mandag den 6. maj 1996

Det nationale kompromis!

“SF i flere rum”.
 Forløbet af SF’s landsmøde i bededagsferien, der endnu engang næsten druknede i EU-spørgsmålet, og Chr. Bundgårds anklage mod mig (Inf.4-5/5) for “at have skiftet side” og dermed have et hovedansvar for SF’s tilslutning til det nationale kompromis, giver mig lejlighed til et par præciseringer.
Mit ansvar, som CB helt overvurderer, og min fejl består ikke i at have skiftet side, men i at have placeret mig på en side, der, skulle det vise sig, var ikke-eksisterende. Det hedder også at sætte sig mellem to stole, der, hvis man ikke får trukket stolene sammen, som bekendt medfører, at man før eller siden falder ned - også selv om det til sidst sker frivilligt.
Det var nødvendigt, at formanden Holger K. Nielsen blev styrket og John Iversen og Steen Gade m.fl. blev bremset på landsmødet, men det ændrer intet ved det grundlæggende problem: At der mangler klarhed i partiets politiske projekt og især kobling mellem dette og den faktisk førte politik.
Denne kobling sætter nogle, bl.a. CB, lig med afvisning af at indgå kompromis’er på såkaldte mærkesager som EU, NATO/forsvar og tidligere ØD mm. Men det er tværtimod udtryk for en manglende kobling samt uklarhed i det politiske projekt.
Dette har i SF’s historie og idag ført til den paradoksale situation, at partiet og enkeltpersoner, for eks. indædte EU-modstandere, fint kan leve med indgåelse af endog meget tynde kompromis’er på andre centrale politikområder, samtidig med at man på de givne mærkesager kræver intet mindre end den skinbarlige revolution for at medvirke, som vi så det i forbindelse med netop det nationale kompromis og Edinburgh-aftalen.
Denne tvetungethed er også en del af baggrunden for, at pragmatikerne med Steen Gade, Jes Lunde og John Iversen i spidsen dels ikke helt forstår og i hvert fald totalt undervurderer modstanden mod, at de også på EU-området får lov til den samme sagsorienterede pragmatisme, som på de øvrige politikområder.
Omvendt illustrerer det også svagheden og sårbarheden hos EU-modstanderne. Al oprørstrang og systemmodstand skal centreres og komme til udtryk på denne eller et par mærkesager. Men mærkesagerne indgår ikke, bl.a. på grund af  tvetungetheden, i et samlet konsistent socialistisk projekt. De forbliver derfor i den faktiske politik enkeltsager, hvor vigtige de end er, med åbenlys risiko for i sidste ende at falde for pragmatismens svindsot.
Svagheden er også tydelig, når modstanderne af Edinburgh i SF, for eks. i den nuværende hovedbestyrelse, i dag erkender undtagelsernes og det nationale kompromis betydning i et samlet Europaprojekt, som er konsekvensen af det indre marked, kapitalens internationalisering og ophør af den kolde krig.
Modstanderne forsvarer nu indædt undtagelserne og det nationale kompromis og falder tilbage til anden forsvarsskanse: Det er ikke længere kompromiserne, der var utilstrækkelige, værdiløse og lignende, men derimod, hedder det, frygten for at Socialdemokratiet og de radikale ville løbe fra projektet, der var hovedårsagen til modstanden i 93.
Man savner et seriøst svar på, hvordan i al verden en håbløst splittet venstrefløj og et totalt groggy SF skulle have været i stand til at forhindre et mildt sagt modvilligt Socialdemokrati og RV i at forsøge at løbe fra aftalen. Synspunktet har en ubehagelig tendens til at være resultat af en selvopfyldende profeti eller tegn på politisk naivitet.
Det værste er imidlertid, at disse bortforklaringer og den manglende kobling til indenrigspolitikken blokerer for den nødvendige debat om SF’s Europapolitiks placering i en socialistisk samfundsudvikling. Dette er således en pendant til pragmatikernes manglende vilje til at diskutere konsekvenser af et tæt samarbejde med de radikale i samme forbindelse, jvf. mit indlæg i Inf. 26/4.
Denne dobbelte ikke-debat i SF er fuldstændig ødelæggende for partiet historiske projekt for en demokratisk, gradvis og kompromisfyldt socialistisk samfundsforandring. Hvis ikke den nu styrkede formand og den nye hovedbestyrelse magter at bringe partiet ud af dette dødvande, men fortsætter med pindehuggeri og at snakke om noget andet og mindre besværligt, så er det svært at se, hvordan SF skal få “sin anden luft” og nyt liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.