lørdag den 30. juni 2012

Deprimerende farce i SF med uhyggelige undertoner.

Når SF møder magten, det være sig Vestager og R i Tårnet eller Bjarne Corydon i skatteforhandlingerne, så bøjer de ryggen.
Det sker ved at sige ja til en ren VK økonomisk politik uden i sidste ende, at turde bede Vestager i Tårnet gå over til Løkke og Pia Kjærsgård og se, om hun kan få sin udlændinge-, miljø- og retspolitik igennem der.
http://www.garps-verden.com/2011/10/abent-brev-til-s-sf-og-debat-dato-ff.html
Det skete igen ved skatteforhandlingerne, hvor Thor efter sigende nærmest tryglede Corydon, om at tage endnu en runde med EL, før man indgik forlig med VK, hvorefter SF affandt sig med Corydons afvisning uden at sætte hælene i for alvor.
Men når så SF’s som konsekvens af sit kryberi overfor magten selv skal udøve magt, overfor dem der er ligger nederst, så sker det med uhørt brutalitet og halvstalinistiske metoder – senest klamt forklædt som omsorg - overfor dem, der kræver at partiet ranker ryggen og siger fra overfor de magtfulde.
Det så man på partiets Landsmøde i april og ved Landsledelsens møde 24/6 og nu gentager det sig overfor et par MF’ere, der nægter at medvirke til en politik, der helt symptomatisk økonomisk kryber for de rige og sparker nedad på de små!
Hvor S kan lade Bjarne Laustsen stemme imod den store fratrædelsesreform uden drama og brug af den politisk spade, så skal SF ledelsen demonstrere, at de (igen) godt tør bruge den politiske spade mod "de små" her et par kvinder, der holder fast i partiets politik og ikke vil medvirke til at tæske de små i samfundet.
Det er uhyggeligt at overvære, dette kryberi for magten samtidig med et åbenlyst magtmisbrug!

I SF har man adskillige gange især vedrørende EU politikken givet folk, herunder adskillige MF'ere lov til i udstrakt grad at gå mod partilinjen også i folketinget (Amsterdamtraktaten!).
I 93 op til folkeafstemningen om Edinburgh endda sådan, at de enkelte partiforeninger fik lov til at føre kampagne for et Nej - i øvrigt under vilde protester fra undertegnede ! - selv om partilinjen klart var, at der skulle føres kampagne for et Ja!
Og Margrethe Auken meldte sig ind i Grøn gruppe i EU parlamentet, selv om hun havde fået et klart pålæg om at melde partiet SF ind i Rød gruppe, uden at det fik følger overhovedet.
Så i forhold til SF giver det ingen mening overhovedet at henvise til håndfaste principper. Det er der simpelthen ikke historisk belæg for. 
Den eneste grund til brugen af spaden nu er regeringsdeltagelsen, hvor man har skrevet under på, at ville gennemføre VKR's økonomiske politik!
For herefter at hamre al modstand mod dette forrædderi ned, som vi har set!
Dermed har jeg IKKE sagt at problemet er enkelt, tværtimod, det viser SF's historie om noget, og jeg er slet ikke tilhænger af frit valg på alle hylder for det enkelte medlem af kollektivet.

28/6-12: Lad os lige tage den een gang til for Villy og Ole, der burde vide bedre, og Thor, der ikke ved bedre:
Der har været møde i 'Stalinistisk Fælleskabs centralkomite' og den helt nye og unge MF'er Lisbeth Bech Poulsen er blevet banket på plads med en spade af de gamle prøvede MF'er med bl.a. Pernille Vigsø Bagge i spidsen, der selv truede sig til en plads som formand for folketingsgruppen med ret til at bære og bruge spaden!
Dernæst som i et vaskeægte 'stalinistisk fælleskab' kommer den anklagede nærmest hulkende ud og bekender undskyldende sin brøde og hylder sine skarpretteres støtte og kærlighed:
"Lisbeth Bech Poulsen: Kære alle… jeg blev IKKE banket på plads - det er måske uforståeligt for nogle. At jeg mødte pressen noget uprofessionelt og følelsesladet, var pga. af den fantastiske gruppe jeg sidder i folketinget med. Kun støtte og kærlighed. Man kan mene mange ting om SF's politik (og det gør mange) men mine kolleger - specielt min fantastiske gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge og Thor Möger, har på ingen måde fortjent at blive svinet til. Mit valg var helt mit eget - og det kan man så mene om hvad man vil. Kønt var det ikke. Men det gik op for mig (naivt måske) at jeg blev nødt til at stemme sammen med gruppen for at blive i SF. Ikke fordi nogen ellers ville smide mig ud, men fordi det så ikke længere ville give mening. Og jeg vil mit parti!
Så kom med kritik og kommentarer til hvad jeg har gjort - men ikke min gruppe, som opførte sig intet mindre end fantastisk overfor mig. Derfor den megen rørstrømskhed, som nu desværre bliver tolket som at jeg blev banket på plads. DET PASSER IKKE!"
Jørgen Garp: Du godeste en omgang sentimentalt vås. Det er politik det her, og andre menneskers liv og økonomi I er sat til at varetage. Og så skal vi være vidne til en sådan farce.

