torsdag den 18. december 2008

Vekselkursen på menneskeliv.

Nej briterne opførte sig ikke lige så forbryderisk overfor IRA's terror, som den jødisk-israelske koloni- og terror stat nu, som utallige gange før, udsætter den palæstinensiske befolkning for.
Hvad der imidlertid er helt i tråd med Britisk og Vestlig kolonihistorisk praksis gennem århundreder, er det Robert Fisk for Israelsk vedkommende kalder vekselkursen på værdien af menneskeliv: 296 dræbte palæstinensere for én dræbt israeler. Helt i tråd med Vestens historiske forbrydelser, rene  nedslagtninger og folkemord overfor indianske og sorte befolkninger i århundreder, har vi set vekselkurser, som langt overstiger den nuværende Israelske. I øvrigt var det i forhold hertil ren søndagsskole vekselkurs, det hjemlige nazistiske Schalburgkorps diskede op med under besættelsen, hvor hver dræbt nazi ”kun” skulle udveksles med 5 dræbte danskere, men det var jo også, ligesom med IRA, et internt hvidt regnskab, der skulle gøres op!
Når det har drejet sig om Vestlig nedslagtning af mennesker af andre racer og religioner – med Holocaust som et enestående perverst eksempel - så har vekselkursen været af helt andre proportioner, selv end den det israelske herrefolk demonstrerer overfor palæstinenserne.
Det nye er historisk set, at jøderne med den Israelske kolonistat, etableret af Vesten og Sovjetstaten gennem deres ”private” FN organisation efter 2.verdenskrig og forbrydelserne mod jøderne, nu er kommet med ind i det pæne forbryder selskab af århundreders Vestlig kolonialisme og imperialisme, bl.a. til sikring af olie og benzin til vores industri, huse og privatbiler med følgende destruktion af klodens klima !
Det har medført det paradoks, at der stadig gælder helt specielle regler for jøder. Førhen pogromer afsluttet med nazisternes Holocaust og nu med omvendt fortegn Vestlig positiv særbehandling i alle afskygninger for denne Vestens sidste koloni- og oliesikringsstat.
Jo, det går stadig fint her ved indgangen til 2009, og der er stadig intet nyt fra ”Vestfronten” !

lørdag den 29. november 2008

Det Liberalistiske idioti!

Stop mikrofonholderiet.
Mikrofonholderiet fortsætter tilsyneladende uden afbrydelse, forleden i Dead line på DR2 i Politiken (15/11og igen 29/11), alenlang TV sendetid og spalteplads til liberalisterne fra Cepos og omegn, der stadig intet har at byde på andet end flade analogier til kræftbehandling (Martin Ågerup i Politiken 15/11) og den nyliberalistiske økonomiske teori og ideologis tilbagevendende mantraer.
Skattelettelser til de rigeste ( Ågerup igen Pol. 29/11), privatiseringer og markedsfanatisme er det, ikonerne for denne ideologi har gentaget til ulidelighed og  fortsætter med at gentage overalt i den kapitalistiske verden, fuldstændig uden nogen som helst hensyntagen til de historiske erfaringer eller den nuværende virkelighed.
Det er, hvad det er. Som den amerikanske økonomiprofessor og nobelprismodtager Paul Samuelson siger (Pol.29/11): ” Ultraliberalister er ikke bare følelsesmæssigt afstumpede. De giver også dårlige råd. Her tænker jeg selvfølgelig på både Milton Friedmans og Fredrich Hayeks synspunkter.”
Det mest utrolige er imidlertid, at de har fået lov og fortsat får lov til, at udstille deres, efter al historisk erfaring, idioti uden kontant modspil fra medier og politikere. 
Man skulle ellers mene, at forudsætningen for overhovedet at få løst den nuværende økonomiske krise ville være, at prøve se på dens årsager og de historiske erfaringer og så tage den derfra så og sige. Og nu, hvor det er gået galt,  kan selv Cepos, Alan Greenspan, IMF m.fl. måske se, at en af krisens årsager er manglen på reguleringer af minimum finanskapitalen.
Men bag dette ligger et afgørende spørgsmål: Hvordan kunne det komme så vidt ?
Det kunne det bl.a. og især, fordi der i mere end 20 år har været tale om et verdensomspændende mikrofonholderi af massivt og skræmmende omfang overfor de liberalistiske fantaster. Først nu, når det er gået galt, lufter medierne deres forundring over, at det der så indlysende burde have været fejet af banen straks, med henvisning til 30’ernes liberalistiske sammenbrud, i stedet kunne få så megen medløb uden kvalificeret modspil.
Først nu når virkeligheden nådesløst river tæppet væk under fantasterne fra Milton Friedman til Cepos samt deres politiske halehæng fra Reagan, Thatcher og Bush til vores hjemlige minimal statsminister, vågner presse og elektroniske medier partielt op og ryster undrende på hovedet.
”Med den globale finanskrise har virkeligheden sat et kæmpestort spørgsmålstegn ved den nyliberale teori og ideologi”, hedder det således i Information 4-5/10. Og så er det ikke den nyliberale men den nyliberalistiske ideologi !
Ja det har virkeligheden, men ikke med den nuværende globale finanskrise. Den liberalistiske teori og ideologi viste sin totale fallit allerede med 1929 krakket og 30’ernes totale og verdensomspændende økonomiske sammenbrud for denne liberalistiske samfundsmodel og som hovedansvarlig for udbruddet af 2.verdenskrigs ragnarok. Efter krigen blev denne ideologi derfor retfærdigvis betragtet som en paria af alle tænkende mennesker, økonomer som lægfolk. 
Det liberalistiske spøgelses genkomst fra historiens mødding, med baggrund i 70’ernes økonomiske nedtur, blev igangsat som pilotprojekt i den Chilenske diktaturstat efter militærkuppet i 1973 anført af CIA og dermed omdannet til forsøgsmark for Milton Friedman & Co’s fallerede liberalistiske teorier. Resultatet var katastrofalt, men blev ikke desto mindre gradvist udvidet til resten af verdenen anført at de politiske valgte ledere i USA, Asien, Storbritannien og, om end i mindre omfang, resten af Vesteuropa og fra 90’erne i ødelæggende omfang i det tidligere Sovjet og Østeuropa.
Resultatet ses derfor nu på verdensplan, en økonomiske krise a la 30’ernes med tilhørende politiske katastrofer lurer, hvis der ikke gøres effektivt op med de liberalistiske forenklinger og afstumpede tankegange.
Den liberalistiske ideologi burde rent intellektuelt være afgået ved "døden" allerede i 1929, hvor de næsten egenhændigt kastede verden ud økonomisk ragnarok og 2.verdenskrig, og aller allersenest – når nu man/IMF ville være helt sikre på, at ”døden” var indtruffet - efter den mislykkede liberalistiske ageren i forbindelse med de asiatiske økonomiers krise i 90’erne.
At den stadig fører sig frem og får lov hertil i umådeholdent omfang, også i Politiken - oprindeligt oven i købet med en (nu omvendt ?) statsminister i spidsen - svarer jo til, at man også hentede gamle Gosplan stalinister frem fra Sovjetstatens historiske mødding og seriøst bad dem om løsningsforslag til verdens nuværende økonomiske problemer, uden at stille dem til regnskab for de historisk fatale konsekvenser af deres egne ideologiske fantasterier.
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi-10.html

