fredag den 20. december 2002

Politiserende journalistik!

Trads til Nyrup
Informations chefredaktør flirter med Nyrup-fløjen
Skrevet af: Jørgen Garp Cand.Mag I Samfundsfag Og Historie
Oprettet 20/12/2002 - 00:00

Politisk
Personlige idiosynkrasier, politiserende og moraliserende fordomme ser ud til at danne skole for journalistikken på Information.
En såkaldt analyse af konstitueringen af socialdemokraternes folketingsgruppe 17. december ved Rasmus Lindboe kendetegnes ved klart partiske og tendentielt selvopfyldende forudsigelser om »ydmygende valgnederlag« for Socialdemokratiet, knive i ryggen, Lykketoft der sidder på Aukens nåde og »Jeppe Kofoed ene om at kunne kaldes fornyelse«. Det journalistiske geni ulejliger sig selvfølgelig ikke med noget som helst forsøg på en politisk bestemmelse af, hvad dette misbrugte pseudobegreb dækker over, men fortsætter blot med følgende svada: »Pernille Blach Hansen har samme alder, men hun er allerede prøvet og lyder akkurat som sin 26-år ældre far, Bent Hansen, partiets ene næstformand. Vælgerne gaber – hvis de overhovedet genkender hende«.
En svinestreg over for det kvindelige folketingsmedlem. Lindboe mener åbenbart, det er vigtigere, at han får luftet sine egne politiske tilbøjeligheder og idiosynkrasier end at informere læserne seriøst.
Tag konsekvensen
Men som herren så hans svende, siger man jo, og i en svag afglans kunne man tilføje, idet bladets chefredaktør David Trads selv slår alle rekorder – i hver fald for de mere end 30 år jeg har holdt avisen – i sin leder den 18. december.
Trads starter ellers flot ud i lederen den 16/12 med at kræve af sosserne, at de nu »præsenterer politik og indstiller personfnidderet«. Og lige som for at leve op til dette krav til andre, fortsætter Trads så selv i den famøse 18. december leder: »…efter at Nyrup på mødet meddelte, at det var slut, skyndte den usympatiske Bent Hansen sig at bringe Lykketoft i spil – og Auken, opildnet af hævntørst fra sit eget fald…«. Og efterfølgende den gamle Auken-klan »af gammeldags tænkende socialdemokrater« osv. osv. over stok og sten.
Hvad med, David Trads, at tage konsekvensen af dette glødende politiske partsindlæg og engagement og deltage åbent og aktivt i de socialdemokratiske festligheder og skabe dig en karriere dér på Nyrup-fløjen? Den har tilsyneladende brug for støtte.


