tirsdag den 4. maj 1993

Militær til Bosnien

Historien gentager sig: 15/3-15: Hvilken ekstrem ynkelighed Kerry her udviser på vegne af USA's pedant til EU anno Bosnien 1994, Barack Obama, en omvendt Clinton så at sige!
Et valg mellem Bush anno Iraq 2003 og Obama anno Syrien 2013 er et valg mellem pest og kolera - et umuligt valg!USA i dagens ynkelige nøddeskal!
Årsagen til den umulige situation nu er, at støtten til de moderate ikke blev givet 2012 eller senest 2013!
Så USA og vestens politik er blevet en selvopfyldende profeti og en slag da capo til Iraq 2003, hvor der næppe fandtes en ekstremistisk islamist i levende live ved Bush, Blair og Fogh krigens start.
De islamister, der i Syrien ikke var nogen overhængende trussel i 2012 er nu blevet altdominerende, som i Iraq, p.g.a. den manglende støtte til de moderate med det argument, at man var bange for at våbnene ville falde i ekstremisternes hænder, hvilket nu med al ønskelig tydelighed netop er sket i 2014 med IS' erobring af masser af amerikanske våben fra den uduelige sekteriske shia dominerede Irakiske hær. Endnu et udslag af idioterne Bush, Blair og Foghs uprovokerede angrebskrig mod Iraq i 2003!
http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/2015/03/15/160433.htm

