onsdag den 10. marts 1999

Dumsmart middelklasse

Dumsmart middelklasse
Af: JØRGEN GARP
10. marts 1999 | Om denne artikel (Information)
Den troløse middelklasse har kun foragt tilovers for det gamle arbejderparti, Socialdemokratiet, som nu må lide den tort at få reduceret sin modstand mod import af fremmed arbejdskraft til ‘Folkeparti-agtige budskaber’

IMPORT 
Piv-piv-piv, lyder det endnu engang med rette fra arbejdsgivere og betrængte middelklasse danskere.
Hør blot formanden for Ingeniørforbundet Finn R. Larsen (Inf. 5. mar. 99), der fremmaner angsten for at miste arbejdspladser til de stenrige østlande som Rumænien. Tænk sig, Rumænien har allerede taget 30 ingeniørarbejdspladser fra det ludfattige Danmark.
Og lederen bjm (Inf. 6.-7. mar. 99) messer med:”hvis ikke de nye arbejdende generationer skal slide sig selv og familie-livet i stykker i stress og opskruet arbejdstempo, må vi søge en hjælpende hånd i de lande i vestens periferi, der har et stort overskud af veluddannede - og i hjemlandet ofte arbejdsløse - mennesker. Eller også må vi sige farvel til en pæn del af den ‘danske’ velstand.”
O’ ve o’ skræk, hvor det haster. For det er ganske vist, der er allerede blevet 30 færre af dette plukkemodne overskud af potentielle veluddannede arbejdsløse hjælpere til den danske fattiggård.
Og skulle det stenrige Rumænien måske ikke kunne afse de par håndører, det har betalt for uddannelsen af disse veluddannede mennesker i vestens periferi, om vi må spørge, når nu den danske stat og virksomheder ikke har haft råd til selv at uddanne arbejdskraften? Alt er jo så billigt dernede, som mange af vestens fattige har oplevet det på egen krop på ferier ved Sortehavet og ellers ved selvsyn har kunnet iagttage det, i form af deres billige børnehjem, på tv.
Luk kæften
Når de satans socialdemokrater ikke umiddelbart bare hopper med på spøgen, så er det selvfølgelig ifølge bjm udelukkende på grund af fremmedangst og integrationsproblemer, hvorimod R middelklassehumanismens parti par excellence ved sin undervisningsminister straks stiller et center i udsigt, der skal sluse 200 østeuropæisk betalte ingeniøruddannelser ind i arbejdssøgende virksomheder. Vel og mærke virksomheder, der ligger i Danmarks fattiggård og ikke i det solbeskinnede Sortehavsrige Rumænien.
Vel talt, Margrethe Vest-ager, og så kan vi vel lukke kæften på socialdemokratiske og andre bagstræbere, fremmedangste og folk med moralske tømmermænd.
Derimod har Akademikernes Etniske Selskab ikke forstået en brik af det hele, når de påpeger arbejdsløshed blandt ingeniører i Danmark. Men de fanger dog Vestager på det forkerte ben og får hende til at synge med på forundringen over arbejdsgivernes (og Larsen/bjm’s) råb om manglende arbejdskraft samtidig med forekomsten af arbejdsløse ingeniører.
Det vil de nu efter sigende tage sig en snak om, og som god radikal helgarderer Vest-ager sit center, ved at understrege, at der er behov for at spille på flere strenge.
Den rette pris
Men lur mig, om ikke Vestager, Larsen og bjm udmærket ved, at arbejdsgiverne har ret når de altid råber op om manglen på arbejdskraft. Enten som nu direkte eller som under massearbejdsløsheden indirekte i form af angreb på for høje dagpenge i for lang tid med deraf følgende mangel på arbejdskraft til den rette pris.
For her er vi ved hovedproblemet for Larsen og hans (middelklasse-) repræsentanter på tinge og i medieverden: Prisen på Larsen og hans folk i ingeniørforbund mv. må ikke stige subsidiært skal falde, og så nytter det jo ikke, at Monir Al-Chaer og hans Etniske selskab utidigt kommer her og kræver, at arbejdsløsheden skal sættes yderligere ned.
Nej, her kræves der rigeligt med billige rumænere, så arbejdsløsheden i Dannevang kan holdes på et fornuftigt niveau, der sikrer arbejdsgiverne en fornuftig indtjening, som det hedder, og dermed Larsen hans danske arbejdspladser uden direkte lønnedgang. En delikat balancegang, må man medgive.
Omklamrede klienter
Tilbage bliver desværre Akademikernes Etniske Selskab, beklager Monir Al-Chaer, og nogle danske kollegaer, som kan se frem til et rumænsk islæt i arbejdsløshedskøen.
De vil så stadig blive omklamret, klientgjort af for-stående middelklasse humanister for i næste øjeblik at få løftet den moralske pegefinger med krav om permanent at stå til rådighed, blive aktiveret og i sidste ende yde samfundstjeneste for den kontanthjælp, det forstående middelklasse Danmark yder dem i så rigt mål. Sådan er det bare i denne den bedste af alle verdener.
Til forklaringen kan de så frekventere Peter Schødts artikel (Inf. 6.-7.mar. 99): “Bistandsklient og direktør - samme sag”, som konstaterer, at “den traditionelle modsætning mellem højre og venstre i den politiske verden er ved at forsvinde bag et slør af retorik om den nye midte, der favner alle mennesker og grupperinger i samfundet. I socialdemokratisk sprogbrug hedder det ‘Den Tredje vej’, (og skaber en illusion om et samfund) uden indre konflikter, magtkampe og modsætninger.”
Gammel bagage
Konstruktionen er i den såkaldt progressive side af det politiske spektrum, bestående af socialdemokrater, SF’ere, radikale og formodentlig folk i Larsen og bjm’s omegn, opstået ved en bortretouchering af den traditionelle arbejderklasse. Den hævdes ikke længere at eksistere subsidiært at være kraftigt på retur i økonomisk, politisk betydning.
Således frigjort fra gammel bagage kan den i egen selvforståelse progressive middelklasse sætte sig til rette, acceptere systemet og optage dialogen med den naturlige partner på arbejdsgiverside og skiftevis omklamre og moralisere overfor den udstødte tredjedel af befolkningen, samtidig med at den kræver en kontinuerlig og uendelig udvidelse af privatforbruget.
Herunder hører en konsekvent negligering af, at foretage et valg mellem dette privatforbrug af eksotiske rejser, hårde hvidevarer, rødvin og biler og så behandling/ pasning af gamle, syge og børn (læs: offentlig forbrug). Og skattestigninger og indkomstudjævnende fordelingspolitik er tabu i dette koncept. Intet over og intet ved siden af middelklassens privatforbrug.
Tilbage står eller rettere ligger et forpjusket Socialdemokrati, som det har redt. Forladt af store dele af sine kernetropper og uden tilsvarende gevinster hos den forgyldte men troløse middelklasse.
Denne har kun en blanding af foragt og hån tilovers for det gamle arbejderparti, som i den omtalte sag nu må lide den tort, at blive hånet og få reduceret sin modstand mod import af fremmed arbejdskraft til ‘Folkeparti-agtige budskaber’ (bjm).

