onsdag den 28. november 2001

Farvel til højre-venstre?

Arbejderen er død eliten leve
Christine Antorini og Anders Fogh Rasmussen ønsker begge død over klassesamfundet
Skrevet af: Jørgen Garp Cand.Mag.
Oprettet 28/11/2001 - 00:00 (Information)

torsdag den 29. marts 2001

Koldkrigens skabeloner.

(Bragt i et af de sidste numre af det hedengangne Det Fri Aktuelt.)
Det der gør det så besværligt at diskutere med Henrik Gade Jensen er, at han benytter en meget udbredt men ikke desto mindre tåbelig logik. Den består hovedsageligt af overfladiske analogier og generaliseringer og følgende logiske kortslutninger, hvor alle mellemregningerne forsvinder op i den blå luft.
Et typisk eksempel er analogien fra marxisme over kommunisme til nazisme, via for eks. sidestilling af begreberne klasse og race. Den minder i sin form – men ikke i sit indhold – en skelnen Gade Jensen skulle se at få sig lært, om naziernes berygtede analogi mellem rotternes vandring og udbredelse over Europa og den tilsvarende vandring og udbredelse af jøderne samme sted. Indholdsmæssigt minder den måske mere om ”Morlille er en sten” logikken hos Holberg.
Således også i svaret til mig (23/3-01), hvor Gade Jensen bevæger sig lige ”ubesværet” fra Marx til Stalin som fra arbejdsværditeorien til en regnemaskine og fra koldkriger til antinazist. Det hele i en pærevælling styret af samme overbevisning om på forhånd at have sandheden på sin side som korstogsridderens eller kommunistens.
Således er Gade Jensen tilsyneladende ude af stand til at sondre mellem stalintidens og koldkrigstidens Sovjet efter for eks. 1956, hvormed det såmænd også lykkes ham at fortynde Stalintidens forbrydelser. Knebet gør ham samtidig i stand til vupti at sidestille koldkriger med antinazist.
På den anden side og samtidig er et afgørende kriterium for Gade Jensen og fællers sidestilling af Stalins kommunisme med Nazismen antallet af dræbte og omkomne i de to samfund. Men ”mærkeligt” nok mister dette kriterium altså pludselig sin gyldighed efter Stalintiden. Eller måske vil Gade Jensen forsøge sig med en påstand om, at lige så mange mennesker omkom og/eller blev dræbt af Sovjetsystemet i perioden 1956-89 som i perioden 1928-56 ?
En tilsvarende variant over sådanne kortslutninger sås i den forbrødrene enighed, der under den kolde krig ofte var mellem højrefløjens koldkrigere i de vestlige lande og kommunisterne om, at den eneste sande socialisme var Sovjetsystemets såkaldt virkeliggjorte socialisme. Og socialister, der mente noget andet, blev henholdsvis udskreget som skabskommunister eller som naive småborgerlige elementer. Man havde bare, i begge lejre, enten at være for eller imod – basta ! Det er i bund og grund denne holdning og logik Gade Jensen og konsorter fortsat fremturer med i trættende gentagelser af koldkrigens skabeloner.



torsdag den 8. marts 2001

Koldkrigsretorik .

