søndag den 27. januar 2008

Nyfascisme over Europa ?

I sin kommentar til Bent Blüdnikows angreb på alt hvad der bevæger sig politisk til venstre, skriver Curt Sørensen i Inf. 23/01: ”At højreautoritære og højrepopulistiske strømninger og opfattelser bliver mere og mere rehabiliterede og stuerene” (i Europa) og desuden giver plads til typer som Bent Blüdnikow, ”der ligefrem praler af sin forfølgelse af anderledes tænkende”. http://www.information.dk/153582
Spørgsmålet er, hvorfor er det gået sådan både i Danmark – måske til nogens overraskelse såmænd i en ret ondartet form – og i resten af Europa og USA.
For at forstå dette, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i den autoritære højrefløjs historiske nederlag med udgangen på 2.verdenskrig. Nederlaget var nemlig ikke kun den europæiske nazismes og fascismes, men også et nederlag for dens utallige mere eller mindre udtalte sympatisører med et meget blakket forhold til demokratiet og med mere eller mindre fascistoide synspunkter og sympatier, som i dele af partiet Venstre og hos De konservative i Danmark, hvis  pendanter fandtes i hobetal overalt i Europa. Bl.a. alle dem der så Hitler og Mussolini som et værn mod Stalin og Kommunismen, dvs. dem der, med John F. Kennedys ord, derfor ”troede de kunne ride på ryggen af Tigeren, men selv endte inden i den.”
For denne del af højrefløjen, den autoritære kvasi demokratiske del kunne man kalde den, var katastrofen ikke at Nazismen og Fascismen led nederlag, de fleste af dem havde klogelig reddet sig i land inden sammenbruddet for tusindårsriget manifesterede sig, men at dens nederlag hovedsagligt, ja i virkeligheden kun skyldtes, at det andet store totalitære diktatur, stalinismens Sovjetunionen, knækkede ryggen på uhyret og dermed paradoksalt nok, sammen med USA , reddede demokratiet – og Europa fra sig selv så og sige! - i hvert fald Vesteuropa.
Alene, selv med USA’s støtte, havde de demokratiske lande og kræfter aldrig haft en kinamands chancer for at overleve kampen mod Nazismen og Fascismen i Europa, fordi demokratiet var så svagt underbygget før 2. verdenskrig, bl.a. grundet ovennævnte kvasi demokratiske højrefløjs massive eksistens, som det folk, de klasser hvori de nazistiske og fascistiske horder kunne boltre sig og i nogle lande skabe nogle af historiens største folkelige massebevægelser. Men også grundet det stalinistiske kommunistiske diktaturs store indflydelse på dele af arbejderklassen og venstrefløjen i Europa.
Som et taktisk tilbagetog med Den Kolde krigs start og i ly af det mangelfulde opgør med Nazismen og Fascismen i Vesteuropa, skyndte det europæiske højre sig ind under demokratiets vinger og hylede op, som kun de sidste dages hellige kan, om den udemokratiske og diktatoriske kommunisme, også i dens langt mindre grusomme form efter opgøret med Stalinismens uhyrlige forbrydelser i 1956, og som afvikledes fredeligt i 1990, samt om den ligeledes påståede udemokratiske venstrefløj i al almindelighed. Blüdnikows udgydelser er således blot endnu et i en uendelig række af forsøg på fra denne højrefløj, nu med demokratiet som rambuk, at reducere enhver demokratisk socialist og liberal borgerlig til en del af Sovjetkommunismen eller dens ”nyttige idioter” og enhver kritik af zionismen og Israel som udtryk for antisemitisme. 
Prisen det europæiske højre måtte betale – siden også dens ondartede aflæggere i Grækenland, Spanien og Portugal – for flirten med Nazisme og Fascisme  var at gå i dvale og vente på bedre tider. Dens politisk, moralske renomme var i den grad smadret, så der intet alternativ fandtes til det trods alt mindre onde, som den (social)demokratiske vej var, især set i lyset af en nu endnu mere skræmmende gammel modstander, den kommunistiske sejrherre.
Hvilken historiens blodige ironi, det er, at demokratiet de facto til sidst blev reddet fra den europæiske højrefløj af det antidemokratiske stalinistiske uhyre – som selv havde været med til at undergrave selv samme demokrati og bane vej for nazismen og fascismen - og yderligere styrket af dettes Sovjetiske efterfølger under Den Kolde krig, samtidig med at netop denne styrkelse af demokratiet var afgørende med til at undergrave den kommunistiske supermagt og føre til 'kommunismens' endelige fald.
De demokratiske kræfter i Europa og såmænd også USA kunne opnå klare demokratiske og sociale forbedringer, fordi den autoritære europæiske (og racistisk amerikanske) højrefløj var afgørende svækket kombineret med den berettigede frygt for den kommunistiske supermagt og en udbredelse af dens magtsfære.
