onsdag den 4. august 1993

Bosnien - Et håbløst valg!

Historien gentager sig: 15/3-15: Hvilken ekstrem ynkelighed Kerry her udviser på vegne af USA's pedant til EU anno Bosnien 1994, Barack Obama, en omvendt Clinton så at sige!
Et valg mellem Bush anno Iraq 2003 og Obama anno Syrien 2013 er et valg mellem pest og kolera - et umuligt valg!
USA i dagens ynkelige nøddeskal!
http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/2015/03/15/160433.htm

Information
Kronikredaktionen
Stadig et håbløst valg.
 I sin kommentar d. 30/7 skriver min tidligere formand og skam også gode ven Gert Petersen (GP), at han ikke kan se hvad vi er uenige om "forså­vidt angår det helt konkrete og aktuelle" vedr. en eller anden form for deling af Bosnien-Hercegovina (BiH). Det vender jeg tilbage til.
Derimod fastholder han, med henvisning til risikoen for FN-landstyrkerne m.fl. og Pale-parlamentets forkastelse af Van­ce-Owen(V-O) planen, afvisningen af forslaget om luftangreb på serbi­ske stillinger og forsyningslinjer fra maj måned.
Det er klart, at flybombardementer af de serbiske stillinger og forsyningslinier kunne indebære en risiko for FN's landtyr­ker mv. I hvilket omfang kan man have forkellig mening om. Obert­løjnant Michael Clemmesen fra Forvarsakademiet vurdere i for­bindelse med de nuværende overvejelser om flyangreb for at sikre beskyttelseszonerne ikke, at serberne vil gå direkte til angreb på FN-soldaterne. Tværtimod er det iflg. MC FN's hidti­dige svaghed, der har fået serberne til at angribe de fredsbe­varende styrker.(Inf. 30/7)
Men risikoen var til stede, og man måtte i så tilfælde have taget højde for denne "worst-case" situation ved bedre be­væbning af styrkerne, evaku­ering eller lignende.
Men mit synspunkt er, som jeg mener understøttes af serbernes (incl. Karadzics) ageren i forbindelse med truslerne i maj (jvf. mit indlæg 19/7), at en fastholden af pressionen eventu­elt under­støttet af effektu­ering af samme ville have fået serberne til at acceptere V-O planen.
Jeg tror ikke serberne er så "gale", at de ville være ude af stand til en rimelig nøgtern vurdering af risikoen ved at lægge sig ud med med en så mægtig politisk og militær modstan­der, som et beslutsomt FN ville være i forhold til den dårligt bevæbnede modstander i form af den bosniske regeringshær, som de hidtil havde stået overfor.
At Pale-parlamentet sagde nej til V-O planen, mener jeg for det første, som jeg skrev 19/7, skete da luften allerede var begyndt at sive ud af den amerikanske ballon via de promp­te europæiske afvisninger. For det andet foregik beslutningen iflg. Karadzic ( efter hukommelsen var indholdet af hans udsagn efter mødet: "de anede ikke hvad de foretog sig" ) under så kaotiske og tilfældige betingelser, at jeg også af den grund ikke tillægger det den store betyd­ning. Alternativt ser jeg det, via beslutningen om den efterfølgende folkeaf­stem­ning, som endnu et led i de mange (vellykkede) serbiske forsøg på at vinde tid, mens den militære maskine rullede videre og det internationale samfunds vilje blev afprøvet.
Man kan sige, at dette nu kun har historisk interesse al den stund V-O planen er død og begravet, og realiteterne og de seneste begivenheder tilsiger, at resultatet bliver "en eller anden form for deling" af BiH.
Det accepterer jeg, med en vending som GP har anvendt i anden sammmenhæng, som man må acceptere naturkatastrofer eller som man må acceptere, at man har fået tæsk af en, der var stærkere end en selv og står uden udsigt til hjælp udefra.
Og jeg acceptere det udfra, som jeg skrev, at man (FN) står overfor et håb­løst valg i og med den sidste mulighed - gennem­førelsen af V-O planen ved pression - blev forpasset.
Verdenssamfundet har, ved ikke at stoppe aggressionen i op­løbet, bragt sig i en situa­tion analog til sep­tem­ber 1939 - enten fortsat accept af hæmningsløs aggression eller total militærindsats - dog uden denne situations ubærlige implika­tioner ved accept af førstnævnte mulig­hed, som gjorde sidst­nævnte nødvendig, men forfærdende.
Men uden farlige implikationer, udover selvfølgelig for musli­merne, er denne accept ikke for FN og håbet om en fredeligere verden. Et eks.: den sydafrikanske professor i forfatningsret Gerhard Erasmus vurderer i forbindelse med risikoen for, at Inkatha og de konservative løsriver sig fra et demokratisk Sydafrika: At det internationale samfund sansynligvis vil isolere et selvstændigt Zululand eller en hvid Volkstaat, men at det ikke bekymrer Inkatha efter det, der er sket i Bosnien. (Inf. 30/7).
Der kunne foretages tilsvarende vurderinger for adskillige andre konfliktområder i verden herunder i Europa og det tid­ligere Sovjet, hvortil kommer risikoen for en europæisk udgave af "det palæstinensiske problem" i forbindelse med delingen af BiH og heraf følgende accept af de etniske udrensninger og dermed permanent for­drivelse af muslimer fra deres hjem.
Derfor er det en dødsensfarlig vej man bevæger sig ind på med denne accept af, at aggression betaler sig også uanset hvilke midler der anvendes. Det er en udvikling, der kan give bange anelser for fremtiden, især da det heller ikke er et eneståen­de tilfælde. Israels fortsatte ustraffede folkefordrivelser trods alle FN resolutioner og udviklingen i Angola, hvor UNITA fort­sætter sin militære ekspansion uden nævneværdig reaktion fra det inter­nationale sam­fund, på trods af afholdel­sen af frie af FN overvågede og godkendte valg (som UNITA tabte), bærer ved til denne frygt.
Og derfor er det også vigtigt, at få diskuteret hele forløbet af konflikten og borgerkrigen i ex-Jugo­slavi­en, herunder hvornår og under hvilke betingelser mili­tær indgriben kunne være acceptabel og nødvendig. Også selv om sidstnævnte dis­kussion er ubehagelig ikke mindst for SF. Vi har jo vænnet os til, under den kolde krigs "beskyttende" vinger, der satte atomdagsorde­nen for alle konflikter, med god grund at kunne afvise stort set al militæranvendelse i international politik. Den situa­tion er ophørt og kræver nye overvejelser vedr. international konfliktløsning.
For uanset hvor godt kriseman­gement FN får lært sig, er det utænkeligt, at der ikke også fremover vil blive begået fejl og forpasset mulig­heder, der aktuali­serer, at de politiske midler kommer til at omfatte mili­tære tiltag. Af den grund er det heller ikke kun af histo­risk interesse at foretage en analyse og diskussion af den efter min opfattelse forpassede mulighed i maj måned i BiH og dens konsekvens i form af et håbløst valg.
Jørgen Garp, medlem af SF's hovedbestyrelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.