lørdag den 10. september 2011

Advarsel: Den liberalistiske ideologi./opdateret 06/01-12

I 1929 og følgende år brød den liberalistiske markedskapitalisme og dens nattevægterstat endegyldigt sammen i 2.verdenskrigs totale økonomiske, politiske og moralske ragnarok.
Nattevægterstaten havde været delvist suspenderet under 1.verdenskrig, der samtidig afgjorde den endelige fordeling af det 19.årh.'s imperialistiske 'rov' mellem de europæiske stormagter (læs tyske krigsskadeerstatninger mv.), men blev reetableret helt i Europa (minus Rusland!) og USA som udgangen på de sociale omvæltninger og kampe under og i kølvandet på 1.verdenskrig.
Dette sammenbrud fra 1929 i den kapitalistiske markedskapitalisme og dens nattevægterstat var ligeså fundamentalt og endegyldigt, som da dens konkurrent på verdensplan, den centralistiske kommunistiske planøkonomi 60år senere i relativ ro og orden forlod realiteternes verden i Sovjetunionen og omegn og gradvist og mindre opsigtsvækkende i Kina årene efter.
Ingen har mig bekendt endnu forsøgt at genoplive det centralistiske planøkonomiske lig, som dog vandrer omkring som en slags levende død i rudimentære randområder af verden som Nordkorea, og heller ikke indtil videre verbalt, som et forsøg på i det mindste teoretisk-politisk at tilbagekalde den døde plan fra det hinsidige.
Anderledes forholder det sig med den liberalistiske markedsøkonomi. Ikke at den er genetableret i levende live siden 30’erne, med en mulig undtagelse i Chile (1975-83) efter CIA militærkuppet i 1973 og den liberalistiske guru Milton Friedmans indtog som økonomisk praksis sættende efter kuppet.
Men siden Reagan og Thatcher årene i 80’erne, er der derimod gjort sejlivede forsøg på at bilde befolkningerne i Vesten ind, at det kunne være en realistisk mulighed, at genopvække den døde ikke blot i teorien, men også i realiteternes verden. En Anders Fogh Rasmussen og den liberalistiske såkaldte tænketank CEPOS samt partiet Liberal alliance er illustrative eksempler fra den hjemlige andedam med adskillige pendanter rundt omkring i verden og med Tea party bevægelsen i USA som det seneste, mest farverige og ”bindegale” eksempel.
Reagan tiden er illustrativ for skismaet mellem ideologisk betinget liberalistisk tågesnak og de økonomiske realiteters verden, efter at den keynesianske krisestyrings politik tilsyneladende havde nået sine grænser i 1970’erne med stagflation mv.
Reagans verbale svar på dette, den såkaldte udbudsøkonomi, som i dag fastholdes og gentages til ulidelighed af det økonomiske establishment her i landet (se Jesper Jespersen, Politiken 05/09-11), og lignende liberalistiske forsøg på at lukke øjnene for kapitalismens evigt tilbagevendende kriser, voksede frem, samtidig med at Reagan i praksis med våbenkapløb og militær oprustning som rambuk, sideløbende med ideologisk betingede offentlige nedskæringer samt skattelettelser for de rige, fastholdt en særlig afart af keynesiansk økonomisk politik og efterlod USA med et kæmpe offentligt gældsproblem.
Men Reagan og Thatcher startede derimod i 80'erne, sideløbende med deres succesfulde bekæmpelse af fagforeningerne, den deregulering af finanssektoren og følgende internationalisering af finanskapitalen og indskrænkning af national pengepolitik som bredte sig til (resten af) Europa inklusiv Danmark, og som senere blev fulgt op af samme deregulering af det nationale ejendomsmarked i USA og dele af Europa, herunder Danmark.
Demokraten Clinton videreførte og udbyggede denne internationalisering af finanskapitalen som motor for et økonomisk opsving, der midlertidigt skabte et alternativ til den Keynesianske krisestyrings politiks sammenbrud i 70'erne. Det lykkedes således Clinton i 90'erne at fjerne stats gælden hjulpet af den økonomisk vækst, faldende ledighed og offentlige tiltag, tilsvarende som det samme lykkedes for Nyrup regeringerne i Danmark.
Hvorefter republikaneren Bush Jr. ”genoprettede” Reagan tidens gæld helt og fuldt med krigene i Afghanistan og Irak samt, som VKO i Danmark, med ideologisk betingede skattelettelser til de rigeste og fuldførelsen af et helt ukontrolleret ejendoms- og finansmarked.
Sammenbruddet i verdensøkonomien i 2008 viste, at den ny liberalistiske deregulering af finanskapitalen mm., over et mindre midlertidigt sammenbrud omkring år tusindskiftet, den såkaldte IT bobles implodering, og efter de fatale liberalistiske forsøg i Sovjet mv. i 90'erne, samt de mislykkede forsøg i forbindelse med de asiatiske og latinamerikanske økonomiers krise også i 90'erne, nu var nået til vejs ende og åbenbarede sin midlertidighed og uformåen som afløser og alternativ til den Keynesianske krisestyrings politik for enhver, der ikke var fuldstændig indhyllet i et tågeslør af ideologisk betinget formørkelse.
Statsmagten måtte igen træde til som redningsmand for sammenbruddet i den internationale finanskapital som fremtrædelsesform for kapitalismens indbyggede væsen af tilbagevendende kriser af varierende styrke og intensitet.
