tirsdag den 13. april 1999

Kosovo og Bosnien!

15/3-15: Hvilken ekstrem ynkelighed Kerry her udviser på vegne af USA's pedant til EU anno Bosnien 1994, Barack Obama, en omvendt Clinton så at sige!
Et valg mellem Bush anno Iraq 2003 og Obama anno Syrien 2013 er et valg mellem pest og kolera - et umuligt valg! USA i dagens ynkelige nøddeskal!
Årsagen til den umulige situation nu er, at støtten til de moderate ikke blev givet 2012 eller senest 2013!
Så USA og vestens politik er blevet en selvopfyldende profeti og en slag da capo til Iraq 2003, hvor der næppe fandtes en ekstremistisk islamist i levende live ved Bush, Blair og Fogh krigens start.
De islamister, der i Syrien ikke var nogen overhængende trussel i 2012 er nu blevet altdominerende, som i Iraq, p.g.a. den manglende støtte til de moderate med det argument, at man var bange for at våbnene ville falde i ekstremisternes hænder, hvilket nu med al ønskelig tydelighed netop er sket i 2014 med IS' erobring af masser af amerikanske våben fra den uduelige sekteriske shia dominerede Irakiske hær. Endnu et udslag af idioterne Bush, Blair og Foghs uprovokerede angrebskrig mod Iraq i 2003!
http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/2015/03/15/160433.htm

Information
Debatredaktionen
Venstrefløjens bekvemme rygmarvsreflekser.
Det er som i vurderingen af de fleste internationale konflikter ret afgørende for ens konklusioner, hvor det historiske snit lægges og hvilken kontekst der etableres. Således også i den ulykkelige konflikt i Kosovo. Om snittet lægges ved 1389 og Solsortesletten eller ved Rambouillet forhandlingerne, eller ved Balkankrigene 1912-13, eller 2.verdenskrig, eller Milosevic ageren i Kosovo 1989, om Sovjetunionens sammenbrud og afslutningen på Den kolde krig inddrages eller Bosnien 1992-95 eller Kosovo 1989-99 eller kun 1999, er ret afgørende for konklusionerne på fordeling af ret/uret, ansvar osv.
Således også i Gert Petersens kronik (Inf. 10-11/4-99). GP trækker historiske tråde tilbage til forrige århundrede i spørgsmålet om humanitære interventioner men holder sig i behandlingen af krigen i Kosovo til 1999. Det smitter kraftigt af på konklusionerne: at Nato’s ageren hovedsageligt skyldes USA’s moralsk-missionerende holdning og/eller at Nato anført af USA “desperat søger en ny rolle som ‘ordenshåndhæver’ ”.  At begge dele spiller ind sandsynliggøres alene af det forhold, at det er en del af den virkelighed som de politiske aktører i vesten agere i og er en del af. Og at det for nogle aktører har været hovedsagen er sandsynligvis også korrekt. Der findes idioter og politiske/militære målet helliger midlet fanatikere alle steder - ikke kun i Serbien men også i NATO-landene. Men at gøre dette til hovedforklaringen er forenklet for ikke at sige rent vrøvl.
Det overser for det første det forhold ,at Nato-landenes lyst til overhovedet at blive involveret i en konflikt på det lidet strategisk eller råstof vigtige Balkan lige fra starten i begyndelsen af 90’erne har kunnet ligge på et endog meget lille sted. Forståeligt nok ,“så tossede kan alle disse kloge folk da (netop) ikke være !” Gert Petersen.
Dernæst var indgangsbønnen for Nato-landene ret forskellig, da konflikten accelererede, som svar på Milosevic’ nationalistiske eventyr - i Kosovo, med selvstændighedskravene fra Slovenien, Kroatien osv. og Natolande og andre modvilligt, usikkert, tøvende, kluntet og ukoordineret blev trukket ind i moradset. Således var det forkætrede USA (samt Frankrig) faktisk mest uvillig til at anerkende selvstændighedskravene fra delrepublikkerne, medens Tyskland og DANMARK var de mest aktivistiske i støtten til samme, bl.a. som bannerførere for EF’s (for tidlige) anerkendelse af Kroatiens og Bosnien-Herzegovinas selvstændighed, hvor USA først derefter nødtvunget fulgte trop ! Det passer ganske vist ikke til de vante forventninger (fordomme !) - beklager, men er ikke desto mindre en kendsgerning. USA så faktisk helst et udelt Jugoslavien/status quo som den bedste garant mod kaos i regionen, medens Tyskland og Danmark tog langt større hensyn til kravet om national selvbestemmelse i delrepublikkerne.