mandag den 6. oktober 2008

Økonomiens "Holocaust" benægtere!

Burch skriver i Information 6/10, at samfundet herunder især medier, politikere, økonomer bør reflekterer over, hvad der har ført til den omsiggribende finanskrise i det kapitalistiske system og tage ved lære heraf. Udgangspunktet for denne proces, bør efter min mening være følgende erkendelse:
Den nyliberalistiske teori og ideologi er kun for fantaster fuldt på højde med de mest fundamentalistiske muslimske Koran fortolkere. Skattelettelser til de rigeste, privatiseringer og markedsfanatisme er det mantra, som ikonerne for denne ideologi har gentaget til ulidelighed og  fortsætter med at gentage overalt i den kapitalistiske verden, fuldstændig uden nogen som helst hensyntagen til de historiske erfaringer eller den nuværende virkelighed.
Det er, hvad det er, fantaster er normalt udenfor pædagogisk rækkevidde, og denne art er det i særlig ondartet grad. Det mest fantastiske er imidlertid at de har fået lov til at udgyde deres, efter al historisk erfaring, idioti uden kvalificeret og kontant modspil fra medierne, politikere osv.
Der har i mere end 20 år været tale om et verdensomspændende mikrofonholderi af massivt og skræmmende omfang. Først nu, når det er gået galt, lufter medierne deres forundring over, at det der så indlysende burde have været fejet af banen straks, med henvisning til 30’ernes liberalistiske sammenbrud, i stedet kunne få så megen medløb uden kvalificeret historisk funderet modspil.
Først nu når virkeligheden nådesløst river tæppet væk under fantasterne fra Milton Friedman til Cepos samt deres politiske halehæng fra Reagan, Thatcher og Bush til vores hjemlige minimal statsminister, vågner presse og elektroniske medier partielt op og ryster undrende på hovedet.
”Med den globale finanskrise har virkeligheden sat et kæmpestort spørgsmålstegn ved den nyliberale teori og ideologi” hedder det således symptomatisk med et slående understatement i Information 4-5/10.
Ja det har virkeligheden, men ikke med den nuværende globale finanskrise. Den liberalistiske teori og ideologi viste sin totale fallit allerede med 1929 krakket og 30’ernes totale og verdensomspændende økonomiske sammenbrud for denne liberalistiske samfundsmodel og som hovedansvarlig for udbruddet af 2.verdenskrigs ragnarok. Efter krigen blev denne ideologi retfærdigvis betragtet som en paria af alle tænkende mennesker, økonomer som lægfolk.
Det liberalistiske spøgelses genkomst fra historiens mødding fra 80érne og til i dag, igangsat som pilotprojekt i den Chilenske diktaturstat efter militærkuppet i 1973 anført af CIA og dermed omdannet til forsøgsmark for Milton Friedman & Co’s fallerede liberalistiske teorier, er derfor bare en gentagelse af noget historien for længst har dømt ude.
Denne genkomst fra historiens mødding svarer derfor fuldstændig og aldeles til en tænkt genkomst af den Sovjetiske planøkonomis teoretiske og praktiske fallitbo fra samme mødding i dag eller engang i fremtiden. Men en sådan ville næppe få den samme applaus fra medier mv.
Det grundlæggende spørgsmål er derfor, hvorfor en hær af journalistiske og politiske ”mikrofonholdere” i samtlige dagblade, TV og Radio i årevis i hele den vestlige verden har båret disse liberalistiske fantaster på skjolde ind i alle medier i uendelige rækker, i stedet for at foreholde dem og behandle dem, som det de er, økonomiens ”Holocaust” benægtere.

tirsdag den 26. august 2008

Den finanskapitalistiske krise

A pro pos Lykkebergs “Kampen om sandhederne”.
Når nu den nuværende finanskapitalistiske krise buldrer videre vil den reelle sandhedens time tone så sagte frem. Den der river tæppet væk under hele det nyliberalistiske parnas nationalt og internationalt, fra fantasten Milton Friman til Cepos ignoranterne og hele slænget af systemskifte eftersnakkere i samtlige medier herhjemme samt de utallige politisk historiske følgesvende med den amerikanske præsident Bush og den hjemlige minimal statsminister i spidsen. Her kan man virkelig tale om et storhed og fald, som vi kun lige har set begyndelsen af.
Den egentlige sandhedens sejrherrer vil så vise sig at være den modmagt af socialdemokrater, socialister, kulturradikale m.fl., der trods alt har holdt idiotien og idioterne stangen, og som gudskelov netop ikke har tabt definitivt, som Lykkeberg og CO. postulerer. Lykkeberg & Co. kan tværtimod takke deres Gud og Skaber for, at det ikke er tilfældet. Havde de tabt ,ville vi alle være fortabt.
I denne situation er det derimod vigtigt at fastholde, det egentlige vanvid i det liberalistiske spøgelses genkomst fra historiens mødding fra slut 80érne og til i dag, igangsat som pilotprojekt i den Chilenske diktaturstat efter militærkuppet i 1973 anført af CIA og dermed omdannet til forsøgsmark for Milton Frimans & Co’s fallerede liberalistiske teorier.
Disse teorier, der i historisk praksis viste deres totale fallit med 1929 krakket og 30’ernes totale økonomiske sammenbrud for denne liberalistiske samfundsmodel og som hovedansvarlig for udbruddet af 2.verdenskrigs ragnarok, og som retfærdigvis efter krigen blev betragtet som en paria af alle tænkende mennesker, økonomer som lægfolk.
Den genkomst af økonomiens ”Holocaust” benægtere fra historiens mødding, der skete fra 80’erne svarer fuldstændig og aldeles til en tænkt genkomst af den Sovjetiske planøkonomis teoretiske og praktiske fallitbo fra samme mødding i dag eller engang i fremtiden.
Det egentlige vanvid er derfor, at hele slænget af journalistiske ”mikrofonholdere” i samtlige dagblade, TV og Radio i årevis har båret disse fantaster på skjolde ind i alle medier i uendelige rækker, i stedet for at foreholde dem og behandle dem, som det de er, økonomiens ”Holocaust” benægtere.
A pro pos Lykkeberg, gad vide hvad en kombination af et egentligt økonomisk sammenbrud og det nuværende højre reaktionære muslimhadske åndelige og kulturelle klima kunne føre til ? Nå det ved vi da heldigvis ikke noget om, for vi har slet ingen historiske erfaringer med, hvad folket anført af det til enhver tid eksisterende småborgerskab mv., så kan finde på. For dette højre reaktionære småborgerskab er jo bare et begreb frit opfundet af kultureliten til at nedgøre folket med, og det har heldigvis ingen rod i virkelighedens folkehav før og nu, herhjemme eller internationalt – Italien for eks., vel ?

