lørdag den 20. januar 2001

SF og EU politikken, Kammerateri

Af: JØRGEN GARP MEDLEM AF SF 1972-76 OG 1982-98
20. januar 2001 | Om denne artikel
Opslag til denne artikel
Politiserende journalistik i Information om EU
Fra vor helt egen verden

Så er den gal igen. 
Formanden for SF Holger K. Nielsenmeddeler d. 11/01-01: »SF har aldrig ment, at de fire forbehold skal være grundlaget for dansk EU-politik. I vores programmer står jo om meget andet end de fire forbehold.« Et fantastisk udsagn, så meget ude af trit med virkeligheden, at SF-formanden selvfølgelig må have ment, at fremover skal de fire forbehold ikke længere/eller ikke i samme grad være grundlaget for dansk EU-politik, eller hvad?
Det får vi ikke at vide, for Information-journalisten følger slet ikke op på dette, men fortsætter ufortrødent uden de uddybende spørgsmål, der ligger lige til venstrebenet. Yderligere citerer Ejvind Larsen dagen efter i Information SF-formandens erklæring, som el kalder det, uden at kommentere på det fantastiske indhold i denne. Og dermed er det tilsyneladende slut med bladets behandling af den erklæring!
SF’s holdning til de fire forbehold eller undtagelser har siden 1993 uafbrudt bestået i forskellige variationer over følgende tema:
»…SF holder fast i det nationale kompromis som udtryk for en ny dansk linie i Europapolitikken. SF mener, at den danske befolknings beslutning d. 18. maj 1993 også fremover må være gældende dansk EU-politik. Både hvad angår undtagelserne og de offensive krav om mere demokrati, bedre mijøregler, åbenhed over for Østeuropa osv.« (SF’s udspil til regeringskonferencen i 1996 vedtaget af SF’s landsmøde.)
Tror det er løgn
 Og nu kommer SF’s formand så og vil bilde dette blads læsere og offentligheden ind, at »SF aldrig har ment, at de fire forbehold skal være grundlaget for dansk EU-politik.« Og det sker uden, at dette blads journalister stiller SF-formanden til regnskab for en sådan udtalelse, her mindre end et halvt år efter befolkningens klare nej til ophævelse af en af undtagelserne. Man tror det er løgn.Og dog, det ligger helt i forlængelse af tidligere tilsvarende journalistiske undladelser på bladet. Her skal jeg indskrænke mig til et eksempel i forbindelse med folkeafstemningen 28. sep. 2000, som jeg tidligere har formuleret således:
»Hvordan kan fremtrædende medlemmer af partiet SF, herunder tidligere og nuværende folketingsmedlemmer, undsige det nationale kompromis fra 1992, anbefale et ja op til afstemningen 28. sept. og slippe godt fra det både internt iSF og i medierne?«
Det drejede sig om så prominente folk som Steen Gade, formand for SF’s folketingsgruppe i 92 og medforhandler af det nationale kompromis. Christine Antorini, næstformand for SF i 92, senere folketingsmedlem og varm fortaler for det nationale kompromis. Jørn Jespersen, medlem af partiets hovedbestyrelse og senere folketingsmedlem samt varm fortaler for det nationale kompromis. Det samme gælder Margrethe Auken, Anne Grethe Holmsgård og stort set resten af dagens ja-sigende SF’ere, de fleste direkte medansvarlige for det nationale kompromis – og så er dagens socialdemokrat
John Iversen, i 92 SF’s EU-parlamentariker og medforhandler af det nationale kompromis, end ikke taget med.
Løftebrud
 Her er tale om et løftebrud over for det nationale kompromis af større dimensioner end det, SF-formanden tidligere har anklaget Nyrup for. Nyrup blev af vælgerne tvunget til at acceptere Edinburghaftalen og det nationale kompromis, selv om han og hans parti var imod og gik ind for Maastricht-aftalen med dens oprindelige indhold. De nævnte SF’ere (og SF) blev derimod ikke tvunget til noget som helst, men gik aktivt ind med det nationale kompromis og Edinburghaftalen som retfærdiggørelse af en ny, men anden folkeafstemning maj 1993, og så løber de fra det, inden ØMU’en overhovedet er færdig installeret – hvad skal man mene om det!
Man skal måske ikke forvente, at Holger K. besvarer et sådant spørgsmål. Men det mest foruroligende er også, hvorfor pressen, herunder Information, og medierne ikke bare antydningsvis borede i dette forhold, men udviste et mikrofonholderi, der må kunne tjene til skræk og advarsel på journalisthøjskolen? Hvis de pågældende overhovedet blev spurgt, så slap de af sted med de mest fladpandede svar i retning af, at udviklingen har udviklet sig siden 92, eller som Jørn Jespersen, at et eventuelt nej vil blive opfattet som et Dansk Folkeparti-nej. Ikke engang den selvopfyldende profeti, der ligger i sidstnævnte begrundelse kunne Informations journalist finde ud af at bore i.
Særregler
 Der gælder åbenbart særregler for behandling af venstrefløjspolitikere, der udtrykker synspunkter, der harmonerer med journalisternes på bladet, her at EU-undtagelserne er af det onde. Ikke fordi jeg tror, det udpræget er en bevidst journalistisk holdning og adfærd, men mere et mønster indarbejdet i det sociale miljø, som ikke desto mindre er ødelæggende for kritisk journalistik specielt over for politiske meningsfæller.
Det er som bekendt ikke sundt for kritisk journalistik, når den bliver kombineret med for megen politiseren og kammerateri med politikere og partier. Det er det ikke, fordi det bl.a. nemt medfører en blindhed for, at den kritiske journalistik ganske langsomt, men sikkert siver ud samtidig med, at det politiserende kammerateri siver ind, så journalisten til sidst slet ikke kan se, at der er et problem.
Og sidst, men ikke mindst er en sådan form for journalistik direkte contra-produktiv i forhold til det ønske om at mindske mistænksomheden og skellet i EU-politikken mellem flertallet af befolkningen og eliten, som alle medier og politikere ellers hylder ved festlige lejligheder, især når eliten har fået et gok i nødden i form af en tabt folkeafstemning.

