søndag den 17. august 1997

Edinburgh endnu engang!

Fordrejninger og ”Ny vin på gamle flasker.”
Christine Antorini (CA) anvender et gammelt kneb i sit svar til mig (Aktuelt 13/8-97), samtidig med hun lige får brugt SF’s tidligere formand som rygdækning. Sidstnævnte er selvfølgelig med velberådet hu , da den ”gamle gardes” holdning ikke er uden betydning for udfaldet af SF’s nuværende situation. Derfor vil jeg benytte anledningen til et par kommentarer desangående.
Men først til rettelse af et par åbenlyse misforståelser. CA drejer mine synspunkter i forbindelse med Edinburgh afgørelsen en omgang og tager dermed mig ( anno 92/93) til indtægt for hendes egne standpunkter i dag.
Som om jeg nogen sinde skulle have indtaget et så idiotisk standpunkt, at EU-politik og indenrigspolitik ikke er nært forbundne, eller som CA siger: “ Europapolitikken (skal) ikke tilrettelægges efter mulig indflydelse på indenrigspolitikken.”
Tværtimod er der, for blot at nævne det eksempel jeg omtalte i mit indlæg 4/8-97, en meget snæver sammenhæng mellem det nationale kompromis og Edinburgh-aftalen fra 92 og regeringens “indenrigspolitiske” håndtering af disse de forløbne fire år, og følgelig i min og andres holdning til Amsterdamtraktaten – i klar modsætning til CA, Gert Petersen m.fl., som tilsyneladende stiller sig tilfreds med tekstudlægning.
Det, jeg vendte mig imod i 1992, var derimod ganske rigtigt, som CA skriver, påstanden om, “ at SF’s ja til Edinburgh var taktisk bestemt, fordi vi ville gøre os regeringsduelige”, hvilket indlysende er noget ganske andet, nemlig at sælge EU-politikken ”for en ret linser”. Derimod kan der også argumenteres ganske ædrueligt for det synspunkt, at SF som regeringsdeltager i langt højere grad ville have været i stand til at sikre efterlevelsen af det nationale kompromis’ ånd og bogstav end udenfor.
Angående Christine Antorinis og min fælles modstand mod fritstilling af nejsigerne i 93, så ved CA udmærket, at det, vi var imod, var at komme i den situation, at der kunne rejses tvivl om partiets standpunkt. Dengang var det kun af ringe betydning med de tre ud af 15 MF’ere , CA nævner, hvorimod det afgørende var om partiforeningerne blev “fritstillet”. I dag er situationen præcis den samme, blot er det, såfremt landsmødet går ind for et Nej, folketingsgruppens jaflertal ,der kan forårsage en sådan dobbeltmelding fra SF, som CA og undertegnede begge var imod i 93, men som CA og Gert Petersen m.fl. åbenbart finder helt i orden i dag.
Jo tingene ændrer sig skam. Man kunne således, som gammelt hovedbestyrelses- og forretningsudvalgsmedlem, prøve at forestille sig, hvordan Gert Petersen som formand ville have reageret, såfremt et medlem af disse fora, ligesom GP nu, offentligt havde leget med tanken om, at SF som parti intet klart standpunkt skulle have på et så vitalt politikområde som EF/EU. Blot det at forestille sig, at nogen ville have foreslået det, kræver i sig selv en enorm koncentrations- og abstraktionsindsats – og det, at begrundelsen skulle være, at folketingsgruppens flertal ikke ville følge en Landsmødevedtagelse eller ikke ville være “bugtaler” for hovedbestyrelsen i et så vigtigt politisk spørgsmål, ville med garanti have sendt den formastelige i politisk rotation om jorden. Og Ebba Strange ville som gruppeformand have gjort sit til at rejsen var blevet lang – meget lang.
Nu skal man så, Marx hjælpe mig, opleve Ebba sammen med partiets næstformand (CA), og nuværende folketingsmedlemmer, inden de havde læst Amsterdamtraktaten, offentligt melde et rungende ja ud uden om partiets hovedbestyrelse og formand i en for SF så kompliceret og vanskelig sag.
Men i dag risikerer en sådan indvending, at blive betragtet som udtryk for den skinbarlige stalinisme, helt i tråd med en tidsånd hvor selvpromovering og mediernes magt synes at være omvendt proportional med begreber som partiloyalitet og kollektiv ageren. Således ser SF’s næstformand CA (jvf. Erhvervsbladet) det åbenbart som et positivt kendetegn ved en ny politikertype, at de ikke lader deres private meninger influerer af den uvæsentlige detalje, at partiets kollektive ledelse vedtager det modsatte
På samme måde virker det mildest talt mærkværdigt, at den tidligere formand, som i sin ”regeringstid” ikke forsømte nogen lejlighed til at slå på nødvendigheden af at tingene blev set og sat ind i en overordnet politisk sammenhæng , tilsyneladende ikke har øje for i hvilken forpjusket forfatning det projekt, SF iværksatte med det nationale kompromis og Edinburgh-aftalen, befinder sig.
Nuvel, til dels grundet venstrefløjens egen splid og svagheder, men så sandelig også grundet regeringens undergravende virksomhed i forhold til de politiske løfter den gav op til folkeafstemningen 18.maj 93.
Men uanset ansvar er det et politisk faktum, man må medtage i sin vurdering af Ja eller Nej til Amsterdamtraktaten i stedet for udelukkende at fokusere på traktatens forkølede småforbedringer og –justeringer.
Alt i alt bekræfter dette blot endnu engang, hvor afgørende de kollektive organer landsmøde, hovedbestyrelse og forretningsudvalg er som korrigerende og styrende instanser. Når båndene hertil kappes kan selv meget dygtige og kollektivt indstillede politikere tilsyneladende miste såvel den politiske orienteringssans som egen indgroet respekt for SF’s meget demokratiske partiopfattelse, hvor det er landsmødet der fastlægger partiets og dermed folketingsgruppens politik på væsentlige områder.
For hvordan skal man ellers forklare ovenstående handlemåde, især når alle med blot et minimum af indsigt i partipolitik samtidig ved, det ingen vil sige, at stemmer landsmødet Ja til Amsterdamtraktaten, er partiets formand færdig som formand, og partiets krise i forhold til egne vælgere uddybet. Stemmer landsmødet Nej og folketingsgruppens flertal fastholder sit ja, er SF færdigt som et parti nogen kan tage alvorligt, i hvert fald i EU-politikken.
Allright, det er i begge tilfælde så det partiet evner, men det havde set bedre ud uden en bevidst eller ubevidst hjælpende hånd fra ”den gamle garde”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.