Og mest graverende overser GP de folkelige reaktioner på udviklingen i det tidligere Jugoslavien. Jeg vil hævde, at for et meget stort flertal af for eks. den danske krigs- og efterkrigsgeneration(er) er den afgørende lære af 2.verdenskrig ikke “Aldrig mere en 9.april”, men derimod aldrig mere en gentagelse af nazi vanviddets Holocaust eller noget der blot minder herom - og slet ikke i Europa.
Et moment af denne folkelige holdning er paradoksalt nok, eller måske ikke, ( en langvarig) blindhed overfor fordrivelsen af palæstinenserne og en hovedrystende forbløffelse over folkemordet og omverdenens passivitet i Rwanda og andre steder udenfor Europa.
Men gentagne massive etniske udrensninger og folkemordslignende handlinger i Europa ramte efter en indledende fortrængningsperiode lige midt i solar plexus af den kollektive fortids traumer hos befolkningerne i Europa og såmænd også i USA , med et hastigt voksende folkeligt krav om - ikke nærmere defineret - handling til følge. Og noget sådant er de folkevalgte politikere i Europa/USA som bekendt nødt til at tage hensyn til. Det humanitære aspekt har således været en afgørende faktor bag hele engagementet i konflikten fra vestmagternes side, at negligere dette er horribelt.
Lad mig i forlængelse af ovenstående minde GP om, at SF’s Hovedbestyrelse allerede i september 1992 krævede, at “der banes vej for forhandlinger om fuld selvstændighed for Kosova”, og at selv et SF med stærke pacifistiske tendenser på GP’s foranledning vedtog følgende på sit landsmøde i 1993: FN må “- så længe det skønnes nødvendigt - oprette særlige sikkerhedszoner, hvor FN om nødvendigt med militær magt beskytter civilbefolkningen.” For lidt og for sent, som det senere med bl.a. massemordene i Srebrenica skulle vise sig, og med pointering af FN’s ledelse, men alligevel, et krav om kontant handling var det dog og med fuld bevidsthed om, hvem der i praksis skulle gennemføre beskyttelsen af civilbefolkningen med militær magt.
Men det er også en kendsgerning, at SF og venstrefløjen vedholdende og (dum)stædigt har afvist anvendelse af militær magt udover ovennævnte til at gennemtvinge en løsning på konflikten. Det var Nato-landene med USA i spidsen, der langt om længe efter Srebrenica fik gennemførte det beskidte arbejde: Bevæbnede og trænede kroater og muslimer så de på slagmarken i kombination med massive luftbombardementer af serberne tvang disse til forhandlingsbordet og dermed stablede Dayton aftalen på benene i al dens ufuldkommenhed, bl.a. var Kosova problemet ikke medtaget. Sidstnævnte har i øvrigt fået adskillige af dem, der er så satans “kloge på kattens død, når hunden render med halen” til højlydt at proklamere et, hvad sagde vi, idioterne skulle selvfølgelig have inddraget Kosova i Dayton. En anden sinke kunne få den kætterske tanke, at hele lortet var brudt sammen endnu engang, såfremt Kosovo blot var blevet nævnt for Milosevic og co.
Det ville faktisk være klædeligt om GP og andre her efterfølgende leverede nogle refleksioner over dette forløb vedr. Bosnien, hvor det ene forhandlingsudspil efter det andet blev forsøgt uden held  med hundrede tusinder af døde og fordrevne civile til følge, og først da den militære kombination af land- og luftkrig massivt blev sat ind, kom den politiske løsning. Hvad kan man lære af det ? Ikke at det nødvendigvis skal føre til en accept af det nuværende militærindgreb i Kosova. Men det kunne for eks. være, at skal der gribes ind militært, så skal luftangreb kombineres med landmilitær tilstedeværelse af en eller anden art, for at virke eller i det mindste, at det er vanskeligt at tro på en politisk løsning af dette etnisk-nationalistiske vanvid uden en troværdig militær stok på ryggen.
