søndag den 13. august 1995

Venstrefløjens egen Balkankrig

 Debatindlæg til Information
Bosnien mellem magt og ret.
 Det interessante dobbeltinterwiev Inf. 12-13/8-95 “Venstrefløjens egen Balkankrig” mellem Gert Petersen (GP) og Søren Søndergård (SøS), Enhedslisten ender, måske meget naturligt, underligt uforløst vedrørende det centrale spørgsmål: Om det er magt eller ret, der skal dominere i forbindelse med en løsning på konflikten.
Jeg vil derfor prøve at fortsætte diskussionen om dette spørgsmål, men først et resume af standpunkterne om FN’s rolle og om en “retfærdig” løsning:
 SøS: “..FN skulle have koncentreret sig om det humanitære hjælpearbejde. FN skal ikke kæmpe Bosniens krig...Men modsat skulle FN heller ikke have indført en våbenembargo, der i praksis kun er rettet mod den ene part, den bosniske regering.”
GP: “Jeg er helt uenig. En ophævelse af våbenembargoen vil åbne op for en Pandoras æske. Det vil sejle ind med våben på begge sider og give stor risiko for at konflikten spredes... I store træk mener jeg, FN har villet gøre det rigtige, men ikke altid har været i stand til det på grund af magterne i sikkerhedsrådet... Nødhjælpen har været af uvurderlig betydning... Det er gået knap så godt med den anden hovedopgave: bevogtningen af de sikre zoner.”
 GP siger: “ ..den deling af Bosnien, der kan blive udgangen på konflikten, er mere en følge af realiteterne på slagmarken” (end stormagtsinteresser).
SøS: “ -som situationen er kan jeg ikke få øje på en retfærdig fred...en fredsløsning bør indeholde et stort element af retfærdighed - bl.a. er det helt afgørende, at alle fordrevne menneskers ret til at vende tilbage til deres hjem sikres.”
GP.”Vi må afprøve alle muligheder, men får ikke nogen retfærdig fred. Bosnien-Hercegovina vil måske blive opretholdt som en skal, men det vil være en formel gestus... Vi skal lægge pres på for at de etnisk udrensede kan få lov at vende hjem. Men jeg tvivler på det lader sig gøre. Sådan som det har udviklet sig, er fred uden retfærdighed bedre end krig.”
 Om FNs rolle er jeg lodret uenig i SøS’ synspunkt. Der er forsåvidt intet nyt i dette, allerede ved konfliktens start, var der røster fremme bl.a. i EU systemet om blot at inddæmme konflikten og så iøvrigt lade parterne slås færdig. Resultatet ville efter al sansynlighed - især idag - betyde en ny krig pr.stedfortræder for stormagterne og i sidste ende mindst en eskalering af krigen til andre dele af Balkan. Det er og bliver efter min mening Kaos-modellen, som idag støttes af den amerikanske kongres.
 FNs indsats har været og er domineret af humanitær hjælp, forsøg på at opnå en forhandlingsløsning mellem parterne samt forsøg på at begrænse konflikten og forhindre at den breder sig til andre områder på Balkan. Våbenembargoen har været et helt centralt element til opnåelse af sidstnævnte målsætning ligesom sanktionerne mod Rest-jugoslavien/Serbien.
Våbenembargoen har helt afgjort ramt skævt til ulempe for den Bosniske regering, men omvendt har den humanitære hjælp, FN indsatsen i forbindelse med forhandlingsforsøgene, sanktionerne mod Serbien og oprettelsen af de sikre zoner de facto været til gavn for den Bosniske stat, uden hvilken den sansynligvis - våbenembargo eller ej - ville være rendt over ende allerede i starten af krigen. Dette har så også, som SøS bemærker, fået Izetbegovic til at satse/spille på, at det internationale samfund ville gribe mere direkte ind, dvs militært.
 Til gengæld er jeg ikke i samme omfang som GP tilfreds med FN indsatsen, bl.a. fordi SøS’s model  latent har været til stede hele tiden i forløbet. FN, dvs dets medlemslande, især stormagterne har, grundet uenigheder/magtkampe/forskellige interesser osv., ikke kunnet bekvemme sig til at erkende FN’s faktiske indvolvering og ansvar i konflikten, som resultat af anderkendelsen/optagelsen af staten Bosnien og Kroatien, den “skæve” våbenembargo, sanktionerne mod Serbien, forhandlingsforsøg, diplomatisk pres og sidst garantien for de sikre zoner.
