tirsdag den 31. oktober 2006

A. Fogh: Den foragtelige småstats mentalitet

Den fjerde ’nationale’ katastrofe?
Det er muligt og desværre sandsynligt, som Information skriver (Leder 31/10-06), at Fogh regeringen har bundet vores internationale engagement i en hjemlig værdikamp: ”Den danske krigsdeltagelse i Irak betegner et opgør med det, som statsministeren i Mandag Morgen i efteråret 2006 kaldte "småstatsmentaliteten". ... Sikkerhedspolitik er i den forstand værdipolitik. Det gælder om at forandre danskernes bevidsthed. Set i det perspektiv er den danske deltagelse i Irak ikke bare et opgør med en forsvarspolitisk tradition, men også et opgør med "blødsødenhed" og "slaphed", med den mentalitet, som statsministeren har kaldt "rundkredspædagogisk".
Men uanset motiver er Fogh regeringens Irak politik et vanvittigt eventyr med dansk sikkerheds- og udenrigspolitik, som har sine historiske pendanter i rækken af historiske katastrofer som 1645/1659, 1801/07 og 1848/1864 hvad angår udenrigspolitisk aktivisme og charlatanteri.
Da man gik ind i det 17.årh. var Danmark en mindre europæisk stormagt og ubetinget Nordens største og stærkeste magt. I 1864 var kun små- eller miniaturestaten tilbage, hovedsagligt som resultat af en aktivistisk udenrigspolitik startende med al aktivismes fader Christian IV, der besat af megalomane forestillinger skulle spille med i 30 årskrigens kaos med fatale følger for det danske rige, dvs striben af nederlag til den gryende svenske stormagt - som dansk politik gjorde sit til at styrke!.
Samarbejdspolitikken under 2.Verdenskrig og ligeså politikken under Den kolde krig generelt og ikke kun ’Fodnotepolitikken’ var derimod alt andet end aktivistisk, men et resultat af de ’nationale’ katastrofer med et mandat bundet af stillingen som europæisk småstat. Man havde så og sige lært lektien af aktivismens katastrofer på den hårde måde – man stod de facto tilbage med en småstat i hænderne - og derfor førte man den nu så foragtede småstatspolitik, under Den kolde krig afskærmet af NATO, men uden megalomane forestillinger!
Samarbejdspolitikken – dens fejl og mangler ufortalt - var grundlæggende en kynisk og klog statslig realpolitik på basis af en forsvarsløs småstat, der stod helt alene, hvor man klogeligt og heldigt ændrede orientering i takt med, at stormagterne - med den stalinistiske dikaturstat som afgørende faktor - fik stoppet galningene i syd. Stormagterne havde passivt set til (især Vestmagterne) eller dannet realpolitisk alliance (Sovjet) med Nazi forbryderen, så kunne de også passende selv rydde op og få gjort op med Nazi- og Fascist systemet.
At den danske småstat skulle gennemføre et katastrofalt selvmorderisk helteepos i den anledning – som Fogh åbenbart mener - kan kun moralistiske og aktivistiske galninge helt gratis ønske med tilbagevirkende kraft. Men i bund og grund skal dette regeringens ’ønske’ ses som et forsvar for en aktivistisk udenrigspolitik skrevet af efter Washington’s reaktionære og uduelige Bush administration.
Fogh regeringens aktivistiske og charlatan agtige udenrigspolitik adskiller sig derfor fra de nævnte historiske katastrofer derved, at aktivismen her sker i læ af verdens eneste supermagt, som en lille køter der står og bjæffer agressivt bag en stor Buldog, og hvor en følgende katastrofe forudsætter Buldog’ens endeligt som sikkerhedsgarant.
Derfor ser man også Fogh i den aktuelle Irak situation følge efter Bush som en dikkende lammehale uden selvstændig bevægelsesfrihed – heldigvis ! Den egentlige katastrofe ville være, hvis Fogh virkelig droppede småstats politikken og kørte ’solo’ for rigtig at fjerne danskernes  "småstatsmentalitet" – dvs de realpolitiske kendsgerninger for en de facto småstat - så ville den fjerde og formodentlig definitive og endegyldige katastrofe være nær!
Enhver der så en rystet Fogh på arabisk TV under Muhammed krisen – efter den sene og vaklende opbakning fra His masters voice i Washington – kunne da også overbevise sig om, at de uafrystelige kendsgerninger for en småstat i hvert fald momentvis var gået op for ham. Kun en totalt uansvarlig udenrigspolitisk idiotisk novice som Pia Kjærsgård så ingenting andet end sin egen antimuslimske mopsede forudrettethed og klandrede Fogh for hans eftergivenhed.