onsdag den 18. december 2002

Journalistik


Letvægtsjournalistik.
 Personlige idiosynkrasier, politiserende og moraliserende fordomme og almindelig uduelighed, ser ud til at brede sig og danne skole for journalistikken på Information, der mener at kunne kræve en af de højeste dagbladspriser, der findes i dette land, af sine læsere samtidig med at disse letvægtsjournalistiske principper breder sig som ringe i vandet. Tre friske eksempler inden for de sidste fire dage følger som doku.
Weekend 14.-15./12-02 “Venezuelas Messias har tabt glorien” en artikel af Rune Vitus Harritshøj, som foregiver, at skulle informere os læsere om forholdene i landet under den folkevalgte præsident Chávez regering. Artiklen bygger stort set ensidigt på en bestemt politisk og partisk vurdering af forholdene i landet. En vurdering som DR’s Orientering på P1 også bringer, især i form af beretning fra den danske konsul på stedet, og dernæst efterfølgende selv kritiserer for ensidigheden ved Niels Lindvig torsdag 12/12-02 - fremragende. I Information får vi blot ensidigheden.
Næste stunt er en såkaldt analyse (sic!) af konstitueringen af socialdemokraternes folketingsgruppe mandag 17/12-02 ved Rasmus Lindboe, der mere kendetegnes ved klart partiske og tendentielt selvopfyldende forudsigelser om “ydmygende valgnederlag” for Socialdemokratiet, knive i ryggen, Lykketoft der sidder på Aukens nåde og “Jeppe Kofoed ene om at kunne kaldes fornyelse”. Det journalistiske geni ulejliger sig selvfølgelig ikke med noget som helst forsøg på en politisk bestemmelse af, hvad dette misbrugte pseudobegreb dækker over, men fortsætter blot med følgende svada:” Pernille Black Hansen har samme alder, men hun er allerede prøvet og lyder akkurat som sin 26-årige ældre far, Bent Hansen partiets ene næstformand. Vælgerne gaber- hvis de overhovedet genkender hende.” En svinestreg ikke kun overfor det kvindelige folketingsmedlem, men og det er mit ærinde her overfor læserne af dette dagblad, hvor Lindboe åbenbart mener, det er vigtigere, at han får luftet sine egne politiske tilbøjeligheder og idiosynkrasier end at informere læserne seriøst.
Men som herren så hans svende, siger man jo, og i en svag afglans kunne man tilføje, idet bladets chefredaktør David Trads selv slår alle rekorder – i hver fald for de mere end 30 år jeg har holdt avisen – i sin leder onsdag 18/12.
Trads starter ellers flot ud i lederen mandag 16/12 med at kræve af sosserne, at de nu ”præsentere politik og indstiller personfnidderet”. Og lige som for at leve op til dette krav til andre, fortsætter Trads så selv i den famøse 18/12 leder: ”.. efter at Nyrup på mødet meddelte, at det var slut, skyndte den usympatiske Bent Hansen sig at bringe Lykketoft i spil – og Auken, opildnet af hævntørst fra sit eget fald…”.  Og efterfølgende den gamle Auken-klan ”af gammeldags tænkende socialdemokrater” osv. osv. over stok og sten.
Hvad med Trads sådan her og nu, som så mange journalister før dig, at tage konsekvensen af dette glødende politiske partsindlæg og engagement og deltage åbent og aktivt i de socialdemokratiske festligheder og skabe dig en karriere der på Nyrup-fløjen, den har tilsyneladende brug for støtte, så tag gerne Lindboe med ? Så skal jeg til gengæld love, at beherske min begejstring over sidegevinsten, at dette højt estimerede dagblad, i så fald måtte søge sig en anden chefredaktør.

torsdag den 10. oktober 2002

Radikal moral!

Radikal klæbrighed
De radikales moral er en såkaldt dobbelt af slagsen og til fals for småpenge
Skrevet af: Jørgen Garp Cand.Mag I Samfundsfag/Historie
Oprettet 10/10/2002 - 23:00 (Information)
Politik
I sin udmærkede påpegning af den radikale skatteordfører Anders Samuelsen og hans partis dobbelmoral i forbindelse med indgåelsen af arbejdsmarkedsforliget i denne uge, overser -dt (David Trads i leder den 9. oktober) et par forhold, som ændrer sagen fra almindelig genkendelig dobbeltmoral til en særlig klæbrig udgave af slagsen.
Et er Trads’ påpegning af de radikales forargelse over regeringens og Dansk folkepartis overførsel af u-landshjælp fra verdens fattigste til danske hofteoperationer i forbindelse med finansloven for i år, på den ene side. Og så på den anden side samme radikales i øvrigt ultimative krav til arbejdsmarkedsforliget om, »at de penge, der blev sparet på midler til modtagere af kontanthjælp og modtagere af dagpenge, skulle gå til skattelettelser for dem, som tjener godt«, dvs. især den radikale kernevælgergruppe blandt den bedststillede fjerde- eller tredjedel af befolkningen. Det er såmænd klamt nok i sig selv.
Ny akse’ i dansk politik
Men dertil skal lægges, at den radikale Margrethe Vestager samtidig i Deadline på DR2 8. oktober, godt hjulpet af studieværten Claus Hagen Petersen, der åbenbart ikke var klædt på til at inddrage det nys indgåede forlig, nærmest opfinder en ny akse i dansk politik. En akse der, i modsætning til den gamle højre-venstre akse med de radikale i en midterposition, placerer de radikale som ekstremet i den ene ende af aksen med Dansk folkeparti i den anden yderposition. Aksens politiske omdrejningspunkt er ifølge Vestager globalisering og flygtninge/indvandrere, hvor de radikale giver den som humanitære internationalister overfor Dansk Folkepartis fremmedforskrækkede, indskrænkede og provinsielle danskhed.
Dagens clou
Hertil skal så lægges dagens clou fra P1’s orientering 9. oktober ved Torben Krogh, at udover at det ultimative krav om skattelettelser var Radikalt, så var Dansk folkeparti først imod at anvende besparelserne på kontanthjælpen til skattelettelser. Men da folkepartiet, det kære væsen, så fra regeringen, det lige så kære væsen, hører, at de kontanthjælpsmodtagere mv., der rammes af forliget for langt hovedpartens vedkommende er »folk med anden etnisk baggrund«, som det hedder, så tager det logisk nok kun et øjeblik for det betændte folkeparti at snurre rundt på sine folkelige fødder og tilslutte sig de Radikale humanitære internationalisters skattelettelser.
Moralen er, at den nye politiske akse med de radikale som stålsatte humanister er (endnu) et politisk bluffnummer. De radikales moral er tværtimod en såkaldt dobbelt af slagsen og til fals for små-penge.


