lørdag den 10. marts 2012

SF's landsledelse om skattereform - med røde ændringer!

(SF’s) Landsledelsen vedtog nedenstående udtalelse med stemmerne 16 for og 1 imod på møde den 21. januar 2012.

Skattereform skal gavne hårdtarbejdende lønmodtagere

Danmark hænger sammen, fordi hårdtarbejdende lønmodtagere hver dag passer deres arbejde og betaler skat. Danmark hænger sammen, fordi vi alle tager en tørn. Og Danmark hænger sammen, fordi vi også tager ansvar for andre end os selv.
I de seneste år, hvor krisen har ramt Danmark, er der i endnu højere grad blevet brug for, at vi hver især tager vores del af slæbet og at vi hjælper dem, der har behov.
Det kræver svære valg. Men det er en dyd for venstreorienterede at træffe svære valg. Derfor har vi modet til at sige tingene, som de er.
Vi siger klart, at det skal være de hårdtarbejdende lønmodtagere, der er i fokus for regeringens kommende skattereform. Det er dem, der hver dag står op og går på arbejde, får hjulene til at dreje rundt og betaler den skat, der gør, at vi har et velfærdssamfund.
Vi siger klart, at det, de arbejdsløse har brug for, det er job og uddannelse. Derfor kickstarter vi dansk økonomi, så der alene i år skabes tusindvis af job, og vi investerer i uddannelse.
Og vi siger klart, at vi ikke accepterer fattigdom i Danmark. Derfor afskaffede regeringen som noget af det første de borgerliges meget lave ydelser, der fastholdt mennesker i fattigdom
Vi har også modet til at prioritere.
Og i valget mellem at lette skatten på løn for kontanthjælpsmodtageren eller rengøringsassistenten, vælger vi rengøringsassistenten. 
Det var så det blå SF valg!
Her det røde valg:
I valget mellem at lette skatten på løn for den højtlønnede middel- og overklasse, der i forvejen har fået massive skattelettelse på såvel person- som ejendomsskat, eller rengøringsassistenten, den arbejdsløse og kontanhjælpsmodtageren, vælger vi klart og bevidst sidstnævnte grupper.

I valget mellem at prioritere efteruddannelse og jobskabelse til de arbejdsløse eller at give dem en 50’er mere om måneden, vælger vi efteruddannelse og jobskabelse. 
Det var så det blå SF valg!
Her det røde valg:
I valget mellem at prioritere efteruddannelse og jobskabelse til de arbejdsløse eller at give de højtlønnede endnu flere skattelettelser, vælger vi efteruddannelse og jobskabelse.

Vi tror på, at mennesker gerne vil have et job. Derfor skal det også bedre kunne betale sig at arbejde, fordi det er en anerkendelse af den enkeltes bidrag til samfundet. 
Det var så det blå SF valg!
Her det røde valg:
Vi tror på, at mennesker gerne vil have et job. Derfor skal efterspørgslen massivt stimuleres for at skabe de nødvendige job til dagens 200.000 ledige, fordi det er en anerkendelse af den enkeltes betydning for samfundet.

Alle skal bidrage, og de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.
Den kommende skattereform skal understøtte det mål.
Samtidig lægger regeringen vægt på at begrænse uligheden. Det gør vi, fordi et samfund præget af lighed, giver de bedste muligheder for den enkelte og de tryggeste rammer for os alle.
Derfor er det også relevant at kunne måle og vurdere, hvordan ligheden udvikler sig. Men lighed bliver aldrig noget, der kan løses én gang for alle i en matematisk formel.

Der er brug for et bredt og nuanceret syn på lighed. Det handler om fri og lige adgang til sundhed. Om at alle får en uddannelse. Og når det gælder skattereformen, så handler det om at sætte hårdtarbejdende lønmodtagere i centrum og sikre en rimelig social balance.
Dét er lighed for SF

Der er brug for en klar forbedring af ligheden i Danmark efter 10 års stigende ulighed under VKO.  Det handler om fri og lige adgang til sundhed. Om at alle får en uddannelse. Og når det gælder skattereformen, så handler det om at sætte hårdtarbejdende lønmodtagere samt de dårligst stillede i vores samfund i centrum og sikre social balance i form af øget lighed i samfundet gennem øgede skatter på de højt lønnede, på fast ejendom og finanskapital.

2 kommentarer:

  1. Jeg er netop kommet hjem fra en komsammen, hvor vi var en del SF'ere samt nyligt forhenværende, som længes efter en afvisning af de mange blå SF valg. Vi er mange, der har svært ved at acceptere fravær af de røde valg. Der er ingen tvivl om, at der er forståelse for, at vi alle skal bidrage i en krisetid, men har manglende forståelse for, at den højtlønnede middelklasse, der i forvejen har fået massive skattelettelse på såvel person- som ejendomsskat, ikke skal bidrage. Så tak for indlægget. kh ulla runge (fra en SF'er, der snart er ved at miste håbet om "det røde valg")

    SvarSlet
  2. Kære Ulla. Det mest uhyggelige er den infame del og hersk politik SF benytter mellem de svage indbyrdes, og som Landsledelsen sanktionerer uden at blinke!
    Nu har ti års VKO udskilt (især fattige)udlændinge som prügelknaben i den sædvanlige småborgerlige fascistoide stil med sparken nedad og kryben opad for Mærsk, banker og konsorter.
    Og så fortsætter SF i fuldstændig samme stil med at spille rengøringsassistenter ud mod kontanthjælpsmodtagere, lavtlønnede beskæftigede ud mod arbejdsløse, og lade arbejderne selv betale for deres efteruddannelse!
    På samme måde som partiet tilsyneladende også vil spille raske pensionister ud mod syge, familier uden børn mod børnefamilier osv.
    Al dette i rendyrket fortsættelse af VKO adfærden, i stedet for at tage pengene oppe fra generelt, som mine Røde svar angiver!
    Og det sker tilsyneladende oven i købet med en "se vi tør også være "frække" og tæske de små i samfundet" krybende for de store attitude, der som en hund forventer efterfølgende klap på hovedet fra herren! (Vi har også modet til at prioritere!), som jeg i øvrigt husker fra SF's højrefløj tidligere, men nu er det altså partiets officielt vedtagne linie.
    Det eneste lyspunkt i denne manglende retfærdighed er, at SF får så mange vælgermæssige bøllebank, som der kan ligge på dem. De har så ærligt gjort sig fortjent til dem!

    SvarSlet

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.