onsdag den 25. januar 2012

En selvfølgelighed uden argumenter!

Igen og igen gentages det borgerlige grundsynspunkt uimodsagt og som en selvfølgelighed, der ikke behøver at argumenteres yderligere for men bare skal tages til efterretning, først af erhvervsredaktør Tage Otkjær (Pol.19/01), så af Dead-line værten Jacob Rosenkrands 22/01 kl.23, og senest 03/02 hedder det i TV2 og Politiken, at
"Både Vestager og Thorning har advaret om, at man risikerer at mindske arbejdsudbuddet, hvis de riges børnecheck bliver beskåret, fordi det vil øge marginalskatten".
Pointen skulle være, at en sænkning af marginalskatten, skatten på den sidst tjente krone, især for højtlønnede vil medføre et øget udbud af arbejdskraft, fordi især disse højtlønnede så vil være parate til at yde en ekstra indsats, som det hedder og omvendt skulle øgede marginalskatter for de højt lønnede så mindske arbejdsudbuddet.
Jeg ser her venligt bort fra den mulighed, at de pågældende ved en faldende skat med tilsvarende øget disponibel indkomst benytter anledningen til at arbejde mindre og dog få det samme i indkomst, samt at i en situation med høj ledighed er der ingen grund til, at dem der er i arbejde arbejder endnu mere!
Samtidig er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at denne gruppe, den højere middelklasse med indkomster fra omkring ½ mio.kr. om året før skat, der har haft størst fordel af de sidste ti års, ja faktisk 20års førte økonomiske politik i form af låneomlægninger, skattelettelser, skattestop og store værdistigninger på fast ejendom til fri belåning. Hertil kommer store reallønsstigninger til gruppen i perioden. Vi er kort sagt den gruppe, hvis privatforbrug især er eksploderet i de sidste 10-20år!
Det er desuden min erfaring, i hvert fald fra de sidste 25år – frem til 2010 - i den private sektor, at os der tales om her, og mon ikke det også gælder journalister mv. (?), stort set alle arbejder uden højeste arbejdstid (dvs. over 37timer/uge). Desuden ved jeg, det samme stort set gælder på ledelsesniveau – fra mellemledere og opefter - i den offentlige sektor, her er heller ikke nogen øvre arbejdstid. Hertil kommer yderligere det spændende arbejde, indflydelsen på arbejdet samt det karrieremæssige pres, som også holder netop denne gruppe til ilden.
Så er det jeg spørger, hvordan skal en skattenedsættelse respektivt en skattestigning i den situation lige medføre en større eller mindre arbejdsindsats hos flertallet af denne gruppe af højtlønnede borgere, mit bedste bud er et sted mellem 70-90% af hele gruppen? Deres løn er netop ikke afhængig af antal ydede timer, de har et sæt arbejdsopgaver, der skal løses til den aftalte løn uanset tidsforbrug, som i forvejen er fra højt til meget højt. Se det er der mig bekendt ingen, der har gidet svarer den undrende offentlighed på?
Derimod fortsætter medier og økonomer ufortrødent med at fremføre samme påstand som ovenfor igen og igen, og i ni ud af ti tilfælde fremføres synspunktet af folk, der lige præcist selv vil drage fordel af en sænkning af marginalskatten for den højere middelklasse. Man behøver ikke, som jeg ser det, at være specielt mistænksom anlagt for at syntes, at synspunktet mildt sagt har ”en tanke”!
http://www.garps-verden.com/2012/05/i-skattereformens-tid.html

torsdag den 19. januar 2012

Leder i Information: "En sang om lighed"

Denne fremragende leder af Christian Jensen i dagens Information fortjener at blive citeret i sin helhed:
"Regeringen lovededet umulige, og det har den nu erkendt. Det kan ikke lade sig gøre at gennemføre en skattereform, der både letter skatten på arbejde og er socialt afbalanceret. I går gjorde skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) det således klart, at der kun er skattelettelser til de lønmodtagere, der »står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde«, som han formulerede det i en kronik i Berlingske.
Med sit udspil gør SF sig altså til arbejderpartiet for dem, der arbejder og imod dem, der ikke har et arbejde. Venstre, Konservative og Liberal Alliance var i går hurtige til at takke for, at den nye regering vil gennemføre den gamle regerings skattepolitik. Deri har de ret, og derfor må vi forvente, at regeringen særskilt vil gøre en indsats for danskere uden arbejde.
Ved at beskyttede arbejdende mod de arbejdsløse risikerer regeringen at ophæve den sociale kontrakt, de vandt magten på at være et forsvar af.
»En ny regering skal måle sig på stigende lighed,« sagde Villy Søvndal før valget, hvor han ligefrem svingede sig op i følgende Grundtvig-citater i sin påståede kamp for lighed: »Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.«
Smukt lød det, men uskønt kan det ende, når nu regeringen lægger op til en skattereform, der tager parti for de stærke med arbejde og har antiparti mod de svage uden arbejde.
Det skal kunnebetale sig at arbejde, lyder det bærende argument fra regeringen, der dermed masserer myten om de arbejdsløse som dovne samfundsnassere.
Men den arbejdsløshed, der følger af den økonomiske krise, er netop strukturel og rammer derfor også alle dem, der brændende ønsker at stå tidligt op, smøre leverpostejsmadder, aflevere ungerne og tage på arbejde.
Det er dem, regeringen vil have til at betale prisen frem for de boligejere, der i 00’ere tjente millioner på ejendomsspekulation. Her er det reelt muligt at omfordele, så skatten kan sænkes, og den sociale kontrakt bevares. Men regeringen synes hellere at ville beskytte boligspekulanter end de arbejdsløse."