tirsdag den 30. august 2011

Libyen!

30-08-11
Hvor er det dog trættende at høre disse fuldstændig til mindste detalje forudsigelige, falske men sikkert i egne øjne venstresnoede udgydelser, hvor enhver forklaring er givet på forhånd i trættende ensformighed og latterlig gentagelser af olie og NATO fobi ”forklaringer” på alting og dermed ingenting, sovset ind i selvfed fredshellighed og selvgodhed, hvor det virker som om, at målet er at stille egne fredshellige, antimilitaristiske indstillinger til skue og så skide være med slagterierne i Bosnien, Libyen, Syrien mm.
Bosnien, Kosova (uden en dråbe olie) og nu Libyen er det samme – og skal være det samme i denne forenklede verden af sort og hvidt – som den ”ulovlige” angrebskrig mod Irak og angrebet på det Al-Qaeda husende og støttende Talebanregime i Afghanistan (også uden en dråbe olie).
Borte er de folkelige arabiske oprør/forår, som de sidste 20års mest opløftende begivenheder ”world vide”. Borte er de serbiske snigskytter og nationalistiske krigsforbrydere, som nu heldigvis langt om længe bliver stillet til ansvar for deres forbrydelser.
Man ender dermed i et de facto forsvar for diktatorerne, ud fra den afsindige logik, at fordi Vesten kynisk, realpolitisk har samarbejdet med dem, solgt våben til dem, købt olie af dem osv., så kan man ikke forsvare og hjælpe de folkelige kræfter, der med store ofrer, gør oprør mod samme forbryderiske diktatorer som Gaddafi i Libyen og Assad i Syrien eller forsvarer sig mod nationalistiske galninge som Milosevic i Serbien, som alle har og havde det til fælles, at de myrder deres egne befolkninger en masse!
Det er en ganske enkelt en absurd logik og holdning!

31-08-11
En af hovedgrundene til, at jeg IKKE kan stemme på Enhedslisten, som ellers af mange grunde, som jeg ikke skal komme ind på her, for mig kunne være et alternativ til SF ved dette valg.
Et er at sige Nej til at deltage i en krig, hvilket kan være såvel rigtigt som forkert afhængig af situationen mv., men at sige ja og derefter inden en uge ændre dette til nej er ikke blot fuldstændig utroværdigt ud fra almindelige politiske parametre, men direkte politisk forkasteligt og foragteligt i min forståelse.
Hvad fanden tror man krig er! – et teselskab eller hvad, noget man kan starte og stoppe som et forslag om tinglysningsafgift i folketinget – læs om optaksten til 1.verdenskrig for eks. (man kan for eks. starte med den ”lette” udgave i form af Giganternes fald af Ken Follet!)! Det viser hos Enhedslisten en fuldstændig mangel på en helt elementær evne til at sondre mellem ikke blot væsentligt og uvæsentligt i politik i al almindelighed, men en fatal mangel på evne til at sondre mellem p.d.e.s. helt eksistentialistiske politiske spørgsmål, og p.d.a.s. alle andre politiske spørgsmål - som en anden Donald Rumsfeld! Exit Enhedslisten!
Det tjener derimod til SF’s fortjeneste, at partiet, på trods af en helt forståelig og historisk betinget modstand mod alt, hvad der kan minde om vestlige imperialistiske og kolonialistiske overgreb, alligevel støttede dansk deltagelse i udmøntning af Sikkerhedsrådets resolution, og dermed yder et aktivt bidrag til de sidste 20års vigtigste verdenspolitiske begivenhed – ”Det arabiske forår”, hvis betydning - såfremt det lykkes - dårligt kan overvurderes heller for den politiske udvikling her til lands!
Vi ser her venligt bort fra, hvilke taktiske overvejelser omkring regeringsdeltagelse mm., der kan have bidraget til dette skift i SF’s politik. Også fordi det ikke er afgørende: Når først Rubicon er passeret, har det sin egen logik, der på godt og ondt kun meget vanskeligt kan omgøres – et negativt eksempel er arbejderbevægelsens afgørende og fatale nationalistiske krigstilslutning til første verdenskrig!
De facto har SF hermed – og langt mere bastant end ved deltagelse i forsvarsforlig mv. - gjort op med og nuanceret sin politik i forhold til, ikke blot anvendelse af militære midler i politik, men også til NATO, EU og USA’s ageren generelt og i forhold til den tredje verdens aktører.
Det er et skift der, efter min mening, var politisk helt nødvendigt for SF, og endnu engang uafhængigt af de taktiske overvejelser om regeringsdeltagelse osv.
Et opgør med SF’s helt uansvarlige og ansvarsforflygtigende ageren i forbindelse med især Jugoslaviens opløsning og borgerkrig i 90’erne frem for alt i Bosnien, anført af Gert Petersens i denne sag helt fejlagtige politiske analyse og vurderinger. Analyse og vurderinger der var bredt udbredte i EU og DK anført af de borgerlige (Uffe Ellemann), men det fritager jo ikke SF for eget politiske medansvar for Srebrenica og (militær)politisk passivitet i forhold til de første og største etniske udrensninger i Europa efter anden verdenskrige.
Samtidig er det delvist også et opgør med SF’s ageren i forbindelse med afstemningen om dansk deltagelse i NATO’s humanitært begrundede (fly)aktion mod Serbien 1998 (forslag B4), men kun delvist, da den humanitære aktion mod Serbien modsat mod Libyen ikke var ”lovlig” stemplet internationalt set af FN’s sikkerhedsråd. Men aktionen var som i Libyen og i klar modsætning til både krigen mod Irak og Afghanistan begrundet i humanitære katastrofer og overgreb på civilbefolkningen.
Det er således uklart om SF i fremtidige situationer kan tænkes af gå ind for militære indgreb begrundet i humanitære katastrofer selv om disse ikke er sanktioneret af FN’s sikkerhedsråd?
Men man skulle måske alligevel holde fast ved SF som partivalget alene grundet mod til opgør med vante forestillinger og fordomme i livsvigtige politiske spørgsmål!

