lørdag den 2. februar 2002

Palæstinaproblemet!

 (27/01-02: I revideret udgave bragt i Politiken 02/02-2002)
Palæstinaproblemet: Fortrængninger og ansvarsforflygtigelse.
 Hvor grotesk baggrunden for konflikten i Mellemøsten mellem Israel og palæstinenserne er illustreres måske bedst med en analogi.
Såfremt en Mogens Glistrup havde levet for hundrede år siden i Palæstina og hans paranoia havde gjaldt jøder og ikke muslimer, så havde manden fået hundrede procent ret i det, der måtte tage sig ud som et paranoidt fatamorgana.
Omkring år 1900 udgjorde antallet af jøder procentvis en mindre andel (ca.3%) end procenten af muslimer i dagens Danmark eller ca. 20.000 jøder blandt en arabisk befolkning på 6-700.000.
Ca. 50 år efter tildeler FN jøderne, der nu udgør 35% af befolkningen eller 650.000, 56% af landet mod 43% til palæstinenserne, der udgør 65% eller 1,2 mio.mennesker. Af sidstnævnte flygter og fordrives over halvdelen (omkring 700.000) kort efter i forbindelse med krigen 1948 fra deres eget land til en, skal det vise sig, permanent flygtningetilværelse i de omkringliggende arabiske stater.
Og mindre end 70 år efter er hele Palæstina under israelsk kommando og palæstinenserne reduceret til flygtninge, andenrangs borgere i staten Israel eller beboere under en israelsk besættelse, som i dag 35 år efter stadig er en realitet.
Det er ikke mærkeligt, at en sådan fordrivelse og udradering af et folk skaber terrorister, men  snarere imponerende, at så stor en del af det palæstinensiske folk afviser denne politiske og menneskelige blindgyde.
Det historiske forløb taget i betragtning, er det heller ikke mærkeligt, at de fleste i den tilbagevendende debat om Palæstina problemet syntes at gøre sig til tider endog meget store anstrengelser for at forbigå dette barokke historiske forløb i tavshed, og lade som om historien starter tidligst med 6-dages krigen i 1967 og den deraf følgende Israelske besættelsen af resten af Palæstina.
Den tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft illustrerede dette, da han kort før folketingsvalget i november relativt skarpt fordømte Israels besættelses- og bosættelsespolitik i de besatte områder og konkluderede, at kolonimagter historisk set aldrig er sluppet godt fra noget sådant – han glemte USA!
For hvis Israel har opført sig som en kolonimagt i forhold til Vestbredden og Gaza siden 1967 med sin bosættelsespolitik, hvad var så etableringen af staten Israel på basis af en tilsvarende bosættelsespolitik i ly af den engelske mandatmagt efter 1.verdenskrig og FN’s efterfølgende sanktionering af dette med delingsplanen for Palæstina 1947?
Ikke underligt at Lykketofts udtalelse vagte postyr i Israel med en så snublende nærliggende parallel, som givetvis ikke er faldet Lykketoft ind (før måske bagefter!), netop på grund af den vestlige evne til kollektiv fortrængning på dette område.
Samme mekanisme kunne iagttages i DR2’s Temalørdag om den israelsk-palæstinensiske konflikt i efteråret sidste år, hvor Frank Esmann i et øjebliks brutalt klarsyn spørger deltagerne Hanne Foighel og Anders Jerichow, om ikke den nuværende israelske bosættelsespolitik minder om fordrivelsen af indianerne i USA for godt hundrede år siden. Tydeligt ubehagelig tilmode over en så ubekvem parallel og de indlysende konklusioner heraf, glider begge deltagere af, fortrængningen sætter  ind og mørket sænker sig igen.
En langt mere ubehagelig variant af fortrængning findes imidlertid hos den kristelige Jan Sjursen og den nuværende regering, der tilsyneladende ikke engang har en historisk horisont, der går tilbage til 1967. Sjursens og regeringens fortrængninger indbefatter tilsyneladende, at der er tale om besat land og en israelsk besættelsesmagt, og at det ifølge international lov er legitimt at gøre voldeligt oprør mod en sådan magt. Så Sjursen fører nu an i, at vil have ændret den forrige regerings moderat kritiske linie overfor Israel og dets krigsforbryder af en regeringschef til tidligere tiders nærmest ubetingede og ensidige støtte til staten Israel.