Så slår en af koldkrigsideologerne til igen. Denne gang har Sørine Godfredsen haft en samtale med Henrik Gade Jensen i forbindelse med artiklen Mennesket og magten (Aktuelt 03/03-01), og det er der absolut ikke kommet noget godt ud af. Sørine Godfredsen forledes åbenbart til at annamme Henrik Gade Jensens idiotisk overfladiske paralleliteter, når hun skriver:
”Hvad man skal føle mest skræk for, når man ser enten Hitlers ansigt eller Marx’ buskede fuldskæg, er et meget stort spørgsmål, der har domineret det 20.århundrede, og som vil dominere den vestlige verden meget længe endnu.”
Dertil er Sørine Godfredsen forledt, at det ikke længere er Hitlers og Stalins ansigt der sammenlignes og dermed to konkrete historiske samfundssystemer og to konkrete, ansvarlige og forbryderiske statsledere. Men derimod et afgørende politisk ideologisk grundlag for hele arbejderbevægelsen i store dele af verden, der sidestilles med den perverterede og forbryderiske nazi-ideologi og dens resultat i form af Det tredje rige.
Henrik Gade Jensens tranlampe logik, at der går en lige linie fra Marx til Stalin, viser her, som al anden demagogi, sit potentiale og sin forføreriske styrke.
Sørine Godfredsen er formodentlig for ung til selv at have oplevet den nærmest forbrødrede enighed, der under koldkrigen kunne være mellem højrefløjens koldkrigere a la Gade Jensen i de vestlige lande og kommunisterne om, at den eneste sande socialisme var Sovjetsystemets såkaldt virkeliggjorte socialisme. Og at socialister, der mente noget andet blev henholdsvis udskreget som skabskommunister eller som naive småborgerlige elementer. Man havde bare, i begge lejre, enten at være for eller imod – basta ! Og det er denne holdning Gade Jensen og konsorter fortsat fremturer med i trættende gentagelser af koldkrigens skabeloner.
Bortset fra Henrik Gade Jensen og hans åndsfæller, hvis formål ikke er politisk eller videnskabelig debat men et politisk korstog mod alt hvad der bevæger sig til venstre for, hvad man kunne kalde et Reagan/Thatcherske politiske miljø, så er de fleste enige om:
· at Marx foretog en meget grundig og videnskabelig seriøs analyse af kapitalismens substans og funktionsmåde.
· at han havde et omfattende politisk engagement i datidens udemokratiske samfund med opbygningen af den socialistiske arbejderbevægelse.
· at hans udsagn om det ønskede socialistiske samfunds substans og funktionsmåde var meget sparsomme og holdt i tilsvarende generelle og upræcise vendinger, som, skulle man tro, var så lidet operationelle at ingen ville finde på uformidlet at anvende dem i praksis - og da slet ikke i tilbagestående feudalstater !
· at han hverken foranledigede eller selv personligt slog nogen ihjel, men som datiden var noget autoritær og vel nok havde bylder i røven, som medvirkede til at gøre ham mere knarvorn en godt var.
At sidestille denne mand med Hitler eller Stalin for den sags skyld er simpelthen så forskruet, at man tror det er løgn. Og at gøre ham og marxismen som sådan ansvarlig for, at ledere i tilbagestående feudalstater bogstaveligt talt har anvendt ovennævnte summariske anvisninger på et socialistisk samfund i disse feudalsamfund samt for stalinismens, maoismens osv. samlede forbrydelser, svarer til, uden sammenligning i øvrigt, at gøre Jesus og kristendommen som sådan ansvarlig for Inkvisitionen, udryddelsen af indianerne i Amerika samt resten af forbrydelserne begået i hans navn. Idiotien turde være åbenlys. Ikke desto mindre fremturer Jensen og konsorter fortsat og ufortrødent.
Deres analogier fra marxisme over kommunisme til nazisme, via for eks. sidestilling af begreberne klasse og race minder i sin form – men ikke i sit indhold – en skelnen Gade Jensen skulle se at få sig lært, om naziernes berygtede analogi mellem rotternes vandring og udbredelse over Europa og den tilsvarende vandring og udbredelse af jøderne samme sted.