tirsdag den 26. marts 2002

Forskruet prioritering.

Forbrug går amok
Regeringen står for en indsnævret og forskruet prioritering
Skrevet af: Jørgen Garp Cand.Mag. I Samfundsfag Og Historie
Oprettet 26/03/2002 - 00:00 (Information)

Politisk
Med monoton henvisning til afgivne valgløfter, slipper regeringen alt for ofte uden om det centrale politiske spørgsmål: Hvorfor skal der ikke prioriteres mellem privatforbrug og offentligt forbrug, og hvorfor accepteres skattestoppet som en hellig og ukrænkelig forudsætning, når fakta, uanset skattetryk, er, at privatforbruget de sidste mindst 10 år er steget langt mere end det offentlige forbrug, samtidig med at den offentlige sektor er nødlidende på centrale velfærdsområder. Den private materielle levestandard er vokset gigantisk for op mod halvdelen af befolkningen til et historisk uhørt højt niveau.
Iflg. Børsen den 31. januar vil det offentlige forbrug, hvis regeringens målsætning holdes, ligge på en årlig stigning på 0,5 procent, medens det private forbrug vil ligge på det femdobbelte 2,5 procent årligt.
Resultatet af dette er det fuldstændig uacceptable, at u-landshjælp til de fattigste, og miljø for vores børn, skal prioriteres i forhold til omsorg og hjælp til de gamle og syge og uddannelse til vores børn. En velkendt og ubehagelig sparken-nedad-ideologi fra de ’fattige’ til de endnu ’fattigere’. I stedet for at blive sammenholdt og prioriteret i forhold til mere end halvdelen af Danmarks befolknings gigantiske private overforbrug af ’slik, rødvin, rejser, hårde hvidevarer, biler osv…’. Det er grotesk og betyder, at regeringen slipper af sted med en moralsk forskruet politik, og den danske befolkning oplæres og fastholdes i en rolle som en flok forkælede børn uden hold på hverken følelser eller intellekt, der bare kræver ind og lader de svageste i denne verden og vores børn betale regningen.
Alvorlige konsekvenser
Denne (manglende) prioritering kan få alvorlige konsekvenser ved de kommende års langt voldsommere indgreb, som en fastholdelse af det lovede skattestop nødvendiggør. Det er set før historisk, at det første skridt er det sværeste. Når det er taget, kan skodderne mellem hvad der er, og hvad der ikke er acceptabel politisk moralsk adfærd, hurtigere bryde sammen, end man bryder sig om at forestiller sig.
I det lys er socialdemokraternes følgagtighed – ved at stemme for ’hoftetilskuddet’ taget fra denne verdens fattigste og miljøet – over for regeringens amoralske prioritering beskæmmende og med til at nedbryde disse skodder.

tirsdag den 19. marts 2002

Forskruet Finanslov 2002!

