onsdag den 21. marts 2012

Om at bøje nakken i arbejdsliv og politik!

En rapport fra - ikke en gulvspand - men så alligevel!
Jeg arbejdede som kontroller i godt og vel et tiår i en stor familie drevet privat elektronik virksomhed med 2.500 ansatte i Nordsjælland plus 3.000 i udlandet ”world wide” fra 1986 til 97.
Fra begyndelsen af 90’erne gik det alvorligt ned ad bakke for virksomheden, især grundet ledelsens mangel på ”rettidig omhu” og manglende evne til et kvalificeret generationsskifte. Det medførte en uendelig række af fyringsrunder bredt i virksomheden nærmet hvert kvartal, således at virksomheden i Danmark fra 1991-97 blev reduceret fra de nævnte 2.500 ansatte til under 600 ansatte, da jeg forlod virksomheden til et nyt job, og i udlandet stort set tilsvarende.
Jeg havde en kollega i økonomiafdelingen, der bevisligt var fagligt dygtigere end jeg med mange flere års erfaring, hvis strategi overfor fyringerne mv. var, at ”gå i et med tapetet”, og være på arbejde stort set permanent og aldrig sige nej til yderligere indsats meget ofte uden ekstra beregning. Jeg arbejdede også fra en del til meget over i denne økonomi afdeling, der var presset til at levere konstant opfølgning, men absolut med måde og klare grænser for ”galskaben” og mod betaling eller afspadsering.
Trods dette blev den nævnte kollega fyret i en af fyringsrunderne, mens jeg selv senere frivilligt rejste til et nyt job!
I årene fra 1984-89 var jeg formand for SF Helsingør indtil vi flyttede til Hillerød. Ved kommunevalget 1985 fik man i Helsingør et såkaldt arbejderflertal efter mange års S-K samarbejde.
Vi SF og S fik derefter lavet en skriftlig politisk samarbejdsaftale og et samarbejdsudvalg bestående af kommunalpolitikere og partiernes ledelse konstrueret i hovedsagen af Jarl Gerner fra S og undertegnede.
Alt virkede fryd og gammen.
Lige indtil først års budgetforhandlinger. Her blev SF’s forhandlingsdelegation, hvor jeg deltog, mødt af en S delegation med borgmester Axelsen og den lokale metalformand Steen Johansen i spidsen, der på ægte hårdtslående ”fagpamper” facon fremlagde deres budgetforslag, som vi efter protester fik at vide, vi med et par kosmetiske ændringer kunne tage eller lade være, for sådan var det! Vi skulle kort sagt tæskes på plads på ”Per Hækkerup” maner. På mit initiativ endte det med, vi forlod forhandlingerne med besked om, at det  ikke var det, vi forstod ved samarbejde.
Der blev en helvedes ballade, med presseskriverier osv. og det endte med, som i ”gamle dage”, et budgetforlig mellem S og K, hvor K selvfølgelig tog sig ekstremt godt betalt for at levere flertallet, nu hvor de var blevet skivet af, men det konstituerede arbejderflertal var snublet i startblokkene.
Dette gav så store efterdønninger hos S og i langt mindre grad hos os, hvor jeg slap med lidt bebrejdelser for at være for kategorisk overfor S i forhandlingerne.
De følgende år indgik S-SF hvert år budgetforlig uden de store problemer. Der blev givet og taget i kontante politiske men såmænd også hyggelige forhandlinger, i øvrigt med masser af røg. Det var dengang, hvor et stort fad med cigaretter og cigarer gik rundt, og der blev serveret øl og vand ad libitum, nu i en atmosfære af gensidige respekt, som gav det nødvendige grundlag for reelle forhandlinger mellem de to partier!
Konklusionen er såmænd bare den, at i arbejdsliv som i politik giver det intet at gå i et med tapetet, ikke andet end ydmygelser og meget lidt eller nul indflydelse. En afbalanceret fremfærd af nødvendig indsats og indrømmelser og en ligeså præcis klarhed over hertil og ikke længere, uden absolutter og ultimative krav og adfærd, men med forud afklaring over, hvor ens (politiske) grænser går. Det er sagen i såvel arbejdsliv som politik og såmænd også i privatlivet!

