tirsdag den 17. april 2012

SF’s deroute og den manglende politikudvikling i partiet!

Henrik Herløv Lund 13/04-12 under SF’s Landsmøde: ""Traditionalisterne” taber måske netop, fordi de overlod politikformuleringen til højrefløjen."
Det tror jeg er en meget præcis betragtning, som bør undersøges/underbygges nærmere efter partiets Landsmøde.

Der er vi så nu, hvor enhver ved hvordan det gik og ”tragedien” udviklede sig, og ellers kan man se en rigtig god sammenfatning og vurdering her (kun forstår jeg ikke skelnen mellem venstrefløj og ”traditionalister” – det er samme gruppe efter min opfattelse!):

Når jeg skal give min vurdering, som i sagens natur bliver relativ kort og summarisk, hvor en hel del ikke ubetydelige elementer og begivenheder må udelades, er følgende med bilag en helt nødvendig baggrunds forståelse for min holdning og analyse af SF’s udvikling og dagens resultat som et socialdemokrati nr.2.

Og efterfølgende er denne korte meningsudveksling på FB 16/04 efter Landsmødet i SF med tidligere venstre MF'er Charlotte Antonsen sigende for SF’s udvikling til regeringsparti:
Charlotte Antonsen Pernille Frahm: Ja, med regeringsansvar har SF mistet sin politiske mødom. Det gør ondt at tage ansvar.
Jørgen Garp Joh Charlotte Antonsen, men der er som bekendt flere forskellige måder, at få taget sin mødom på. Og det behøver jo ikke foregå stupidt, ufølsomt og små voldeligt med en halvmafiøs overbygning, vel?

Næh det gør det formodentlig ikke, vel og mærke, med et forspil hvor man har gjort sit hjemmearbejde i forvejen!
Men når man ikke gør det, men lader sin politikudvikling stå i stampe i mere end 20år, ja så er risikoen jo for en mindre voldtægt – som den vi har set - alvorligt til stede!

SF’ politisk-strategiske historie – Tilbageblik og baggrund.
Da SF starter det politiske arbejde efter opgøret med ”de fem”’ ("larsenisterne") i 1977, og dermed et opgør med den pragmatisme, der havde været medvirkende til splittelsen i 68, som munder ud i principprogrammet fra 1980, bliver det indledningen til en ændring indenfor partiets hidtidige arbejderflertalstrategi. Denne gik i sin essens ud på at trække Socialdemokratiet til venstre og frigøre partiet fra, med Aksel Larsens ord, “ballet i den borgerlige”, dvs. det mangeårige klassesamarbejde hen over midten i dansk politik formidlet af Det radikale venstre.
Denne trækken Socialdemokratiet til venstre var - tankegangen - nødvendig for at få gennemført socialistisk orienterede reformer, da disse ikke kunne gennemføres i samarbejde med eller med vetoret til et af de store borgerlige partier.
Frem til 1980 udmøntedes den strategi sig lidt forenklet sagt på den ene side i en ret pragmatisk ”her og nu” tilgang til meget parlamentarisk arbejde, som var medvirkende årsag til bruddet i 1968 og etableringen af VS. På den anden side i en alt eller intet politik på særlig udvalgte områder især forsvars-, freds- og sikkerhedspolitik med modstanden mod NATO i centrum, men også fra 1972 i EF politikken, der kort og godt bestod i et ’ud af EF’.
Samtidig bestod strategien i et forsøg på at være katalysator for en venstredrejning af Socialdemokratiet, heraf navnet ”katalysatorstrategien”, dvs. at påvirke S internt ved sin politik, så venstresiden i S efterhånden fik drejet hele partiet mod venstre, så der blev basis for dannelse af arbejderflertallet i folketinget.