tirsdag den 1. juli 2008

Markedsfundamentalisme.

Børsen 04/07-08
I Børsens leder 01/07-08 belæres klimaminister Connie Hedegaard om, at ”De nuværende høje energipriser vil () have en betydelig adfærdsregulering i hele samfundet. Høje priser skaber af sig selv en bevidsthed om at finde billigere og bedre (energi)alternativer.” Følgelig skoses ministeren for i sine forslag til en såkaldt klimavenlig skattepolitik, at foretrække ”klassisk socialdemokratiske instrumenter frem for en effektiv markedsbaseret regulering”, som tilsyneladende skal formidles gennem  lederens ”middagsselskaber”. 
Nu ligger det åbenbart uden for lederens – og de fleste neoliberalisters – fundamentalistiske fatteevne, at indse det indlysende i, at der skulle have været grebet politisk effektivt ind overfor det klimaødelæggende CO2 udslip, længe inden markedet nu alt for sent reagerer med høje energipriser, som desuden slet intet har at gøre med CO2 udslippet, men udelukkende med udbuddet af fossile brændstoffer.
Markedet er nemlig et så primitivt og forenklet redskab, så det er ude af stand til at reagere på for eks. klimatiske problemer, der ikke kan registreres i en simpel udbud efterspørgsels prismekanisme, og derfor kan det kun i begrænset omgang anvendes til dette formål.
Det skal markedet såmænd ikke skoses for, men udelukkende de neoliberalister hvis tankeverden syntes at være ligefremt proportional med markedsmekanismens forenklede logik.
Årsagen til at klimaproblemerne er løbet helt ud af kontrol er tværtimod, at de primitive markedsmekanismer har alt for stor politisk indflydelse og magt - også på vælgerne, så der først (måske?) reageres når den benzinforslugne firehjulstrækker bliver for dyr for danskerne hen over middagsbordet, og så er det som bekendt alt for sent klimamæssigt set.

torsdag den 5. juni 2008

Dansk aktivistisk udenrigspolitik historisk set!



Danmarks katastrofalt aggressive aktivistiske udenrigspolitik.
Den historisk og udenrigspolitisk set mageløst uduelige danske politiske (over)klasse har stolte traditioner for gennemførelse af en aggressiv, aktivistisk og militaristisk udenrigspolitik, som på  200 år reducerede riget fra en mindre stormagt til en ubetydelig ministat.
Den nuværende regering med Anders Fogh Rasmussen ønsker tilsyneladende at videreføre disse stolte aggressive traditioner, men nu, som resultat af fortidens aktivisme, i spidsen for et af verdens mindste lande og som ideologisk halehæng til USA’s dybt reaktionære Bush administration.
Første akt: ”Danmark-Norge var gennem hele 1500 tallet (og endnu i 1600 tallets begyndelse) ubestridt Nordens dominerende magt.” I 1600 tallets begyndelse kastede Chr.IV imidlertid denne mindre stormagt ud i en aggressiv aktivistisk udenrigspolitik og ind i 30’årskrigen og efterfølgende i svenske krigene, fortsat af Frederik 3., med katastrofale resultater:
Fredsaftalen i Brömsebro 1645 medførte afståelse af Gotland og Öland samt Jämtland og Härjedalen i Norge. Halland blev pantsat til Sverige i 30år.
Roskildefreden 1658 og Københaverfreden 1660 medførte afståelse af Skåne, Halland og Blekinge samt Bohuslen i Norge.
I 1660 havde ”Frederik 3. og hans rådgiveres revanchekrig forvandlet Danmark til en pestbefængt fattiggård”, og Danmarks kerne areal var reduceret med 1/3 af ældgammelt dansk land.
Andet akt: ”Ved indledningen til 1800 tallet var ”Chr. 7. statsoverhoved for et rige, der strakte sig fra Grønland og Finmarken i nord til Hamburgs byporte ved Elben i syd.” Danmark var en såkaldt magt af anden rang.
I de sidste år af 1700-tallet indledte kronprins Frederik den såkaldt offensive neutralitetspolitik, der endte med kronprinsens betingelsesløse kapitulation til England i 1801. Den fortsatte aktivistiske støtte til Napoleon og Frankrig herefter betød bombardementet af København 1807 og tabet af hele den danske flåde, som var rygraden i rigets militær.
Freden i Kiel 1814 og den efterfølgende Wienerkongres 1814-15 udmøntede denne katastrofe med afståelsen af Norge til Sverige, som samtidig reducerede rigets befolkning fra 2½ mio. indbyggere til lidt over 1½ mio. 
Efter 1815 var Danmark ”.. klart reduceret endnu et trin. Dets fortsatte eksistens som en selvstændig stat var betinget af, at stormagterne så en fordel i, at landet eksisterede.” Dette skulle blive glasklart i de følgende årtier.
Tredje akt: I 1849 faldt enevælden og den danske helstat fik nu for første gang en aktivistiske dansk udenrigspolitik med et stærkt folkeligt element. De nationalliberale og ”Danmark til Ejderen” stod nu i spidsen for landets tredje store katastrofe, i opgøret med stormagten Preussen frem til krigsafslutningen i 1864. Som historikeren Hvidt skriver: ”Stærk nationalisme forblinder selv de mest nøgterne og jordbundne”. Og stærk konservativ ideologi gør det samme, kan det tilføjes med erfaringerne fra den nuværende regerings udenrigspolitik.
Fredsslutningen i Wien 1864 betød fuldstændig afståelse af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg. Danmark mistede 2/5 af sit landområde og 0,8 mio. af sine indbyggere og var reduceret til en ubetydelig småstat. ”Danmark var snart ikke andet end en prik på Europakortet”.
En ikke aktivistisk udenrigspolitik medvirkede derimod til Sønderjyllands tilbagevenden i 1920, som allerede kunne være sket under fredsforhandlingerne i 1864 i London. Dette forhindrede de nationalistiske aktivister og en inkompetent monark samt den folkelig forblindelse, der førte landets udenrigspolitik.
Den folkelige andel i denne katastrofe har givet efterdønninger helt op til i dag. ”Sårfeberen fra Dybbøl” som folkelig dårlig samvittighed og ministatens mindreværdsfølelse forstærket af den tyske besættelse 1940-45 er den historiske baggrund for omslaget til sin modsætning i form af den nuværende regering Foghs ideologisk betingede megalomane forestillinger om, at en lilleputnation som den danske i ly af USA ustraffet kan agere på linie med stormagterne.
Den historiske lærer af dette, understreget af terror angrebet på den danske ambassade i Pakistan, er derfor, at det ikke er dem, der kritiserer en komplet uduelig politisk klasses tilsyneladende historisk uendelige spillen hasard med riget og dets befolkning, der går fjendens eller terroristernes ærinde.
Tværtimod er det dem, der stiller sig skulder ved skulder med dette galehus af en udenrigspolitik ført af regeringen Fogh Rasmussen med folkelig tilslutning og forblindelse a la 1800 tallets nationalistiske vanvid, der er de egentlige forrædere i forhold til landet og nationens fortsatte overlevelse.
(Citaterne er fra Politiken/Gyldendals Danmarks historie.)

