onsdag den 11. oktober 2000

Sejrherren i sandwichen!

Efter mere end en uge hvor man har måttet døje med, at hele vagtparaden af ja sigende journalister og politikere efter det sviende nederlag uanfægtet er gået videre i fortsat ophøjet arrogance, men nu med at fortolke og udlægge nej’et 28. Sept., som for eks. først og fremmest en sejr for Pia Kjærsgård og Dansk folkeparti. Så lykkedes det endelig i Information 7-8/10-00 at få den egentlige sejrherre fra nej’et 28 sept: ”Manden med nøglen”, SF’s formand frem i lyset.
Det er muligt, som journalisten siger, at SF - formanden i det første døgn efter 28.sept. sejren ”forekom nærmest groggy, dødeligt udmattet efter måneders benhård kampagne”, men han må, hvis der er nogen retfærdighed til, have følt en usigelig lettelse og fryd ved nej ’et 28.sept. Ja - sidens første forsøg på helt at eliminere undtagelserne og dermed udstille det nationale kompromis fallit var blevet tilbagevist med et klart nej fra vælgerne. Kan man ønske sig mere som arkitekt bag det nationale kompromis i 1992 og som den (eneste) konsekvente forsvarer og fastholder af dette i årene frem til forrige torsdag ?
Ja, ikke uventet analyserer Holger K. Nielsen nøgternt, nærmest flegmatisk forløbet siden 92: ”.. der var ingen interesse i at få det (nationale kompromis fra 92) udmøntet. Nej - bevægelsen faldt mig i ryggen dengang, og ja - partierne opfattede kompromiset som en kortvarig taktisk fidus. Så det faldt fra hinanden. Interessen i at holde fast i den gamle skyttegravskrig var simpelthen for store. Derfor har vi siden ’93 haft en videreudvikling af den krig.…… Nej - fløjen (Juni- og Folkebevægelsen) har hidtil holdt fast i den gamle modsætning. Det er det de lever af. Jeg synes, de gør det for meget.”
Som det også hedder i interviewet så ”kan det gå galt igen”, bl.a. derfor er det vigtigt, at analysen af begivenhederne siden 2.juni nej’et 1992 er tilstrækkelig nuanceret og præcis, hvis en gentagelse skal undgås. Og her holder SF - formandens noget passive analyse ikke for en nærmere prøvelse.
Journalisten (Jørgen Steen Nielsen) får præcist sat fingeren på det ømme punkt i SF - formandens analyse, når han skriver, ”partiet (SF) legemliggør den nationale konflikt med sine EU - skeptiske græsrødder ved siden af mindretallet af højttalende EU - entusiaster.”
Problemet med dette illustreres fortrinligt af følgende: SF - formanden siger meget fornuftigt efter nej’et d.28, at nu må udspillet i forhold til Nice forhandlingerne og mere generelt komme fra regeringen, som den der har lidt nederlag i forsøget på at ophæve den centrale ØMU - undtagelse i det nationale kompromis - og kan det tilføjes dette INDEN ØMU’en er færdig implementeret, som det hedder på nudansk. SF - formanden vil logisk nok i netop denne situation ikke på vilkår foretage sig noget, der blot kan lugte af, at han og SF ”kommer krybende og trygler regeringen om indflydelse.”
Men formanden gør regning uden vært, han skulle jo nødigt tro han er noget, så journalisterne finder lige så nemt, som havde det været det konservative folkeparti indtil for nylig, tre SF’ere, hvoraf den ene er tidligere folketingsmedlem formummet som ekspert, den anden tidligere folketingsmedlem nu spidskandidat og den tredje medlem af partiets forretningsudvalg, som alle straks er parate til at tage formanden i skole. Ja sidstnævnte vil såmænd rejse ”sagen” i partiets hovedbestyrelse: Han sætter østudvidelsen på spil, gør han, ene mand med sine udmeldinger, hverken mere eller mindre !! (Inf. 3/10-00) Og sagen er yderligere den, at journalisten mageligt kunne have fundet en 2-3 nuværende samt et par tidligere folketingsmedlemmer samt andre af de højttalende EU - entusiaster, der højlydt ville have sekunderet de tre, der denne gang blev udvalgt.