Med udviklingen i 80’erne ændrede SF strategien til, at partiet nu skulle være en selvstædig socialistisk kraft ved siden af Socialdemokratiet, som ved sin styrke skulle tvinge S til venstre bl.a. i et parlamentarisk ”arbejderflertal”. I den proces blev der i 80’erne foretaget et opgør med alt eller intet politikken i form af nye emneprogrammer først på forsvars- og freds- og sikkerhedspolitikken, så man blev i stand til at agere i folketinget med mindre end for eks total nedrustning i et hug!
I slut 80’erne efter etableringen af det indre marked og folkeafstemning herom i 86, blev også EF politikken til andet og mere end bare ’ud af EF’. EF blev en politiks kampplads, som det hed, hvor der også kunne føres kompromis politik. Men dog ikke mere end at EU politikken, i forbindelsen med nej’et til Maastricht aftalen i 1992, var tæt på at splitte partiet i atomer, da ”det nationale kompromis” og senere Edinburgh aftalen blev accepteret af et flertal i SF.
Der skete således i 80’erne en intens forbedring af SF projektet med at forene kort og langsigtet politik gennem det nye principprogram og tilknyttede emneprogrammer, især ved at partiet forlod alt eller intet politikken på væsentlige (udenrigs) politiske områder.
Man kan sige, at dette var en afgørende forudsætning for at få etableret arbejderflertallet med Socialdemokratiet og for at blive et regeringsdueligt parti.
Samtidig og ikke mindre vigtigt lykkedes det partiet at tage afgørende nye politikområder fra ungdomsoprøret og den grønne bølge ind i processen, som miljø politik, kvindepolitik mm, samt ikke mindst at gennemføre en demokratisering af partiets organisations kultur.
Afgørende for denne ændring var, som jeg ser det, opgøret med ”de fem”s socialdemokratisme som udmøntede sig i en socialistisk koalition af gamle SF’ere som Gert Petersen, Aage Frandsen m.fl. og det nye kuld af SFU’ere med Holger K. og Lars Meyer i spidsen.

SF’s særlige karakter og strategi.
Hos socialdemokraterne har den langsigtede politik (altid!) været styret af den kortsigtede her og nu politik i folketinget. Derfor har socialdemokraternes principprogram i høj grad haft status som noget man omtalte ved festlige lejligheder, men i øvrigt ikke var forpligtigede af i den konkret daglige politik. Koblingen af kort og langsigtet politik er således ikke et påtrængende spørgsmål hos socialdemokrater. Som gamle Per "Hakkedrøn" sagde det i Socialdemokratiet i 1960'erne, lad dem (de venstresnoede i partiet) bare lave programmer, så længe de ikke forstyrrer mig i mit daglige politiske arbejde i folketinget! 
Hos DKP og lignende partier kunne man så at sige have et flot og radikalt socialistisk principprogram uden kobling af kort og langsigtet politik, fordi det kortsigtede kun var forberedelse til det store "snuptags" brag, "stormen på Vinterpaladset" eller lignende.
Det samme kom til at gælde for VS og senere EL, hvor den afgørende vægt blev lagt på såkaldte udenomsparlamentarisk folkelige bevægelser herunder fagbevægelsen, hvis politik skulle bæres ind i folketinget af partiet, men hvor revolutionsprocessens 'rådsdemokratiske' centrum lå uden for parlamentet. Deraf VS’/EL’s mangeårige folketingsdogme ”vi stemmer imod enhver forringelse og for enhver forbedring”, som indebærer, at partiet ikke kan stemme for store kompromisfyldte lovkomplekser, og som EL først gjorde endeligt op med ved at stemme for finansloven for 2012 i december 2011.
Men et demokratisk samfundsforandrende parti som SF og lignende partier, hvor parlamentet og folkeflertallet er afgørende for den samfundsforandrende revolutionære proces, og hvor partiets principprogrammer og emneprogrammer derfor får en helt anderledes central placering for den konkrete politik i parlamentet, kan IKKE tillade sig den luksus, som SF har gjort, stort set at ignorere koblingen mellem det kort- og langsigtede gennem mange år - så ender det uvægerligt med "sigtelinjer.... der kan ende med at blive en reformeret markedsøkonomi, eller socialisme eller noget helt tredje.”, som Thor Möger formulerede det 30/05-11 i Information!
Når forbindelsen mellem kortsigtet (folketingspolitik) og langsigtet politik kappes over, ja så sker der nærmest som ved en naturlov og med usvigelig sikkerhed det, der nu er sket, at det langsigtede fader ud og til sidst forsvinder som "socialistiske sigtelinier...", for så til sidst at blive identisk med kortsigtet pragmatisk (socialdemokratisk) politik.
Sidste boost var principprogrammet fra 2003, som er rigtig godt! Men det svarer til, at samtidig med at metal(kobber) tog over fra flinten i slutningen af stenalderen, der lavede man de flotteste flinte redskaber og våben, som nogensinde var set! Og så var det slut!
Det er SF's skæbne i en nøddeskal, desværre!