fredag den 14. marts 2008

SF's demokratiske dagsorden.

Hvis man kan tage omgivelsernes reaktion på ens handlinger som udtryk for, om man er på rette vej eller ej, så er reaktionerne på SF og Villy Søvndals politiske præciseringer omkring integration mv. et klart signal om, at partiet og dets formand er på rette spor og bare skal fortsætte i en lige linie fremad.

På den ene side raser Politiken, Det radikale venstre, Enhedslisten etc. og på den anden side Anders Fogh og Pia Kjærsgård mod SF’s forsøg på at nyformulere dagsordenen om udlændinge og integration ud fra et demokratisk perspektiv.

Denne nyformulering indeholder to aspekter, som jeg ser det, og som lektor Lars Bille tilsyneladende helt overser når han i Politiken – ligesom Pia Kjærsgård - siger, at man ikke kan sidestille DF og Hizb-ut-Tahrir. DF er demokratisk, Hizb-ut-Tahrir er udemokratisk punktum.

Det ene aspekt er, at få sat et helt nødvendigt kulturelt og demokratisk skel mellem kvindeundertrykkende, religiøse fundamentalister og anti-demokrater på den ene side og almindelige politiske demokrater på den anden. Mellem Hizb-ut-Tahrir og Islamisk trossamfund på den ene side og det store flertal af muslimer på den anden side, som grundlag for en ordentlig og gennemførlig integrationspolitik.

Det andet aspekt er, samtidig at få sat en ny skillelinje i dansk politik omkring integration mv. Dvs. at få sat en dagsorden der på den ene side tager et opgør med kulturrelativisterne i Det radikale venstre, Enhedslisten og dagbladet Politiken m.fl. og på den anden side med Regeringen og DF, bl.a. ved hjælp at det først nævnte aspekt.

Disse to aspekter blandes godt og grundigt sammen af Lars Bille m.fl.

Det er et faktum, at regeringen og DF’s politiske liv afhænger af, at der fastholdes et billede af muslimer og indvandrere generelt, som stort set ensartede og homogene grupper, som så kan stigmatiseres som hovedproblemet i dansk politik. Det er basis for deres politiske magt siden 2001. Derfor frygten og raseriet overfor det første aspekt af SF’s nyformulering hos Anders Fogh og Pia Kjærsgård, som søges tildækket med et røgslør om, at det andet aspekt slet ikke eksisterer eller er mulig.
Her gælder nemlig dogmet – som under Den kolde krig og genopfundet af nuværende præsident G. Bush – at ”enten er du med os eller også er du imod os”, ingen alternativ vej eksisterer. Enten tilslutter SF sig regeringen og DF’ s politik på udlændinge- og integrations området fuldt og helt eller også er det ud i kulden!
Statsministeren formulerer – i desperation ? - dette helt firkantet og nærmest ordret.

Og præcis derfor kan Pia Kjærsgård selvfølgelig ikke tale ved demonstrationen mod de anti-demokratiske kræfter Hizb-ut-Tahrir m.fl. – ikke fordi hun og DF er anti-demokratiske som Hizb-ut-Tahrir, men fordi hun og DF med den skingre retorik og politik understøtter og lever af, at muslimer mere eller mindre generelt identificeres med disse grupper. Derfor ønsker DF ikke, at der laves de af SF ønskede demokratiske skillelinjer blandt nydanskerne. Lykkes en ordentlig og demokratisk integration af disse nemlig, ja så falder hele DF’s politisk religiøse korthus sammen om ørerne på Kjærsgård, Krarup & Co.

Samme reaktions mønster ses så på den anden side fra Det radikale venstre, Enhedslisten og dagbladet Politiken, men af den stik modsatte grund, nemlig et ønske om ordentlig integration. Derfor må der ikke fokuseres på kulturelle og demokratiske skillelinjer blandt nydanskere internt og i forhold til gammel danskerne. Det første aspekt hos SF, det demokratiske, latterliggøres derfor som selvfølgeligheder og tonen bliver gjort til altafgørende faktor frem for indholdet, som det for eks ses i Lars Trier Mogenses (LTM) artikel i Politiken 13/03.