Det demokratiske centrum-venstre og fagforeningerne havde en stor og helt entydig objektiv fordel af det reelle 'kommunistiske' spøgelses manifeste eksistens, også i Vesteuropa selv, når indrømmelser skulle tilkæmpes fra den kapitalistiske modpart, og højrefløjen i Vesteuropa og USA skulle holdes i ave. Den Kolde krig var – som ligeledes udfaldet af 2.verdenskrig - på det plan (endnu) et nederlag for det autoritære europæiske højre og omvendt en fordel for demokratiet, det demokratiske centrum-venstre, velfærdstatens opbygning og menneskerettighederne(’s tyranni iflg. Krarup.) 
Dette har højrefløjen aldrig tilgivet, deraf også de hadefulde angreb fra Blüdnikow, Krarup & Co. her til lands med krav om bodsgang for alt til venstre for, ja jeg ved snart ikke, selv Uffe Ellemann Jensen går jo ikke ram forbi disse forsmåede højrefløj geniers overfald.
Det europæiske og reaktionære højre lå således i koma i hele efterkrigstiden - og det jo mere  demokratiet blev grundfæstet og udbredt også til Sydeuropa og afkoloniseringen (minus Palæstina) skred frem – fra 1945 til Sovjetunionens sammenbrud i 1990.
Men ikke så snart var kommunismen brudt sammen world wide før de gamle spøgelser dukkede frem som trold af æske bredt og samtidig i de europæiske folk. Den europæiske (og amerikanske) højrefløj er således vågnet op til dåd må man sige og er begyndt at brede sig igen, som endnu en pest over Europa, og som tidligere nu også ind i det såkaldt ”pæne” borgerlige højre. Denne udvikling er yderligere næret af Rusland og Østeuropas overgang fra sovjet kommunisme til mafia kapitalisme i diverse afarter med den Serbiske fascistisk nationalistiske opdukken og med helt tilsvarende adfærd som højdepunktet, støttet af bl.a. Dansk folkeparti i Danmark. Forhåbentlig kan Østeuropa nu reddes i land for demokratiet af EU, for Rusland ser det langt mindre håbefuldt ud. 
Pointen er imidlertid IKKE at fremmane en sandsynlig gentagelse af 1930-40’ernes katastrofe gennemført af dagens europæiske højre, dertil er denne heldigvis endnu alt for svagt funderet,
Pointen er, at det demokratiske Europa (og til dels USA) nu skal stå på egne ben for første gang, eller i hvert fald for første gang siden før 1930’erne, uden at lade sig løbe over ende endnu engang af – ja undskyld Curt Sørensen – den skinbarlige ondskab og irrationelle mørketænkning med ”Blut-und-Boden” og en nynationalistisk folkeligheds opdukken fra historiens mødding.
Om det vil lykkes er endnu alt for tidligt at spå om, de 15-20 år siden murens fald er intet historisk set, men et økonomisk sammenbrud a la 1929 i den nuværende nationalistisk, muslim hader og terror hysteriske situation, opgejlet og styrket af de fundamentalistisk muslimske mørkemænds terror, som ydermere formodentlig inden længe suppleres med klimatiske katastrofer, kunne nok få en og anden til at frygte for et fascisme lignende folkeligt da capo om end i en anden og formodentlig moderne form. Måske viser det fallerede mafiøse Italien igen vejen frem mod en sådan nyformulering med Berlusconi i spidsen valgt - som pendant til 20’ og 30’erne - gentagne gange af ”folket” eller pøbelen alt efter behag.(jan.13: eller Ungarns genoplivning af deres mørke folkelige fascistiske fortid og/eller 'Gyldent daggry' i 'den græske tragedie'!)
I den forbindelse er det interessant at se den såkaldt nyliberalistiske fremmarch på globalt niveau, ofte i kombination med det nationalistiske højre, som det også ses i Danmark, med en reaktionær ideologi, solgt som fornyelse, om tilbagevenden til tiden før 1930érnes New Deal og i den hjemlige andedam Kanslergadeforlig mm., dvs. til nattevægterstaten med kapitalens og markedets hærgen uden nævneværdige begrænsninger.
Når alle ved eller burde vide, at denne liberalistiske kapitalisme brød totalt sammen i 1929, næsten i samme omfang som Sovjetunionen i 1990, og direkte førte til Nazisme og Fascisme i Europa og 2.verdenskrig, så er det rystende at se, at blot godt 50år efter kan en sådan ideologi genoplives nu på trejde årti i al sit monumentale vanvid med stor gennemslagskraft i det europæisk borgerlige højre og i danske og internationale medier, som om det var noget nyt og realiserbart uden historisk bevisligt katastrofale konsekvenser. Landets nuværende statsminister slog sig som bekendt op på denne relancering af oplægget til det økonomiske sammenbrud i 1929 og 2.verdenskrig med følger.
Kombineres dette så med det fremmedhadende nye europæiske højre samt et sikkert økonomisk, socialt og klimatisk sammenbrud som forudsigeligt resultat af en sådan nyliberalistisk sejr, ja så er vi tilbage eller rettere fremme ved den nye fascisme eller tilsvarende.