Det er for ynkeligt, som det nu er metoden på venstrefløjen, blot successivt tilbage til 1989 at henvise til, at var sagen bare blevet grebet helt anderledes an tidligere/fra begyndelsen , så havde vi aldrig stået i problemer som da sikkerhedszonerne blev tromlet ned i Bosnien , da 300.000 kosovoalbanere blev fordrevet efterår 1998 eller da der blev lagt an til noget lignende her forår 1999 osv. Med en analogi til optakten til 2.verdenskrig: Selv om enhver idiot i 39 kunne se at Hitler skulle have været stoppet tidligere og/eller at forløbet efter 1.verdenskrig skulle have været håndteret anderledes for at undgå det militære svar , så var/er det vel for fanden ikke grund nok til at undvige dette i 39 ?
Ligeledes med den humanitære katastrofe. Denne er indlysende dramatisk forværret efter Nato - bombardementerne er startet. Dette har medført kraftige anklager mod Nato også af GP for alt mellem forbrydelse og dumhed. Ingen af delene kan helt afvises, men spørgsmålet er om ikke selve tilgangen til spørgsmålet indeholder en absurditet for nu at sige det pænt.
For at skære det ud i pap endnu en analogi til 2.verdenskrig: Burde enhver idiot ikke kunne indse, at et militært angreb på Tyskland, som svar på overfaldet på Polen, ville betyde en voldsom forøgelse af de igangværende jødeforfølgelser, og i øvrigt øge den hjemlig opbakning til Hitler og nazisystemet, og dette i stigende omfang i takt med det militære pres og begyndende tyske nederlag ? Det er jo en kendsgerning at vanviddet eskalerede i takt med vestmagternes og Sovjets sejre.
Ansvaret for den humanitære katastrofe ligger ét og kun ét sted - hos styret i Beograd ! Alt andet er at vende tingene på hovedet og umuliggøre ethvert indgreb mod etniske udrensninger og folkemord, for gribes der ind bliver det blot meget værre - hvilket selvfølgelig omvendt ikke er det samme som carte blanche til ethvert (militært) indgreb.
Manglen på sådanne selvkritiske refleksioner er medvirkende til, at de betingede rygmarvsreflekser sætter ind : Det er i sidste ende også bare NATO, der desperat søger en ny rolle som ordenshåndhæver eller lignende.
Skal man klandre stormagterne i Nato med USA i spidsen OG Rusland og dermed også FN, og det skal man, så er det for manglen på en overordnet strategi til håndtering af konflikten i ex-Jugoslavien. Den bl.a. deraf inkonsekvente, slingrende, modstridende, usikre, og i starten dumsmarte ideologisk højrøvede et skridt frem og to tilbage kurs kombineret med traditionel super- og stormagtsadfærd samt det i vesten stigende folkelige krav om indgreb mod det etniske og nationalistiske genfærd har om noget været “totalt kontraproduktiv”, for nu at bruge en vending af GP.
For sagen er, at Nato, USA, EU og Rusland har ravet rundt som en samling groggy boksere uden retningsorientering overfor en lille skiderik af et magtmenneske og hans slæng af mere eller mindre nationalistiske fanatikere i Serbien og såmænd også i Kroatien, som har fået lov til at udvikle og forstærke deres etniske vanvid uden fra starten, at blive stillet overfor den stopklods, som al historisk erfaring tilsiger.
I den forbindelse er det i øvrigt tankevækkende, at et reformkommunistisk Rusland med en Gorbatjov i spidsen formodentlig ville have været langt mere fremkommelig omkring en fælles holdning til ex-Jugoslavien, især vedr. en håndfast afvisning af etniske udrensninger, end det nuværende røverkapitalistiske Rusland med vestens yndlingsdranker i spidsen for et samfund, hvor betonkommunister og nationalistiske fanatikere danner fælles front.
