tirsdag den 1. november 2011

Oplæg til SF's Hovedbestyrelse (HB) 1996!

01/11-2011: Gad vide om der egentlig er gennemført en grundig strategi diskussion i SF siden 1998, da jeg forlod skuden?
Venligt kan man sige, at partiet har lært det, af kun at være parlamentarisk grundlag for SR 1993-2001, at det absolut intet giver af nævneværdig SF politik.
Om det så kan ske i regering med SR, det har vi til gode at se, men begyndelsen lover ikke for godt og bærer præg af, at den grundige diskussion som efterlyses i mit indlæg fra 1996 stadigvæk ikke har fundet sted i partiet her 15år efter!

Bestilt oplæg til HB-mødet d. 26-27/10-1996 om 
“SF’s placering og ledelsesmæssige forhold - SF’s problemer og muligheder”.
SF’s hovedproblem idag er efter min opfattelse ikke “ de ledelsesmæssige forhold” - rorgængerproblemerne - skønt de er alvorlige nok, men derimod det forhold at uanset hvilke rorgængere man vælger, vil de stå overfor det delikate problem, at bestemmelsessted og kurs er usikker og selve roret i bedste fald er splintret og forvitret i værste fald ikke eksisterer længere.

Bestemmelsessted og kurs er i denne sammenhæng:
Et rimeligt sammenhængende politisk projekt, dvs SF’s samfundsforandrende socialistiske projekt/mål, som det kommer til udtryk i principprogram og emneprogrammer.

Roret er:
En rimelig sammenhængende strategi for hvordan og med hvem målene skal realiseres i virkelighedens verden, dvs den demokratiske vej til socialisme, samenhængen mellem kort- og langsigtet politik samt klassegrundlag, klassealliancer og i forlængelse heraf parlamentariske alliancepartnerer.

Skønt konturerne af SF’s politiske projekt er uklare, et problem partiet deler med stort set alle socialistiske kræfter alle steder, er de der dog, og jeg ser ikke dette som det aktuelle hovedproblem, selvom det selvfølgelig påvirker strategien. Hvis bestemmelsessted og kurs er uklar er både ror og rorgængers muligheder naturligvis begrænset. Imidlertid er det omvendte afgørende, at partiets manglende strategi har haft enorm indflydelse på den faktisk førte politik.

Hovedproblemet er altså det strategiske - der er ikke noget ror. Årsagen til dette er partikollektivets herunder især ledelsens manglende vilje og evne til gennem mange år at føre en åben diskussion om problemer og uenigheder på området og derefter foretage de nødvendige valg af linie og følge denne.
Hvad vi har været vidne til på dette område af politisk talentløshed, uvederhæftighed, fusk og plattenslageri, hvor misforholdet mellem ord og handling skriger til himmelen, er af gigantiske dimensioner. Og hvad værre er som sagt, at det har været og er bestemmende for partiets faktiske politiske kurs parlamentarisk, først og fremmest i folketinget.

For at undgå misforståelser vil jeg gerne understrege, at denne let kritiske karakteristik af forløbet de sidste 7-8 år intet har at gøre med hvilken linie, man eventuelt ville have valgt. Den går udelukkende på det forhold, at der blev foretaget et valg i blinde, fordi der ingen seriøs debat og afklaring fandt sted og fordi vedtagelserne på området var uden forbindelse med den faktisk førte politik.
For at konkretisere: Per Gustavsen skriver i et indlæg på HOTLIPS 24/9-96 bl.a.: “Man kan sige, at “reformflertalsstrategien”, som en del ledende SF’ere argumenterede meget for i starten af 90’erne, har spillet fallit efter valget i 94 (Jeg mener nu det skete i jan.93, men lad det ligge, min bem /JG.). Med andre ord, det viste sig her, at forsøget på at presse Socialdemokratiet og De radikale til et samarbejde med SF, ikke kunne lade sig gøre.”

I interviewet med Formanden i Fyens Stifttidende 2/3-96 (og andre steder iøvrigt også) hedder det tilsvarende: “ Han (Holger K. Nielsen) lægger flere års drømme om et egentligt indenrigspolitisk samarbejde med Socialdemokratiet og Det radikale venstre på hylden”.
Så er det man som almindelig læser og SF’er får lyst til i al fredsommelighed at spørge først og fremmest Formanden, men såmænd også Per Gustavsen: “Var det muligt at få oplyst på hvilket Landsmøde partiets overordnede strategi er blevet vedtaget ændret til den såkaldte “reformflertalsstrategi” og/eller hvornår helt præcist har andre kompetente organer i SF vedtaget dette som overordnet strategi ??