Og i Deadline samme aften, i en debat mellem LTM og Ole Sohn fra SF, kører det over i rent demagogi og udlægning af røgslør over det demokratiske aspekt, når LTM desperat forsøger, ligesom den radikale ordfører i samme dags diskussion med Sohn i P1 radio, at får skudt partiet SF en udemokratiske fortid i skoene – ligesom Hizb-ut-Tahrir (ha! ha!, det kan du selv være!) -, med henvisning til Sohns fortid i DKP. Desværre lykkedes det ikke Ole Sohn, at få afvist vrøvlet med en klar sondring mellem egen historie og SF's historie.

Men SF’s og Villy Søvndals nuværende forsøg på demokratisk afgrænsning og nyformulering ligger helt i tråd med SF’s historie, hvor det demokratiske perspektiv har været ledetråden i hele partiets historie.

Helt tilbage i 1975 foretog den daværende formand Gert Petersen en tilsvarende og analog skarp demokratisk afgræsning til ikke demokratiske tendenser, dengang på venstrefløjen i forbindelse med den såkaldte Nellikerevolution i Portugal og i lyset af Den kolde krig som overordnet politisk ramme.

Her var diskussionen, om et folkevalgt parlament og regering var den eneste legitime demokratiske styreform eller om de magthavende og selvetablerede arbejder- og soldater råd efter revolutionen i Portugal kunne erstatte dette. SF’s og Gert Petersens holdning var krystal klar, et folkevalgt parlament og regering var eneste legitime demokratiske styreform.

Her blev en generel glasklar demokratiske linie suppleret med et helt konkret udtryk overfor alle ikke demokratiske og lignende tendenser på venstrefløjen, som siden er fulgt slavisk af partiet !

Men det forhindrede heller ikke dengang, som i dag, at der blev hylet op fra borgerlig politisk hold, når SF hermed fastholdt og konkret dokumenterede en demokratisk socialisme som alternativ til Sovjetkommunisme og kapitalisme.
Ligesom tilsvarende venstregrupperinger og DKP skosede SF, som et småborgerligt sammenrend uden sans for den korrekte lære og politik. Som i dag "enten er du med os eller også er du mod os", fra begge sider.

SF’s historiske demokratiske linie følger Villy Søvndal bare op på nu med afgræsning ikke til venstrefløjen og Den kolde krig, men til kulturrelativister og muslimer i spørgsmålet om integrationens demokratiske grundlag.

http://politiken.dk/indland/politik/art4736267/Lektor-Forkert-at-sammenligne-DF-med-Hizb-ut-Tahrir

mandag den 28. januar 2008

Tillykke Tyskland!

Tillykke med sejren Tyskland !
Ja, jeg ved godt vi danskere vandt EM-guldet i herrehåndbold søndag og I tyskere tabte Bronzen massivt til Frankrig. Men mens vi danskere jublede og rendte glade og selvtilfredse rundt, så skete der imidlertid selv samme dag to ting, der illustrerer store forskelle på de to lande udenfor håndboldbanen, og som i betydning langt overskygger enhver sportsbegivenheds sejr og nederlag.
Tyskland havde valg i to ”länder” søndag, hvor det, i det ene, Hessen viste sig, at man ikke kan vinde et valg på fremmedhad og -angst i Tyskland i dag, som CDU’eren Roland Koch så massivt og ubehageligt forsøgte i Hessen, men tabte med et brag. Iflg. danske medier, håbede selv kansler og leder af CDU Angela Merkel, at Koch ville tabe på sin fremmedfjendske valgkamp. For ved en sejr kunne hun selv blive udsat for pres for at tage emnet op ved valget til forbundsdagen senere, hvilket den retskafne kvinde er stærkt imod.
I Danmark derimod har statsminister Anders Fogh Rasmussen sammen med det fremmedfjendske  Dansk Folkeparti vundet 3 folketingsvalg i træk på netop den slags.
Efter det seneste valg i november 2007 har vi nu endelig fået en, som det hedder, markant, principfast og retskaffen integrationsminister i Birthe Rønn Hornbech. Hun var i dansk TV (DR2, Dead line) på den danske sejrsdag og skulle tale om en ændret behandling af afviste asylsøgerne fra Iraq, der har siddet i årevis i danske asylcentre, fordi de ikke vil rejse hjem, og fordi Danmark ikke har en aftale med Iraq herom. Det har medført alvorlige psykiske lidelser hos disse mennesker og især hos børnene.
De afviste asylsøgere vil – mærkeligt nok! - ikke rejse hjem til det krig og totale kaos, som Danmark har været med til at skabe i Iraq med den ulovlige angrebskrig Danmark – støttet af flertallet af danskere - har deltaget i sammen med USA og Storbritannien, men som Tyskland (og i øvrigt bronzevinderen Frankrig) som bekendt nægtede at deltage i.
Men den retskafne nye integrationsminister hun lød fuldstændig som et ekko af Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgård: ”De afviste asylsøgere holder deres børn som gidsler, når de nægter at rejse hjem” sagde hun - til det krig og kaos, som ministerens regering selv har været med til at skabe med sin angrebskrig, kunne man sandfærdigt tilføje. De er gidseltagere af deres egne børn forstår man på den retskafne dame. For dette er ikke en undtagelse, men er blevet normen i Danmark. De fremmede må ud over ”hån og latterliggørelse” nu også  finde sig i injurierende udsagn om deres motiver og adfærd fra det officielle Danmark.
Sådan er holdningen, talen og tonen i dagens Danmark omkring flygtninge og bredt alle fremmede ikke-hvide danskere og især muslimer. Muslimer omtales således ind i mellem, så man blot behøver at erstatte ordet muslim med ordet jøde for at føle sig hensat til fortidens forbryderregimer.
Man kan og skal selvfølgelig diskutere hvor mange flygtninge, asylsøgere osv. og deres familier de enkelte lande kan optage og integrere ordentligt. Men at behandle og omtale mennesker der kommer til de enkelte lande ordentlig og humanitært burde være en selvfølge, i stedet for at bruge dem som kastebold i det enkelte lands politiske spil og magtkampe.
Derfor ønsker jeg Tyskland tillykke og især til vælgerflertallet i Hessen. I har taget ved lære af Jeres frygtelige fortid og forbilledligt gjort op med den, selv om Koch og hans støtter viser, at det fremmedfjendske stadig findes, men som et mindretal i dagens Tyskland, mens flertallet af danskerne åbenbart intet har lært af fortiden og egen andel heri, for eks. afvisningen og tilbage sendelsen af rædselsslagne tyske jødiske flygtninge fra Naziregimet i 1930’erne.
En tysk kollega fortalte mig for nogen tid siden, at selv han som er født efter 2.verdenskrig til tider i Danmark er blevet udsat for nedsættende bemærkninger og tilråb som tysker for fortidens synder, som han hverken har lod eller del i. Jeg sagde, at det selvfølgelig er helt urimeligt og intet hold har i nutiden og kan her tilføje, at det er det politiske flertal af danskerne der skulle tage et spejl frem, hvis de vil se fortidens skygger.


søndag den 27. januar 2008

Nyfascisme over Europa ?

