tirsdag den 1. november 2011

“SF er halehæng til regeringen" (Suppl til HB indlæg)

Flg. er et indlæg til Dagbladet Information - bragt i bladet 26/4-1996 under overskriften:
“SF er halehæng til regeringen" 
Venstrefløj i krise 
“SF i flere rum”. 
Uanset hvad man kan mene om Socialdemokratiets politiske udvikling siden formandsskifte og regeringsovertagelse, er det trods alt lidt imponerende, at partiet er i stand til at gennemføre en rimelig kvalificeret intern debat som den nuværende, i fuld offentlighed. Især hvis man sammenligner med den larmende tavshed hos Venstrefløjen, hvor behovet for en åben diskussion af lignende politiske problemstilliner er ligeså påtrængende.
Hvad angår Enhedslisten kan man tvivle på, om der overhovedet foregår nogen ideologisk debat. Det syntes som partiet her mere end halvandet år efter indtoget i folketinget stadig ikke er kommet sig over benovelsen og fortsat gør alt for at leve op til det billed, som Anders Fogh har formuleret : “Dag for dag er de gode til at markere sig på de sager, som de udvælger sig. Men deres mangel på ideologi og holdning har overrasket mig.” De som havde forventet et parti til venstre for SF, som kunne holde dette parti i frakkeskøderne, må konstatere, at Enhedslisten i stedet har virket som støtte for pragmatikerne i SF, nogen ville sige højrefløjen.
I SF har uenigheder, som de der afspejles i diskussionen i Socialdemokratiet, især om samarbejdspartnere og forholdet mellem kort- og langsigtet politik og strategi, eksisteret i årevis.
Pragmatikerne, som de sidste mange år har haft flertal i SF’s folketingsgruppe, har ikke intersseret sig synligt for de mere overordnede politisk/strategiske debatter, formodentlig udfra en antagelse om, at den a-ideologiske samfundstrend samt den faktiske kontrol over den daglige parlamentariske politik på sigt ville være udslagsgivende. Og det har for så vidt vist sig at holde stik.
Den pragmatiske holdning om her og nu indflydelse, hvor lille den end måtte være selv på de ideologisk tunge områder, er nu helt dominerende, hvilket jeg vender tilbage til. Holdningen og tankegangen hos denne gruppe i SF blev for nylig undtagelsesvist formuleret åbenhjertigt og til almindelig irritation, over at det alle vidste blev sagt åbenlyst, af nuværende folketingsmedlem for SF Kresten Touborg i BT 20/3: ” Vores strategi er lagt an på at blive stuerene - set gennem radikale briller. Skal vi ind og have direkte indflydelse, ved vi jo godt, at det også bliver via de radikale.”
SF og Det radikale venstre. 
Problemet med et snævert samarbejde mellem SF og RV - og det er kun det jeg taler om - er:
At der er store politiske uenigheder på afgørende politikområder, som den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken, og at der eksisterer en fundamental forskel i strategi.
Da SF i 80’erne udarbejdede den såkaldte arbejderflertalsstrategi var tanken, at et stærkt og selvstændigt SF til venstre for Socialdemokratiet skulle tvinge dette parti til venstre og muliggøre en socialistisk udvikling via de såkaldte systemgennembrydende reformer.
Omvendt har Det radikale venstre gennem hele sin historie kæmpet for og i forhold til sin størrelse opnået umådelig stor magt og indflydelse i kraft af klassesamarbejdet og især dets parlamentariske form som “samarbejdet hen over midten i dansk politik.”
For RV var SF’s dannelse og målsætning om arbejderflertal og “blokpolitik” derfor en vederstyggelighed og en trussel mod dette partis eksistensberettigelse, som formidler af samarbejdet hen over midten mellem Socialdemokratiet og de store borgerlige partier.
Da det er usansynligt, RV frivilligt vil give slip på formidlerrollens potens, er problemet for SF: At et tættere samarbejde mellem S-SF-RV kun er muligt, hvis SF accepterer samarbejdet hen over midten. Det medfører, at mindst et af de store borgerlige partier i afgørende politiske spørgsmål skal undlade at nedlægge veto - herunder den grundlæggende økonomiske politik og strukturpolitik. Dette er, efter min opfattelse, konsekvensen af at “blive stueren - set gennem radikale briller.”
Det betyder, at man i det mindste må give et acceptabelt svar på, hvordan et sådant samarbejde kan forløbe, uden at SF opgiver sin overordnede målsætning og koblingen mellem denne og den daglige politik. Et sådant svar eller en diskussion heraf er aldrig blevet forsøgt givet eller ført.