Da dette ikke er nogen kriminalroman, kan svaret allerede afsløres her: Det er aldrig blevet vedtaget af Landsmøde eller andre kompetente organer i SF. Det er det ikke af flere grunde, men i det mindste af den simple, at det er noget af en tilsnigelse når Per er så venlig at benævne størrelsen som en strategi - i hvert fald er det ikke en nedskreven sådan. Det er muligt den lever som mundtlig overlevering i usammenhængende brokker i folketingsgruppen og omegn. Men som et rimeligt sammenhængende skriftligt nedfældet alternativ til den hedengangne “arbejderflertalsstrategi”, som til yngre HB-medlemmers orientering kan ses udførligt behandlet i principprogrammer, LM-vedtagelser mm., eksisterer denne “strategi” ikke engang i kladdeform.

Ikke desto mindre har både Per Gustavsen, Formanden og journalisten på Fyens stifttidende ret: SF har gennem adskillige år ageret i praksis, som om et sådan vedtagelse var en realitet, hvilket selvfølgelig er udtryk for politisk uvederhæftighed, såvel når det er for eks. Socialdemokratiet, der ikke kan holde styr på forholdet mellem ord og handling, som når det er os selv - SF, for hvem dette er tilfældet.

Lad mig understrege igen, hvis denne såkaldte “reformflertals-strategi” var seriøst fremlagt, gennemdiskuteret og derefter vedtaget på Landsmøder mv, så ville jeg måske nok have erklæret mig uenig i strategien, men jeg ville ikke omtale den og partiets adfærd på en måde som ovenfor. En sådan omtale er forbeholdt den særlige politiske uduelighed og det virkelige politiske plattenslageri.

Nu kunne man måske se gennem fingre med partiets/ledelsens adfærd, dvs overtrædelsen af de formelle spilleregler, hvis denne “strategi-ændring” var uden særlig politisk betydning. Dette er imidlertid langtfra tilfældet. Intet har formodentlig haft større betydning for SF’s politiske linie de sidste 7-8 år end dette skift i dølgsmål af partiets strategi. En betydning det ikke, med lidt historisk viden, krævede særlige evner at forudse, når ændringen blev foretaget i blinde uden forudgående seriøs debat mv.

Man kan nemlig ikke sige, at en sådan strategiændring med nødvendighed måtte føre til den nuværende elendighed. Var ændringen blevet grundigt gennemdiskuteret med udgangspunkt i de åbenlyse risici, den ville indebære og udmøntet i en bred partimæssig konsensus samt en præcis angivelse af, hvilken pris partiet var villig til at betale og hvilken ikke, så kunne der måske være kommet noget positivt ud af forsøget.
Nu gik det ikke sådan, først og fremmest fordi fortalerne for den såkaldte “reformflertalsstrategi” hverken havde viljen eller evnerne til føre en kvalificeret debat om de åbenlyse problemer, der var forbundet med ændringen - og de værste forudsigelser kom til at holde stik.

Den gamle arbejderflertalsstrategi gik i sin essens ud på at trække Socialdemokratiet til venstre og frigøre partiet fra, med Aksel Larsens ord, “ballet i den borgerlige”, dvs det mangeårige klassesamarbejde hen over midten i dansk politik formidlet af Det radikale venstre. Denne trækken Socialdemokratiet til venstre var - tankegangen - nødvendig for at få gennemført socialistisk orienterede reformer, da disse ikke kunne gennemføres i samarbejde med eller med vetoret til de borgerlige partier. Skulle den Socialdemokratiske “administration” af og reformering indenfor kapitalismens rammer erstattes af en egentlig socialistisk udvikling, var arbejderflertalsstrategien vejen frem til virkeliggørelse af målet om socialistiske ændringer af samfundet.

I første omgang, dvs frem til ca.1980, skulle Socialdemokratiet trækkes til venstre ved at SF med sin tilstedeværelse og ageren på den politiske scene skulle virke som katalysator for venstrekræfterne i Socialdemokratiet og dermed så og sige indefra trække dette parti til venstre. Deraf navnet katalysatorstrategien.