Men det bliver kun en "naturlov", hvis man forsømmer arbejdet/projektet med at linke de to dele sammen. Det gjorde SF fra 90'erne grundet manglende fokus på problemet samt fløj splittelsen, herunder splittelsen omkring EU, der gik på tværs af de gængse fløje, men især det forhold, at det aldrig lykkedes den socialistiske fløj, at få flertal i folketingsgruppen, der ville have sat tommelskruerne på denne i partiet dominerende gruppe for et bud på en politikudvikling især omkring forbindelsen kort- og langsigtet politik under diverse parlamentariske betingelser.
Der var således et generelt manglende på fokus på problemet også hos "venstrefløjen" i partiet, herunder en seriøs accept af, at undersøge S-SF-R muligheden og især at opstille grænser, betingelser og brudflader for et sådant overgangs alternativ til arbejderflertallet grundet de parlamentariske forhold!
Ti års ørkenvandring.
I forbindelse med en sammenfatning og gentagelse af indholdet i HB oplægget fra 1996 foretog jeg en mindre selvbebrejdelse til en SF veninde i 09/11-12: Her ærgrer det mig, at jeg ikke selv tog tyren ved hornene så at sige i stedet for bare hele tiden i skrift og tale at baske til Steen gruppen for at presse dem til at opstille projektet, hvad de aldrig gjorde - formodentlig også fordi de ikke var i stand til det! - men sådan er det! Spildt mælk osv.!
Nu blev SF i 90'erne stort set bare parlamentarisk halehæng til SR regeringen mv.
Man kan jo modificere selvbebrejdelsen en smule, når indholdet er, at man skal fremkomme med og forsvare et standpunkt man ikke deler, når dem (Steen Gade fløjen) der står for standpunktet ikke selv forfægter det med åben pande, men dølger det efter bedste evne og manipulerer det frem i stedet fra ”Folketingssalen”!

Den alen lange kamp om overgang fra ”arbejderflertal” med Socialdemokratiet, (meget!) gerne i regering til orientering for dagens resultat orienterede unge mennesker med kun meget lidt eller ingen historisk kendskab til det parti, de mener sig i stand til at styre og udvikle, til et S-SF-R samarbejde i regering eller som parlamentarisk grundlag, som en mellemstation, fremprovokeret af de parlamentariske forholds nødvendighed, ja den kamp blev aldrig konstruktiv og desuden aldrig afsluttet. Dette har været af fatal betydning for SF og politikudviklingen i partiet.

Resultatet var som nævnt i første omgang en perspektivløs ageren som parlamentarisk rygdækning for Nyrup regeringerne af især SR, selv om formanden Holger K.Nielsen ihærdigt forsøgte at høste frugterne af Edinburgh aftalen i form af et tættere samarbejde med SR, men blev koldt og brutalt afvist i januar 1993. Måske meget godt, for partiet var også dengang som sagt helt uforberedt på noget sådant især med hensyn til at opstille grænser, betingelser og brudflader.

Imens fortsatte de frugtesløse halvskjulte armlægninger i partiet gennem hele 90’erne efter udarbejdelse af et nyt noget diffust partiprogram i 91, samt vigtigst det opslidende formandsvalg efter Gert Petersen, der trak lange lammende spor i partiet, til Fogh tog over i 2001. Dertil kom diverse mere eller mindre alvorlige og ødelæggende opgør om EU politikken fra 1993 Edinburgh over Amsterdamtraktat til EURO afstemning år 2000. Formandsvalg og EU opgør først til venstre og så til højre var således stærkt medvirkende årsager til stilstanden i partiets politik udvikling i 1990’erne i modsætning til de frugtbare år i 1980’erne, hvor SF trak socialdemokratiet markant til venstre og havde stor indflydelse på den såkaldte fodnotepolitik i forhold til NATO samt havde sin største vælgermæssige opslutning nogen sinde med 14,6% ved FV 1987.