De samme generaliseringer og logiske kortslutninger, hvor alle mellemregningerne forsvinder op i den blå luft, danner hos Gade Jensen grundlaget for en tranlampe logik i en politisk sags tjeneste med et strejf af Morlille er en sten argumentationen hos Holberg, medens de hos nazierne danner grundlaget for den inkarnerede ondskab og følgende folkemord. Så forskellen er til at tage og føle på, men idiotien i generaliseringerne og kortslutningerne er den samme.
Og det er interessant nok den samme type kortslutning – men med et tredje indhold - som Lenin, Stalin og Mao m.fl. foretog fra Marx’ abstrakte udsagn om et efter kapitalismen muligt og ønskeligt socialistisk samfund til den direkte operationalisering af abstrakte begreber som for eks. proletariatets diktatur i tilbagestående feudale samfund.
Tilsvarende sås hos dele af venstrefløjen i 60’- og 70’erne både herhjemme og i det øvrige Europa en anvendelse af abstrakte begreber og udsagn hos Marx som for eks. klassestat, hvor kortslutninger derefter fjernede indsigten i den afgørende forskel mellem det såkaldt borgerlige demokrati (den borgerlige klassestat) og de fascistiske stater med deraf følgende ligestilling af disse to statstyper, førstnævnte var bare en maskeret udgave af sidstnævnte, som det gjaldt om at rive masken af..
For nu at foregribe de Gade Jensenske kortslutninger, nej det førte ikke automatisk eller logisk nødvendigt til terrorvirksomhed a la Baader-Meinhof gruppen og De Røde brigader eller Blekingegade banden – selvfølgelig ikke. Andre og vigtigere forhold gjorde sig gældende her, for eks. Tyskland og Italiens nazistiske og fascistiske fortid med den fortsatte tilstedeværelse af tusindvis af gamle nazier og fascister i samfundets topstillinger. Og i Danmark var Blekingegade banden om noget undtagelsen der bekræftede reglen:
At i de altovervejende tilfælde fik disse kortslutninger et tilsvarende indhold og betydning som hos Gade Jensen, en tranlampe logik i en politisk sags tjeneste.
Og det er den samme utroværdige fremgangsmåde Gade Jensen og konsorter anvender, når de angriber tidligere kommunister fra 70’ og 80’erne uden smålig skelnen mellem Sovjet før og efter for eks.1956. For folk der ellers lægger megen vægt på at bevise ligheden mellem kommunisme og nazisme udfra bl.a. antallet af omkomne i de to samfund, virker det ikke umiddelbart troværdigt uden videre at sidestille stalinismens Sovjet og post stalintidens ditto.
Man får en til vished grænsende fornemmelse af, at det er en målet helliger midlet tankegang, der er årsagen til fraværet af denne ellers åbenlyse skelnen. Det ville så blive klart vanskeligere at nå den politiske heksejagts mål, at få sidestillet koldkrigstidens kommunister med nazister mv.
Samtidig ville en hurtig regnebræts opgørelse af antallet af dræbte og døde forårsaget af post stalintidens Sovjetsystem internt i landet og i Warszawapagten - Ungarn, Tjekkoslovakiet - samt eksternt i Afghanistan mv ved en sammenligning med USA vel klart give Sovejet ”førerpositionen” på det interne plan, men omvendt ville USA alene med millionnedslagtningerne i ”Indokina” klart indtage denne position på det eksterne plan og i en samlet opgørelse. Og det ville jo heller ikke ligefrem gavne de Gade Jensenske politiske mål.
Men ikke desto mindre viser også denne type sammenstillinger og konklusioner udfra antal omkomne, at overfladiske generaliseringer, analogier mv. ikke kan bruges til ret meget seriøst, men derimod er velegnet til at reducere historiske og politiske spørgsmål til demagogi og politisk plat.