Af en anden ”rebel” til ledelsen Annika Smith modtages den angrende så med et: "Søde, seje Lisbeth, jeg er glad for, at du bliver. Du vil SF og vi vil dig!"
Jørgen Garp: I lyder sgu som var det et ægteskab eller et incestøst forhold. Det var de samme mekanismer som fik folk i Sovjet til at tale "om lille far Stalin". Det er klamt og ulækkert!
I er sat til at varetage folks interesser i økonomi osv, tag og begynd at pas Jeres arbejde på den måde I har lovet Jeres vælgere!

24/6-12: SF godkender den asociale skatteaftale med een stemme imod i partiets Landsledelse:
Det er simpelthen rystende det her og viser - UDEN SAMMENLIGNING IØVRIGT - vestrefløjens historiske svaghed overfor at sige fra overfor åbenlyse brud på moralske og politiske principper.
Det var præcis de samme psykologiske mekanismer, der fik kloge og pæne mennesker til at undlade at tage afstand fra og komme væk fra det stalinistiske helvede i tide, men fandt evindelige undskyldninger for "skiderikkerne" i een langtrukken uendelighed.
Det er også historisk set uhyggeligt, at overvære det her – i SF – at når folk går ind til ”centralkomiteen”, så har de deres selvstændige mening og holdning intakt, men efter fem minutters kollektiv psykose anført at apperatnikkerne - her Thor og Villy, så er de parat til at afskrive alle deres tidligere holdninger og meninger og erklære sig skyldig i nærmest hvad som helst! Man fornemmer historiens vingesus her, men i rigtig dårlig forstand, nu som gentagelse, men heldigvis som farce!
Man kan jo blive helt grundlæggende i tvivl her på sine gamle dage, når man oplever dette igen, igen? Er det i virkeligheden sådan, at de borgerlige med al deres udskældte individualisme, i virkeligheden, når det kommer til stykket, til livets prøvelser, bedre kan stå imod det kollektive pres og underkastelse under en eller anden galning eller bare en kynisk og magtgal ledelse som Thor og Villy?

Marx sagde engang, at historien gentager sig første gang som tragedie anden gang som farce.
Her gælder det til fulde - nu med farcen ’live’!
Lad os derfor alle slutte muntert med denne ubetaleligt morsomme kommentar til Lisbeths tårepersende udgydelser, som fik os her i huset forsamlet til sønnikes fødselsdag til at klappe sammen af grin:
" Karl Tejsner: Kan I huske den der film, hvor en dreng skal spise en skovsnegl, jeg husker ikke titlen. Hvor han siger "du vil jo godt være med i klubben, ikke mulle" - det husker jeg tydeligt. Man skulle ellers tro at politikere var voksne mennesker."