Prolog 01/11-17: Siden nedenstående er skrevet for snart ti år siden, bragede den liberalistiske økonomiske krise løs ti måneder efter, og det højreradikale politiske utøj har bredt sig både i bredden og dybden i de demokratiske lande i Europa og Nordamerika, og endelig har den organiserede arbejderklasse og allierede lidt et voldsomt politisk tilbagetog siden krisen og især siden det Sovjetiske diktaturs sammenbrud (se empiri nederst)! Så den øvelse jeg satte op for demokratierne primo 2008, har de ikke løst særlig godt for nu at sige det mildt:
"Det demokratiske Europa (og til dels USA) skal nu stå på egne ben for første gang, eller i hvert fald for første gang siden før 1930’erne, uden at lade sig løbe over ende endnu engang af den skinbarlige ondskab og irrationelle mørketænkning med ”Blut-und-Boden” og en nynationalistisk folkeligheds opdukken fra historiens mødding kombineret med det genopstandne nyliberalistiske vanvid.":

I sin kommentar til Bent Blüdnikows angreb på alt hvad der bevæger sig politisk til venstre, skriver Curt Sørensen i Inf. 23/01-08: ”At højreautoritære og højrepopulistiske strømninger og opfattelser bliver mere og mere rehabiliterede og stuerene” (i Europa) og desuden giver plads til typer som Bent Blüdnikow, ”der ligefrem praler af sin forfølgelse af anderledes tænkende”. http://www.information.dk/153582

Spørgsmålet er, hvorfor er det gået sådan både i Danmark – måske til nogens overraskelse såmænd i en ret ondartet form – og i resten af Europa og USA.

For at forstå dette, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i den autoritære højrefløjs historiske nederlag med udgangen på 2.verdenskrig. Nederlaget var nemlig ikke kun den europæiske nazismes og fascismes, men også et nederlag for dens utallige mere eller mindre udtalte sympatisører med et meget blakket forhold til demokratiet og med mere eller mindre fascistoide synspunkter og sympatier, som i dele af partiet Venstre og hos De konservative i Danmark, hvis  pendanter fandtes i hobetal overalt i Europa. Bl.a. alle dem der så Hitler og Mussolini som et værn mod Stalin og Kommunismen, dvs. dem der, med John F. Kennedys ord, derfor ”troede de kunne ride på ryggen af Tigeren, men selv endte inden i den.”

For denne del af højrefløjen, den autoritære kvasi demokratiske del kunne man kalde den, var katastrofen ikke at Nazismen og Fascismen led nederlag, de fleste af dem havde klogelig reddet sig i land inden sammenbruddet for tusindårsriget manifesterede sig, men at dens nederlag hovedsagligt, ja i virkeligheden kun skyldtes, at det andet store totalitære diktatur, stalinismens Sovjetunionen, knækkede ryggen på uhyret og dermed paradoksalt nok, sammen med USA , reddede demokratiet – og Europa fra sig selv så og sige! - i hvert fald Vesteuropa.

Alene, selv med USA’s støtte, havde de demokratiske lande og kræfter aldrig haft en kinamands chancer for at overleve kampen mod Nazismen og Fascismen i Europa, fordi demokratiet var så svagt underbygget før 2. verdenskrig, bl.a. grundet ovennævnte kvasi demokratiske højrefløjs massive eksistens, som det folk, de klasser hvori de nazistiske og fascistiske horder kunne boltre sig og i nogle lande skabe nogle af historiens største folkelige massebevægelser. Men også grundet det stalinistiske kommunistiske diktaturs store indflydelse på dele af arbejderklassen og venstrefløjen i Europa.

Som et taktisk tilbagetog med Den Kolde krigs start og i ly af det mangelfulde opgør med Nazismen og Fascismen i Vesteuropa, skyndte det europæiske højre sig ind under demokratiets vinger og hylede op, som kun de sidste dages hellige kan, om den udemokratiske og diktatoriske kommunisme, også i dens langt mindre grusomme form efter opgøret med Stalinismens uhyrlige forbrydelser i 1956, og som afvikledes fredeligt i 1990, samt om den ligeledes påståede udemokratiske venstrefløj i al almindelighed.

Blüdnikows udgydelser er således blot endnu et i en uendelig række af forsøg på fra denne højrefløj, nu med demokratiet som rambuk, at reducere enhver demokratisk socialist og liberal borgerlig til en del af Sovjetkommunismen eller dens ”nyttige idioter” og enhver kritik af zionismen og Israel som udtryk for antisemitisme. 

Prisen det europæiske højre måtte betale – siden også dens ondartede aflæggere i Grækenland, Spanien og Portugal – for flirten med Nazisme og Fascisme  var at gå i dvale og vente på bedre tider. Dens politisk, moralske renomme var i den grad smadret, så der intet alternativ fandtes til det trods alt mindre onde, som den (social)demokratiske vej var, især set i lyset af en nu endnu mere skræmmende gammel modstander, den kommunistiske sejrherre.

Hvilken historiens blodige ironi, det er, at demokratiet de facto til sidst blev reddet fra den europæiske højrefløj af det antidemokratiske stalinistiske uhyre – som selv havde været med til at undergrave selv samme demokrati og bane vej for nazismen og fascismen - og demokratiet yderligere blev styrket af dettes Sovjetiske efterfølger under Den Kolde krig, samtidig med at netop denne styrkelse af demokratiet var afgørende med til at undergrave den kommunistiske supermagt og føre til 'kommunismens' endelige fald.

De demokratiske kræfter i Europa og såmænd også USA kunne opnå klare demokratiske og sociale forbedringer, fordi den autoritære europæiske (og racistisk amerikanske) højrefløj var afgørende svækket kombineret med den berettigede frygt for den kommunistiske supermagt og en udbredelse af dens magtsfære.