torsdag den 1. marts 2001

Dobbeltstandarder og Den kolde krig.

I en helsides artikel 25/01-02 behandler Politiken uroen på dagbladet Information omkring chefredaktør David Trads’(dt) såkaldt “nye linie”, som især har manifisteret sig i en leder og to kronikker om den kolde krig.
Politikens omtale af modstanden mod dt og dennes behandling af den kolde krig er så tendentiøs og ensidig så Information og dt såmænd kommer til at stå i et helt forsonende skær i forhold hertil. Alene det at indkalde Peter Wivel som sandhedsvidne uden modspil i den sammenhæng – eller i nogen sammenhæng overhovedet – understreger hensigten. Og sagens substans omkring analysen af den kolde krig interesserer tilsyneladende slet ikke Politiken.
Det er på høje tid, at Information pudser brillerne, efter at støvet fra den kolde krig har lagt sig, siger David Trads I artiklen. Ejendommeligt udsagn fra en chefredaktør, der netop har gjort hvad han kunne for at hvirvle koldkrigsstøvet op i Information, men det lader Politiken også passere upåagtet.
Sejrherrerne skriver som bekendt historien, og der foregår i disse år et opgør om rettet til ”sejren” i den kolde krig og til den kolde krigs historie, bl.a. for at kunne bruge det i et opgør med sine politiske modstandere. Det er her David Trads kaster sit og Informations lod ind på koldkrigens borgerlige højrefløjs side, dvs dem der under den kolde krig hyldede tankegangen, som Bush junior nu blot gentager, ”at dem der ikke er med os er imod os”. Samme holdning havde tabernes side, den sovjet kommunistiske, blot med omvendt fortegn.
Imellem disse to poler forsøgte det såkaldte nye ikke kommunistiske venstre som for eks. SF og VS samt kulturradikale og efterhånden også store dele af Socialdemokratiet at skabe en ny politisk front efter afstalinisering i Sovjet fra 1956, afkolonisering og politiske opgør i den tredje verden, Vietnamkrigen og det vanvittige atomare våbenkapløb.
Denne politiske gruppering var ugleset fra begge koldkrigens modpoler. Et verbalt terrorbombardement satte ind fra begge sider mod de formastelige, som forsøgte at vride sig ud af den politiske ”for eller imod” spændetrøje og dermed ud af dobbeltstandardernes spændetrøje, der sagde, ”at der gælder et sæt politisk moralske regler for dem man er venner med og et andet sæt for dem man ikke kan lide”. I dobbeltstandardernes optik var Vietnamkrigen ”nytårsløjer” medens den sovjettiske intervention og krig i Afghanistan var ”hærværk” og vice verca.
Det fælles for den brede og på mange punkter uenige politiske ”midtergruppe” var en intention om at tilstræbe, at lade de samme politisk moralske regler gælde for begge koldkrigens sider og bedømme deres handlinger derudfra og ikke udfra fastlåste meninger og lejrtænkning. Det var målet og opgaven, om det så lykkedes generelt og i de konkrete tilfælde er et åbent spørgsmål, som altid er en diskussion værd.
Det er blot ikke den opgave David Trads har stillet sig selv og Information. Dt’s snart berømte/berygtede leder gentog indholdsmæssigt ord til andet koldkrigens højrefløjs hovedargumentation oven i købet tildels i en ekstrem variant. De efterfølgende to lange kronikker ændrede intet på dette, men var kun en opfølgning herpå.
Det afgørende i højrefløjens forsøg på at skrive den kolde krigs historie består af tre argumentatoriske svindelnumre.
For det første, at man nægter at skelne mellem nævnte politiske ”midtergruppering” og de marxistisk-leninistiske partier mv.
For det andet at der ikke skelnes mellem stalintidens Sovjet og Sovjet efter 1953/56.
Og for det tredje i ekstreme tilfælde, som David Trads tilslutter sig, fortielse eller benægtelse af den røde hærs og kommunisternes helt afgørende betydning for nedkæmpelsen af det nazistiske uhyre.
David Trads politiske opgør med den politiske ”midtergruppe” føjer sig således smukt ind i den langvarige heksejagt på alt, hvad der bevæger sig til venstre for et eller andet sted i Socialdemokratiet og udføres af JyllandsPosten, Berlingske Tidende og Weekendavisen anført af folk som Bent Jensen m.fl. Og som aktuelt følges op i folketingets opgør om undersøgelsen af den kolde krig af samme folks folk på tinge ved partiet Venstre og Dansk Folkeparti.
Formålet med dette historiske koldkrigsopgør har intet politisk støvet over sig, men er led i den dagsaktuelle politik og opgør med politiske modstandere. Som Bent Jensen helt McCharthyistisk formulerer det, så beklæder ” ..disse mennesker poster overalt i det danske samfund… ikke mindst i Danmarks radio. ”De sætter dagsordenen og former menneskers bevidsthed. De har spillet og spiller fortsat en enorm rolle.”” (Frederiksborg Amts Avis 21/12-01).
Så hvis David Trads ikke har villet eller vidst hvilket politisk selskab han har anbragt sig selv og Information i med sin famøse leder, så skulle han se at få pudset både sine politiske og journalistiske briller, og så i øvrigt meget gerne argumentere for, hvorfor han lagde højrefløjens tre argumentatoriske svindelnumre til grund for sine betragtninger over den kolde krig.