Indsnævret og forskruet prioritering. 
Det mest skræmmende ved regeringens politik og dette års finanslov er ikke omfanget af besparelser mm, det er set meget værre. Men det kan og vil det formodentlig blive i de kommende år, når skruen for alvor strammes igen og igen med henvisning til det lovede skattestop og deraf følgende krav om prioriteringer.
Det mest skræmmende er derimod det (a)moralske indhold og den ideologi med hævngerrige overtoner, som danner basis for årets finanslov. Det er det vigtigste, fordi det meget vel kan vise sig at slå en alvorlig breche i den accepterede politiske moral og dermed gøde jorden for de kommende års langt alvorligere indgreb. Og dermed for hvilke ideologisk forskruede og langt voldsommere prioriteringer, vi da vil blive præsenteret for.
Et er jo, at regeringen gang på gang argumenterer med at den prioritere indenfor (en mindre del) af de offentlige udgifter, og tror det er et ”Sesam luk dig op” overfor enhver indvending.
Et er at regeringen, selv indenfor den begrænsede ramme, prioriterer mellem på den ene side sygehuse, ældre, erhvervsliv og forsvar og på den anden side ulandshjælp til de fattigste og miljø for vores børn og børnebørn. Det er i sig selv politisk umoralsk i et af verdens rigeste lande.
Et er, at argumentet for at spare på ulands- og miljøområdet er, at pengene ikke anvendes effektivt nok. Jamen, hvis det er tilfældet, så er opgaven at kræve og få gennemført, at pengene omprioriteres indenfor området og anvendes optimalt i stedet for at fjernes fra områder, hvor behovet er enormt.
Et er, at regeringen ikke kan se forskel på produktivitetsforbedringer i det private erhvervslivs produktion af plasticklemmer og så ved omgang med mennesker i ældreomsorg, uddannelse og ved sygdom.
Noget andet er imidlertid, at regeringen helt afviser det centrale spørgsmål, med en monoton henvisning til afgivne valgløfter – og alt for ofte slipper afsted med det: Hvorfor skal der ikke prioriteres mellem privatforbrug og offentligt forbrug, eller med andre ord, hvorfor accepteres skattestoppet som en hellig og ukrænkelig forudsætning, når fakta er uanset skattetryk mv:
1) Privatforbruget er de sidste mindst 10 år steget langt mere end det offentlige forbrug, samtidig med at den offentlige sektor er nødlidende på centrale velfærdsområder.
2) Den private materielle levestandard er vokset gigantisk for op mod halvdelen af befolkningen til et historisk uhørt højt niveau.
3) Iflg. Børsen 31/01-02 vil det offentlige forbrug, hvis regeringens målsætning holdes ligge på en årlig stigning på 0,5%, medens det private forbrug vil ligge på det femdobbelte 2,5% årligt.
Resultatet af dette er, det fuldstændig uacceptable, at ulandshjælp til de fattigste og miljø for vores børn skal prioriteres i forhold til omsorg og hjælp til de gamle og syge og uddannelse til vores børn. En velkendt og ubehagelig sparken nedad ideologi fra de ”fattige” til de endnu ”fattigere”.
I stedet for at blive sammenholdt og prioriteret i forhold til mere end halvdelen af Danmarks befolknings gigantiske private overforbrug af ”slik, rødvin, rejser, hårde hvidevarer, biler osv..”
Det er grotesk og betyder, at regeringen slipper af sted med en morals forskruet politik, og den danske befolkning oplæres og fastholdes i en rolle som en flok forkælede børn uden hold på hverken følelser eller intellekt, der bare kræver ind og lader de svageste i denne verden og vores børn betale regningen.
Dette kan få alvorlige konsekvenser i de kommende år, også fordi regeringen i debatten alt for ofte undgår at blive stillet til regnskab for denne (manglende) prioritering. Det er set før historisk, at det første skridt er det sværeste. Når det er taget, kan skodderne mellem hvad der er, og hvad der ikke er acceptabel politisk moralsk adfærd hurtigere bryde sammen, end man bryder sig om at forestiller sig.
I det lys er socialdemokraternes følgagtighed – ved at stemme for ”hoftetilskuddet” taget fra denne verdens fattigste og miljøet - overfor regeringens amoralske prioritering beskæmmende og med til at nedbryde disse skodder.

lørdag den 2. februar 2002

Palæstinaproblemet!