I stedet har partiet så og sige med bind for øjnene og halvhjertet, dvs uden at vedkende sig det, alligevel i den faktisk førte politik kastet sig ud i projektet.
Resultatet er logisk nok blevet, at SF-politik i det store og hele er blevet delt op i to adskilte dele, en overordnet ideologisk domineret politik og en “her og nu” sagsorienteret politik, som kun sporadisk og ved festlige lejligheder “konsulterer” hinanden. Hermed adskiller SF, kan man sige, sig ikke fra andre partier, som nævnt Enhedslisten eller Socialdemokratiet. Men pointen er, at SF altid har kritiseret andre, især Socialdemokratiet for netop dette og hævdet, at SF var noget særligt i og med viljen og evnen til at forbinde det dagsaktuelle med den overordnede politiske vision om en socialistisk samfundsudvikling.
En afgørende konsekvens af at droppe denne sammenhæng i praktisk politik er, det viser al erfaring, at man i stedet for i rimeligt omfang selv at styre sin politik bliver styret af udefra kommende kræfter, fra udviklingen i bred almindelighed til dag til dag politikken og det taktiske spil på Christiansborg. Dette afspejler sig også i debatten både hos SF og Socialdemokratiet, hvor det almene behov for at forholde sig til ændringer i samfundet og forny sig nu bliver til et krav fra pragmatikerne om en fornyelse, hvis altdominerende indhold bliver tilpasning til de kræfter og den udvikling, man allerede har underkastet sig, i og med ens eget sammenhængende politisk/strategiske projekt i realiteternes verden er opgivet og kun opretholdes som en (tom) skal til festlige lejligheder.
Dermed er SF’s eget politiske projekt - i overskriftsform den demokratiske “tredje vej” til socialisme som alternativ til både kommunismen og socialdemokratismen - blevet undermineret. Og den dagsaktuelle Christiansborg politik er, i fint samarbejde med Enhedslisten og i stigende grad, blevet til ren halehængspolitik til regeringen.
Venstrefløjens halehængspolitik. 
SF vedtog på partiets landsmøde maj 1995:
· SF leverer ikke gratis stemmer til regeringen.
· SF er ikke parlamentarisk grundlag for regeringen.
· SF skal skærpe tonen overfor regeringen og stille øgede krav for at indgå forlig med regeringen.
Alligevel har SF (og Enhedslisten) adskillige gange siden indgået forlig med regeringen på ideologisk vigtige områder som miljø- og fordelingspolitik uden at få indrømmelser overhovedet eller kun symbolske indrømmelser. Det drejer sig om CO2 afgiftsforliget på Erhvervslivet, Benzinafgiftsforliget og Skatteloftsforliget i 1995 samt i marts 96 tilslutning til regeringens “afværgedagsorden” vedrørende landbrugets manglende overholdelse af Vandmiljøplanen fra 1987. Dertil kommer her i 96 fremsættelse af et CD-skatteforslag som taktisk drilleri overfor regeringen, samt anført af Enhedslisten deltagelse i forhandelinger om at holde liv i CD’s håbløse hjertesag - hjemmeservice.
Det skal bemærkes, at det lykkedes Enhedslisten i forbindelse med de grønne afgifter på erhvervslivet at få indrømmelser ved at gå højre om SF og svække afgifterne og dermed nedbringelsen af CO2 udslippet.
Nogen vil givet indvende, at EU-politikken er strammet op. Forløbet omkring EU-politikken i efteråret 95 blev, udfra de givne betingelser, håndteret godt, men “opstramningen” er forårsaget af Socialdemokratiet og de radikales “aftalebrud”. Og der er en permanent risiko for, at perspektivet i EU-politikken, som SF gennemførte med det nationale kompromis og undtagelserne, bliver underlagt samme udvanding og halehængseffekt som indenrigspolitikken, så længe pragmatikerne i den grad dominerer partiets konkrete politik. Det er også det, den igangværende debat om dette emne handler om.
I ovennævnte tilfælde var situationen iøvrigt, at SF og Enhedslistens stemmer var nødvendige for gennemførelse af regeringens politik. Det er derfor forbavsende, at de to partier ikke som tilfældet normalt er i folketinget kan opnå indrømmelse af en vis kaliber, når deres stemmer er udslagsgivende.
