torsdag den 5. juni 2008

Dansk aktivistisk udenrigspolitik historisk set!

Danmarks katastrofalt aggressive aktivistiske udenrigspolitik.
Den historisk og udenrigspolitisk set mageløst uduelige danske politiske (over)klasse har stolte traditioner for gennemførelse af en aggressiv, aktivistisk og militaristisk udenrigspolitik, som på  200 år reducerede riget fra en mindre stormagt til en ubetydelig ministat.
Den nuværende regering med Anders Fogh Rasmussen ønsker tilsyneladende at videreføre disse stolte aggressive traditioner, men nu, som resultat af fortidens aktivisme, i spidsen for et af verdens mindste lande og som ideologisk halehæng til USA’s dybt reaktionære Bush administration.
Første akt: ”Danmark-Norge var gennem hele 1500 tallet (og endnu i 1600 tallets begyndelse) ubestridt Nordens dominerende magt.” I 1600 tallets begyndelse kastede Chr.IV imidlertid denne mindre stormagt ud i en aggressiv aktivistisk udenrigspolitik og ind i 30’årskrigen og efterfølgende i svenske krigene, fortsat af Frederik 3., med katastrofale resultater:
Fredsaftalen i Brömsebro 1645 medførte afståelse af Gotland og Öland samt Jämtland og Härjedalen i Norge. Halland blev pantsat til Sverige i 30år.
Roskildefreden 1658 og Københaverfreden 1660 medførte afståelse af Skåne, Halland og Blekinge samt Bohuslen i Norge.
I 1660 havde ”Frederik 3. og hans rådgiveres revanchekrig forvandlet Danmark til en pestbefængt fattiggård”, og Danmarks kerne areal var reduceret med 1/3 af ældgammelt dansk land.
Andet akt: ”Ved indledningen til 1800 tallet var ”Chr. 7. statsoverhoved for et rige, der strakte sig fra Grønland og Finmarken i nord til Hamburgs byporte ved Elben i syd.” Danmark var en såkaldt magt af anden rang.
I de sidste år af 1700-tallet indledte kronprins Frederik den såkaldt offensive neutralitetspolitik, der endte med kronprinsens betingelsesløse kapitulation til England i 1801. Den fortsatte aktivistiske støtte til Napoleon og Frankrig herefter betød bombardementet af København 1807 og tabet af hele den danske flåde, som var rygraden i rigets militær.
Freden i Kiel 1814 og den efterfølgende Wienerkongres 1814-15 udmøntede denne katastrofe med afståelsen af Norge til Sverige, som samtidig reducerede rigets befolkning fra 2½ mio. indbyggere til lidt over 1½ mio. 
Efter 1815 var Danmark ”.. klart reduceret endnu et trin. Dets fortsatte eksistens som en selvstændig stat var betinget af, at stormagterne så en fordel i, at landet eksisterede.” Dette skulle blive glasklart i de følgende årtier.
Tredje akt: I 1849 faldt enevælden og den danske helstat fik nu for første gang en aktivistiske dansk udenrigspolitik med et stærkt folkeligt element. De nationalliberale og ”Danmark til Ejderen” stod nu i spidsen for landets tredje store katastrofe, i opgøret med stormagten Preussen frem til krigsafslutningen i 1864. Som historikeren Hvidt skriver: ”Stærk nationalisme forblinder selv de mest nøgterne og jordbundne”. Og stærk konservativ ideologi gør det samme, kan det tilføjes med erfaringerne fra den nuværende regerings udenrigspolitik.
Fredsslutningen i Wien 1864 betød fuldstændig afståelse af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg. Danmark mistede 2/5 af sit landområde og 0,8 mio. af sine indbyggere og var reduceret til en ubetydelig småstat. ”Danmark var snart ikke andet end en prik på Europakortet”.
En ikke aktivistisk udenrigspolitik medvirkede derimod til Sønderjyllands tilbagevenden i 1920, som allerede kunne være sket under fredsforhandlingerne i 1864 i London. Dette forhindrede de nationalistiske aktivister og en inkompetent monark samt den folkelig forblindelse, der førte landets udenrigspolitik.
Den folkelige andel i denne katastrofe har givet efterdønninger helt op til i dag. ”Sårfeberen fra Dybbøl” som folkelig dårlig samvittighed og ministatens mindreværdsfølelse forstærket af den tyske besættelse 1940-45 er den historiske baggrund for omslaget til sin modsætning i form af den nuværende regering Foghs ideologisk betingede megalomane forestillinger om, at en lilleputnation som den danske i ly af USA ustraffet kan agere på linie med stormagterne.
Den historiske lærer af dette, understreget af terror angrebet på den danske ambassade i Pakistan, er derfor, at det ikke er dem, der kritiserer en komplet uduelig politisk klasses tilsyneladende historisk uendelige spillen hasard med riget og dets befolkning, der går fjendens eller terroristernes ærinde. Tværtimod er det dem, der stiller sig skulder ved skulder med dette galehus af en udenrigspolitik ført af regeringen Fogh Rasmussen med folkelig tilslutning og forblindelse a la 1800 tallets nationalistiske vanvid, der er de egentlige forrædere i forhold til landet og nationens fortsatte overlevelse.
(Citaterne er fra Politiken/Gyldendals Danmarks historie.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.