 (27/01-02: I revideret udgave bragt i Politiken 02/02-2002)
Palæstinaproblemet: Fortrængninger og ansvarsforflygtigelse.
 Hvor grotesk baggrunden for konflikten i Mellemøsten mellem Israel og palæstinenserne er illustreres måske bedst med en analogi.
Såfremt en Mogens Glistrup havde levet for hundrede år siden i Palæstina og hans paranoia havde gjaldt jøder og ikke muslimer, så havde manden fået hundrede procent ret i det, der måtte tage sig ud som et paranoidt fatamorgana.
Omkring år 1900 udgjorde antallet af jøder procentvis en mindre andel (ca.3%) end procenten af muslimer i dagens Danmark eller ca. 20.000 jøder blandt en arabisk befolkning på 6-700.000.
Ca. 50 år efter tildeler FN jøderne, der nu udgør 35% af befolkningen eller 650.000, 56% af landet mod 43% til palæstinenserne, der udgør 65% eller 1,2 mio.mennesker. Af sidstnævnte flygter og fordrives over halvdelen (omkring 700.000) kort efter i forbindelse med krigen 1948 fra deres eget land til en, skal det vise sig, permanent flygtningetilværelse i de omkringliggende arabiske stater.
Og mindre end 70 år efter er hele Palæstina under israelsk kommando og palæstinenserne reduceret til flygtninge, andenrangs borgere i staten Israel eller beboere under en israelsk besættelse, som i dag 35 år efter stadig er en realitet.
Det er ikke mærkeligt, at en sådan fordrivelse og udradering af et folk skaber terrorister, men  snarere imponerende, at så stor en del af det palæstinensiske folk afviser denne politiske og menneskelige blindgyde.
Det historiske forløb taget i betragtning, er det heller ikke mærkeligt, at de fleste i den tilbagevendende debat om Palæstina problemet syntes at gøre sig til tider endog meget store anstrengelser for at forbigå dette barokke historiske forløb i tavshed, og lade som om historien starter tidligst med 6-dages krigen i 1967 og den deraf følgende Israelske besættelsen af resten af Palæstina.
Den tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft illustrerede dette, da han kort før folketingsvalget i november relativt skarpt fordømte Israels besættelses- og bosættelsespolitik i de besatte områder og konkluderede, at kolonimagter historisk set aldrig er sluppet godt fra noget sådant – han glemte USA!
For hvis Israel har opført sig som en kolonimagt i forhold til Vestbredden og Gaza siden 1967 med sin bosættelsespolitik, hvad var så etableringen af staten Israel på basis af en tilsvarende bosættelsespolitik i ly af den engelske mandatmagt efter 1.verdenskrig og FN’s efterfølgende sanktionering af dette med delingsplanen for Palæstina 1947?
Ikke underligt at Lykketofts udtalelse vagte postyr i Israel med en så snublende nærliggende parallel, som givetvis ikke er faldet Lykketoft ind (før måske bagefter!), netop på grund af den vestlige evne til kollektiv fortrængning på dette område.
Samme mekanisme kunne iagttages i DR2’s Temalørdag om den israelsk-palæstinensiske konflikt i efteråret sidste år, hvor Frank Esmann i et øjebliks brutalt klarsyn spørger deltagerne Hanne Foighel og Anders Jerichow, om ikke den nuværende israelske bosættelsespolitik minder om fordrivelsen af indianerne i USA for godt hundrede år siden. Tydeligt ubehagelig tilmode over en så ubekvem parallel og de indlysende konklusioner heraf, glider begge deltagere af, fortrængningen sætter  ind og mørket sænker sig igen.
En langt mere ubehagelig variant af fortrængning findes imidlertid hos den kristelige Jan Sjursen og den nuværende regering, der tilsyneladende ikke engang har en historisk horisont, der går tilbage til 1967. Sjursens og regeringens fortrængninger indbefatter tilsyneladende, at der er tale om besat land og en israelsk besættelsesmagt, og at det ifølge international lov er legitimt at gøre voldeligt oprør mod en sådan magt. Så Sjursen fører nu an i, at vil have ændret den forrige regerings moderat kritiske linie overfor Israel og dets krigsforbryder af en regeringschef til tidligere tiders nærmest ubetingede og ensidige støtte til staten Israel.
