onsdag den 12. oktober 2011

Debat om Åbent brev til S-SF


I let ændret udgave i Information 11/10-2011: Åbent brev til S og SF:
Kære S og SF. 
Det er, for at sige det lige ud og med risiko for at blive beskyldt for at sidde på sidelinjen og spille kloge Åge, helt ubegribeligt, hvorfor I har givet så meget køb på den centrale økonomiske politik ved forhandlingerne med de radikale om regeringsgrundlaget.
Vi S-SF vælgere bliver hele tiden belært om, at man skal kunne tælle til 90, og uden R kunne S-SF og Enhl. ikke klare at tælle til 90. Og at R desuden havde hele blå blok med og bag sig i forhandlingerne om den økonomiske politik, altså langt over 90 mandater, nemlig 104.
Derfor blev den økonomiske politik, med udgangspunkt i V-K’s økonomiske politik generelt, som det hedder, ikke lilla men rendyrket blå.
Men hvis vi S-SF vælgere skal kunne tælle til 90, skal de radikale vel også kunne tælle til 90?
Eller sagt på en anden måde: Hvor kunne R gå hen og få gennemført alt det af deres politik, de har fået i regeringsgrundlaget på de andre afgørende politikområder som værdi-, klima-, miljø- og uddannelsespolitik inklusiv centrale minister poster på områderne?
Svaret er, ingen steder, igen af den simple grund, at der ikke ville kunne etableres 90 mandater bag en sådan politik uden om S-SF og Enhl.
Hvorfor? Fordi det ville have krævet ikke kun V-K-R og Liberal alliances samt et færøsk mandat i alt 82 mandater, men også DF’s 22 mandater, hvilket er komplet usandsynligt, hvis man læser regeringsgrundlaget på disse for R centrale politik områder. Så enkelt er det S og SF udfra Jeres egen logik!
Hvorfor har I så ikke med denne kendsgerning presset R på den økonomiske politik, så I også havde fået væsentlige indrømmelser her? Det har vi, der har stemt på Jer, stadig IKKE fået et blot rimeligt ædrueligt svar på?
Med venlig hilsen
Jørgen Garp
R tæller ikke til 90
Af: Kasper Søby Jensen, SF, Ishøj
13. oktober 2011 kl. 15:22
Jørgen Garp mener 11. oktober at argumentet om, at man skal kunne tælle til 90, også må gælde for de radikale. Men sådan forholder det sig faktisk ikke.
Radikales store sejre ved regeringsdannelsen består i det store hele af ting, de har forhindret i at blive gennemført — øget skat på banker, millionærer og aktier. At forhindre andre i at gennemføre dette, kræver blot, at de andre ikke kan tælle til 90.
Jørgen Garp mener, at de radikale skal kunne tælle til 90 for at gennemføre klima-, værdi- og uddannelsespolitik, og at de derfor havde været afhængige af S og SF.
Problemet er, at havde S og SF gjort det, var Radikale blevet stående uden for regeringen. Derpå havde Helle Thorning dannet en S-SF-regering, som efterfølgende skulle tælle til 90 vedrørende økonomisk-, klima-, værdi- og uddannelsespolitik. Resultatet var blevet det samme eller værre.
Når det alligevel er en fordel at have Radikale med i regeringen, handler det om den lange bane. Om to år når der ikke længere er nogle valgløfter der skal forhindres, men nye problemer der skal løses, er Radikale nødt til at være med i et flertal med S og SF. Til den tid skal alle sider gå på kompromis, hvis regeringen skal overleve. Og i den situation er det alt andet lige bedre at have Radikale inde end ude.

Jørgen Garp abonnent siger:
Følgende duplik sendt til Informations Debat 13/10, håber det bliver bragt, men ellers er det i det mindste her:
SF: R behøver ikke tælle til 90!
Med den holdning Kasper Søby Jensen (KSJ) fra SF lægger for dagen i sit svar til mig 13/10, er det jo ikke underligt, at S og SF fik så uendeligt lidt indflydelse på regeringens økonomiske politik. Faktisk kun den såkaldte kick start af økonomien med sølle 10 mia.kr eller sådan ca. det dobbelte af, hvad VKO ville have gennemført alligevel.
Når man som KSJ er indstillet på at forhandle på en måde, så R alt efter behag kan travalje ud og ind af forhandlingslokalet for at hente ekstern støtte i blå blok, i stedet for at holde døren hermetisk lukket mens der forhandles, ja så skal det jo gå så galt, som det så også gjorde!
Ifølge KSJ så kan R bare åndeligt talt forlade lokalet under forhandlingerne om den økonomiske politik og stille sig ud til blå blok med henvisning til, at S-SF-Ø ikke har flertal uden om R for millionær- og bankskat mm. I næste øjeblik kan R så, igen ifølge KSJ, bare smække døren i til omverdenen (læs VKO) og sige, at nu er det kun os her i lokalet der forhandler værdi-, klima- og uddannelsespolitik, og ellers forlader vi lokalet helt.