Lad os nu skrue tiden tilbage til vinter, forår 1993. Her hvor Nej - bevægelsen udenfor SF, med dens råb om forræderi, taburatkløe mm, bragte den nyvalgte SF - formand i strid modvind med det nationale kompromis. Men lige så vigtigt var det, at en pæn del af SF’erne incl. folketingsmedlemmer, slog sig voldsomt i tøjret og medvirkede til at gøre såvel parti som formand utroværdig og lamme partiet op til afstemningen maj 93 om Maastricht + Edinburghaftalen. SF - formanden måtte således lide den tort, at formodentlig en 70-80% af SF - vælgerne igen stemte nej på trods af eller måske på grund af, at et splittet parti og en groggy formand anbefalede et ja. En formand, der selv havde givet partiets nejfløj fatale indrømmelser op til kampagnen, bl.a. ved at de enkelte partiforeninger selv måtte bestemme, om de ville agitere for et ja eller et nej.
Dette forsvarede Holger K. med udsagn, som skulle blive et mantra for ham, hver gang det splittede EU - partis fløje skabte sig mere eller mindre åndsvagt: Jeg er ingen diktator og kan ikke banke nogen på plads, sådan er SF ikke og desuden er partiet kendt for, at der er højt til loftet og plads til uenighed. Til tider er der nærmest gjort en dyd af denne selv pålagte nødvendighed, som lyder meget god og smuk, men som ikke er et særligt godt grundlag at føre politik på. Desuden er der et råderum mellem at være diktator og leder med ret til at forsøge at skære igennem på vitale områder.
Men når SF - formanden så nu ser bort fra dette SF svigt og fremfører, at ” ja - partierne opfattede kompromiset som en kortvarig taktisk fidus” og løb fra det nationale kompromis, så er det nødvendigt at spørge Holger K., om han virkelig var/er så naiv, så han troede, at ja – partierne, som var blevet tvunget til undtagelser, kompromis osv. af vælgerne, blot lammefromt ville efterleve det nationale kompromis til punkt og prikke, UDEN at der kontinuerligt var et stærkt politisk nej til at holde dem fast på kompromiset ? Det tror jeg ikke Holger K. kan mene. Det ville være forfaldet til straf i medfør af tåbeparagraffen, at forvente andet i politik.
Splittelsen på nej - siden incl. i SF, herunder Holger K.’s egne fejltagelser er selvfølgelig en væsentlig faktor bag ja – partiernes svigt.
Tilbage til nutiden, i hu kommende dette gamle forløb efter 2.juni 92, og dermed til noget af det mest fantastiske i dansk EU - politiks historie, hvilket som bekendt ikke siger så lidt: At fremtrædende medlemmer, herunder tidligere og nuværende folketingsmedlemmer for SF, undsiger det nationale kompromis, anbefaler et ja op til afstemningen 28.sept. OG slipper godt fra det både internt i SF og i medierne!
I virkeligheden er det et understatement af rang at sige fremtrædende i denne sammenhæng - sig navnene: - Steen Gade formand for SF’s folketingsgruppe i 92 og medforhandler af det nationale kompromis; - Christine Antorini næstformand for SF i 92 og varm fortaler for det nationale kompromis; - Jørn Jespersen medlem af partiets hovedbestyrelse og spidskandidat til folketinget og senere folketingsmedlem samt varm fortaler for det nationale kompromis. Det samme gælder Margrethe Auken, Anne Grethe Holmsgård og stort set resten af dagens ja sigende SF’ere, de var/er mildest talt fremtrædende SF’ere og de fleste direkte medansvarlige for det nationale kompromis.
At så mange og så fremtrædende SF’ere undsiger det nationale kompromis – og så er dagens socialdemokrat John Iversen, i 92 SF’s EU parlamentariker og medforhandler af det nationale kompromis, end ikke taget med – gør, at nej bevægelsernes/partiernes mistanke til SF’s motiver og hensigt med at støtte det nationale kompromis og Edinburghaftalen i 1992/93, i dag forekommer helt plausibel.
Når nej bevægelserne/partierne imidlertid ikke i dag kunne drømme om at fremføre dette, hænger det sammen med deres egen anløbne EU politik.
Det ville nemlig i blinkende neon enkelt kunne vendes til: Hvorfor nej bevægelserne i dag indædt forsvarer de undtagelser de kaldte forræderi, uvederhæftige, juridisk og politisk værdiløse og kun blår i øjnene på vælgerne, der blot skulle stemme om det samme to gange - og mere af samme skuffe i 1993. Nej, de folkelige nej bevægelser og partier skal ikke have klinket noget her, der blot som en boomerang ville ramme deres egen utroværdighed og demagogi med tilbagevirkende kraft, så hellere holde kæft.