Som modsvar til et sådant galehus kunne man så fuldstændig lige såvel forvente, at inden længe ville tilsvarende fantaster og historiske ignoranter, på en anden politisk men tilsvarende fløj foreslå en genoplivning af en ny afart eller form for Sovjet kommunisme, hvilket såmænd ikke ville være meget mere vanvittigt end den liberalistiske genkomst efter dens historisk påviselige monumentale og katastrofale ubrugelighed.
Men ligesom det er en historisk kendsgerning, at stalinismens Sovjet reddede Europa fra sig selv i form af Nazismens forbrydelser og perverse og psykopatiske tankesæt, således er det også en historisk kendsgerning, at den eneste brede folkelige bevægelse, der stort set kan sige sig fri for andel i både højre og venstres historiske forbrydelser efter 1.verdenskrig (minus socialdemokraternes ageren under revolutionen i Tyskland 1918 og 23)  – støttet af liberale borgerlige og andre demokratiske socialister – og som samtidig er rygraden i opbygningen af de demokratiske velfærdsstater efter 2.verdenskrig, er den socialdemokratiske arbejderbevægelse i dens forskellige former og allierede demokratiske socialistiske grupperinger og partier.
Set i den optik er det derfor også helt afgørende for at forhindre historisk nye former for gentagelser af folkeligt støttede og gennemførte forbrydelser som Nazismen, Fascismen eller Stalinismen, at den socialdemokratiske bevægelse og dens centrum-venstre allierede finder sig selv igen nationalt og internationalt (læs EU) og styrkes afgørende, som historisk bolværk netop mod at historien gentager sig og for at forhindre den endnu større katastrofe, som den klimatiske udvikling kan medføre. Et vigtigt delmål bliver her, at forhindre at det (nu demokratiske) europæiske højre gentager deres historiske fejltagelse og endnu engang tror, de kan ride på ryggen af Tigeren!
18/02-13: Her stod engang noget 'fordrukkent' sludder om, at den socialdemokratiske arbejderbevægelse mm. historisk set var den eneste politiske og faglige osv. garant for at sikre, at historien ikke gentager sig, og at klimakatastrofen kan undgås! Det er fjernet, fordi det desværre er så langt fra dagens politiske virkelighed, at det kun bringer forvirring og massive politiske illusioner at lade det stå!
Det er i dag som i 30'erne med Nazisterne, uden anden sammenligning i øvrigt end den, at krise håndteringen i DK og Europa minder i uhyggelig grad om samme i 30'erne, der som bekendt førte til Fascisme, Nazisme og Stalinisme og deraf følgende krig, samt at for hver gang man giver og rækker 'fanden' en lillefinger, så kræver 'han' blot mere og river gerne hele armen af!
Det betyder samtidig, at for hver dag SF OG EL holder denne regering ved magten, er de to partier medvirkende til og medansvarlige for, at defaitisme, bitterhed og frustration breder sig i befolkningen samtidig med at krisen, uligheden og den sociale forarmelse uddybes og vejen beredes endnu engang for et totalitært ragnarok i en nutidig form!
Som bekendt kom Keynes, 'New deal' mm. for sent og var da for lidt til at forhindre sammenbruddet. Det har socialdemokraterne intet lært af, men det bør Venstrefløjen gøre og overtage styrepinden i arbejderbevægelsen med et moderne 'keynesiansk' nybrud i form af et program for en grundlæggende reformering af det nuværende kapitalistiske samfund, der helt har overlevet sidste salgsdag og derfor bør overlades til historiens losseplads, hvor det rettelig hører hjemme, før det og dets lakajer får smadret hele samfundet igen med socialt sammenbrud, krige og/eller klimatisk katastrofe!
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi-10.html
(se desuden Jesper Jespersens artikel her, som drager lignende paralleller til 30'erne: http://www.enhedslisten.dk/files/medlemsblad/rg44_web.pdf og 27/9-14 http://www.information.dk/24970 af Curt Sørensen)

Efterskrift jan 2013: Det er vigtigt at holde fast i og ikke forfalden til romantisering af hverken folket, de enkelte folkelige klasser, eller sådan set heller ikke i den sammenhæng demokratiet!
Det er efter min mening en historisk kendsgerning, at de største forbrydelser i menneskehedens historie - læs nazisme, fascisme og stalinisme mv. - alle er foregået i folkets historiske periode!
Enhver forestilling om at disse forbrydelser udelukkende skyldes kapitalismen, enkelt personers eller gruppers, elitepartiers undertrykkelse af hele folket og lignende er farlige idyliserende konstruktioner - og har kun meget lidt med den faktiske virkelighed og udvikling at gøre.
Nazisme, fascisme og stalinisme hører til blandt historiens største folkelige bevægelser, det er et faktum, man efter min mening ikke kan eller bør komme uden om!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.