Forløbet op til, under og efter Rambouillet diktatet illustrerer en vis forsinket selverkendelse hos Nato-landene. For nu skulle der tilsyneladende med USA i spidsen gøres rent bord, den Gordiske knude hugges over og fasthed og konsekvens skulle udvises overfor Milosevic og hans etniske udrensninger, så man kunne komme ud af moradset og over til næste og mere vitale punkter på dagsordenen.
Men resultatet indebar endnu en slingeren. Milosevic blev afskrevet som partner og UCK, som ellers var blevet afvist som seriøs partner, kom ind i varmen og fik lov til at være med til at stille betingelser, tilsyneladende bl.a. at den internationale overvågningsstyrke i Kosovo kun skulle bestå af Nato-tropper.
Desuden var Nato truslerne om militært indgreb, hvis Milosevic og co. ikke makkede ret stærkt svækkede af næsten et tiårs slingrekurs med alt for mange tomme trusler, og man undervurderede (letsindigt) helt Milosevic vilje til endnu en omgang massiv folkefordrivelse.
Og her står vi så og kan ikke andet, men må bede til at bombningerne kombineret med diplomatisk aktivitet virker, så en politisk løsning med tilbagevenden for de fordrevne og et ‘selvstændigt’ Kosovo bliver resultatet, uden indsættelse af landtropper.
Men samtidig har folkefordrivelsen antaget et omfang og en karakter, så enhver accept af dette vil være katastrofal både på kort og langt sigt for udviklingen i Europa, og dermed er det tæt på, at der er udstukket “ a way of no return”.
Men årsagen er  ulig mere kompliceret og uhåndterlig end den gammelkendte om Nato/USA’s magtbrynde, som nok er en del, men netop kun et delelement af problemet, og hvor den fuldt forståelige, ja glædelige folkelige modstand mod etniske udrensninger er mindst lige så vigtig.
Jørgen Garp
NB. Til orientering har jeg været medlem af SF i 20 år, heraf 10 år medlem af partiets Hovedbestyrelse (og 4 år af dets Forretningsudvalg). Jeg har udmeldt mig forår 98.

Kære Villy
Herfra (skiferie i Norge!) fuld støtte til SF’s politik i forhold til Libyen og dine øvrige overvejelser i forbindelse hermed, som refereret i interview med dig i Information 19-20/3-11.
(15/3-15 Ak ja det var dengang, dvs inden Libyen blev befriet for en diktator for derefter blot at blive overladt helt og aldels til sig selv og det nærmest totale etniske osv. kaos i landet. Var den Afghanske nation building endnu næppe afsluttede strategi over 12 år den ene side af katastrofens mønt, så er Libyens 'hit and rin' strategi i rendyrket form den anden side af mønten)
Men pas nu på med at udbrede denne holdning bagud historisk, som du gør med henvisningen til Bosnien. Her kunne folk der ville genere SF nemt finde ammunition til en udstilling af hulheden og en historisk fordrejning i dit udsagn.

Derfor sender jeg dig her et uddrag af et brev til Holger efter hans kronik i Politiken 10/05-2008:
”Et andet udsagn der glæder mig ved din kronik vedrører Bosnien i 90’erne.
Du skriver bl.a. om EU’s rolle i dag, at det ”skal være villig til og i stand til at påtage sig krisestyringsopgaver, som omfatter militær magt. Massakren i Srebrenica er et tragisk eksempel på, at Europa svigtede.”
Du mangler at tilføje og SF!! Jeg husker, hvordan jeg blev sendt ud til Gert privat, af FU så vidt jeg husker, for op til Landsmødet maj 93 at indgå et kompromis om en udtalelse om Ex-jugoslavien. Jeg var stærkt engageret i spørgsmålet – etniske udrensninger og kz-lejre mm. midt i Europa mindre end 50 år efter katastrofen! - og ville have, at FN skulle anvende militær magt for at stoppe de serbiske forbrydelser i Bosnien. Jeg havde i den forbindelse et indlæg i det daværende Aktuelt i maj 93 under overskriften ”FN-militær ind i Bosnien”.