Optaget i Det Fri aktuelt

Et umuligt men nødvendigt valg. 
Det er interessant at iagttage de samme politiske kræfter i ind- og udland, for hvem det ikke kunne gå stærkt nok med anvendelse af militære midler overfor Iraqs be­sættelse af Kuwait, nu nærmest messende bekender sig til økonomiske sanktioners effektivi­tet overfor aggressionen i Bosnien.
Tilsvarende forholder det sig med viljen til at give aggres­soren indrømmelser. Hussein kunne ikke få det mindste figen­blad af indrømmelser for en retræte, medens de bosniske ser­bere får en hel skov af indrømmelser, som de konsekvent afviser alt imens erobrin­gen og de etniske udrensninger fortsætter.
Nøgternt kan det derfor konkluderes:
- at der ingen olie er i Bosnien
- at muslimer ikke er samme indsats værd som olie og staten Israel
- at den ny verdensorden baseret på demokrati og overholdelse af menneskerettighederne endnu engang viser sig ikke at have en trevl på kroppen.
Alt i alt en måske forudsigelig men alligevel sørgelig ud­vik­ling, som ydermere fremviser uhyggelige paralleller til 30'erne og 2.ver­denskrig, samt til kold­krigs­epo­kens relativering af krigsfor­bry­delser m.m. alt efter hvem der udførte svinestre­gerne - "ven­ner­ne" eller fjen­den.
Og alligevel må man, som det hed i en leder i Det Fri 24/4, anerkende den gode vilje til først at prøve gennem sank­tioner, samt bekymringen for at militær indgriben kan genere hjælpe­arbej­det og koste betydelige ofre.
Dertil kommer, kan man håbe, en tilbageholdenhed hos vest­magter­ne med hensyn til drastiske beslutninger, på bag­grund af en erkendel­se af eget medansvar for udvik­lingen i ex-Jugo­slavi­en. Et medan­svar som især skyldes den hasarderede aner­kendelse af såvel Kroatien som Bosnien inden mindretalsbe­skyttelse mv. var på plads.
Men de historiske erfaringer med, hvilke følger det kan få at give ekstrem nationalisme, etniske udrensninger, oprettelse af KZ-lejre m.m. "frit løb fremad" indtil man står overfor en fuldbyrdet kendsgerning a la Tjekkoslovakiet i 38, må allige­vel veje tungt.
Så tungt, at den iøvrigt prisværdige og fornuftige modstand mod an­vendelse af militære midler som konfliktløsning, ikke bliver en und­skyldning for faktisk accept af, at brutal magtanvendelse og etniske udrensninger betaler sig.
Endnu en europæisk historisk erfaring må medtages,selv om den også er blevet misbrugt til forsvar for egen (læs vestlig) aggression.
Det er den, at alt tyder på at effektiv indgriben overfor fa­scismen og nazismen med militære midler i tide, sansyn­ligvis ville have kunnet stoppe uhyret i opløbet og kun medført be­grænsede tab af menneskeliv.
Det skete som bekendt ikke, og resultatet blev 50 mio. dræbte, herunder 6 mio. jøder i 2. verdenskrigs ragnarok.
I den sammenhæng, og iøvrigt uden for bastante sammenlignin­ger, er serberne som bekendt ikke de eneste aggressorer. Og det kan bestemt ikke afvises, at de andre parter i det jugoslaviske morads ville have opført sig ligså forbry­derisk som de bosni­ske serbere, hvis de havde været i en lignen­de styrkeposition mili­tært set.
Sagen er jo, at hvis ekstrem nationalisme, relegiøs fanatisme, etnisk had og lignende bliver sluppet løs på bekostning af humani­tære sociale normer og omgangsformer, så er fanden i bogstavelig­ste forstand løs, uanset hvor og af hvem det iværk­sættes.
Derfor må enhver yderligere indgriben i konflikten fra FN's side også klart signa­lere, at den er vendt mod disse fænomener og aggres­soren, uanset hvem det måtte være. Dvs en kroatisk eller muslims aggression vil blive imødegået med samme konse­kvens.
Dertil kommer, at anven­delse af mili­tære midler ikke er et enten eller. Det er ikke et spørg­smål om, som det er blevet fremstil­let, enten ind­sættelse af 3-400.0­00 soldater eller slet intet. Ligesom anvende­lige militære midler selvfølgelig findes, hvis den politi­ske accept er til­stede.
Militære midler er, ihvert fald indtil "det hele går i sort", først og fremmest graduerbare politiske midler og signaler, som i nødsituationer og anvendt "på rette tid og sted" kan stoppe uacceptabel aggres­sion og forhindre at situationer eskalerer eller løber helt ud af kontrol.
Omvendt er det selvfølgelig også sådan, at risiko­en for virkninger i modsat retning oplagt er til stede. Derfor er langt det bedste naturligvis også, at politiske kon­flikter ikke får lov at udvikle sig til et niveau, hvor militær indgriben bliver aktuel eller nødvendig.
Desværre ser det ud til, at borgerkri­gen i ex-jugoslavien, bl.a. på grund fejlagtige politiske indgreb, har passeret dette niveau med de særdeles ubehagelig følger, det kan få.
Men det nytter ikke at begræde fejlene og de for­spildte mulig­heder, for eks. at have skærpet sanktionerne meget tidlige­re, og krampagtigt holde fast ved midler, der så åbenbart ikke kan stoppe ræds­lerne, inden det er for sent. Det vil efter alt at dømme kun betyde accept af uhæmmet aggression og barbari som middel til op­nåelse af poli­tiske mål i Europa.
Omvendt er det muligt, at krigens parter besinder sig, hvis FN for alvor sætter hælene i, og de for første gang stilles over­for en i enhver hen­seende skræmmmen­de politisk og militær over­magt. I så fald vil de militære midler slet ikke eller kun i be­grænset omfang komme i anvendel­se.
Samtidig kunne EF passende give tilsagn om økonomisk støtte efter en fredsordning i form af handelslettelser og tilsagn om optagelse i EF til "jugoslaverne" og østeuropæerne generelt. Det ville for det første være fornuftigt og i vestens egen inter­esse. Men det ville desuden være rimeligt som en ringe kompensa­tion for EF-landenes (især Tyskland og Danmark) tåbelige adfærd i den af­gørende indledende fase af opløsningen i Jugoslavien og dermed for deres store medansvar for den tragedie, vi nu er vidne til.
Jørgen Garp - Medlem af SF's hovedbestyrelse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.