Nu bliver de, som for eks. i sagen om landbrugets manglende overholdelse af vandmiljøplanen, medansvarlige for regeringens politik ved at stemme for dennes “afværgedagsorden”, der medfører, at vi om yderligere ni år endnu engang kan konstatere, at den katastrofale forurening af vores drikkevand og øvrige vandmiljø er fortsat uforandret.
Og så er det ikke nok, at de to partier ved siden af selv fremsætter egne dagsordener og forslag, som ikke bliver vedtaget. Det kan ikke opveje det forhold, at SF og Enhedslisten kommer til at deltage i regeringens vælgerbedrag ved at medvirke til at bilde befolkningen ind, at nu bliver der gjort noget overfor den fortsatte tilsvining af naturgrundlaget - forbedringen er minimal og helt utilstrækkelig i forhold til problemets omfang.
I stedet skulle man have stillet regeringen stolen for døren og meddelt, at enten gennemføres grønne afgifter på dette område eller også stemmer SF imod/undlader i forhold til regeringens dagsordensforslag. Og desuden bruge anledningen til at argumentere for, at SF ikke medvirker til tilsløring af de faktiske forhold “ved at ordinere magnyler til bekæmpelse af kræft”. (se iøvrigt lederen Inf. 23-24/3)
En sådan adfærd ville efter min opfattelse i modsætning til den faktisk førte politik have levet op til vedtagelsen om skærpet profil og krav, som landsmødet vedtog i 1995.
Men det er åbenbart kun på EU-området partiet har noget “hjerteblod” tilbage. Alle andre områder, bortset fra finanslovsafstemningen, behandles stort set som et fedt, hvor ingen eller ubetydelige indrømmelser accepteres som tilstrækkeligt for at lægge stemmer til. Dog med den tilføjelse, at enkelte folketingsmedlemmer stadig har ideologisk brændstof til at prioritere og gøre en forskel, men som kollektiv betragtet har pragmatikerne helt taget over.
Hvor man måske kan sige, at partiet eller dele heraf tidligere - for eks. spørgsmål som ØD(1979), NATO/forsvar og EU(1993)- har haft tendens til at stille urealistisk maximalistiske krav for at medvirke i forlig, så er man nu, måske med undtagelse af EU, landet solidt i den anden grøft.
Denne udvikling accepteres idag, i modsætning til tidligere af et flertal i hovedbestyrelsen. Det viser, at selve centralnervesystemet nu er alvorligt angrebet af pragmatisme og tilpasning, og at der næsten intet ideologisk brændstof er tilbage. At troen på at projektet kan lade sig gøre i virkelighedens verden som andet end profileringer og “festtaler” er borte.
Selv ikke valgnederlag, skærpede krav fra partiets landsmøde eller S-K samarbejde synes at påvirke adfærden. Ikke en djævel kan se forskel på den faktisk førte politik på trods af disse vigtige ændringer i “signalerne”.
I stedet meddeler partiets formand, inden landbrugsdagsordenen !, i Stifttidenderne d.2/3-96 endnu engang at profilen skal skærpes. Skærpes i forhold til hvad ? I forhold til udtalelsen fra landsmødet 95 eller i forhold til den faktisk førte politik ? Åbenbart ikke sidstnævnte jvf. landbrugssagen, og ser man på udkastet fra hovedbestyrelsen til politisk hovedudtalelse til landsmødet i maj 96, så er denne langt fra en skærpelse i forhold til den vedtagne udtalelse fra landsmødet i 95, tværtimod. Den glimrer bl.a. ved fraværet af en analyse af det nuværende samfund samt socialistiske visioner og målsætninger. Dette er åbenbart overladt til en særskilt gruppe, som for nylig barslede med et forkromet debatoplæg om de store socialistiske visioner, som så holdes adskilt fra oplægget til de overordnede politiske vedtagelser på landsmødet for slet ikke at tale om adskillelsen fra den faktisk førte politik.
Sagen er, at tingene ganske enkelt ikke hænger sammen, men foregår i hvert sit rum, hvor forbindelseslinierne er kortsluttet og dørerne gået i baglås - det er uholdbart.
Først og fremmest er det nødvendigt, at SF og venstrefløjen iøvrigt får gennemført en debat om, hvad det er for et politisk projekt, man kæmper for, og især hvordan man har tænkt sig det gennemført i virkelighedens verden, og i den forbindelse tager de nødvendige politiske opgør.
Desuden er det nødvendigt, at debatten åbnes op og når ud over partiernes interne institutioner for at opnå den fornødne åbenhed og fremdrift.
Jørgen Garp, medlem af SF’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.