lørdag den 20. januar 2001

SF og EU politikken, Kammerateri

Af: JØRGEN GARP MEDLEM AF SF 1972-76 OG 1982-98
20. januar 2001 | Om denne artikel
Opslag til denne artikel
Politiserende journalistik i Information om EU
Fra vor helt egen verden

Så er den gal igen. 
Formanden for SF Holger K. Nielsenmeddeler d. 11/01-01: »SF har aldrig ment, at de fire forbehold skal være grundlaget for dansk EU-politik. I vores programmer står jo om meget andet end de fire forbehold.« Et fantastisk udsagn, så meget ude af trit med virkeligheden, at SF-formanden selvfølgelig må have ment, at fremover skal de fire forbehold ikke længere/eller ikke i samme grad være grundlaget for dansk EU-politik, eller hvad?
Det får vi ikke at vide, for Information-journalisten følger slet ikke op på dette, men fortsætter ufortrødent uden de uddybende spørgsmål, der ligger lige til venstrebenet. Yderligere citerer Ejvind Larsen dagen efter i Information SF-formandens erklæring, som el kalder det, uden at kommentere på det fantastiske indhold i denne. Og dermed er det tilsyneladende slut med bladets behandling af den erklæring!
SF’s holdning til de fire forbehold eller undtagelser har siden 1993 uafbrudt bestået i forskellige variationer over følgende tema:
»…SF holder fast i det nationale kompromis som udtryk for en ny dansk linie i Europapolitikken. SF mener, at den danske befolknings beslutning d. 18. maj 1993 også fremover må være gældende dansk EU-politik. Både hvad angår undtagelserne og de offensive krav om mere demokrati, bedre mijøregler, åbenhed over for Østeuropa osv.« (SF’s udspil til regeringskonferencen i 1996 vedtaget af SF’s landsmøde.)
Tror det er løgn
 Og nu kommer SF’s formand så og vil bilde dette blads læsere og offentligheden ind, at »SF aldrig har ment, at de fire forbehold skal være grundlaget for dansk EU-politik.« Og det sker uden, at dette blads journalister stiller SF-formanden til regnskab for en sådan udtalelse, her mindre end et halvt år efter befolkningens klare nej til ophævelse af en af undtagelserne. Man tror det er løgn.Og dog, det ligger helt i forlængelse af tidligere tilsvarende journalistiske undladelser på bladet. Her skal jeg indskrænke mig til et eksempel i forbindelse med folkeafstemningen 28. sep. 2000, som jeg tidligere har formuleret således:
»Hvordan kan fremtrædende medlemmer af partiet SF, herunder tidligere og nuværende folketingsmedlemmer, undsige det nationale kompromis fra 1992, anbefale et ja op til afstemningen 28. sept. og slippe godt fra det både internt iSF og i medierne?«
Det drejede sig om så prominente folk som Steen Gade, formand for SF’s folketingsgruppe i 92 og medforhandler af det nationale kompromis. Christine Antorini, næstformand for SF i 92, senere folketingsmedlem og varm fortaler for det nationale kompromis. Jørn Jespersen, medlem af partiets hovedbestyrelse og senere folketingsmedlem samt varm fortaler for det nationale kompromis. Det samme gælder Margrethe Auken, Anne Grethe Holmsgård og stort set resten af dagens ja-sigende SF’ere, de fleste direkte medansvarlige for det nationale kompromis – og så er dagens socialdemokrat
John Iversen, i 92 SF’s EU-parlamentariker og medforhandler af det nationale kompromis, end ikke taget med.
Løftebrud
 Her er tale om et løftebrud over for det nationale kompromis af større dimensioner end det, SF-formanden tidligere har anklaget Nyrup for. Nyrup blev af vælgerne tvunget til at acceptere Edinburghaftalen og det nationale kompromis, selv om han og hans parti var imod og gik ind for Maastricht-aftalen med dens oprindelige indhold. De nævnte SF’ere (og SF) blev derimod ikke tvunget til noget som helst, men gik aktivt ind med det nationale kompromis og Edinburghaftalen som retfærdiggørelse af en ny, men anden folkeafstemning maj 1993, og så løber de fra det, inden ØMU’en overhovedet er færdig installeret – hvad skal man mene om det!
Man skal måske ikke forvente, at Holger K. besvarer et sådant spørgsmål. Men det mest foruroligende er også, hvorfor pressen, herunder Information, og medierne ikke bare antydningsvis borede i dette forhold, men udviste et mikrofonholderi, der må kunne tjene til skræk og advarsel på journalisthøjskolen? Hvis de pågældende overhovedet blev spurgt, så slap de af sted med de mest fladpandede svar i retning af, at udviklingen har udviklet sig siden 92, eller som Jørn Jespersen, at et eventuelt nej vil blive opfattet som et Dansk Folkeparti-nej. Ikke engang den selvopfyldende profeti, der ligger i sidstnævnte begrundelse kunne Informations journalist finde ud af at bore i.
Særregler
 Der gælder åbenbart særregler for behandling af venstrefløjspolitikere, der udtrykker synspunkter, der harmonerer med journalisternes på bladet, her at EU-undtagelserne er af det onde. Ikke fordi jeg tror, det udpræget er en bevidst journalistisk holdning og adfærd, men mere et mønster indarbejdet i det sociale miljø, som ikke desto mindre er ødelæggende for kritisk journalistik specielt over for politiske meningsfæller.
Det er som bekendt ikke sundt for kritisk journalistik, når den bliver kombineret med for megen politiseren og kammerateri med politikere og partier. Det er det ikke, fordi det bl.a. nemt medfører en blindhed for, at den kritiske journalistik ganske langsomt, men sikkert siver ud samtidig med, at det politiserende kammerateri siver ind, så journalisten til sidst slet ikke kan se, at der er et problem.
Og sidst, men ikke mindst er en sådan form for journalistik direkte contra-produktiv i forhold til det ønske om at mindske mistænksomheden og skellet i EU-politikken mellem flertallet af befolkningen og eliten, som alle medier og politikere ellers hylder ved festlige lejligheder, især når eliten har fået et gok i nødden i form af en tabt folkeafstemning.