I den forbindelse skulle Sjursen og hans kombattanter i øvrigt se at få læst Herbert Pundik’s artikler i Politiken om den israelske bosættelsespolitik (12/08-01), om USA forhandlingerne og deres sammenbrud og årsager efterår 2000 (29/07-01), samt hvad der en nødvendig dansk politisk holdning overfor den nuværende israelske regering og dens politik( 4/11-01), uden i øvrigt at underkende Arafat og palæstinensernes fejl og mangler.
Sjursen & co. kræver en balanceret Mellemøstpolitik, forstået som en ligestilling af de to parter, hvor ”sol og vind” deles lige, og den ene part ikke klandres mere end den anden. Det svarer stort set til at se den tyske besættelsesmagt og det danske folk som ligestillede og lige ansvarlige 1940-45, bortset fra at den tyske besættelse ikke blot tilnærmelsesvis havde de samme brutale konsekvenser for den danske befolkning som tilfældet er for den palæstinensiske. Sammenlignet hermed var den tyske besættelse noget nær en skovtur for danskerne både hvad angår mennesker, materiel og økonomi!
Men 1940’ernes tyskere fik da lært os, at grænsen for den menneskelige fortrængningsevne nærmest er uendelig og i hvert fald omfatter fortrængning af krematorielejre til aflivning af ”racer”, man opfatter som undermennesker.
En tredje fortrængnings mekanisme, som i det mindste åbenlyst erkendes, ses bl.a. i debatten om emnet i dagbladet Information og hos Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden 16/12-01. Seidenfaden anbefaler ”lidt ligegyldighed” overfor konflikten, der ”..formodentlig er den konflikt i hele efterkrigstiden, der har fået størst opmærksomhed…Måske er ligegyldighed heller ikke løsningen. Men ærlig talt: Har alt andet ikke været forsøgt?”4) Den kolde krigs opstart fra 1946.Næh, det har det ikke! Hvad med for eks. at starte der, hvor vi påtager os vores del af ansvaret for fadæsen i Mellemøsten i stedet for den permanente fortrængning og ansvarsforflygtigelse, der, strækkende sig fra det stupide til det hændervridende, lægger alt ansvar over på den ene eller anden eller begge konfliktens umiddelbare parter.
Lad os derfor, uden at fratage de umiddelbare parter deres del af ansvaret, for en gangs skyld starte med den åbenlyse kendsgerning, at Zionismen KUN blev realiseret som staten Israel, og ikke blot forblev en tåget nationalistisk, religiøs ideologi, på grund af følgende:
1) Vestmagternes (England, Frankrig) ”mandatkolonialisme” i ly af Folkeforbundet efter 1.verdenskrig.
2) Mellemøstens geostrategiske betydning for Vestmagterne (og Sovjet), som knudepunkt mellem Europa, Asien og Afrika, herunder bl.a. Suez kanalen.
3) Mellemøstens enorme olieforekomsters strategiske betydning for Vesten (indirekte Sovjet).
5) Og sidst men ikke mindst det infame Nazistiske folkemord – Holocaust - på først og fremmest jøderne.
Dette folkemord er ikke en logisk eller nødvendig følge af den europæiske kolonialisme og racisme, hvor de indfødte ”vilde” blev betragtet som undermennesker i forskellige varianter. Men det er og forbliver dog et uforståeligt monster uden at ses i denne sammenhæng samt den udprægede og tilbagevendende antisemitisme i det meste af Europa.
I tilfældet USA lå landets eget historiske grundlag i 1940’erne i form af kolonisering, folkefordrivelse samt slaveri og racisme tilsat uafhængighedserklæring og demokrati for den hvide race således kun godt et halvt hundrede år tilbage i tiden. Og racisme, reservater og apartheid lignende tilstande var stadig lyslevende realiteter i det amerikanske samfund.
( se i øvrigt http://politiken.dk/debat/profiler/herbener/ECE1708802/de-amerikanske-folkemord/ )
At se det mulige resultat af ”denne hvide mands verden” realiseret i form af det nazistiske vanvid skræmte forståeligt nok ethvert normalt menneske, samfund og stat fra vid og sans.
Et forhold som de zionistiske ledere og senere staten Israel ofte har skamredet og brugt som rambuk for tilegnelse af et helt andet land – end for eks. et stykke af Tyskland! – og fordrivelse af et helt andet folk. Dette understreger også endnu engang, på sin egen bagvendte måde, det perverterede i naziernes antagelse om, at jøderne skulle være anderledes end os andre!