01-09-11
Jeg er sådan set helt enig i, at Vestens politik er kynisk magtpolitik i de fleste tilfælde og især i de arabiske og andre olieområder. Det var de i Libyen helt frem til de folkelige oprør, "det arabiske forår". Så skifter de tøvende og opportunt, OG og det er vigtigt også under indtryk af presset fra egen befolkning, hvilket var massivt også i Bosnien (uden olie) og var med til at tvinge intervention igennem der og også i Libyen. Den almindelige demokratiske befolkning vil heldigvis ikke se på disse humanitære overgreb og er med til at tvinge indgreb igennem.
Det sker som regel alt for sent, ja fordi magten i vore lande har allieret sig med magten i for eks. Olielandende, og været med til oven i købet at holde dem ved magten længe grundet olie, Israel osv. Derfor bliver militære indgreb nødvendige somme tider som i Libyen og Bosnien. Men disse indgreb adskiller sig, en gang til, fundamentalt fra Irak og til dels også Afghanistan interventionerne.
Og det gør de især fordi det er folkelige oprør i de pågældende lande, der udløser hele spørgsmålet om militære indgreb overhovedet, modsat Irak i 2003, men ikke i 1990, hvor man derimod lod det folkelige oprør sejle sin egen sø og blive brutalt nedkæmpet af Saddam Husseins regime uden at gribe ind. Der gjorde NATO/USA som adskillige her i debatten gerne havde set dem gøre også i Libyen! Og konsekvensen havde været den samme, det syntes jeg måske man skal overveje en smule!

Epilog: Ak ja så lykkedes den militære operation mod Gaddafis Libyen, men patienten døde desværre, fordi Vestmagterne ikke kunne finde en mellemproportional mellem "nation building", som man fatalt har forsøgt i Afghanistan og "laden stå til politik" som de første år i Bosnien og nu igen i Syrien, men overlod landet til sin egen politiske opløsning som failed state, i stedet for at blive indtil der var fundet en rimelig politisk løsning.
Det var jo i Libyen IKKE som i Irak kun USA/Vesten der intervenerede som imperiale stormagter og fjernede diktatoren, men derimod  en folkelig opstand, "det arabiske forår", der blev støttet militært og det "kun" med luftstøtte, så fortsat støtte militært og politisk efter diktatorens fald havde været en mulighed, som desværre blev forspildt!
http://www.garps-verden.com/search/label/Balkan

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.