Men det var ikke muligt at blive enig med Gert, og på landsmødet faldt mit forslag om anvendelse af militær magt til fordel for følgende erklæring: ” Et …fejlgreb ville det være at iværksætte direkte militære indgreb udefra med det formål at standse krigen…… Desuden må FN …oprette særlige sikkerhedszoner, hvor FN om nødvendigt med militær magt beskytter civilbefolkningen.” Srebrenica var som bekendt en af disse sikkerhedszoner, som skulle forsvares, en umulighed (hvor naiv har man lov til at være i politik?) som det viste sig klart i juli 1995, hvor massakren fandt sted.
Heldigvis mistede USA til slut, men desværre først efter Srebrenica, tålmodigheden med EU og ”SF holdningerne” og greb ind med bevæbning af kroaterne og luftbombardementer af serberne i Bosnien. Og som det var til at forudse hjalp det relativt hurtigt - i nov.95 blev Dayton fredsaftalen indgået i USA. Den militære magt blev her – som i Kosova senere – anvendt i begrænset omfang og med omtanke i modsætning til Irak 2003!
Venlig hilsen
Jørgen Garp

onsdag den 10. marts 1999

Dumsmart middelklasse

Dumsmart middelklasse
Af: JØRGEN GARP
10. marts 1999 | Om denne artikel (Information)
Den troløse middelklasse har kun foragt tilovers for det gamle arbejderparti, Socialdemokratiet, som nu må lide den tort at få reduceret sin modstand mod import af fremmed arbejdskraft til ‘Folkeparti-agtige budskaber’

IMPORT 
Piv-piv-piv, lyder det endnu engang med rette fra arbejdsgivere og betrængte middelklasse danskere.
Hør blot formanden for Ingeniørforbundet Finn R. Larsen (Inf. 5. mar. 99), der fremmaner angsten for at miste arbejdspladser til de stenrige østlande som Rumænien. Tænk sig, Rumænien har allerede taget 30 ingeniørarbejdspladser fra det ludfattige Danmark.
Og lederen bjm (Inf. 6.-7. mar. 99) messer med:”hvis ikke de nye arbejdende generationer skal slide sig selv og familie-livet i stykker i stress og opskruet arbejdstempo, må vi søge en hjælpende hånd i de lande i vestens periferi, der har et stort overskud af veluddannede - og i hjemlandet ofte arbejdsløse - mennesker. Eller også må vi sige farvel til en pæn del af den ‘danske’ velstand.”
O’ ve o’ skræk, hvor det haster. For det er ganske vist, der er allerede blevet 30 færre af dette plukkemodne overskud af potentielle veluddannede arbejdsløse hjælpere til den danske fattiggård.
Og skulle det stenrige Rumænien måske ikke kunne afse de par håndører, det har betalt for uddannelsen af disse veluddannede mennesker i vestens periferi, om vi må spørge, når nu den danske stat og virksomheder ikke har haft råd til selv at uddanne arbejdskraften? Alt er jo så billigt dernede, som mange af vestens fattige har oplevet det på egen krop på ferier ved Sortehavet og ellers ved selvsyn har kunnet iagttage det, i form af deres billige børnehjem, på tv.
Luk kæften
Når de satans socialdemokrater ikke umiddelbart bare hopper med på spøgen, så er det selvfølgelig ifølge bjm udelukkende på grund af fremmedangst og integrationsproblemer, hvorimod R middelklassehumanismens parti par excellence ved sin undervisningsminister straks stiller et center i udsigt, der skal sluse 200 østeuropæisk betalte ingeniøruddannelser ind i arbejdssøgende virksomheder. Vel og mærke virksomheder, der ligger i Danmarks fattiggård og ikke i det solbeskinnede Sortehavsrige Rumænien.
Vel talt, Margrethe Vest-ager, og så kan vi vel lukke kæften på socialdemokratiske og andre bagstræbere, fremmedangste og folk med moralske tømmermænd.
