onsdag den 9. april 2003

Arbejderzionismen mm.!

Arbejderzionismens fortrængninger.
I et svar til Geoffrey Cain (08/04) erklærer tidligere formand for SF Gert Petersen sin og SF’s støtte fra starten til (venstre)zionismen og Israel som jødisk stat. Men det betyder iflg. GP ikke, ”at vi accepterer, at Israel har ret til at okkupere og undertrykke Vestbredden og Gaza.” Hvorfor nu egentlig ikke det ?
I sin fremragende bog ”Det tabte land” tager Göran Rosenberg bl.a. denne arbejderzionistiske ideologi ved vingebenet og afslører dens dobbeltmoral og ”massive virkelighedsforfalskning”.
”Hvis der ikke”, skriver Rosenberg, efter krigen og okkupationen i 1967 ”blev sondret skarpt mellem jødernes ret i det gamle Israel og jødernes ret i Judæa og Samaria  (Vestbredden), ville arbejderzionismens ideologiske opbygningsarbejde styrte sammen. Hvis de religiøse bosættere, som forsøgte at kolonisere Hebron, fik status af zionistiske pionere, ville zionistiske pionerers status forringes radikalt og kampen for staten Israel blive profaneret (vanhelliget).... I årene efter 1967 ødelagdes den arbejderzionistiske ideologi af sine egne indre modsætninger.”
Ligesom Bush og de neokonservative i dag mener, at krigen mod Iraq vil befri de arabiske folk og medføre demokrati og frihed, mente arbejderzionisterne at den zionistiske kolonisation var gunstig for de arabiske folk, fordi zionismen var en bevægelse for socialisme og retfærdighed.
Det var selvfølgelig en blanding af løgn og selvbedrag, hvilket tilsyneladende ikke har gjort større indtryk på GP og SF, ej heller på dagbladet Politiken eller for den sags skyld på Socialdemokratiet. Denne virkelighedsfortrængning blokerer for et politisk moralsk holdbart bidrag til konfliktens løsning uden yderligere folkefordrivelser. Og mærkeligt nok har historikeren Bent Jensen mig bekendt aldrig skoset socialister og andet godtfolk for denne ”Zionismens fascination”.
Imidlertid ligger det fast og kan åbenbart ikke gentages for tit, at omkring år 1900 udgjorde antallet af jøder procentvis en mindre andel (ca.3%) end procenten af muslimer i dagens Danmark eller ca. 20.000 jøder blandt en arabisk befolkning på 700.000.
Efter jødisk indvandring under det britiske kolonistyre tildeler FN ca. 50 år efter jøderne, der nu udgør 35% af befolkningen eller 650.000, 56% af landet, hvoraf de kun ejer 7%. Palæstinenserne får kun 43% hvoraf de ejer 75% men udgør 65% af befolkningen eller 1,2 mio. mennesker. Af sidstnævnte fordrives og flygter over halvdelen (omkring 700.000) kort efter i forbindelse med krigen 1948 fra deres eget land til en, skal det vise sig, permanent flygtningetilværelse i de omkringliggende arabiske stater.
Og mindre end 70 år efter er hele Palæstina under israelsk kommando og palæstinenserne reduceret til flygtninge, andenrangs borgere i staten Israel eller beboere under en israelsk besættelse, som i dag mere end 35 år efter stadig er en realitet.
Mærkeligt nok har Dansk folkeparti ikke gjort dette historiske eksempel til en bekræftelse på deres paranoide forestillinger om, at (muslimske) indvandrere og flygtninge om føje år vil overtage kommandoen i Danmark. Tværtimod udgør det folkekære parti den Israelske stats mest fanatiske støtter. Men sådan kan det gå, når had til muslimer erstatter jødehad.
Tilbage står, at før der gøres op med alle disse fortrængninger, al dobbeltmoralen og de etnisk, religiøse fordomme, og de brutale historiske kendsgerninger erkendes og indgår i en løsning af konflikten, så bliver der ingen fred hverken i Israel/Palæstina eller i Mellemøsten som sådan. Det er godt at huske på, her hvor alle områdets problemer syntes reduceret til en enkelt tyran og hans regime.
http://www.garps-verden.com/2002/02/palstina.html

mandag den 24. februar 2003

Dobbelt standarder

Information; LÆSERDEBAT, 24. februar 2003
Den kolde krigs dobbeltstandarder er lyslevende og overlever tilsyneladende i bedste velgående, selv hos folk som Mads Qvortrup (»Det mindst ringe Amerika«, den 11. februar), der efter alt at dømme kun i begrænset omfang kan have oplevet Den Kolde Krig selv.
Dobbeltstandarder er, »at der gælder et sæt politisk moralske regler for dem, man er venner med, og et andet sæt for dem, man ikke kan lide«. I Qvortrups tilfælde skal jeg dog medgive, at der er det forsonende element ved hans udgave, at den ikke forsøges skjult eller tildækket, men åbenlyst fremgår.
Qvortrup nævner således selv USA’s forbrydelser mod menneskeheden i form af slaveri, racisme over for de sorte og deraf følgende manglende stemmeret mv. frem til midten af 1960’erne, og »at USA i slutningen af det 19. århundrede begik folkemord mod indianerne. Endlösung var ikke en tysk opfindelse, men en yndet amerikansk løsning på indianerproblemet.«
Ligeledes var mange af USA’s venner i Latinamerika efter 1945 »sindbillede på den reneste ondskab«, og Vietnamkrigen var formodentlig uklog med sine drab på uskyldige kvinder og børn.
Alligevel når Qvortrup frem til, at disse forhold kun er »skønhedsfejl« på et i øvrigt demokratisk land med ytringsfrihed sammenlignet med »ondskabens imperium og gangsterregimet« Sovjet.
Det er, hvad der sker, når man anvender dobbeltstandarder, så bliver ’folkemord’ og ’Endlösung’ mm. til ’skønhedsfejl’, og en krig mod et fattigt u-land, der koster flere millioner menneskeliv, til formodentlig uklog!
Jørgen Garp
Favrholmvænget 81,
3400 Hillerød

