne være acceptabel og nødvendig. Også selv om sidstnævnte dis­kussion er ubehagelig ikke mindst for SF. Vi har jo vænnet os til, under den kolde krigs "beskyttende" vinger, der satte atomdagsorde­nen for alle konflikter, med god grund at kunne afvise stort set al militæranvendelse i international politik. Den situa­tion er ophørt og kræver nye overvejelser vedr. international konfliktløsning.
For uanset hvor godt kriseman­gement FN får lært sig, er det utænkeligt, at der ikke også fremover vil blive begået fejl og forpasset mulig­heder, der aktuali­serer, at de politiske midler kommer til at omfatte mili­tære tiltag. Af den grund er det heller ikke kun af histo­risk interesse at foretage en analyse og diskussion af den efter min opfattelse forpassede mulighed i maj måned i BiH og dens konsekvens i form af et håbløst valg.
Jørgen Garp, medlem af SF's hovedbestyrelse.