Det demokratiske centrum-venstre og fagforeningerne havde en stor og helt entydig objektiv fordel af det reelle 'kommunistiske' spøgelses manifeste eksistens, også i Vesteuropa selv, når indrømmelser skulle tilkæmpes fra den kapitalistiske modpart, og højrefløjen i Vesteuropa og USA skulle holdes i ave. Den Kolde krig var – som ligeledes udfaldet af 2.verdenskrig - på det plan (endnu) et nederlag for det autoritære europæiske højre og omvendt en fordel for demokratiet, det demokratiske centrum-venstre, velfærdstatens opbygning og menneskerettighederne(’s tyranni iflg. Krarup.) 

Dette har højrefløjen aldrig tilgivet, deraf også de hadefulde angreb fra Blüdnikow, Krarup & Co. her til lands med krav om bodsgang for alt til venstre for, ja jeg ved snart ikke, selv Uffe Ellemann Jensen går jo ikke ram forbi disse forsmåede højrefløj geniers overfald.
Det europæiske og reaktionære højre lå således i koma i hele efterkrigstiden - og det jo mere  demokratiet blev grundfæstet og udbredt også til Sydeuropa og afkoloniseringen (minus Palæstina) skred frem – fra 1945 til Sovjetunionens sammenbrud i 1990.

Men ikke så snart var kommunismen brudt sammen world wide før de gamle spøgelser dukkede frem som trold af æske bredt og samtidig i de europæiske folk. Den europæiske (og amerikanske) højrefløj er således vågnet op til dåd må man sige og er begyndt at brede sig igen, som endnu en pest over Europa, og som tidligere nu også ind i det såkaldt ”pæne” borgerlige højre.

Denne udvikling er yderligere næret af Rusland og Østeuropas overgang fra sovjet kommunisme til mafia kapitalisme i diverse afarter med den Serbiske fascistisk nationalistiske opdukken og med helt tilsvarende adfærd som højdepunktet, støttet af bl.a. Dansk folkeparti i Danmark.
Forhåbentlig kan Østeuropa nu reddes i land for demokratiet af EU, for Rusland ser det langt mindre håbefuldt ud. 

Pointen er imidlertid IKKE at fremmane en sandsynlig gentagelse af 1930-40’ernes katastrofe gennemført af dagens europæiske højre, dertil er denne heldigvis endnu alt for svagt funderet.
Pointen er, at det demokratiske Europa (og til dels USA) nu skal stå på egne ben for første gang, eller i hvert fald for første gang siden før 1930’erne, uden at lade sig løbe over ende endnu engang af den skinbarlige ondskab og irrationelle mørketænkning med ”Blut-und-Boden” og en nynationalistisk folkeligheds opdukken fra historiens mødding kombineret med det genopstandne nyliberalistiske vanvid.

Om det vil lykkes er endnu alt for tidligt at spå om, de 15-20 år siden murens fald er intet historisk set, men et økonomisk sammenbrud a la 1929 i den nuværende nationalistisk, muslim hader og terror hysteriske situation, opgejlet og styrket af de fundamentalistisk muslimske mørkemænds terror, som ydermere formodentlig inden længe suppleres med klimatiske katastrofer, kunne nok få en og anden til at frygte for et fascisme lignende folkeligt da capo om end i en anden og formodentlig moderne form.

Måske viser det fallerede mafiøse Italien igen vejen frem mod en sådan nyformulering med Berlusconi i spidsen valgt - som pendant til 20’ og 30’erne - gentagne gange af ”folket” eller pøbelen alt efter behag.(jan.13: eller Ungarns genoplivning af deres mørke folkelige fascistiske fortid og/eller 'Gyldent daggry' i 'den græske tragedie'!)

I den forbindelse er det interessant at se den såkaldt nyliberalistiske fremmarch på globalt niveau, ofte i kombination med det nationalistiske højre, som det også ses i Danmark, med en reaktionær ideologi, solgt som fornyelse, om tilbagevenden til tiden før 1930érnes New Deal og i den hjemlige andedam Kanslergadeforlig mm., dvs. til nattevægterstaten med kapitalens og markedets hærgen uden nævneværdige begrænsninger.

Når alle ved eller burde vide, at denne liberalistiske kapitalisme brød totalt sammen i 1929, næsten i samme omfang som Sovjetunionen i 1990, og direkte førte til Nazisme og Fascisme i Europa og 2.verdenskrig, så er det rystende at se, at blot godt 50år efter kan en sådan ideologi genoplives nu på trejde årti i al sit monumentale vanvid med stor gennemslagskraft i det europæisk borgerlige højre og i danske og internationale medier, som om det var noget nyt og realiserbart uden historisk bevisligt katastrofale konsekvenser. Landets nuværende statsminister slog sig som bekendt op på denne relancering af oplægget til det økonomiske sammenbrud i 1929 og 2.verdenskrig med følger.

Kombineres dette så med det fremmedhadende nye europæiske højre samt et sikkert økonomisk, socialt og klimatisk sammenbrud som forudsigeligt resultat af en sådan nyliberalistisk sejr, ja så er vi tilbage eller rettere fremme ved den nye fascisme eller tilsvarende.

Som modsvar til et sådant galehus kunne man så fuldstændig lige såvel forvente, at inden længe ville tilsvarende fantaster og historiske ignoranter, på en anden politisk men tilsvarende fløj foreslå en genoplivning af en ny afart eller form for Sovjet kommunisme, hvilket såmænd ikke ville være meget mere vanvittigt end den liberalistiske genkomst efter dens historisk påviselige monumentale og katastrofale ubrugelighed.

Men ligesom det er en historisk kendsgerning, at stalinismens Sovjet reddede Europa fra sig selv i form af Nazismens forbrydelser og perverse og psykopatiske tankesæt, således er det også en historisk kendsgerning, at den eneste brede folkelige bevægelse, der stort set kan sige sig fri for andel i både højre og venstres historiske forbrydelser efter 1.verdenskrig (minus socialdemokraternes ageren under revolutionen i Tyskland 1918 og 23)  – støttet af liberale borgerlige og andre demokratiske socialister – og som samtidig er rygraden i opbygningen af de demokratiske velfærdsstater efter 2.verdenskrig, er den socialdemokratiske arbejderbevægelse i dens forskellige former og allierede demokratiske socialistiske grupperinger og partier.