Svar fra formanden
23. JAN. – Jørgen Garp har (Information den 20. januar) fået mine bemærkninger om de danske EU-undtagelser galt i halsen.
Jeg har hele tiden ment og mener fortsat, at den danske EU-politik i væsentlig grad må bygge på de danske undtagelser. Derfor gik SF meget aktivt ind i ØMU-kampagnen og vi har løbende kritiseret regeringen for ikke at ville formulere en offensiv Europa-politik på grundlag af undtagelserne. Men vi har aldrig ment, at undtagelserne kan udgøre hele EU-politikken. Der er så sandelig mange andre dagsordner, som trænger sig på og som ikke dækker undtagelserne. Hvad der også afspejler sig i SF’s EU-programmer.
Jørgen Garps forsøg på at gøre en stor politisk sag ud af mine udtalelser holder således ikke.
Holger K. Nielsen
formand for SF

Svar til formanden
26. JAN. – Hovedformålet med mit indlæg 20. januar var sådan set ikke, som Holger K. skriver, et forsøg på at rejse en stor politisk sag udfra hans udtalelser om EU undtagelserne. Formålet var først og fremmest at slå et slag for og yde et lille bidrag til at fastholde en kritisk journalistik på det blad, jeg har abonneret på i mere end 30 år. Sådan set hverken mere eller mindre.
Men det er da en fin sidegevinst, at SF formanden nu præciserer, hvad et par uddybende spørgsmål fra journalisten måske kunne have ordnet, at han fortsat mener, »at den danske EU-politik i væsentlig grad må bygge på de danske undtagelser«, og selvfølgelig også på andet – hvilket ingen har benægtet, som det også tydeligt fremgik af SF citatet i mit indlæg. Dermed får vi dementeret det bastante udsagn i bladet 11. januar – hvilket jeg i øvrigt også havde forventet.
Og politisk set er det såmænd ikke at kimse af, som det fremgår af flokken af fremtrædende SF’ere, der i fuld fart, uden begrundelse og uden konsekvenser løber fra de undtagelser, de selv har ’påduttet’ befolkningen.
Jørgen Garp
Favrholmvænget 81, Hillerød

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.