Grunden til denne ”alle fire poter i vejret” taktik skulle så ifølge KSJ være nogle helt udokumenterede og luftige forventninger til, at R om to år eller mere skulle være villige til kompromisser om økonomien. Hvorfor i alverden skulle R dog det, når al erfaring siger dem, at de bare kan splitte forhandlingerne op efter behag, og henvise til et alternativt samarbejde med VKO om den økonomiske politik, så klapper S-SF i og samtykker, og R undgår ubehagelige kompromisser?

Lars Hansen siger:
Ja præcis! Sådan er politik. Det ene øjeblik kan 90 mandater i Folketinget vedtage noget. Og det næste øjeblik kan andre 90 mandater vedtage noget andet. Det behøver ikke være de samme 90 mandater, der vedtager det hele.
Jørgen Garp abonnent siger:
Lars Hansen: Det er dog en helt håbløs opfattelse af de 90 mandaters matematik du serverer! Hvis det var sådan virkeligheden artede sig, ja så havde for eks. tilbagetrækningsreform, dagpenpengeforlig(2010) og et utal af andre tiltag aldrig set dagens lys!
En regering binder ligesom tidligere indgåede forlig binder, selv om man inderst inde er imod dem.
Igen ellers ville tilbagetrækningsreformen aldrig blive stemt igennem i dagens folketing, sådan er det.
Lars Hansen: Men egentlig har du jo fat i hjertet på den radikale sjæl.
I R’s egen selvopfattelse, som mennesker der moralsk er hævet højt over andre, ja så søger R hele tiden at omgøre den regel, som selv DF kan finde ud at følge. Nemlig en vis loyalitet overfor ens samarbejdspartnere, også selv om man ikke er i regering, men kun støtteparti, deraf DF’s tilslutning til efterlønsforringelse mm.
Se denne regel om lidt loyalitet overfor dem man samarbejder med og går i regering med, den forsøger R af al magt at omgøre - illoyalitet er selve partiets kendetegn! Et forhold de åbenbart mener at kunne tillade sig, fordi de på forhånd så at sige i egen selvforståelse moralsk allerede er højt hævet over den almindelige “pøbel” af vælgere.
Det forhindrer imidlertid ikke - eller det er snarere en integreret del af deres adfærd - at de belærende og moralistisk fører sig frem som de, der mere end alle andre, er ansvarlige på alle områder, det være sig økonomi, de humanistiske forhold, udlændinge, osv, osv til ulidelighed!
Men sådan lidt almindelig folkelig loyalitetsforståelse, nej det er man sågu for moralsk “fin” til!
Jørgen Garp abonnent siger:
Nej Lars Hansen du tager totalt fejl. Jeg er overhovedet ikke rasende på R. Jeg bryder mig IKKE om partiet, det er korrekt, men deres adfærd er helt forventelig og kun politiske ignoranter bør blive overraskede herover, netop fordi deres politiske ryggesløshed er nøjagtig, som du skriver og åbenbart syntes om, og dig om det.
Problemet er, at S-SF dels kvajede sig især fra efterår 2010 (pointsystemet) og til og med valgkampen og dermed forhindrede plan A, at holde R nede på 5-6% og så tilbyde samarbejde herudfra.
Dels havde S-SF tilsyneladende ikke en plan B for, hvad der skulle ske hvis R voksede, og det delvist skete på bekostning af S-SF.
Dette kan man sige, sådan set ikke overrasker mig, men på den anden side er jeg da lidt skuffet over udfaldet af valget og S-SF’s læggen sig på ryggen med alle fire poter i vejret under regeringsforhandlingerne i stedet for at stå fast, indrømmet!
Og så Lars kan man selvfølgelig ikke som du sætte lighedstegn mellem loyalitet og blokpolitik!
Jørgen Garp abonnent siger:
Lars Hansen: Utålelig nedladende, bedrevidende, belærende med uddeling af karakterbøger til alt og alle. Se herpå kan man kende en ægte radikal.
Andre har ”manglende forståelse for den alvorlige økonomiske”, ” folk må se at blive voksne”, ”mangel på realisme”, ”taberattitude” osv, osv
Alle disse anklager skal som sædvanlig fra radikal side dække over, at man har en agenda, som man følger stenhårdt: Ingen økonomiske indgreb må ramme den højere middelklasses stadig stigende private overforbrug, som er rygraden hos de radikale.
Det kunne så være hvis partiet stod ved dette, men det gør man ikke. Denne helt entydige egeninteresse bliver altid pakket ind i en klæg masse af bedreviden og belærende anmærkninger til alle andre om den nødvendige politik, blot hør ti sekunder på en Margrethe Vestager.
