Danmarks katastrofalt aggressive aktivistiske udenrigspolitik.
Den historisk og
udenrigspolitisk set mageløst uduelige danske politiske (over)klasse har stolte
traditioner for gennemførelse af en aggressiv, aktivistisk og militaristisk
udenrigspolitik, som på 200 år
reducerede riget fra en mindre stormagt til en ubetydelig ministat.
Den nuværende regering
med Anders Fogh Rasmussen ønsker tilsyneladende at videreføre disse stolte
aggressive traditioner, men nu, som resultat af fortidens aktivisme, i spidsen
for et af verdens mindste lande og som ideologisk halehæng til USA’s dybt
reaktionære Bush administration.
Første akt: ”Danmark-Norge var gennem hele 1500 tallet (og
endnu i 1600 tallets begyndelse) ubestridt Nordens dominerende magt.” I 1600
tallets begyndelse kastede Chr.IV imidlertid denne mindre stormagt ud i en
aggressiv aktivistisk udenrigspolitik og ind i 30’årskrigen og efterfølgende i
svenske krigene, fortsat af Frederik 3., med katastrofale resultater:
Fredsaftalen i Brömsebro
1645 medførte afståelse af Gotland og Öland samt Jämtland og Härjedalen i
Norge. Halland blev pantsat til Sverige i 30år.
Roskildefreden 1658 og
Københaverfreden 1660 medførte afståelse af Skåne, Halland og Blekinge samt
Bohuslen i Norge.
I 1660 havde ”Frederik 3.
og hans rådgiveres revanchekrig forvandlet Danmark til en pestbefængt
fattiggård”, og Danmarks kerne areal var reduceret med 1/3 af ældgammelt dansk
land.
Andet akt: ”Ved indledningen til 1800 tallet var ”Chr. 7.
statsoverhoved for et rige, der strakte sig fra Grønland og Finmarken i nord
til Hamburgs byporte ved Elben i syd.” Danmark var en såkaldt magt af anden
rang.
I de sidste år af
1700-tallet indledte kronprins Frederik den såkaldt offensive
neutralitetspolitik, der endte med kronprinsens betingelsesløse kapitulation
til England i 1801. Den fortsatte aktivistiske støtte til Napoleon og Frankrig
herefter betød bombardementet af København 1807 og tabet af hele den danske
flåde, som var rygraden i rigets militær.
Freden i Kiel 1814 og den
efterfølgende Wienerkongres 1814-15 udmøntede denne katastrofe med afståelsen
af Norge til Sverige, som samtidig reducerede rigets befolkning fra 2½ mio.
indbyggere til lidt over 1½ mio.
Efter 1815 var Danmark
”.. klart reduceret endnu et trin. Dets fortsatte eksistens som en selvstændig
stat var betinget af, at stormagterne så en fordel i, at landet eksisterede.”
Dette skulle blive glasklart i de følgende årtier.
Tredje akt: I 1849 faldt enevælden og den danske helstat fik
nu for første gang en aktivistiske dansk udenrigspolitik med et stærkt
folkeligt element. De nationalliberale og ”Danmark til Ejderen” stod nu i
spidsen for landets tredje store katastrofe, i opgøret med stormagten Preussen
frem til krigsafslutningen i1864. Som historikeren Hvidt skriver: ”Stærk nationalisme
forblinder selv de mest nøgterne og jordbundne”. Og stærk konservativ ideologi
gør det samme, kan det tilføjes med erfaringerne fra den nuværende regerings
udenrigspolitik.
Fredsslutningen i Wien
1864 betød fuldstændig afståelse af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og
Lauenburg. Danmark mistede 2/5 af sit landområde og 0,8 mio. af sine indbyggere
og var reduceret til en ubetydelig småstat. ”Danmark var snart ikke andet end
en prik på Europakortet”.
En ikke aktivistisk
udenrigspolitik medvirkede derimod til Sønderjyllands tilbagevenden i 1920, som
allerede kunne være sket under fredsforhandlingerne i 1864 i London. Dette
forhindrede de nationalistiske aktivister og en inkompetent monark samt den
folkelig forblindelse, der førte landets udenrigspolitik.
Den folkelige andel i
denne katastrofe har givet efterdønninger helt op til i dag. ”Sårfeberen fra
Dybbøl” som folkelig dårlig samvittighed og ministatens mindreværdsfølelse
forstærket af den tyske besættelse 1940-45 er den historiske baggrund for
omslaget til sin modsætning i form af den nuværende regering Foghs ideologisk
betingede megalomane forestillinger om, at en lilleputnation som den danske i
ly af USA ustraffet kan agere på linie med stormagterne.
Den historiske lærer af
dette, understreget af terror angrebet på den danske ambassade i Pakistan, er
derfor, at det ikke er dem, der kritiserer en komplet uduelig
politisk klasses tilsyneladende historisk uendelige spillen hasard med riget og
dets befolkning, der går fjendens eller terroristernes ærinde. Tværtimod er det
dem, der stiller sig skulder ved skulder med dette galehus af en
udenrigspolitik ført af regeringen Fogh Rasmussen med folkelig tilslutning og
forblindelse a la 1800 tallets nationalistiske vanvid, der er de egentlige
forrædere i forhold til landet og nationens fortsatte overlevelse.
(Citaterne er fra
Politiken/Gyldendals Danmarks historie.)
Jørgen Garp.