Forløbet i 90’erne, når det ikke gik med EU slagsmål, som jeg kender det fra HB/FU frem til 1996/98, kan bedst anskueliggøres ved, at Folketingsgruppen med et pragmatisk flertal, hvor formanden Holger K. stort set altid havde et flertal imod sig, mødte op med sin pragmatiske politik fra ”salen” til en ”tvær og modstræbende” hovedbestyrelse med et klart venstreorienteret flertal, som jeg var en af, der imidlertid ikke formåede at politik udvikle udover den gamle arbejderflertals strategi fra 1980 principprogrammet med masser af delprogrammer fra de glade 80’ere, der imidlertid ikke var operationelle i noget nævneværdigt omfang under de gældende parlamentariske forhold.
Man spillede således nærmest bold på hver sin banehalvdel med hver sin bold så at sige uden nogensinde at få etableret en forbindelse mellem de to halvdele af banen af henholdsvis kortsigtet ”her og nu” parlamentarisk politik og den overordnede mere langsigtede politik fra principprogram og emneprogrammer baseret på en ikke anvendelig ”arbejderflertals” strategi.
Resultatet blev et underligt miskmask af konkrete lov tiltag og ageren i ”salen” i forhold til regeringens udspil mm. og store politiske armbevægelser fra flertallet i HB.
Denne catch22 frosne stilling, overstyret af drabelige modsætninger om EU politikken og efterdønninger af formandsvalg samt almindelige personmodsætninger, blev en dødvægt for SF i hele perioden – helt frem til Fogh regeringerne, ja faktisk, over et nyt principprogram 2003 af klart socialistisk tilsnit, overordnet set vel nærmest en moderniseret, opdateret og lidt ”blødere” udgave af 1980 programmet, frem til formandsvalget 2005.

Formandsskiftet i SF 2005.
Efter formandsvalget, hvor den venstresnoede Villy Søvndal slog Gadefløjens kandidat Pia Olsen Dyhr med den senere næstformand Meta Fuglsang som outsider, startede den nye formand sit kommando raid for at bryde dødvandet og tage SF’s politiske mødom så at sige, med en samling af fløjene i forbindelse med et ungdommeligt generationsskifte og et S-SF-R samarbejde i horisonten. Det sidste materialiserede sig først rigtigt efter FV 2007 hvor VKO blev genvalgt, for tredje gang med udlændingespørgsmålet som det afgørende.

Set i lyset af det forudgående over 10 års endeløse dødvande omkring parlamentariske samarbejdspartnere og muligheder, forekommer det jo ikke ligefrem helt åndsvagt med Søvndals projekt, må man med en underdrivelse sige. Efter valget i 2007 huggede Søvndal den gordiske knude over med sit statement om, at nu drejede det sig om, at finde ud af hvad der forenede oppositionen til VKO frem for hvad der skilte.
Hermed startede vandringen mod et stadig tættere samarbejde med socialdemokraterne, som allerede i aug. 2009 udmøntede sig i Fair Forandring ( i maj 2010 afløst af Fair Løsning) og en fast aftale om udlændingespørgsmålet.

Her er det så, at indledningen fra 01/11-12 til HB oplægget bliver aktuel:
Gad vide om der egentlig er gennemført en grundig strategi diskussion i SF siden 1998, da jeg forlod skuden? Venligt kan man sige, at partiet har lært det, af kun at være parlamentarisk grundlag for SR 1993-2001, at det absolut intet giver af nævneværdig SF politik. Om det så kan ske i regering med SR, det har vi til gode at se, men begyndelsen lover ikke for godt og bærer præg af, at den grundige diskussion som efterlyses i mit indlæg fra 1996 stadigvæk ikke har fundet sted i partiet her 15år efter!
Jeg våger det ene øje og fastslår, at diskussion ikke har fundet sted, for så kunne det aldrig være gået så galt, som det efterfølgende er gået. Nu kastede man sig så, måske i desperation over ørkenvandringen (Søvndal!), kombineret med pragmatismens ”grønne” blindhed (Gade!) og ungdommeligt overmod (Thor!), og formodentlig uden dybere indsigt i problemernes alvorlige karakter, men i hvert fald dumdristigt ud i et projekt, der ikke var ordentligt forberedt, og livsfarligt for et parti af SF’s karakter.