FNs “et skridt frem og to tilbage linie” symboliseres bl.a. af, at FN, dvs dets medlemslande, først opretter de sikre zoner, så stiller en alt for lille militærstyrke til rådighed til sikring af zonerne, også i forhold til generalsekretærens ønsker. Dernæst, efter serbisk erobring af to af zonerne, følger endnu “et skridt frem” via indsættelsen af udrykningsstyrken og den mere bastante garanti til de resterende zoner.
 Dertil kommer, at jeg stadig mener, at FN ikke slipper uden om, ligesom nu ved de sikre zoner, at kombinere forhandlingsmodellen med troværdige trusler om anvendelse af militære midler, for at denne nogensinde skal lykkes på en tilfredsstillende måde, dvs rimelig “retfærdigt”.
Dette burde være sket langt tidligere og mest oplagt i forbindelse med Vance-Owen planen i foråret 1993, så kunne efter min opfattelse megen elendighed have været undgået og megen FN troværdighed have været bevaret og styrket. Det nytter som bekendt ikke at græde over spildt mælk, men forløbet dengang kan i det mindste bruges til at angive, hvordan mægling og magt kan kombineres. Alle ledende parter havde dengang - efter pres, armvridning osv. - accepteret planen fra Vance-Owen - også Milosevic og Karadic, alligevel fik den sidste brik, parlamentet i Palé anført af Mladic, lov til at sabotere forsøget. Her ville en troværdig militærtrussel efter min opfattelse have kunnet bragt planen i hus eller i det mindste skabt grundlag for en fortsat forhandlingsløsning a la den Israels/Palæstinensiske Oslo aftale. Vance-Owen planen havde iøvrigt den fordel at den opererede med genhusning af de etnisk udrensede.
Det er klart at anvendelse af det militære middel er mere risikobetonet idag end for to år siden, masser af troværdighed på dette område er gået tabt, desuden er stormagsforholdet, dvs Rusland/Vesten dårligere idag, men alligevel mener jeg det er nødvendigt også set i lyset af, at om to år kan det være endnu værre!
Denne model forudsætter imidlertid, at meningen med det hele er, at resultatet skal være rimelig “retfærdigt” eller indeholde elementer af retfærdighed og ikke kun være baseret på den stærkes ret.  Hvis det, som GP mere end antyder og som det også fremgår af artikelen samme dag på forsiden af avisen, kun bliver realiteterne på slagmarken eller “de fuldbyrdede kendsgerningers politik”, der kommer til at tælle ved kommende løsninger, med en deling af Bosnien mellem Serbien og Kroatien til følge, hvilken sikring har den muslimske befolkning så for, at “fred uden retfærdighed” er bedre for dem end krig - at de ikke fortsat vil blive etnisk udrenset og undertrykt ? Eller omvendt, hvordan kan en fred uden retfærdighed sikre den muslimske befolkning en fred, der er bedre end krig ?
Til sammenligning er den fred Palæstinenserne kan opnå - selv hvis det ender med en egen stat - historisk set heller ikke retfærdig. De er stadig blevet etnisk udrenset osv., men flertallet af palæstinenserne mener tilsyneladende -i hvert fald endnu- en sådan fred er at foretrække for den “permanente krig”. Den muslimske befolkning, som den militært svage part, må tilsvarende godtage en fred, de mener er bedre end krig, hvis et minimum af retfærdighed skal være tilstede.
Løber FN og dets medlemsstater nu fra dette og godtager realiteterne på slagmarken som eneste grundlag for fred og deler Bosnien mellem de to nationalistiske bøller Milosovic og Tudjman, så betyder det, at den skæve våbenembargo de facto bliver afgørende og de andre FN elementer, der skulle opveje denne, bliver fejet til side. Hvis det alligevel bliver realiteterne på slagmarken der alene tæller, med hvilken ret andet end den stærkes opretholder FN så en våbenembargo, der er en støtte til de stærkeste parter i krigen? Hvad er der så tilbage af acceptable indvendinger mod Kaos-modellen ?
FN, dets medlemslande, må nu stå ved at organisationen og især dets stormagter allerede er dybt indvolveret i konflikten. At organisationen nu ikke hverken direkte eller indirekte, ved at droppe den sammenhæng der trods alt har været i den førte politik dens mangler og vankelmodighed til trods, kan løbe fra denne kendsgerning, uden at følgerne bliver helt uacceptable både politisk og militært. FN med de nødvendige midler sikre, at der skabes ikke en retfærdig fred, en sådan er umulig idag, deri er jeg enig, men en fred, der indeholder så mange retfærdige elementer, at løsningen bliver acceptabel også for den militært set dårligst stillede part, den muslimske !
Jørgen Garp, medlem af SF’s forretningsudvalg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.