Selvfølgelig kan det gå galt, hvilket jeg også oplevede i et halvdags studenterjob i Privatbankens (senere Nordea) EDB afdeling 1969-73, (jeg havde været elev i banken 1961-63 efter realeksamen og inden min 6½års springtur til landbruget), hvor vi strejkede mod en helvedes masse overarbejde, fordi det nye EDB system gjorde knuder, men vi skulle jo passe vores studier, så selv om vi blev betalt for overarbejde, så blev det altså for meget, at en arbejdstid fra 15.30-20.00 ofte og i lange perioder endte med at vare til mellem 23 og 01 om natten. Så strejkede vi - det havde de sgu vist aldrig været ude for før - og vi fik forbedrede forholdene, hvorefter et par af de mest aktive, herunder undertegnede, efterfølgende blev fyret efter et par måneder! Så uden risiko er det selvfølgelig ikke at stå fast på sine grænser, men det er trods alt bedre end at blive drevet rundt i manegen, som en anden hund!
Det minder mig om en anden situation på min første faste arbejdsplads som elev ved landbruget 1963 på en rig københavners "lystgård" i Nordsjælland. Her fik karlen på gården mig med på en arbejdsnedlæggelse i høsten, fordi overarbejdet ikke gav kontanter, men højest en "høstfest" og måske lidt naturalier. Så skulle bybo ejeren og hans søn sgu nok vise de bondekarle, hvem der bestemte, og at vi kunne undværes, så far og søn startede mejetærskeren og kørte slingrende ud i marken. Hold da kæft hvor vi grinede og kort efter kom de tilbage, og karlen indgik en aftale med dem, mens jeg som elev bare fulgte med som det tynde øl!
Senere i 1966 gentog samme seance sig i øvrigt på Humlebæk avlsgård, denne gang med fodermesteren i spisen og igen med mig på slæb som foderelev, så helt bagud var de/vi ikke på landet.
Ja og så fik jeg plads efter et 1årigt driftsleder ophold på Malling landbrugsskole syd for Århus, nu som gift bestyrer ved Ravnstrup i Midtjylland, igen på en "københavner" gård ejet af en advokat i Viborg. Det varede kun til kort efter starten i nov. 1967 på en etårig kontrakt, før ejer med kæreste stillede op i sin lejlighed på gården og forventede, at min kone agerede en blanding af kokkepige og servitrice for dem og serverede varm mad mv.! Så var det gode arbejdsforhold ødelagt på et splitsekund, da det blev helt klart for hr. advokaten med kæreste, at det skam ikke var en del af ansættelses forholdet! Hold da kæft hvor blev de sure! Nå men de gik da ikke i gang med selv at muge ud hos køer og svin eller starte traktoren, det kunne ellers have været en spas! Men vi fik da et tåleligt arbejdsforhold indtil nov.68, hvor ingen af os snakkede om fortsat samarbejde, det lå ligesom i luften, at det sluttede med kontraktudløbet!

NB. Dette gælder selvfølgelig kun i et humant, demokratisk samfund som det danske!
Hvordan man vil reagere under ekstreme forhold overfor psykopatiske voldsmænd, nazi-, fascist- og stalinistiske forhold eller i Det arabiske forår, ja det gives der ingen regler for på forhånd. Ens reaktion kan her kun afgøres i den faktiske situation, som forhåbentlig aldrig bliver aktuel!
Jeg husker på et tidspunkt efter Aksel Larsens død, hvor nogle højreorienterede 'glatnakker' hjemme fra lænestolen, mente at vide, at Aksel skulle have holdt tæt meget længere end han kunne/gjorde under afhøringerne hos Gestapo under krigen. Hvad de 'tøsedrenge' selv kunne have klaret vides ikke, heller ikke af dem selv. Så de skulle hellere have holdt deres kæft, skulle de!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.