onsdag den 15. januar 2003

Kommunisme og USA

Information 15-01-2003;
Hvem nuancerer din hverdag?
Uddrag af læserbreve om David Trads’ leder og kronikker om kommunisme og USA

*Jørgen Garp, Hillerød:
David Trads’ lange redegørelse hviler på ’lomborgske’ tilpasninger, som, hvis de fjernes, får hele hans argumentatoriske korthus til at styrte sammen. Han skelner ikke mellem mænd og kvinder på den marxistisk-leninistiske venstrefløj (DKP m.fl.) og resten af venstrefløjen, kulturradikale og socialdemokrater. Det bliver på denne måde til »store grupper i samfundet (der) fornægter virkeligheden.«
Han sammenligner usammenlignelige størrelser, idet han bygger sin argumentation op på en sammenligning af Sovjet i hele perioden 1917-91 med USA efter Anden Verdenskrig. USA’s myrderier i Vietnam forsvinder således op i stalintidens »folkedrab på egne borgere«, og »store grupper i samfundet« – ikke kun DKP’ere m.fl. – gøres ansvarlig for manglende afstandtagen til stalintidens Sovjet i stedet for deres egen tids Sovjet efter afstaliniseringen fra 1956.
Han bortretoucherer den røde hærs afgørende betydning for nedkæmpningen af det nazistiske uhyre – det nævnes slet ikke – USA får hele æren!

søndag den 12. januar 2003

Lomborgs standard.

David Trads anvender Lomborgs standard.
I Informations leder Maniske Lomborg 08/01-03 hedder det med henvisning til afgørelsen fra UVVU om Bjørn Lomborg, at ”han udvælger de kilder, der passer til hans egne forudfattede meninger” og det er, som enhver – inklusiv Information - kan se, både uvidenskabeligt og tendentiøst – i hvert fald når det ikke er en selv, det handler om.
I samme dags avis afslutter David Trads efter en leder og to lange kronikker sin hudfletning af ”mænd og kvinder, som deltog aktivt i 60’ernes Vietnam-modstand, 70’ernes ligestillingskamp og 80’ernes atomprotester”. Det gør han ved at følge Lomborgs standard og tilskære virkeligheden og det historiske forløb, så den passer til hans egne forudfattede meninger.
Hele dt’s lange redegørelse hviler på tre sådanne tilpasninger, som hvis de fjernes, får hele hans argumentatoriske korthus til at styrte sammen.
- dt skelner ikke mellem mænd og kvinder på den marxistisk-leninistiske venstrefløj (DKP m.fl.) og resten af venstrefløjen, kulturradikale og socialdemokrater. Det bliver på denne måde til ”store grupper i samfundet (der) fornægter virkeligheden.”
- dt sammenligner usammenlignelige størrelser, idet han bygger sin argumentation op på en sammenligning af Sovjet i hele perioden 1917-91 med USA efter 2.verdenskrig. USA’s myrderier i Vietnam forsvinder således op i stalintidens ”folkedrab på egne borgere”, og ”store grupper i samfundet” – ikke kun DKP’ere m.fl. - gøres ansvarlig for manglende afstandtagen til stalintidens Sovjet i stedet for deres egen tids Sovjet efter afstaliniseringen fra 1956.
- dt bort retouchere Den røde hærs afgørende betydning for nedkæmpningen af det nazistiske uhyre – det nævnes slet ikke – USA får hele æren!
Denne tilskæring af virkeligheden – af det historiske forløb – er helt afgørende for, at dt kan få bekræftet sine ”forudfattede meninger”, dropper han denne tilskæring, falder hele det stort anlagte opgør til jorden med et brag:
- at store grupper ”mænd og kvinder, som deltog aktivt i 60’ernes Vietnam-modstand, 70’ernes ligestillingskamp og 80’ernes atomprotester” fornægtede virkeligheden og sammenlignede usammenlignelige størrelser.
- at ”USA’s krænkelser mod egne borgere – primært dødsstraffen – men også dets intervention i en række asiatiske, latinamerikanske og afrikanske lande, blev direkte ligestillet med Sovjetunionens folkedrab på egne borgere og fulde dominans over dets vasalstater i eksempelvis Østeuropa”.
- at ”Det gode Amerika” stod overfor ”Kommunismens ondskab”.
Jeg går udfra at Information er enig i, at Den kolde krig om ikke andet har lært os, at dobbeltstandarder, dvs at der gælder et sæt regler for dem man er venner med, og et andet sæt for dem man ikke kan lide, er yt. Således skal hæderlig journalistik ligesom videnskabelighed leve op til de samme krav om ikke at tilskære virkeligheden, så den tilpasses ens ”forudfattede meninger”, og dermed skal David Trads stilles overfor samme krav som Bjørn Lomborg og andre.