mandag den 27. februar 2012

Straf og samfund

Noget af det vigtigste ved samfundsmæssig straf er at undgå selvtægt, som i tidligere samfund med "blodhævn" osv. Derfor er selvtægt i dag også strafbart med en betydelig straframme, i og med at strafferetten ligesom voldsretten IKKE er fjernet men monopoliseret i staten.
En vigtig forudsætning for at opfylde og opretholde dette er, at borgerne i et retssamfund, herunder også ofrene og deres familie, der jo må acceptere at afgive "retten" til gengældelse/hævn til samfundet/staten, mener at de straffe som samfundet så tildeler, er rimeligt retfærdige i forhold til den skade, der er forvoldt. Samtidig må det selvfølgelig være et krav, at samfundet hjælper offeret, om nødvendigt, mindst i samme omfang, som det der ydes til gerningsmanden/-kvinde i form af resocialisering mv. Om konfliktmægling mv. kan være en del heraf er muligt, men ikke sikkert i alle tilfælde.
Når der derfor reageres så voldsomt på sagen med Marlene Duus også fra offeret, er det fordi statens straf ikke virker retfærdig, og samfundet åbenlyst tilsidesætter hjælp til offeret i forhold til den der ydes gerningsmanden.
Samfundets svigt i sagen, gælder måske ikke i forhold til straffen på 6års fængsel, selv om hensynet til mandens jalousi/affekt umiddelbart kan virke overvurderet, især når voldsmanden efter sine udtalelser virker, som en der ikke angrer sin adfærd, men fremstår som mere eller mindre afvigende, uden empati for sit offer, som han tilsyneladende anser for årsagen til og dermed ansvarlig for hans forskruede og forbryderiske handling, med formodentlig deraf følgende massive risici for recidiv. 
Men mere afgørende er det nok, at voldsmanden, tilsyneladende endog uden forsøg på behandling af de empatiske forstyrrelser, kun afsoner 2år fuldtids, hvorefter han kan spankulere ”frit rundt” i dagtimerne, hvor det generelle krav er 2/3 udståelse før prøveløsladelse.
Det kræver derfor ikke den store indlevelsesevne, hverken i forhold til offeret eller dennes familie, at kunne sætte sig ind i lysten til at besøge Meyers restaurant – og det er ikke for at spise der!
Og selvom alene straffen for selvtægt forhåbentlig afholder folk fra dette både i det konkrete tilfælde og generelt, så er det vigtigt, at det ikke kun er denne frygt, der afgør offeret med families handlemønster, men at det også er en accept af og tilfredshed med, at i et civiliseret retssamfund må, skal og bliver straffen/hævnen varetaget af samfundet og ikke af offeret og dennes familie/slægt mv., som i fortiden og i nutidens bandekrige.
For at denne accept (”retsfølelse”) fungerer, kræver det, at samfundet også varetager offerets helt legale interesser i at gerningsmanden straffes. Og dette sker ikke (kun) ved at forhindre gentagelser i form af resocialisering eller i straffens afskrækkende (generalpræventive) virkning, men også i at samfundet påtager sig sit ansvar for at tildele gerningsmanden en straf på offerets vegne, der tager rimeligt hensyn til den skade offeret har lidt, hvilket IKKE er øje for øje og tand for tand betragtning eller ønske. Dette syntes ikke at være sket i Marlene Duus tilfælde, hvorfor samfundet syntes at have svigtet. Claus Meyers andel i dette svigt, må han derimod selv afgøre med sin samvittighed!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.