fredag den 20. december 2002

Politiserende journalistik!

Trads til Nyrup
Informations chefredaktør flirter med Nyrup-fløjen
Skrevet af: Jørgen Garp Cand.Mag I Samfundsfag Og Historie
Oprettet 20/12/2002 - 00:00

Politisk
Personlige idiosynkrasier, politiserende og moraliserende fordomme ser ud til at danne skole for journalistikken på Information.
En såkaldt analyse af konstitueringen af socialdemokraternes folketingsgruppe 17. december ved Rasmus Lindboe kendetegnes ved klart partiske og tendentielt selvopfyldende forudsigelser om »ydmygende valgnederlag« for Socialdemokratiet, knive i ryggen, Lykketoft der sidder på Aukens nåde og »Jeppe Kofoed ene om at kunne kaldes fornyelse«. Det journalistiske geni ulejliger sig selvfølgelig ikke med noget som helst forsøg på en politisk bestemmelse af, hvad dette misbrugte pseudobegreb dækker over, men fortsætter blot med følgende svada: »Pernille Blach Hansen har samme alder, men hun er allerede prøvet og lyder akkurat som sin 26-år ældre far, Bent Hansen, partiets ene næstformand. Vælgerne gaber – hvis de overhovedet genkender hende«.
En svinestreg over for det kvindelige folketingsmedlem. Lindboe mener åbenbart, det er vigtigere, at han får luftet sine egne politiske tilbøjeligheder og idiosynkrasier end at informere læserne seriøst.
Tag konsekvensen
Men som herren så hans svende, siger man jo, og i en svag afglans kunne man tilføje, idet bladets chefredaktør David Trads selv slår alle rekorder – i hver fald for de mere end 30 år jeg har holdt avisen – i sin leder den 18. december.
Trads starter ellers flot ud i lederen den 16/12 med at kræve af sosserne, at de nu »præsenterer politik og indstiller personfnidderet«. Og lige som for at leve op til dette krav til andre, fortsætter Trads så selv i den famøse 18. december leder: »…efter at Nyrup på mødet meddelte, at det var slut, skyndte den usympatiske Bent Hansen sig at bringe Lykketoft i spil – og Auken, opildnet af hævntørst fra sit eget fald…«. Og efterfølgende den gamle Auken-klan »af gammeldags tænkende socialdemokrater« osv. osv. over stok og sten.
Hvad med, David Trads, at tage konsekvensen af dette glødende politiske partsindlæg og engagement og deltage åbent og aktivt i de socialdemokratiske festligheder og skabe dig en karriere dér på Nyrup-fløjen? Den har tilsyneladende brug for støtte.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.