fredag den 14. marts 2008

SF's demokratiske dagsorden.

Hvis man kan tage omgivelsernes reaktion på ens handlinger som udtryk for, om man er på rette vej eller ej, så er reaktionerne på SF og Villy Søvndals politiske præciseringer omkring integration mv. et klart signal om, at partiet og dets formand er på rette spor og bare skal fortsætte i en lige linie fremad.

På den ene side raser Politiken, Det radikale venstre, Enhedslisten etc. og på den anden side Anders Fogh og Pia Kjærsgård mod SF’s forsøg på at nyformulere dagsordenen om udlændinge og integration ud fra et demokratisk perspektiv.

Denne nyformulering indeholder to aspekter, som jeg ser det, og som lektor Lars Bille tilsyneladende helt overser når han i Politiken – ligesom Pia Kjærsgård - siger, at man ikke kan sidestille DF og Hizb-ut-Tahrir. DF er demokratisk, Hizb-ut-Tahrir er udemokratisk punktum.

Det ene aspekt er, at få sat et helt nødvendigt kulturelt og demokratisk skel mellem kvindeundertrykkende, religiøse fundamentalister og anti-demokrater på den ene side og almindelige politiske demokrater på den anden. Mellem Hizb-ut-Tahrir og Islamisk trossamfund på den ene side og det store flertal af muslimer på den anden side, som grundlag for en ordentlig og gennemførlig integrationspolitik.

Det andet aspekt er, samtidig at få sat en ny skillelinje i dansk politik omkring integration mv. Dvs. at få sat en dagsorden der på den ene side tager et opgør med kulturrelativisterne i Det radikale venstre, Enhedslisten og dagbladet Politiken m.fl. og på den anden side med Regeringen og DF, bl.a. ved hjælp at det først nævnte aspekt.

Disse to aspekter blandes godt og grundigt sammen af Lars Bille m.fl.

Det er et faktum, at regeringen og DF’s politiske liv afhænger af, at der fastholdes et billede af muslimer og indvandrere generelt, som stort set ensartede og homogene grupper, som så kan stigmatiseres som hovedproblemet i dansk politik. Det er basis for deres politiske magt siden 2001. Derfor frygten og raseriet overfor det første aspekt af SF’s nyformulering hos Anders Fogh og Pia Kjærsgård, som søges tildækket med et røgslør om, at det andet aspekt slet ikke eksisterer eller er mulig.
Her gælder nemlig dogmet – som under Den kolde krig og genopfundet af nuværende præsident G. Bush – at ”enten er du med os eller også er du imod os”, ingen alternativ vej eksisterer. Enten tilslutter SF sig regeringen og DF’ s politik på udlændinge- og integrations området fuldt og helt eller også er det ud i kulden!
Statsministeren formulerer – i desperation ? - dette helt firkantet og nærmest ordret.

Og præcis derfor kan Pia Kjærsgård selvfølgelig ikke tale ved demonstrationen mod de anti-demokratiske kræfter Hizb-ut-Tahrir m.fl. – ikke fordi hun og DF er anti-demokratiske som Hizb-ut-Tahrir, men fordi hun og DF med den skingre retorik og politik understøtter og lever af, at muslimer mere eller mindre generelt identificeres med disse grupper. Derfor ønsker DF ikke, at der laves de af SF ønskede demokratiske skillelinjer blandt nydanskerne. Lykkes en ordentlig og demokratisk integration af disse nemlig, ja så falder hele DF’s politisk religiøse korthus sammen om ørerne på Kjærsgård, Krarup & Co.

Samme reaktions mønster ses så på den anden side fra Det radikale venstre, Enhedslisten og dagbladet Politiken, men af den stik modsatte grund, nemlig et ønske om ordentlig integration. Derfor må der ikke fokuseres på kulturelle og demokratiske skillelinjer blandt nydanskere internt og i forhold til gammel danskerne. Det første aspekt hos SF, det demokratiske, latterliggøres derfor som selvfølgeligheder og tonen bliver gjort til altafgørende faktor frem for indholdet, som det for eks ses i Lars Trier Mogenses (LTM) artikel i Politiken 13/03.

Og i Deadline samme aften, i en debat mellem LTM og Ole Sohn fra SF, kører det over i rent demagogi og udlægning af røgslør over det demokratiske aspekt, når LTM desperat forsøger, ligesom den radikale ordfører i samme dags diskussion med Sohn i P1 radio, at får skudt partiet SF en udemokratiske fortid i skoene – ligesom Hizb-ut-Tahrir (ha! ha!, det kan du selv være!) -, med henvisning til Sohns fortid i DKP. Desværre lykkedes det ikke Ole Sohn, at få afvist vrøvlet med en klar sondring mellem egen historie og SF's historie.

Men SF’s og Villy Søvndals nuværende forsøg på demokratisk afgrænsning og nyformulering ligger helt i tråd med SF’s historie, hvor det demokratiske perspektiv har været ledetråden i hele partiets historie.

Helt tilbage i 1975 foretog den daværende formand Gert Petersen en tilsvarende og analog skarp demokratisk afgræsning til ikke demokratiske tendenser, dengang på venstrefløjen i forbindelse med den såkaldte Nellikerevolution i Portugal og i lyset af Den kolde krig som overordnet politisk ramme.

Her var diskussionen, om et folkevalgt parlament og regering var den eneste legitime demokratiske styreform eller om de magthavende og selvetablerede arbejder- og soldater råd efter revolutionen i Portugal kunne erstatte dette. SF’s og Gert Petersens holdning var krystal klar, et folkevalgt parlament og regering var eneste legitime demokratiske styreform.

Her blev en generel glasklar demokratiske linie suppleret med et helt konkret udtryk overfor alle ikke demokratiske og lignende tendenser på venstrefløjen, som siden er fulgt slavisk af partiet !

Men det forhindrede heller ikke dengang, som i dag, at der blev hylet op fra borgerlig politisk hold, når SF hermed fastholdt og konkret dokumenterede en demokratisk socialisme som alternativ til Sovjetkommunisme og kapitalisme.
Ligesom tilsvarende venstregrupperinger og DKP skosede SF, som et småborgerligt sammenrend uden sans for den korrekte lære og politik. Som i dag "enten er du med os eller også er du mod os", fra begge sider.

SF’s historiske demokratiske linie følger Villy Søvndal bare op på nu med afgræsning ikke til venstrefløjen og Den kolde krig, men til kulturrelativister og muslimer i spørgsmålet om integrationens demokratiske grundlag.

http://politiken.dk/indland/politik/art4736267/Lektor-Forkert-at-sammenligne-DF-med-Hizb-ut-Tahrir

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.