Men SF - formanden da ? I Søndagsavisen/Region 3/17.09.00 siger Holger K. Nielsen: ”Det nationale kompromis mellem politikerne og befolkningen, (om en ny og langsigtet dansk EU-politik byggende på forbeholdene), er i allerhøjeste grad slået itu af Nyrup. Det er et stjerneklart løftebrud. Så sent som ved folketingsvalget 1998 sagde statsministeren, at genvalgte man ham, så var det en garanti for, at forbeholdene ikke kom til folkeafstemning.”
Rigtigt – løftebrud og så kunne efterlønnen nævnes sådant rent én passant – men hvad med store dele af SF toppen, hvordan skal man så karakterisere deres og dermed partiets adfærd, som affinder sig med dette løftebrud i anden potens.
Det er stadig sådan, at Nyrup af vælgerne blev tvunget til at acceptere Edinburghaftalen og det nationale kompromis, selv om han og hans parti var imod og gik ind for Maastricht aftalen med dens oprindelige indhold. De nævnte SF’ere eller SF som sådan blev derimod ikke tvunget til noget som helst, men gik aktivt ind med det nationale kompromis og Edinburghaftalen som retfærdiggørelse af en ny men anden folkeafstemning maj 1993, og så løber de fra det inden ØMU’en overhovedet er færdig installeret – hvad skal man kalde og mene om det !?
Man skal nok ikke forvente at Holger K. besvarer dette spørgsmål. Men så er vi fremme ved det mest utrolige, nemlig hvorfor pressen og medierne ikke bare antydningsvis har boret i dette forhold, eller hvorfor vi har været vidne til et mikrofonholderi i en grad, så det må kunne tjene som et lærestykke til skræk og advarsel på journalisthøjskolen? Hvis der overhovedet er blevet spurgt til dette overfor de pågældende SF’ere, så er de sluppet afsted med de mest fladpandede svar i retning af, at udviklingen har udviklet sig siden 92 eller, som Jørn Jespersen, at et eventuelt nej vil blive opfattet som et Dansk Folkeparti nej. Ikke engang den selvopfyldende profeti, der ligger i sidstnævnte begrundelse kunne Informations journalist finde ud af at bore i.
Med al respekt for at landets statsministers troværdighed er noget andet og vigtigere end letbenede SF politikeres, så er det alligevel fantastisk, at se Nyrup gang på gang hænges op på knagen til spot og spe i pressen og medierne for utroværdighed, løftebrud osv., medens disse SF’ere kan slippe af sted med det der er værre uden, så vidt jeg har set, en eneste gang at bliver krævet til regnskab for det. De er tværtimod nærmest blevet hyldet for selvstændig tænkeevne og gjort interessante som modsætninger til SF’s officielle politik. Om det er journalistisk uduelighed, ja – siger målet-helliger-midlet holdning eller kammerateri er svært at sige, men ”det giver i hvert fald nogle grimme billeder” som Niels Hausgaard ville have sagt det.
Og for partiet SF og dets formand er/burde det være fatalt og ligger langt ud over, hvad der med nogen rimelighed kan ligge inden for rammen af, at der er højt til loftet og plads til uenigheder i partiet. Der må være grænser for, hvad der kan fejes ind under gulvtæppet med henvisning til plads til forskellige synspunkter i et parti !
Sagen er, at det ikke kun er ja - partierne, der er ansvarlige for den danske EU debats og politiks fortrædeligheder og spaltningen af befolkningen i næsten to lige store dele, – også pressens og mediernes til tider dulgte partiskhed samt nej siden har sin store del af ansvaret. Herunder SF og dets formands konfliktsky plads-til-alle og ven-med-alle holdninger indenfor partiet, som virker som røgslør for løftebrud, utroværdighed og politisk plat.
Så hvis SF og dets formand virkelig ønsker at bidrage til at hele spaltningen i dansk EU - politik og i befolkningen, er det en forudsætning, at de gør sig eget ansvar og andel i miseren klart og skaber den nødvendige afklaring i egen EU - politik, hvor der må sættes helt anderledes grænser for, hvor meget partiet kan skræve over udfra en erkendelse af, at bukserne allerede er revnet.
Jørgen Garp
NB. For en god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at jeg har været medlem af SF 1972-76 og 1982-98. Fra 86-96 som medlem af partiets hovedbestyrelse, heraf fire år i partiets forretningsudvalg, som jeg forlod efter eget ønske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.