Således efterlod Bush to krige, et massivt offentligt gældsproblem og en verdensøkonomisk og økologisk krise til sin efterfølger demokraten Obama.
Hvorefter en stemnings-labil amerikansk vælgerbefolkning gav manden 9 mdr. til at rette op på dette, før de startede med at rive tæppet væk under ham ved suppleringsvalget til senatet efter Edward Kennedys død i den liberale (til forskel fra liberalistiske!) kernestat Massachusetts og fuldførte værket under to år efter indsættelsen i 2009 ved midtvejsvalget 2010!
Sådan agerer en befolkning der bliver fyldt med liberalistisk tågesnak fra morgen til aften om staten, det offentliges og skatternes unødvendighed, trods realiteternes nådesløse og tilbagevendende bevis på, at staten, skatterne og det offentlige er og siden 30’erne har været en livsnødvendig krykke for markeds kapitalismens overlevelse.
Samtidig undlod Obama at indfri valgløfterne om et opgør med den ukontrollerede finanssektor og dens "bagmænd", men ansatte i stedet nogle af disse med Larry Summers i spidsen i sin stab til styring af ... ja af økonomien herunder den deregulerede finanssektor, som de samme menesker havde tjent styrtende med private formuer på indtil sammenbruddet i 2008, jvf. bl.a. den Oscar vindende dokumentarfilm Wall Street Inside!
Også i den hjemlige offentlighed har den nyliberalistiske ideologi levet i bedste velgående den sidste snes år, mellem for eks. CEPOS, Liberal alliance og andre borgerliges liberalistiske tågesnak, og de barske økonomiske realiteter i en kapitalistisk markedsøkonomi, hvor enhver alvorlig slippen markedet løs - senest finans- og ejendomsmarkedet - før eller siden materialiserer sig som et verdensøkonomisk krise eller sammenbrud.
De inkarnerede liberalistiske fortalere som Martin Ågerup og Christopher Arzrouni fra CEPOS gentager imidlertid blot som svar herpå bevidstløst deres liberalistiske forgængere fra 30’erne, som da alt var brudt sammen fortsatte med mantraet om stop for statslige indgreb og fortsat uhæmmet frisætning af markedet, som løsning på sammenbruddet. Martin Ågerup 20/8-11: ”Det er politikerne, der ved at gribe ind og redde bankerne har opført sig på en måde, der er imod det frie markeds principper.”
Og medierne, trykte som elektroniske, har stillet og stiller stadig beredvilligt metervis af spalteplads og taletid til rådighed for denne ideologi, uden en eneste gang, mig bekendt, at foreholde dem realiteterne om dens sidste historiske praksis fra 1930’erne og de følgende konsekvenser for verden og dens befolkning.
Kunne man forestille sig en lignende nænsomhed overfor tilsvarende forsøg på at revitalisere det historisk planøkonomiske lig fra Sovjettiden bare verbalt teoretisk-politisk? Nej vel, et splitsekund efter et sådant forsøg ville samtlige medier – helt rimeligt - være på pletten med tonsvis af krav om redegørelse for et så absurd standpunkt og ønske med hidsige henvisninger til denne økonomis praktiske historiske konsekvenser.
Så meget for mediernes politiske objektivitet, neutralitet og saglige ageren. Realiteten er desværre en permanent (politisk betinget?) nænsomhed overfor det liberalistiske ligs verbale genkomst, uden seriøs kritisk tilgang til fænomenet og dets mulighed for realisering i politisk praksis, samt ikke mindst hvad konsekvenserne af en sådan realisering så ville være, set i lyset af de historiske realiteter, de liberalistiske tiltag især siden 1980'erne og den nuværende verdensøkonomiske og økologiske krise.
Hertil kommer den politiske venstresides teoretisk, politiske lammelse og manglende evne til et opgør med dette fænomen - senest materialiseret som den ny S-SF-R regerings totale svigt på dette område - ved at sætte et troværdigt og i modsætning til den liberalistiske tågesnak praktisk gennemførligt alternativ på benene.
Den første forudsætning for seriøse og virkningsfulde teoretiske og politiske tiltag i forhold til den kapitalistiske økonomiske og økologiske krise er på sigt således, et gennemgribende opgør med den liberalistiske teoretiske og politiske frihjulskørsel i forhold til praksis og de økonomiske og økologiske realiteter siden 70’ernes kriser, hvor den keynesianske krisestyrings begrænsninger materialiserede sig.
Før det sker, vil ingen sammenhængende og virkningsfuld "nykeynesiansk" politisk økonomi og krisestyring med afgørende hensyntagen til den katastrofale klimamæssige og økologiske udvikling kunne etableres af nogen som helst politisk kraft lokalt eller på verdensplan.
http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html
http://www.garps-verden.com/2012/05/endnu-en-mand-der-kan-pege-pa.html
Se desuden Ove K. Pedersen: Konkurrencestaten, Reitzels 2010. s16ff.
Og: http://www.garps-verden.com/2013/03/politik-rockerbander-og-videnskab.html
http://www.garps-verden.com/2012/03/materialistisk-forbrug-som-narkotisk.html
Samt som et lys i mørket (?): http://www.information.dk/551437
23/04-16: https://www.information.dk/moti/2016/04/things-fall-apart-the-centre-cannot-hold

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.