OG det fortsætter med nutidens svar på D.G. Monrad både i statur og nationalistisk idioti og galopperende megalomani - som denne ser ud i skikkelse og opførsel spillet af Nicolas Bro i serien 1864 (som selvfølgelig blev svinet til af DF ignoranterne): Altså her direkte citeret, Martin Henriksen DF Politikken 08/1-16:
"DF (ser) gerne, at det (transportøransvar OGSÅ for Deutsche Bahn!) sker øjeblikkeligt, siger udlændingeordfører Martin Henriksen, der ikke giver meget for indvendingerne fra Tyskland.
»Hvis vi indfører transportøransvar, og svaret fra Tyskland er, at det kan de ikke håndtere, så må svaret fra dansk side være, at så er det jeres ansvar at togtrafikken stopper«.
Og hvis tyskerne ikke er med på den, så må det være sådan, og så må togtrafikken stå stille?
»I yderste konsekvens, så ja. Men det er meget typisk dansk, at vi bliver ved at tale med tyskerne, selv når de ikke svarer. På et eller andet tidspunkt kunne vi godt meddele dem, at kære venner, nu gider vi ikke det her mere«, siger Henriksen, der foreslår regeringen at gå »lidt mere til stålet«, så tyskerne kan komme »op i gear«."
Herren, eller hvem man nu tror på, hjælpe os af med sådanne politiske idioter og ignoranter, inden de helt får fjernet dette land fra landkortet!
Men se i al sin bagvendte logik beviser dette netop styrken ved det af DF og flertallet af danskere foragtede EU, thi i forne tider havde den her hersens miniput af et land fået sådan en med spaden ved en sådan megaloman attitude og opførsel, men nu kan man på ryggen af EU slippe afsted med sligt - heldigvis!
http://politiken.dk/indland/politik/ECE3005960/tysk-delstat-advarer-danmark-mod-at-indfoere-transportoeransvar/
http://politiken.dk/debat/klummer/bredal/ECE3009218/fluevaegteren-danmark-vil-saa-gerne-bokse-svaervaegt/
Se også: http://www.garps-verden.com/2008/06/dansk-aktivistisk-udenrigspolitik.html

http://www.garps-verden.com/2014/12/bornedal-og-opdateret.html

onsdag den 30. august 2006

Ben Gurion: "Vi er kommet og har røvet deres land."

Forventninger om, at staten Israel skulle være anderledes og bedre end de terrorister, den foregiver at bekæmpe, er forlængst skudt i sænk.
I virkeligedens verden er det civilbefolkningen i Palæstina og Libanon Israel nu som før bekæmper. Dette udfra fra en sindssyg målet helliger midlet devise, fjern terrorens bagland så når man målet at fjerne terrorismen – men al erfaring viser tværtimod, at terrorister svømmer som fisk i kølvandet på statslig terror og kolonisering.

Sagen er, at hele staten Israels oprettelse og eksistens uafladeligt har bygget på den politik som David Ben-Gurion formulerede få år efter statens oprettelse:
”Hvorfor skulle araberne slutte fred? Hvis jeg var en arabisk leder, ville jeg aldrig underskrive en sådan aftale med Israel. Det er da helt normalt: Vi har taget deres land. Helt sikkert har Gud lovet os det, men hvordan kan det interessere dem? Vores Gud er ikke deres. Vi stammer godt nok fra Israel, det er rigtigt, men det er 2000 år siden. I hvor høj grad angår det dem? Der var antisemitismen, nazisterne, Hitler og Auschwitz, men var det deres skyld? De ser kun ét: Vi er kommet og har røvet deres land. Hvorfor skulle de acceptere det? De vil måske glemme det i løbet af én eller to generationer, men for tiden er den mulighed der ikke. Altså er der kun dette ene: Vi må forblive stærke og have en slagkraftig hær. Det er hele politikken. Ellers vil araberne tilintetgøre os." (fra Nahum Goldmans bog ”Det jødiske paradoks”)

Og manden havde og har jo ret, en kolinistat var staten fra dag et og en sådan må forvente permanent modstand fra de koloniserede og fordrevne. Ben-Gurions forhåbning, at det ville være glemt i løbet af et par generationer, har vist sig at være netop den illusion, som han selv syntes at frygte.
Ligesom kolonisering var terror en integreret forudsætning for staten Israels oprettelse overhovedet. Dette er siden blevet vedligeholdt netop grundet statens Ben-Gurion politik frem til idag samt den fortsatte kolonisering af Vestbredden, således at det nu er en interegeret del af selve statens sjæl og identitet, hvis tydeligste resultat ses i den vanvittige såkaldte terrorbekæmpelse, staten Israel fører idag.