Med udagngspunkt i 1980 principprogrammet blev denne strategi ændret i 80’erne. SF ville ikke længere lade en socialistisk udviklings succes være afhængig af venstrefløjens styrke i Socialdemokratiet. SF skulle som en selvstændig socialistisk kraft ved sin størrelse og styrke -bl.a. ved at tage vælgere fra Socialdemokratiet - tvinge Socialdemokratiet til venstre og dermed også ændre dette partis politik. Strategien havde den fordel, at SF blev mere selvstændigt i forhold til Socialdemokratiet end tidligere i partiets historie med et selvstændigt politisk projekt, der blev til andet og mere end Socialdemokratiet+10%. Risikoen var, at projektet var meget ambitiøst og at succes’en i meget høj grad afhang af partiets evne til at opnå en selvstændig styrke og placering, dvs at bl.a. kravet om stor vælgermæssig styrke var en forudsætning. I årene 86-88 var strategien meget tæt på succes.

Som om ambitionsniveauet i arbejderflertalsstartegien ikke var højt nok, foretog partiet fra 89 et uigennemtænkt kvantespring op i den blå luft, forlod de facto arbejderflertalsstrategien og erstattede den med - - ingenting ! Man/nogle hævdede, man lod som om, man fortiede problemerne eller kom med halvkvædede viser og finurlige taktiske overvejelser startende med ubehag ved ordet arbejderflertal, alt i en pærevælling mundende ud i, at man, nogle mente oven i købet med fordel, kunne inddrage Det radikale venstre i etablering af et socialistiske projekt. Ingen sagde derimod, at det egentlige mål var at få partiet gjort stuerent i forhold til det politiske establisment eller at ændre partiets mål grundlæggende. Alle tilhængerene benægtede på det skarpeste noget sådant, selv om risikoen, som det også skulle vise sig, var indlysende for selv politiske novicer.

Hovedproblemet med de radikale er ikke de politiske uenigheder med SF om for eks. den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitik mm, selv om disse såmænd er store nok. Hovedproblemet er, som jeg har nævnt utallige gange i årenes løb - her fra en artikel i Socialistisk Weekend 19/1-90:
“Dansk parlamentarismens historiske tradition, “det samarbejdende folkestyre”, hvis omdrejningspunkt () har været og er de radikale, og som er grundlaget for en indflydelse og magt til dem, der rækker langt ud over partiets størrelse…og (som) er blevet partiets eksistensberettigelse... Krumtappen i samarbejdet..hen over midten - er , at afgørende politiske spørgsmål/forlig skal have (direkte eller indirekte) deltagelse fra både højre og venstre side i salen, således at de store partiers vitale interesser tilgodeses. Hele denne tradition er SF og arbejderflertalsstrategien en trussel imod og har altid været. Ligesom omvendt denne tradition har været SF’s angrebspunkt mod Socialdemokratiet.
“Ballet i den borgerlige” har været det, der har fået Socialdemokratiet til at administrere kapitalismen fremfor grundlæggende at ændre det danske samfund via strukturreformer; sådan har det lydt fra SF siden partiets oprettelse..Skal et S-SF-R samarbejde blive en reel mulighed, skal der ske et af to: Enten skal de radikale opgive deres historiske tradition og dermed risikere sin eksistensberettigelse, eller også skal SF acceptere samarbejdet hen over midten i afgørende politisk spørgsmål…Det betyder kort sagt, at SF skal acceptere, at de strukturreformer som er krumtappen i SF’s politik, skal gennemføres sammen med eller være “spiselige” for mindst et af de store borgerlige partier, hvilket forekommer som et umuligt projekt. (Eller med den radikale SF’ venlige Jørgen Estrups ord: “Både S og SF må forstå, at man ikke kan lave smalle løsninger til venstre, ligesom man ikke kan lave smalle løsninger til højre (SW 1/12-89)”.

Man kan kritisere denne fremstilling, man kan nuancere den, komme med mere eller mindre væsentlige indvendinger osv., men man kan ikke ignorere problemstillingen og den voldsomme ændring i partiets hidtidige analyse af det politiske landskab og muligheder, som en sådan strategiændring ville medføre - skulle man altså umiddelbart tro. Ikke desto mindre er det præcist hvad der skete, ændringen er de facto foretaget uden seriøs forudgående debat af sådanne afgørende problemstillinger og uden vedtagelse i partiet - med katastrofale følger.

Da så strategiens umulighed på det foreliggende grundlag blev afsløret med dannelsen af den socialdemokratiske regering jan.93, hvor SF blev totalt ydmyget, eksisterede der ingen anden vej for partiet, igen på det foreliggende grundlag, end til ulidelighed sterotypt at gentage, at regeringen havde en mulighed til venstre, hvis blot den ville udnytte den, hvad den forudsigeligt nok ikke et øjeblik drømte om af egen drift.