Derimod har Akademikernes Etniske Selskab ikke forstået en brik af det hele, når de påpeger arbejdsløshed blandt ingeniører i Danmark. Men de fanger dog Vestager på det forkerte ben og får hende til at synge med på forundringen over arbejdsgivernes (og Larsen/bjm’s) råb om manglende arbejdskraft samtidig med forekomsten af arbejdsløse ingeniører.
Det vil de nu efter sigende tage sig en snak om, og som god radikal helgarderer Vest-ager sit center, ved at understrege, at der er behov for at spille på flere strenge.
Den rette pris
Men lur mig, om ikke Vestager, Larsen og bjm udmærket ved, at arbejdsgiverne har ret når de altid råber op om manglen på arbejdskraft. Enten som nu direkte eller som under massearbejdsløsheden indirekte i form af angreb på for høje dagpenge i for lang tid med deraf følgende mangel på arbejdskraft til den rette pris.
For her er vi ved hovedproblemet for Larsen og hans (middelklasse-) repræsentanter på tinge og i medieverden: Prisen på Larsen og hans folk i ingeniørforbund mv. må ikke stige subsidiært skal falde, og så nytter det jo ikke, at Monir Al-Chaer og hans Etniske selskab utidigt kommer her og kræver, at arbejdsløsheden skal sættes yderligere ned.
Nej, her kræves der rigeligt med billige rumænere, så arbejdsløsheden i Dannevang kan holdes på et fornuftigt niveau, der sikrer arbejdsgiverne en fornuftig indtjening, som det hedder, og dermed Larsen hans danske arbejdspladser uden direkte lønnedgang. En delikat balancegang, må man medgive.
Omklamrede klienter
Tilbage bliver desværre Akademikernes Etniske Selskab, beklager Monir Al-Chaer, og nogle danske kollegaer, som kan se frem til et rumænsk islæt i arbejdsløshedskøen.
De vil så stadig blive omklamret, klientgjort af for-stående middelklasse humanister for i næste øjeblik at få løftet den moralske pegefinger med krav om permanent at stå til rådighed, blive aktiveret og i sidste ende yde samfundstjeneste for den kontanthjælp, det forstående middelklasse Danmark yder dem i så rigt mål. Sådan er det bare i denne den bedste af alle verdener.
Til forklaringen kan de så frekventere Peter Schødts artikel (Inf. 6.-7.mar. 99): “Bistandsklient og direktør - samme sag”, som konstaterer, at “den traditionelle modsætning mellem højre og venstre i den politiske verden er ved at forsvinde bag et slør af retorik om den nye midte, der favner alle mennesker og grupperinger i samfundet. I socialdemokratisk sprogbrug hedder det ‘Den Tredje vej’, (og skaber en illusion om et samfund) uden indre konflikter, magtkampe og modsætninger.”
Gammel bagage
Konstruktionen er i den såkaldt progressive side af det politiske spektrum, bestående af socialdemokrater, SF’ere, radikale og formodentlig folk i Larsen og bjm’s omegn, opstået ved en bortretouchering af den traditionelle arbejderklasse. Den hævdes ikke længere at eksistere subsidiært at være kraftigt på retur i økonomisk, politisk betydning.
Således frigjort fra gammel bagage kan den i egen selvforståelse progressive middelklasse sætte sig til rette, acceptere systemet og optage dialogen med den naturlige partner på arbejdsgiverside og skiftevis omklamre og moralisere overfor den udstødte tredjedel af befolkningen, samtidig med at den kræver en kontinuerlig og uendelig udvidelse af privatforbruget.
Herunder hører en konsekvent negligering af, at foretage et valg mellem dette privatforbrug af eksotiske rejser, hårde hvidevarer, rødvin og biler og så behandling/ pasning af gamle, syge og børn (læs: offentlig forbrug). Og skattestigninger og indkomstudjævnende fordelingspolitik er tabu i dette koncept. Intet over og intet ved siden af middelklassens privatforbrug.
Tilbage står eller rettere ligger et forpjusket Socialdemokrati, som det har redt. Forladt af store dele af sine kernetropper og uden tilsvarende gevinster hos den forgyldte men troløse middelklasse.