I den forbindelse skulle Sjursen og hans kombattanter i øvrigt se at få læst Herbert Pundik’s artikler i Politiken om den israelske bosættelsespolitik (12/08-01), om USA forhandlingerne og deres sammenbrud og årsager efterår 2000 (29/07-01), samt hvad der en nødvendig dansk politisk holdning overfor den nuværende israelske regering og dens politik( 4/11-01), uden i øvrigt at underkende Arafat og palæstinensernes fejl og mangler.
Sjursen & co. kræver en balanceret Mellemøstpolitik, forstået som en ligestilling af de to parter, hvor ”sol og vind” deles lige, og den ene part ikke klandres mere end den anden. Det svarer stort set til at se den tyske besættelsesmagt og det danske folk som ligestillede og lige ansvarlige 1940-45, bortset fra at den tyske besættelse ikke blot tilnærmelsesvis havde de samme brutale konsekvenser for den danske befolkning som tilfældet er for den palæstinensiske. Sammenlignet hermed var den tyske besættelse noget nær en skovtur for danskerne både hvad angår mennesker, materiel og økonomi!
Men 1940’ernes tyskere fik da lært os, at grænsen for den menneskelige fortrængningsevne nærmest er uendelig og i hvert fald omfatter fortrængning af krematorielejre til aflivning af ”racer”, man opfatter som undermennesker.
En tredje fortrængnings mekanisme, som i det mindste åbenlyst erkendes, ses bl.a. i debatten om emnet i dagbladet Information og hos Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden 16/12-01. Seidenfaden anbefaler ”lidt ligegyldighed” overfor konflikten, der ”..formodentlig er den konflikt i hele efterkrigstiden, der har fået størst opmærksomhed…Måske er ligegyldighed heller ikke løsningen. Men ærlig talt: Har alt andet ikke været forsøgt?”4) Den kolde krigs opstart fra 1946.Næh, det har det ikke! Hvad med for eks. at starte der, hvor vi påtager os vores del af ansvaret for fadæsen i Mellemøsten i stedet for den permanente fortrængning og ansvarsforflygtigelse, der, strækkende sig fra det stupide til det hændervridende, lægger alt ansvar over på den ene eller anden eller begge konfliktens umiddelbare parter.
Lad os derfor, uden at fratage de umiddelbare parter deres del af ansvaret, for en gangs skyld starte med den åbenlyse kendsgerning, at Zionismen KUN blev realiseret som staten Israel, og ikke blot forblev en tåget nationalistisk, religiøs ideologi, på grund af følgende:
1) Vestmagternes (England, Frankrig) ”mandatkolonialisme” i ly af Folkeforbundet efter 1.verdenskrig.
2) Mellemøstens geostrategiske betydning for Vestmagterne (og Sovjet), som knudepunkt mellem Europa, Asien og Afrika, herunder bl.a. Suez kanalen.
3) Mellemøstens enorme olieforekomsters strategiske betydning for Vesten (indirekte Sovjet).
5) Og sidst men ikke mindst det infame Nazistiske folkemord – Holocaust - på først og fremmest jøderne.
Dette folkemord er ikke en logisk eller nødvendig følge af den europæiske kolonialisme og racisme, hvor de indfødte ”vilde” blev betragtet som undermennesker i forskellige varianter. Men det er og forbliver dog et uforståeligt monster uden at ses i denne sammenhæng samt den udprægede og tilbagevendende antisemitisme i det meste af Europa.
I tilfældet USA lå landets eget historiske grundlag i 1940’erne i form af kolonisering, folkefordrivelse samt slaveri og racisme tilsat uafhængighedserklæring og demokrati for den hvide race således kun godt et halvt hundrede år tilbage i tiden. Og racisme, reservater og apartheid lignende tilstande var stadig lyslevende realiteter i det amerikanske samfund.
( se i øvrigt http://politiken.dk/debat/profiler/herbener/ECE1708802/de-amerikanske-folkemord/ )
At se det mulige resultat af ”denne hvide mands verden” realiseret i form af det nazistiske vanvid skræmte forståeligt nok ethvert normalt menneske, samfund og stat fra vid og sans.
Et forhold som de zionistiske ledere og senere staten Israel ofte har skamredet og brugt som rambuk for tilegnelse af et helt andet land – end for eks. et stykke af Tyskland! – og fordrivelse af et helt andet folk. Dette understreger også endnu engang, på sin egen bagvendte måde, det perverterede i naziernes antagelse om, at jøderne skulle være anderledes end os andre!
Samtidig betød støtten til staten Israels oprettelse og følgerne heraf, at Europa og USA, samtidig med efterkrigstidens afkolonisering, pr. stedfortræder fortsatte den politik,i form af kolonialisme og behandling af andre folkeslag som mindreværdige, der var med som historisk underlag for det nazistiske rædselsherredømme. Forskellen var blot, at nu var jøderne lukket med ind ”i det pæne selskab” og rollen som offer byttet ud med ”bøddelens” rolle.