I forbindelse med ydmygelsen ved regeringsdannelsen har formanden konstrueret sin egen udlægning af skuffelsen: Den var udtryk for, at ti års arbejde på at opnå direkte regeringsmæssig indflydelse på dansk politik lå i ruiner. Her udraderes forskellen på arbejderflertalsstrategien og “reformflertalsstrategien” elegant, som om en ydmygelse af partiet i midt 80’erne som i 93 overhovedet var tænkelig. Nej formand, det var ikke ti års men højst fem års uigennemtænkt “ikke-strategi”, der lå i ruiner !

Selv efter valgnederlaget i 94 og dannelsen af den anden Nyrup/Lykketoft/Jelved regering, og efter at det med al ønskelig tydelighed var blevet bekræftet, at regeringens hele politik - først og fremmest den økonomiske - på ingen måde adskilte sig væsentligt fra de forudgående borgerlige regeringers, som også var styret af de radikale, evnede SF intet andet end monotomt at fortsætte prædiken on muligheden til venstre i stedet for at sætte tommelskruerne på regeringen, hvis reelle parlamentariske grundlag man var - Enhedsliste eller ej.
Kvitteringen kom efteråret 95 med finanslovsforliget mellem regeringen og de konservative. - SF’s svar på denne tidligere frygtede S-K akse: Åbenhed overfor et “kludetæppeforlig”, hvor de konservative indgår i 1996. Bastet og bundet af års “ikke-strategi” spræller SF i sit eget net af politisk inkompetance.

På vejen hertil har partiet i sin folketingspolitik samtidig fuldstændig mistet evnen og viljen til at vurdere og tage bestik af i hvilken samfundsmæssig og politisk sammenhæng de enkelte lovforslag indgår. Forslagene og stillingtagen til indgåelse af forlig vurderes adskilt fra den overordnede økonomiske, økologiske, fordelingspolitiske osv sammmenhæng de indgår i, så man føler sig hensat til 50’erne og tidlig 60’erne, hvor samfundsmæssig sammenhæng og helhedssyn var ukendte begreber medens opsplitning, fragmentering og sagsorienteret pragmatisme satte dagsordenen. Jeg kan ikke inden for disse rammer komme ind på de konkrete eksempler på dette, men henviser til to indlæg om halehængspolitikken i Folkesocialisten september 95 og april 96 samt iøvrigt indlæg i oktober 96 og SF’s dilemma juni 96.

Muligheder for SF idag, hvor års spildte muligheder ligger som et tungt åg ? Det siger sig selv, at jeg stadig mener, at en seriøs og kvalficeret strategidebat er uomgængelig nødvendig.
Men med Johs. Poulsens og John Iversens exit, to varme fortalere for “ikke-strategien”, og med en situation, der har sine klare paralleller til konflikten i 1976, der skabte grundlaget for politisk afklaring og markant fremgang for SF, er det fristende at foreslå en 76 løsning, dvs mere afskalning til højre.

Når jeg ikke straks følger min umiddelbare lyst, men ryster en anelse, men kun en anelse, på hånden ved et sådant forslag, er det ikke på grund af muligheden for tab af såkaldt fremtrædende SF’ere, tværtimod det er en nødvendighed, og det indebar konflikten i 76 så sandelig også - til SF’s fordel, eller muligheden for at tabe konflikten, som åbenbart er tilstede. Årsagen er mere risikoen for, at de sidste 7-8 års partiudvikling - i kombination med den generelle samfundsudvikling og ideologiske trend - i den grad har medført apati og tilpasning i medlemsskare og vælgerkorps, at operationen nok lykkes, men at patienten dør.

På den anden side må jeg indrømme, at udsigten til endnu engang, som i 76, hvor jeg meldte mig ud af partiet lige før det gik løs, at komme til at stå udenfor, når et godt politisk slagsmål kører, er en ret så afgørende motivation bag min forbliven i folden lidt endnu - så gå bare til vaflerne og god debat.

Venlig hilsen
Jørgen Garp
se desuden som supplement:
http://www.garps-verden.com/2012/01/sf-er-halehng-til-regeringen-suppl-til.html
http://www.garps-verden.com/2012/01/halehngspolitik-2-suppl-til-hb-indlg.html
http://www.garps-verden.com/2012/03/kritisk-sammenfatning-af-sfs-samarbejde.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.