9.marts 1999
 Kære Jørgen Garp
  Jeg har den fornøjelse at være vikarierende debatredaktør i denne uge, så jeg har valgt at give dit skarpe og kritiske indlæg en fremtrædende placering i morgendagens avis. For debattens skyld. Jeg er enig med dig i, at de arbejdsløse ingeniører først skal i arbejde, og jeg mener, at det er en katastrofe, at man har ladet så mange mennesker blive tvunget over i overførselsgraven i stedet for at give dem et arbejde. Og jeg er enig med dig i, at vi skal turde prioritere forbruget anderledes - og herunder turde beskatte middelklassen hårdere om nødvendigt - for det har alle mine skriverier handlet om i de seneste år.
Men ved mangel på højt specialiserede ingeniører - og ved fortsatte demografiske forskydninger i befolkningen i de kommende år - tror jeg, at det kan blive nødvendigt at se lidt mere åbent på muligheden for folkevandringer over landegrænserne. Risikoen for folkeparti-agtig nationalisme, mener jeg at også venstreorienterede bør tage alvorligt.
venlig hilsen
Bjarke

14. marts 1999
Hej Bjarke
Tak for den hurtige behandling. Du har, som det er redaktørens ret/pligt, redigeret i indlægget, som jo også var blevet vel langt, så det er helt i orden.
Alligevel er jeg lidt ked af, at flg. forsvandt:
“Og den passer mærkelig nok som fod i hose til middelklassens placering, ligesom det gamle småborgerskab, mellem arbejderklasse og borgerskab. Hvor det hos det gamle småborgerskab er sammenkoblingen mellem egen arbejdskraft og ejendomsret, der skaber ideologien om et samfund uden klassemodsætninger, så er det hos den nye middelklasse sammenkoblingen af egen arbejdskraft og andele i dispositionsretten (retten til at lede og fordele arbejdet), karrieren, der skaber samme ideologiske ståsted………..Pludselig dukker den bortretoucherede arbejderklasse op, frustreret, forvirret, vildt rasende i alle retninger ovenpå overenskomstindgreb, skatte- og efterlønsreformer til gunst for middelklassen, mm. Med en klassebevidsthed mere eller mindre lagt i ruiner, af bl.a. middelklasseretorikken om den nye midte, stormer den ikke-eksisterende klasse i tilfældig orden til Venstre, Pianisterne, SF, you name it.”
En pointe svækkes, så vidt jeg kan se, derved: Nemlig at middelklassen, også i dens progressive udgave, bevidst eller ubevidst, ved at bortretouchere arbejderklassen, skaber rum for at ophøje sine egne særinteresser ( ingen klassemodsætninger/ konsensus/markedsorientering/privatforbrug osv.) til hele folkets almen interesser. Middelklassen skubber, med retorikken om den nye midte, således ideologisk/politisk arbejderklassen til side og sætter sig bredbaget på dennes plads.
Projektet er, må man sige, lykkes ret godt, og har også sine objektive årsager, men ikke desto mindre var/er heller ikke dette politiske valg nogen naturlov/objektiv nødvendighed, men netop et politisk valg med politiske konsekvenser: Bl.a. den, at arbejderklassen farer forvirret rundt og ender hos bl.a. fremmedfjendske politiske elementer.
Altså, den progressive middelklasse kunne have valgt en anden vej, at alliere sig med arbejderklassen, som der var tendenser til fra 60’erne til 90’erne, men som i nyudviklingens osv. hellige navn i 90’erne er ændret til retorikken om den nye midte langt ind i Socialdemokratiet, SF mv. I stedet for nyudvikling af en venstreorienteret politik blev det i de væsentlige politiske spørgsmål i stedet til ren tilpasning til “samfundsudviklingen” og borgerlig ideologi.
Nå men det kan jeg måske skrive om en anden gang.
Med venlig hilsen
Jørgen Garp.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.