Det er muligt Ben-Gurions kyniske udsagn generelt og permanent set er korrekt for en kolonistat, der ikke som USA simpelthen er i stand til totalt at nedkæmpe og udrydde de koloniserede, men bortset fra et halvhjertet og afbrudt forsøg på en anden politik under Yitzhak Rabin, så har det været staten Israels grundlæggende politik, uanset hvilke partier, der har stået for den – og det forudsigelige resultat ses gentaget til ulidelighed.

Så hvordan skal en FN godkendt kolonistat som Israel overleve, hvis ikke med brutal militær undertrykkelse af det evigt fjendtlige nær område.
USA blev koloniseret ved brutal militær undertrykkelse af og folkemord på den oprindelige indianerbefolkning – og slaveri iøvrigt - til denne var helt nedkæmpet og er idag verdens eneste supermagt og garant for staten Israels overlevelse i sin nuværende form på kort sigt.
Sydafrikas hvide kolonisatorer mistede taget selv med atomvåben i arsenalet og efter flere hundrede års kolonisering - fældet af bl.a. "terrororganisationen" ANC! - der var trods alt for mange sorte til at det succesfulde eventyr i USA kunne gentages.
Den Israelske stat er vel mest i samme situation - ikke som USA - men som Sydafrika og dens chancer for overlevelse på sigt i sin nuværende form vel lige så ringe som Apartheidstaten i Sydafrika - som iøvrigt også mente den var demokratisk, for de hvide vel og mærke, lige som Israel reelt kun er det for jøder.
Spørgsmålet er, kunne det forekomme, kun hvor mange lidelser, krige osv. der skal til før en mere fredelig demokratisk udvikling a la Sydafrika efter det hvide overherredømmes kollaps kan etableres i Palæstina og Mellemøsten.
I mellemtiden kan vi så trøste os med, at massemorderen Hitler heller ikke havde ret i sin antagelse af, at jøder var væsentforskellige fra andre mennesker – det er de IKKE – de kan både være demokrater, humanister men også kolonisatorer, fundamentalister og fascister.

NB. Det var iøvrigt ærgerligt men forudsigeligt, at den fundamentalistiske Iranske præsident ikke kunne dy sig for at slutte sig til gruppen af galninge, der benægter Holocaust, for han havde faktisk en pointe i sit første statement: At det havde været mere ”rimeligt” at etablere en jødisk stat et sted i Europa i stedet for at lade sagesløse muslimer/palæstinensere betale for de europæiske forbrydelser mod menneskeheden med en kolonistat i Palæstina! (Idioten så åbenbart ikke, at dette udsagn er uforeneligt med den efterfølgende Holocaust benægtelse.)
http://www.garps-verden.com/2002/02/palstina.htmlhttp://www.garps-verden.com/2003/04/arbejderzionismen.html
http://www.garps-verden.com/search/label/Pal%C3%A6stinaproblemet

mandag den 24. juli 2006

Medierne solgt til VKO

Det er altså på den ene side ved at være patetisk at høre journalister pive over statsministeren og hans regerings gentagne succeser med at løbe rundt med offentligheden med vel iscenesat spin osv., som nu senest med ECRI rapporten.
På den anden side skyldes dette hovedsageligt, at langt den overvejende del af pressen og TV og dermed journalisterne holdningsmæssigt er så inficeret med regeringens tankegang, at de simplethen ikke har evner og slet ikke vilje til at føre og fastholde en reel kritisk journalistisk linje overfor regeringen. Det ender derfor oftest, dvs. ved bare nogenlunde rimeligt udført og tilrettelagt spin fra regering og embedsværk side, med rent mikrofonholderi fra pressen så sagen lider en hurtig offentlig død.
Og yderligere for tilsyneladende ligesom at dække over dette, skal vi også høre på en lang snak om hvor fantastisk dygtig denne regering er til at løbe om hjørner med offentligheden.
Sandheden er, at regeringen og statsministeren brillierer på en særdeles billig baggrund.
Man behøver blot at sammenligne med det Socialdemokratisk regeringer og statsministre er blevet udsat for fra presse og TV gennem det sidste halve århundrede for at at se, at hovedgrunden til regeringens succes på området for vilførelse af befolkningen skyldes, at den altovervejende del af presse og TV holdningsmæssiget er ”købt og betalt” af selvsamme regering.