Denne har kun en blanding af foragt og hån tilovers for det gamle arbejderparti, som i den omtalte sag nu må lide den tort, at blive hånet og få reduceret sin modstand mod import af fremmed arbejdskraft til ‘Folkeparti-agtige budskaber’ (bjm).

9.marts 1999
 Kære Jørgen Garp
  Jeg har den fornøjelse at være vikarierende debatredaktør i denne uge, så jeg har valgt at give dit skarpe og kritiske indlæg en fremtrædende placering i morgendagens avis. For debattens skyld. Jeg er enig med dig i, at de arbejdsløse ingeniører først skal i arbejde, og jeg mener, at det er en katastrofe, at man har ladet så mange mennesker blive tvunget over i overførselsgraven i stedet for at give dem et arbejde. Og jeg er enig med dig i, at vi skal turde prioritere forbruget anderledes - og herunder turde beskatte middelklassen hårdere om nødvendigt - for det har alle mine skriverier handlet om i de seneste år.
Men ved mangel på højt specialiserede ingeniører - og ved fortsatte demografiske forskydninger i befolkningen i de kommende år - tror jeg, at det kan blive nødvendigt at se lidt mere åbent på muligheden for folkevandringer over landegrænserne. Risikoen for folkeparti-agtig nationalisme, mener jeg at også venstreorienterede bør tage alvorligt.
venlig hilsen
Bjarke

14. marts 1999
Hej Bjarke
Tak for den hurtige behandling. Du har, som det er redaktørens ret/pligt, redigeret i indlægget, som jo også var blevet vel langt, så det er helt i orden.
Alligevel er jeg lidt ked af, at flg. forsvandt:
“Og den passer mærkelig nok som fod i hose til middelklassens placering, ligesom det gamle småborgerskab, mellem arbejderklasse og borgerskab. Hvor det hos det gamle småborgerskab er sammenkoblingen mellem egen arbejdskraft og ejendomsret, der skaber ideologien om et samfund uden klassemodsætninger, så er det hos den nye middelklasse sammenkoblingen af egen arbejdskraft og andele i dispositionsretten (retten til at lede og fordele arbejdet), karrieren, der skaber samme ideologiske ståsted………..Pludselig dukker den bortretoucherede arbejderklasse op, frustreret, forvirret, vildt rasende i alle retninger ovenpå overenskomstindgreb, skatte- og efterlønsreformer til gunst for middelklassen, mm. Med en klassebevidsthed mere eller mindre lagt i ruiner, af bl.a. middelklasseretorikken om den nye midte, stormer den ikke-eksisterende klasse i tilfældig orden til Venstre, Pianisterne, SF, you name it.”
En pointe svækkes, så vidt jeg kan se, derved: Nemlig at middelklassen, også i dens progressive udgave, bevidst eller ubevidst, ved at bortretouchere arbejderklassen, skaber rum for at ophøje sine egne særinteresser ( ingen klassemodsætninger/ konsensus/markedsorientering/privatforbrug osv.) til hele folkets almen interesser. Middelklassen skubber, med retorikken om den nye midte, således ideologisk/politisk arbejderklassen til side og sætter sig bredbaget på dennes plads.
Projektet er, må man sige, lykkes ret godt, og har også sine objektive årsager, men ikke desto mindre var/er heller ikke dette politiske valg nogen naturlov/objektiv nødvendighed, men netop et politisk valg med politiske konsekvenser: Bl.a. den, at arbejderklassen farer forvirret rundt og ender hos bl.a. fremmedfjendske politiske elementer.
Altså, den progressive middelklasse kunne have valgt en anden vej, at alliere sig med arbejderklassen, som der var tendenser til fra 60’erne til 90’erne, men som i nyudviklingens osv. hellige navn i 90’erne er ændret til retorikken om den nye midte langt ind i Socialdemokratiet, SF mv. I stedet for nyudvikling af en venstreorienteret politik blev det i de væsentlige politiske spørgsmål i stedet til ren tilpasning til “samfundsudviklingen” og borgerlig ideologi.
Nå men det kan jeg måske skrive om en anden gang.
Med venlig hilsen
Jørgen Garp.