torsdag den 20. oktober 2011

SF spanking! (dato ff.)

Man behøver ikke at være fan af regeringsgrundlaget eller SF's utilstrækkelige fingeraftryk på dette for at mene, at det ville være rart om kommentatorer som Helle IB og Krause-Kjær passede deres arbejde som ja kommentatorer i stedet for at agere politiske smagsdommere af borgerlig observans for R og VK! Selv om SF ikke fik millionærskatten med i regeringsgrundlaget og måske heller ikke får netopden med i skattereform mv., ja så er det da en måde at fastholde presset på regeringen på, når formuleringer som "socialt afbalanceret" mm. skal udfyldes og konkretiseres. SF skal have de "tæsk" de fortjener, ligesom alle andre iøvrigt!, men denne her langt hen af vejen helt usaglige mobning af alt hvad partiet rører ved er ulidelig!

21/10-2011: Det helt afgørende for, hvilke lovforslag og praktisk politik og med hvilket indhold, der kommer på banen fra regeringens side, ja det afhænger i høj grad af, hvilket pres S men især SF er udsat for internt og eksternt. Derfor er et seriøst pres så vigtigt, som for eks. Jesper Petersens forsøg på at holde liv i millionærskatten - som Helle Ib kalder gak, gak, Krause-Kjær for et politisk vakuum og Cristian Jensen kalder SF’s mislykkede ”både og rolle” - selv om JP formodentlig (og forhåbentlig) godt ved, at netop denne ikke er i spil, når beskatning af de velstillede i dette samfund skal holde for. Men det udgør et helt nødvendigt pres for, at de velstillede kommer til at holde for i lovforslag (skatte-, finanslov mv.), dvs. når den vedtagne "sociale balance" skal konkretiseres i lovforslag mm.
Dernæst til oplysning for Cristian Jensen og andre, så er det næsten 100% sikkert, at alt hvad der presses igennem af "SF-politik" EFTER at lovforslag mv. er fremsat, ja det får EL kredit for hos vælgerne og ikke SF, husk det!
Regeringsgrundlaget er uinteressant i den forstand, at det foreligger som realitet og ikke for indeværende kan ændres, derfor ingen millionærskat, men regeringsgrundlagets udmøntning og implementering er derimod vigtig, dvs. processen er særdeles vigtig og er lige begyndt eller rettere dårligt startet endnu, så det er det den politiske ageren og kamp nu handler om intet andet!
Så når alle ovennævnte – samt flere i denne debat - ikke nøje skelner mellem et for SF livsvigtig seriøst pres, som ovenstående af JP, og useriøs kritik, som mere bunder i personlige nederlag eller lignende, ja så vil man i praksis ikke SF det godt, men (helt legalt) støtte andre partier især R! Sådan er det, som jeg ser det!

Ud fra debatten her på siden (Informations netavis "SF's værste fjende" Weekend 22-23/10) , kan man efter min mening konkludere, at Joe Hägglund og Lars Hansen – fra hver sin side så og sige politisk - tilsyneladende intet har lært af deres partiers (EL&R) tåbeligheder på udlændingeområdet i 1990’erne, der, sammen med SR regeringens manglende fordelingspolitiske hensyntagen til almindelige LO arbejdere i samme periode, formodentlig inspireret af samme R politik, som nu åbenbart skal gentages, var eneansvarlig for katastrofen i 2001 samt ti års VKO dominans.
Uanset hvad man mener om udlændingepolitikken, så burde man i det mindste kunne blive enige om, at en relativ stor tilgang af udlændinge med anden kulturel baggrund end vesteuropæisk/nordisk kombineret med manglende seriøs integrationspolitik, skal og vil gå galt på et tidspunkt. Man kan i det mindste ikke køre begge linjer samtidig!
Men den historiske lære af egen fejlagtige politik har EL og R aldrig draget, især fordi de to partier har det tilfælles – trods alle uenigheder – at politiske fejl er noget alle andre end dem selv begår og at disse fejl især bunder i, at andre, i modsætning til de to partier og deres vælgere, er moralsk anløbne og på et lavere stade end dem selv, som ridderne af den humanistiske orden!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.