torsdag den 29. september 2011

SF’s bortforklaringer.

Har d.d. sendt flg. indlæg til Politiken (optaget 01/10):
SF’s bortforklaringer. 
Astrid Krag, Ida Auken og SF er åbenbart ved at skabe sig sin helt egen lille ”dolkestødslegende”, når de to SF’ere i Politiken (29/09) påstår, at Rune Engelbrecht og kritikere i rød blok sammen med VKO og borgerlige aviser har ansvaret for den konstante siven af vælgere til blå blok fra den uge, hvor udlændingepolitikken fyldte meget i valgkampen. ”En konstant siven af vælgere, der i sidste ende var meget tæt på at koste os et nyt flertal”, som det hedder.
Nej SF’s ledelse fejlen var helt Jeres egen. Da taktikken med at ikke et figenblad måtte kunne skubbes ind mellem S og SF i valgkampen selvfølgelig blev uholdbar blot en uge henne i denne, hvad gjorde Villy Søvndal og SF så? De trak udlændingekortet i form af 24 års reglen som eksempel på en forskel på S og SF, hvorimod partiet først to dage før valget endelig fremlagde en perspektivrig grøn klimapolitik, der ved sin blotte eksistens også havde kant til S. Undskyld men hvor dum har man lov at være, kunne man helt rimeligt spørge?
Men i stedet gør SF det let for sig selv ved at fralægge sig ansvaret for egne fejl og pådutte blå blok og interne kritikere i rød blok ansvaret – usmageligt!
Og måske vigtigst, når man nægter at erkende egne fejl, ja så er man selvfølgelig også ude af stand til at tage ved lære af dem.

Bemærk desuden venligst også flg "herlige" bemærkning i Krag/Auken artiklen fra dagens Politiken:
"Men (valg)resultatet er det tredjebedste valg for SF nogensinde, hvis man ser bort fra 80'ernes hyppige folketingsvalg".
Der var 4 FV i 60'erne, 5 i 70'erne, 4 i 80'erne, 3 i 90'erne og 3 i 00'erne!
Det Krag/Auken åbenbart ønsker man ser bort fra er det historiske faktum, at SF ved 80'ernes ”hyppige” FV fik henholdsvis 21, 21, 27 og 24 mandater, altså de to bedste resultater for SF nogensinde samt yderligere to langt over 2011 resultatet på 16 mandater! Det var i øvrigt i parentes bemærket efter et partiopgør i slut 70'erne, hvor SF's højrefløj havde lidt nederlag og forladt partiet.
Det var samtidig her i 80'erne, og IKKE først fra 2007, som det i egen selvforståelse såkaldt nye SF søger at fremstille det, at SF var villig til at tage konkret og praktisk ansvar for den daglige parlamentariske politik inklusiv regeringsdeltagelse mv., og det vel og mærke samtidig med, at det socialistiske alternativ ikke blev søgt bortgemt og skrottet som i dag, men lagt åbent frem for befolkningen!
Husk dertil også venligst, at retouchering af historiske fakta og personer let giver uhyggelige mindelser om fortiden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.