Et interessant fænomen i den forbindelse er de europæiske socialister og socialdemokraters holdning. Ligesom kommunisterne havde den mærkværdige opfattelse, at socialisme kunne forenes med diktatur, havde de fleste demokratiske socialister og socialdemokrater en lige så besynderlig opfattelse af, at socialisme og (kibbutz) kolonialisme var forenelige størrelser. Men hvor kommunisterne forståeligt nok, og især efter afslutningen på Den kolde krig, er blevet skoset for deres blinde plet og dens følger, så har man stort set aldrig hørt tilsvarende krav om bodsgang m.m. for den anden fatale opfattelse og dens konsekvenser. Årsagen er selvfølgelig den beklagelige men simple, at de socialdemokrater og især borgerlige, der har svunget pisken over de formastelige kommunister, selv har haft lige så meget i klemme i denne sag.
Det er selvfølgelig muligt og måske også sandsynligt, at en medvirkende årsag til fortrængningerne af det historiske forløb bag Palæstina problemet kan være, at man anser et opgør med denne fortrængning som ensbetydende med, at konklusionen så meget let bliver en accept af, at ”jøderne skal kastes tilbage i havet”, som det så ’smagfuldt’ er udtrykt.
Men det er en logik for politiske fantaster og fanatikere her mere end 50 år efter den Israelske stats oprettelse, og det ville i øvrigt blot være at erstatte en politisk forbrydelse med en anden. Det er muligt det kræver politisk mod at nå til den erkendelse, men der er ikke desto mindre ingen nødvendig sammenhæng mellem en erkendelse af de historiske realiteter og så at drage en så absurd konklusion på disse.
Hvad der derimod må være et minimumskrav til en konklusion er, at stoppe fortrængnings komplekset og erkende den forbrydelse der er begået mod det palæstinensiske folk formidlet af Europa, USA og FN og lade en undskyldning for dette ledsages af kontante indrømmelser og kompensationer, som en helt nødvendig del af en forsvarlig og demokratisk løsning på konflikten i form af en tostats model. Det ville i den forbindelse også være helt naturligt at kræve de adskillige FN resolutioner inddraget, der har skullet lindre tabet af land og flygtningetilværelsen for palæstinenserne. Hidtil har det set ud som om FN resolutioner kun er noget, der skal tages alvorligt og håndhæves, når det gælder Irak og 3.verdens lande. – Hykleriet er legio.
Sådanne tiltag ville desuden have den sidegevinst, at de ville tage luften ud af Hamas og andre fundamentalistisk religiøse organisationer, som bl.a. slår sig op på, som de eneste at fastholde hele forhistorien til den nuværende situation.
Så kunne Europa og USA i øvrigt passende koble disse tiltag sammen med en undskyldning overfor jøderne for den manglende indsat i 1930’erne og 40’erne for at forhindre eller i det mindste begrænse nazisternes folkemord, da man vidste eller burde have vidst, hvad der foregik. Og så samtidig få gjort det klart for israelerne, at hermed er det så også slut med at bruge dette som rambuk overfor det palæstinensiske folk.
Begge sider af det historiske ansvar ville dermed være placeret, hvor det hører hjemme, og kan derfor ikke længere bruges eller misbruges.
Indtil da forbliver forhistorien, i hvert fald tilbage til staten Israels oprettelse 1948, en del af problemet og er med til at umuliggøre en løsning, før det inddrages. Det viser de mislykkede forhandlinger under Clintons ledelse i slutningen af år 2000 med al ønskelig tydelighed.
Et af de afgørende – hvis ikke dét afgørende – problem, der forhindrede en løsning var netop flygtningeproblemet tilbage fra 1948, så selve staten Israels oprettelse dukker op igen og igen på trods af de mange og intensive fortrængningsforsøg.
Så længe oprettelsen af staten Israel og dens forhistorie og dermed Europas, USA’s og følgelig FN’s kolossale ansvar for dette ikke inddrages, så vil problemet ikke finde en demokratisk og menneskeligt set acceptabel og fredelig udgang for de folk, der nu engang lever og skal leve sammen i området.
Jørgen Garp.