Resultatet blev derefter, som det fremgår af allerede leverede sammenfatninger:
1) Fra 2007 frem til landsmødet 2012 etablering af S-SF-R aksen:
2) Et vigtigt ideologisk eller værdipolitisk element:
3) SF i maskinrummet, om indholdet i resultatorienteret politik:
4) Fløjene i SF, beskrivelse af de tre fløje i partiet:
5) Og fløjene i S-SF-R regeringen:
6) SF= Socialdemokratisk Forvandling
7) Landsmødet altafgørende spørgsmål:
8) Finalen som katastrofe:
Personlige data og SF historie: Til orientering har jeg været medlem af SF i to omgange fra 1972-76 meldt ind som så mange andre i forbindelse med EF folkeafstemningen i 72 i Søllerød partiforening med tidlige SF koryfæer som Morten Lange hans kone Bodil samt Hartvig Møller m.fl. som dominerende figurer. Efterfølgende medlem i Gladsaxe partiforening hvor Børge Trolle og Knud Johnsen boltrede sig.
Jeg flyttede i kollektiv i 1976 og flyttede ikke mit medlemskab til Helsingør partiforening bl.a. grundet, hvad jeg opfattede som højredrejningen i partiet anført af ”de fem”.
Meldte mig ind igen 1982 efter endt cand.mag studium og blev partiforeningsformand 1984 i Helsingør partiforening, hvor vi efter kommunevalget dannede kommunens første arbejderflertal.
( se om forløbet her: http://www.garps-verden.com/2012/03/om-at-bje-nakken-i-arbejdsliv-og.html).
Jeg var 1984 også partiforeningens repræsentant i Frederiksborg Amts organisationen, hvor jeg lystigt deltog i et dramatisk opgør om valget af MF kandidat mellem Margrethe Auken og Birgitte Husmark, hvor Husmark (1990) vandt partikredsens eneste plads i folketinget over fru Auken, som røg ud til hendes og hendes proselytters højlydte og 'burgøjseragtige' utilfredshed. Hvordan kunne man tillade sig at fravælge sådant et unikum, som Hillerøds kommunalbestyrelsemedlem Jytte Jørgensen ved et møde nærmest ordret sagde. Det var på baggrund af trusler fra fruen om, at hun skam ikke ville stille op overhovedet, hvis hun ikke blev nummer et på listen over partiets MF kandidater.
Jeg nævner dette, fordi her foruddiskonteres en stor del af SF miljøets ageren i ren kryberi for magten og ledelsen, selv hos højtuddannede mennesker, der burde vide bedre, som også var så indlysende og forudsigeligt ved Landsmødet 2012. De kalder det demokrati og sammenhold, men det er alt for ofte et dække for kryberi for den stærkes og 'overklassens' ret, og således er dette også en væsentlig del af dele af partiets identitet og kan forklare den ellers forbløffende sparken nedad, der i dag ligger i partiets skatte politik, når man nu ikke tør at stå op mod "de store", og som blev sanktioneret senest på partiets Landsmøde! http://www.garps-verden.com/2012/03/sfs-landsledelse-om-skattereform-med.html
I 1989 flyttede vi privat til Hillerød, hvis partiforening var ulideligt domineret af Gade fløjens Margrethe Auken fans, senere forudsigeligt overtaget af Pia Olsen Dyhr. Jeg 'ankom' derfor aldrig til den partiforening, men fik dissens og lov til at returnere til Helsingørs venstreorienterede partiforening, hvor jeg også langt bedre passede ind rent socialt!
Fra 1986-96 var jeg medlem af partiets hovedbestyrelse (HB) heraf 4år i partiets forretningsudvalg. Jeg undlod at stille op til HB valget 1996 og meldte mig ud af partiet i 1998. Grunden fremgår, tror jeg, rimeligt tydeligt af mit oplæg til HB efteråret 1996 – hvor jeg jo ikke var HB medlem mere.

2 kommentarer:

  1. Hej Jørgen
    Det meste af dit indlæg er jeg enig i. Efter en week-end med TV 2 news massive dækning af landsmødet og egne erfaringer fra tidligere landsmøder var jeg søndag aften ganske målløs over at være vidende til en demonstration af det jeg kalder magtarrogance fra ledelsens side. Man kan ikke ustraffet først mane til samling, for herefter at tilsidesætte en landsmødeindstilling, som man gjorde ved at fravælge Fuglsang. Det er min sikre overbevisning, at SF får den medlemsmæssige afskalning, som de i lang tid har arbejdet på, spørgsmålet er hvornår og hvordan. Herefter får Danmark sit 2. socialdemokrati - spørgsmålet er, hvorlænge der er plads til et sådant. I det nuværende SF er der ikke plads til at strække sig længere end til en radikal/socialdemokratisk økonomisk politik, hverken på kort eller lang sigt. Om det er sørgeligt, vil kun fremtiden vise.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ulla
      Ja vi må se, men desværre er der ikke i min optik, noget der aktuelt hedder en radikal/socialdemokratisk økonomisk politik, som for eks. forrige århundredes Keynesianske politik. I dag er en SR økonomisk politik ikke til at skelne fra en VK økonomisk politik og begge bygger på en neoliberalistisk økonomisk teori og praksis, desværre!

      Slet

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.