Svar fra formanden
23. JAN. – Jørgen Garp har (Information den 20. januar) fået mine bemærkninger om de danske EU-undtagelser galt i halsen.
Jeg har hele tiden ment og mener fortsat, at den danske EU-politik i væsentlig grad må bygge på de danske undtagelser. Derfor gik SF meget aktivt ind i ØMU-kampagnen og vi har løbende kritiseret regeringen for ikke at ville formulere en offensiv Europa-politik på grundlag af undtagelserne. Men vi har aldrig ment, at undtagelserne kan udgøre hele EU-politikken. Der er så sandelig mange andre dagsordner, som trænger sig på og som ikke dækker undtagelserne. Hvad der også afspejler sig i SF’s EU-programmer.
Jørgen Garps forsøg på at gøre en stor politisk sag ud af mine udtalelser holder således ikke.
Holger K. Nielsen
formand for SF

Svar til formanden
26. JAN. – Hovedformålet med mit indlæg 20. januar var sådan set ikke, som Holger K. skriver, et forsøg på at rejse en stor politisk sag udfra hans udtalelser om EU undtagelserne. Formålet var først og fremmest at slå et slag for og yde et lille bidrag til at fastholde en kritisk journalistik på det blad, jeg har abonneret på i mere end 30 år. Sådan set hverken mere eller mindre.
Men det er da en fin sidegevinst, at SF formanden nu præciserer, hvad et par uddybende spørgsmål fra journalisten måske kunne have ordnet, at han fortsat mener, »at den danske EU-politik i væsentlig grad må bygge på de danske undtagelser«, og selvfølgelig også på andet – hvilket ingen har benægtet, som det også tydeligt fremgik af SF citatet i mit indlæg. Dermed får vi dementeret det bastante udsagn i bladet 11. januar – hvilket jeg i øvrigt også havde forventet.
Og politisk set er det såmænd ikke at kimse af, som det fremgår af flokken af fremtrædende SF’ere, der i fuld fart, uden begrundelse og uden konsekvenser løber fra de undtagelser, de selv har ’påduttet’ befolkningen.
Jørgen Garp
Favrholmvænget 81, Hillerød