onsdag den 2. januar 2002

Føs'dagen!

Information, Oprettet 02/01/2002 - 00:00
Så kunne jeg også lige så godt vælte min kop chokolade – og stemme på Venstre
Skrevet af: Jørgen Garp Cand.Mag.

Politik
 Jeg har ligesom Ejvind Larsen (leder den 27. december) læst forfatteren Peter Rønnov-Jessens (PRJ) kærlighedserklæring til Anders Fogh Rasmussen og den nye højreregering i Politiken den 15. december.
Mit udbytte heraf har imidlertid været en smule anderledes end el’s stort set ukritiske legitimering og anvendelse af PRJ’s erklæring til et angreb på den forrige regering og dens støttepartier for manglende fornyelse og virkelighedserkendelse.
PRJ kommer med en del berettiget kritik af den forrige regerings handlinger, eller mangel på samme, samt dens og venstrefløjens forsøg på at tage patent på godheden – ingen tvivl om det.
Men hans konklusion syntes at være skåret over læsten fra den gamle Hannah Bjarnhof monolog »Fø’sdagen«, hvor Orla på et tidspunkt i kaoset kommer til at vælte sin kop chokolade, hvortil føs’dagsbarnets mor desperat udbryder: »Nu kan det hele snart være lige meget«, hvilket får barnefortælleren til at konkludere: »Så tænkte jeg, at så kunne jeg også lige så godt vælte min kop chokolade.«
Altså går vor forfatter PRJ hen, med eller uden rysten på hånden, og stemmer for første gang på partiet Venstre.
Og til lykke med det!
Anser os for idioter
 En afgørende anke fra PRJ mod den forrige regering er, at: »..vi må sende vore børn i privatskoler for at de kan få en ordentlig undervisning, og tegne private sygeforsikringer for at få en kompetent og hurtig behandling hvis vi skulle blive syge. Samtidig med at vi betaler de højeste skatter og afgifter i verden….. De må jo anse os for idioter!«. Så PRJ vælter chokoladen og stemmer på Venstre.
Ejvind Larsen kombinerer så diverse PRJ udsagn med citater fra Gorbatov og Clinton om, at ».. verden har ingen fremtid …så længe vi er konfronteret med den udbredte fattigdom i de arabiske og afrikanske lande«. Hvorfor kampen mod verdens fattigdom må have første prioritet.
Her er det så, det bliver ubegribeligt, hvordan det i netop denne kontekst kan undgå el’s pen, at fastholde den gode forfatter på, at hans forbedringer af skole og sundhedsvæsen, ifølge Anders Fogh Rasmussen og partiet Venstre før, under og efter valget, i al væsentlighed skal finansieres ved – hold fast! – nedskæring af ulandsstøtten med op mod et par mia., plus ved nedskæringer på miljøforanstaltninger.
Eller som det hedder i avisens leder (jsn) juleaftensdag om den nye regerings politik, »..det ligner et ideologisk signal om at tilgodese dagens danskere på bekostning af kommende generationer og nødlidende medborgere andre steder på kloden.«
Jul for 30 mia. kr.
 Og sådan lige apropos, gennemgås klos op af el’s leder »Dansk triumf ved VM i forbrugsudvidelse« siden 1960, som kan krydres med en oplysning i den anden leder (mtz) juleaftensdag, om danskernes december måneds juleforbrug på rundt regnet 30 mia. kroner.
Dette viser, at politik ikke er nogen børnefø’sdag, og når voksne og formodentlig rimeligt intelligente danskere som hr. forfatteren og hans ’vi er temmelig mange’-venner alligevel opfører sig, som var det tilfældet, så kan vi passende ty til en anden leder (cl) i avisen fra den 10. december, i søgen efter en plausibel forklaring:
»Vi lever i følelseskulturen, den, der henter sit mentale niveau i børnehavealderen, hvor der ingen grænser må være for selvudfoldelsen…Det er det forkælede samfunds orgiastiske velbehag, ikke at have noget højere formål end selvtilfredsstillelse, også kaldet personlig udvikling.« – Jævnfør også PRJ’s opfattelse af Danmark som det sidste østblokland i Europa!
Skiderikkernes paradis
Blot en skam, at den deraf afledte adfærd ser ud til at bringe os fra asken og i ilden, eller med andre ord, så ser fremtiden – el –, for nu at sige det lige ud, mere ud til at blive skiderikkernes paradis , end Gorbatjov og Clintons hjælp til de fattige og miljøet.
For dette har venstrefløj og SR-regering selvfølgelig et stort ansvar. Ligesom det selvsagt også gælder DR1 og TV 2’s ’vel tilrettelagte og vel tilskårne valgkampagne’ – bl.a. ’censureret’ for miljøpolitik – for Venstre og Dansk Folkeparti.
Men det er nu mindst lige så vigtigt at fastholde folk som forfatteren PRJ, og hans mange venner, på den forpligtigelse og det medansvar, som er en del af demokratiets grundlag og ikke en uforpligtende børnefø’sdag.