onsdag den 1. juni 2011

SF ved vejs ende?

SF’s topstrateg Thor Möger Pedersen (TMP) langer (nu) ud efter venstrefløjens debattører (Inf.31/05), uden navns nævnelse forstås!
”Jeg vil simpelthen ikke finde mig i, at man skal udråbes til at være en ringere socialist, fordi man er optaget af nutiden udfordringer”, lyder det fra TMP, der mener, at med afsæt i disse udfordringer og nogle (såkaldte) socialistiske sigtelinjer, skal samfundet forandres skridt for skridt.
Det ender så med, at vi (SF) skaber et samfund over tid, ”der kan ende med at være en reformeret markedsøkonomi, (det er Velfærdsstaten vel på sæt og vis allerede?), eller socialisme eller noget helt tredje.” (!)
TMP vil ikke finde sig i, at blive kaldt en ringere socialist, bare fordi han eventuelt vil skabe et samfund, der intet har med socialisme at beskaffe. Det kan man da kalde krav på en helgardering, der vil noget og som understreges med, at TMP heller ikke vil angive nogen forskelle på SF og Socialdemokratiet!
Men man forstår sådan set godt SF (og S) strategernes behov for at lægge røgslør ud over deres nuværende miserable strategiske situation: Fanget i en sandwich mellem på den ene side tilpasning til regeringen og DF på udlændinge- og retsområdet for at undgå endnu et tabt valg på udlændingepolitik mv. og med besked til RV om at rette ind herefter, og på den anden side nu tvunget til af tilbøjelighed hos RV og som straf at tilpasse den økonomiske politik stort set helt og holdent til regeringens.
Hvad bliver der så tilbage af egenproduktionen i S-SF’s politik, fristes man til at spørge og samtidig have forståelse for, at det i den situation kan være fristende at søge tilbage til en citeret sarkasme fra salig SF formand Aksel Larsen: ”Hvis det kniber med argumenterne, så råb højere!”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.