Samtidig betød støtten til staten Israels oprettelse og følgerne heraf, at Europa og USA, samtidig med efterkrigstidens afkolonisering, pr. stedfortræder fortsatte den politik,i form af kolonialisme og behandling af andre folkeslag som mindreværdige, der var med som historisk underlag for det nazistiske rædselsherredømme. Forskellen var blot, at nu var jøderne lukket med ind ”i det pæne selskab” og rollen som offer byttet ud med ”bøddelens” rolle.
Et interessant fænomen i den forbindelse er de europæiske socialister og socialdemokraters holdning. Ligesom kommunisterne havde den mærkværdige opfattelse, at socialisme kunne forenes med diktatur, havde de fleste demokratiske socialister og socialdemokrater en lige så besynderlig opfattelse af, at socialisme og (kibbutz) kolonialisme var forenelige størrelser. Men hvor kommunisterne forståeligt nok, og især efter afslutningen på Den kolde krig, er blevet skoset for deres blinde plet og dens følger, så har man stort set aldrig hørt tilsvarende krav om bodsgang m.m. for den anden fatale opfattelse og dens konsekvenser. Årsagen er selvfølgelig den beklagelige men simple, at de socialdemokrater og især borgerlige, der har svunget pisken over de formastelige kommunister, selv har haft lige så meget i klemme i denne sag.
Det er selvfølgelig muligt og måske også sandsynligt, at en medvirkende årsag til fortrængningerne af det historiske forløb bag Palæstina problemet kan være, at man anser et opgør med denne fortrængning som ensbetydende med, at konklusionen så meget let bliver en accept af, at ”jøderne skal kastes tilbage i havet”, som det så ’smagfuldt’ er udtrykt.
Men det er en logik for politiske fantaster og fanatikere her mere end 50 år efter den Israelske stats oprettelse, og det ville i øvrigt blot være at erstatte en politisk forbrydelse med en anden. Det er muligt det kræver politisk mod at nå til den erkendelse, men der er ikke desto mindre ingen nødvendig sammenhæng mellem en erkendelse af de historiske realiteter og så at drage en så absurd konklusion på disse.
Hvad der derimod må være et minimumskrav til en konklusion er, at stoppe fortrængnings komplekset og erkende den forbrydelse der er begået mod det palæstinensiske folk formidlet af Europa, USA og FN og lade en undskyldning for dette ledsages af kontante indrømmelser og kompensationer, som en helt nødvendig del af en forsvarlig og demokratisk løsning på konflikten i form af en tostats model. Det ville i den forbindelse også være helt naturligt at kræve de adskillige FN resolutioner inddraget, der har skullet lindre tabet af land og flygtningetilværelsen for palæstinenserne. Hidtil har det set ud som om FN resolutioner kun er noget, der skal tages alvorligt og håndhæves, når det gælder Irak og 3.verdens lande. – Hykleriet er legio.
Sådanne tiltag ville desuden have den sidegevinst, at de ville tage luften ud af Hamas og andre fundamentalistisk religiøse organisationer, som bl.a. slår sig op på, som de eneste at fastholde hele forhistorien til den nuværende situation.
Så kunne Europa og USA i øvrigt passende koble disse tiltag sammen med en undskyldning overfor jøderne for den manglende indsat i 1930’erne og 40’erne for at forhindre eller i det mindste begrænse nazisternes folkemord, da man vidste eller burde have vidst, hvad der foregik. Og så samtidig få gjort det klart for israelerne, at hermed er det så også slut med at bruge dette som rambuk overfor det palæstinensiske folk.
Begge sider af det historiske ansvar ville dermed være placeret, hvor det hører hjemme, og kan derfor ikke længere bruges eller misbruges.
Indtil da forbliver forhistorien, i hvert fald tilbage til staten Israels oprettelse 1948, en del af problemet og er med til at umuliggøre en løsning, før det inddrages. Det viser de mislykkede forhandlinger under Clintons ledelse i slutningen af år 2000 med al ønskelig tydelighed.
Et af de afgørende – hvis ikke dét afgørende – problem, der forhindrede en løsning var netop flygtningeproblemet tilbage fra 1948, så selve staten Israels oprettelse dukker op igen og igen på trods af de mange og intensive fortrængningsforsøg.
Så længe oprettelsen af staten Israel og dens forhistorie og dermed Europas, USA’s og følgelig FN’s kolossale ansvar for dette ikke inddrages, så vil problemet ikke finde en demokratisk og menneskeligt set acceptabel og fredelig udgang for de folk, der nu engang lever og skal leve sammen i området.
Jørgen Garp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.