Set i den optik er det derfor også helt afgørende for at forhindre historisk nye former for gentagelser af folkeligt støttede og gennemførte forbrydelser som Nazismen, Fascismen eller Stalinismen, at den socialdemokratiske bevægelse og dens centrum-venstre allierede finder sig selv igen nationalt og internationalt (læs EU) og styrkes afgørende, som historisk bolværk netop mod at historien gentager sig og for at forhindre den endnu større katastrofe, som den klimatiske udvikling kan medføre.
Et vigtigt delmål bliver her, at forhindre at det (nu demokratiske) europæiske højre gentager deres historiske fejltagelse og endnu engang tror, de kan ride på ryggen af Tigeren!

18/02-13: Her stod engang noget 'fordrukkent' sludder om, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse mm. historisk set var den eneste politiske og faglige osv. garant for at sikre, at historien ikke gentager sig, og at klimakatastrofen kan undgås! Det er fjernet, fordi det desværre er så langt fra dagens politiske virkelighed, at det kun bringer forvirring og massive politiske illusioner at lade det stå!

Det er i dag som i 30'erne med Nazisterne, uden anden sammenligning i øvrigt end den, at krise håndteringen i DK og Europa minder i uhyggelig grad om samme i 30'erne, der som bekendt førte til Fascisme, Nazisme og Stalinisme og deraf følgende krig, samt at for hver gang man giver og rækker 'fanden' en lillefinger, så kræver 'han' blot mere og river gerne hele armen af!

Det betyder samtidig, at for hver dag SF OG EL holder denne regering ved magten, er de to partier medvirkende til og medansvarlige for, at defaitisme, bitterhed og frustration breder sig i befolkningen samtidig med at krisen, uligheden og den sociale forarmelse uddybes og vejen beredes endnu engang for et totalitært ragnarok i en nutidig form!

Som bekendt kom Keynes, 'New deal' mm. for sent og var da for lidt til at forhindre sammenbruddet. Det har socialdemokraterne intet lært af, men det bør Venstrefløjen gøre og overtage styrepinden i arbejderbevægelsen med et moderne 'keynesiansk' nybrud i form af et program for en grundlæggende reformering af det nuværende kapitalistiske samfund, der helt har overlevet sidste salgsdag og derfor bør overlades til historiens losseplads, hvor det rettelig hører hjemme, før det og dets lakajer får smadret hele samfundet igen med socialt sammenbrud, krige og/eller klimatisk katastrofe!

http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi-10.html
(se desuden Jesper Jespersens artikel her, som drager lignende paralleller til 30'erne: http://www.enhedslisten.dk/files/medlemsblad/rg44_web.pdf og 16/11-98 http://www.information.dk/24970 af Curt Sørensen)

Efterskrift jan 2013: Det er vigtigt at holde fast i og ikke forfalde til romantisering af hverken folket, de enkelte folkelige klasser, eller sådan set heller ikke i den sammenhæng demokratiet!

Det er efter min mening en historisk kendsgerning, at de største forbrydelser i menneskehedens historie - læs nazisme, fascisme og stalinisme mv. - alle er foregået i folkets historiske periode!

Enhver forestilling om at disse forbrydelser udelukkende skyldes kapitalismen, enkelt personers eller gruppers, elitepartiers undertrykkelse af hele folket og lignende er farlige idyliserende konstruktioner - og har kun meget lidt med den faktiske virkelighed og udvikling at gøre.
Nazisme, fascisme og stalinisme hører til blandt historiens største folkelige bevægelser, det er et faktum, man efter min mening ikke kan eller bør komme uden om!

Det afgørende er derfor IKKE, hvor folk kommer fra sådan objektivt klassemæssigt set, men hvordan de subjektivt agerer! Det afgørende er derfor ikke den amorfe masse folket eller den atomiserede arbejderklasse, fra sidstnævnte kan man vente sig hvad som helst i samme retning som fra den individualiserede småborger før i tiden eller nutidens (truede) middelklasse funktionærer, men derimod styrken hos den organiserede arbejderklasse og hvordan den agerer.

23/9-2015: OG så kom der noget empiri mm på nogle af ovenstående udvidede hypoteser om "socialismens betydning" for arbejderklassens styrke mm i de kapitalistiske lande:
http://www.information.dk/545783

lørdag den 12. januar 2008

Valg i USA.


Metaltræthed, ønsketænkning og den amerikanske drøm.
Metaltrætheden over de gamle grundlæggende samfundskonflikters hårdnakkede og vedvarende eksistens (klasse, race og klima) giver sig tilbagevendende de særeste udslag.
Se nu til Rune Lykkebergs (RL) ønsketænkning i Information 12-13. om de faktiske forhold i Jernindustrien, in casu det amerikanske valg, der hviler på tre fejlagtige præmisser:
1)      At den konservative kommentator han citerer indforstået har ret i sine stereotyper, at middelklasseamerikanerne havde besejret kommunismen med hårdt arbejde og solid patriotisme og så – som straf forstår man - fik en præsident Clinton, en selvglad 68’er, der havde røget hash og spillede saxofon (sic!).
2)      At udtalt vrede over horrible sociale forhold, som slaveri, racediskrimination, ghettotilværelse mm., er et forkert/dårligt reaktionsmønster, som heldigvis ikke dækker alle sorte - og selvfølgelig slet ikke en pæn middelklasse dansker som RL - og som blot fremkalder angst hos den hvide amerikaner, der desuden slet ikke er racistisk !
3)      At race- og klassekonflikter kan ophæves ved verbal forsoning og en såkaldt ny start, blot man debatterer ”pænt” herom, i stedet for at være en konflikt-  og protestmarch skabende  ”syngende” præst som for eks. Martin Luther King !
For mig lyder det snarere som en kloning af Fogh Rasmussen’s forsøg på verbal ophævelse af venstre-højre konflikten og Ny alliances latterlige cirkus med Barack Obama reduceret til ”en hvid nigger” i Lykkebergs verdensbillede.
Til sidst bliver RL da også usikker på, om det nu bare er så let og enkelt for hans/næste generation, at starte forfra fra scratch så og sige, som 68’erne i øvrigt også i sine glade stunder troede, så han foretager en helgardering:
”Barack Obama er naturligvis ikke løsningen på disse fundamentale problemer”(dvs. klasse-, race- og klimaproblemer), men som grundlag for politiske løsninger kan han igen tænde den amerikanske drøm.
Så er vi andre, dvs. resten af verden, tillige advaret ! Hver gang den amerikanske drøm skal tændes og  gennemleves, gælder det erfaringsmæssigt for resten af verden om at afsikre ”gøppen” og forberede sig på at stå i klimatisk lort til halsen!