Men den nødvendige politik Lars Hansen er:
- at alle med årlig indkomster over 4-500.000kr skal betale mere til fællesskabet efter en progressiv skatte skala, dvs. betale mere i skat. Det skal denne befolkningsgruppe, fordi disse menneskers stadig voksende privatforbrug øger uligheden, øger statsgælden og smadrer klimaet for vores børn. Pengene skal bruges til en grøn vækst og erhvervspolitik mm.
- at samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom beskattes yderligere, til en start skal skattestoppet siden 2001 hastigt elimineres. Og pengene skal IKKE, som R så gerne vil, bruges til lettelse af topskatten for R’s vælgere af højere middelklasse, men til at nedbringe statens gæld og/eller til grønne vækstinitiativer.
- at gennemføre øgede skatter på banker og finansielle transaktioner. Størrelsen af dette skal variere med banker og andre finansielle institutioners uddeling af bonusser og ekstreme lønninger til topchefer mv. Dette skal dels medføre, at samfundet inddrager nogle af omkostningerne ved den økonomiske krise forårsaget af samme bankers uansvarlige økonomiske adfærd, samt hjælpe med til at hive topchefernes snabler op af virksomhedernes kasser, så der bliver råd til flere (grønne) investeringer mv.
Se det ville være en begyndelse på en rigtig ansvarlig økonomisk politik, der yderligere ville have den fordel, at dem der har ansvaret for den økonomiske krise også kommer til at betale for den, i stedet for på ægte R vis at lade de dårligstillede arbejdsløse og nedslidte arbejdere betale for andres overforbrug og grådighed!
Jørgen Garp abonnent siger:
Den med privatforbruget, der øger statsgælden er måske lidt uklart formuleret af mig. Tanken er såmænd blot, at hvis pengene bruges til øget privatforbrug hos de højtlønnede - så sænker det statens gæld marginalt via indtægter fra moms og afgifter - mens en direkte inddragelse i form af øgede skatter markant sænker underfinansieringen på det offentlige budget og dermed statens gæld, som situationen er i dag.
De der “dynamiske effekter” er blot endnu en af de ideologiske forklaringer, som borgerlige økonomer hiver frem forklædt som objektive sandheder, men hvis egentlige formål er, at beskytte over- og højere middelklasses egne interesser, som økonomerne i øvrigt selv tilhører!
En anden tilsvarende er ideologien om, at de højtlønnede arbejder mere, hvis de belønnes med at topskatten sænkes, selv om mange/de fleste højtlønnede slet ingen maximum arbejdstid har og derfor allerede arbejder for meget!, mens de lavtlønnede og dem uden beskæftigelse arbejder mere, hvis de får nogle “tørre tæsk”.
En tredje er ideologien om, at økonomien er en såkaldt ligevægts økonomi, hvor udbuddet skaber sin egen efterspørgsel, hvorfor de totalt overvurderede økonomer blev revet med på røv og albuer, da den økonomiske krise satte ind.
En regulering af banksektoren gerne for mig, hvis det er bedre eller som supplement.
Men her er min vigtige pointe også, at få indført tiltag, der medfører, at de højere funktionærer i både privat og offentlig regi, får trukket deres selvovervurderende og grådige snabler op af virksomheder og offentlige kasser, så midlerne i stedet kan kanaliseres over i grønne investeringer og/eller (igen) nedbringelse af statens gæld!
Lars Hansen siger:
@Jørgen Garp
“Dynamiske effekter” og det, der hedder “incitamentsproblemer” pga. høje satser for dagpenge og kontanthjælp er nu altså ikke kun ideologi men også noget, der kan underbygges via både almindelig adfærdsteori og historiske data.
Der vil altid være stor usikkerhed om, hvor store disse effekter er, men blot at afvise deres eksistens som “ideologi”, det er altså ikke seriøst. Det er snarere et udtryk for, at du ikke ønsker at forholde dig til disse ting, fordi de står i vejen for den politik, som DU af ideologiske grunde gerne vil føre.
Der er en lille smule “hvis det er fakta, benægter jeg fakta” over den holdning, du fremfører her. Nå men ellers tror jeg, at vi er ved at have været vejen rundt, så med dette indlæg vil jeg sige tak for en god debat.
Jørgen Garp abonnent siger:
Nå der at da i det mindste usikkerhed om effekten af de ideologiske tiltag, der normalt fremføres som objektive størrelser, så det kan jeg så tage som en indrømmelse af, at selv nogle radikale kan se, at deres tilgang ikke er udtryk for en objektiv økonomisk nødvendighed, men fuldstændig, som det vi andre indrømmer uden problemer, for ideologisk og interessebetingende forslag til løsning af landets økonomiske og andre problemer. Og derfor selv tak for debatten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.