Ja og så var det jo sådan set alvorligt nok med henvisningen til filmen Zappa, som jeg så da den kom frem, og som får illustreret SF seancen meget godt - men alvorligt!

http://www.information.dk/304768
"Ugens Bommert er på én og samme tid også Ugens Scoop. Den er det meget smukke og meget skræmmende billede, som fotografen Lars Krabbe onsdag tog af SF-folketingsmedlemmet Lisbeth Bech Poulsen efter det gruppemøde, hvor hun helt selvstændigt og uden pres fra partiet eller fra sin politiske ordfører Pernille Vigsø Bagge (som havde brugt det meste af dagen på hendes kontor) havde gjort den erkendelse, at hun ikke længere ville være imod skatteaftalen.
Fotoet er ikke en bommert og et scoop, fordi den forsamlede folketingsgruppe tilsyneladende ikke lige fandt tid til at lade Lisbeth Bech Poulsen sunde sig oven på mødet, rette ryggen og tørre tårerne væk, før hun skulle konfronteres med det sultne pressekorps på gangen.
Det er det, fordi det fanger den omstændighed, at hverken partiets pressechef eller gruppeformand har kunnet nære sig for at lægge hele to hænder på staklen. Blødt, men fast fører de hende trøstende igennem en ydmygelse, de selv har påført hende.
Vi er mange udenforstående, der uheldigvis kunne forledes til at tro, at billedet er et afslørende foto af et parti, der udøver magt, men ikke vil indrømme det, og i stedet forklæder den som omsorg."
SF, SF eller SF?




se også starten på farcen: http://www.garps-verden.com/2012/06/dnningerne-ved-mde-i-sfs-landsledelse.html

onsdag den 27. juni 2012

Finansloven som mytologi eller politik.

Jamen det er da undskyld egentligt banalt, det Preben Wilhjelm fremfører (Information 26/6-12 ), at det sådan set ikke er selve teknikken i finansloven (altså den endelige generelle afstemning ved 3.behandlingen), der er det interessante. Og at man selvfølgelig ikke skal lade VK misbruge teknikken til så at sige, at lade sig/ EL narre til at vælte regeringen.
Hvad Wilhjelms mening er, med denne bureaukratisk tekniske gennemgang, andet end at flytte fokus fra det egentlige politiske, ja det er svært at se, fordi han jo alligevel slutter med at sige: ”Og afstemningen om det samlede katalog gælder det simple spørgsmål: Foretrækker man alt i alt, at regeringen bliver siddende eller går?” Jamen hvorfor så hele det tekniske forskræp med indbygget påstand om, at EL skulle ligge under for en ”mytologisering af finansloven”?
Og sagen er jo, at så simpelt er spørgsmålet så heller ikke i praktisk politik, som Wilhjelm søger at stille det op til slut.
Ifølge EL ved Johanne Schmidt-Nielsen er EL’s tillid til regeringen for indeværende ikke eksisterende, og EL er ifølge eget udsagn derfor ikke længere parlamentarisk grundlag eller støtteparti for regeringen, men oppositionsparti som DF og V mv. Johanne Schmidt-Nielsen meldte derfor ud efter skatteforhandlingerne, at regeringen nøje bør overveje den mulighed, at finde andre partier, der vil holde dem på taburetterne. Det er således ifølge EL regeringens opgave at sikre sig, at den har et fungerende parlamentarisk grundlag.
Problemet her er imidlertid – og det er her teknikken egentlig kommer ind - at i DK har vi et såkaldt negativt parlamentarisk princip, dvs. at regeringen ikke behøver at sikre sig at have et positivt flertal bag sig for at blive siddende – eller som Poul Hartling (V) i 1974 for i det hele taget at danne en regering - men blot skal sikre sig, at den ikke har et flertal imod sig.
Hvis man vil se om regeringen har sit parlamentariske grundlag i orden – bortset fra finansloven -, så kan man kun gøre dette ved i forbindelse med folketingets åbningsdebat, at stille og/eller stemme for en såkaldt mistillidsdagsorden eller medvirke til at bringe regeringen i mindretal på spørgsmål, som regeringen selv har valgt at gøre til et kabinet spørgsmål, som Wilhjelms eksempel fra 1967 viser.
Hvad et kabinet spørgsmål er, afgøres således af de respektive regeringer og har ændret sig over tid, hvor Schlüters regeringer satte helt nye standarder for dette ved at acceptere de såkaldte Nato-dagsordner og alligevel blive siddende, selv om regeringen blev bragt i mindretal på dette væsentlige spørgsmål.
Så når EL siger at regeringen må finde sig et andet støtteparti, så er det ikke så enkelt i praksis at få den til det, for det behøver den sådan set ikke efterleve generelt set. Kan den bare finde løbende flertal som nu med skattereformen og undgå åbenlyse kabinet spørgsmål – hvor finansloven er det eneste nagelfaste kabinet spørgsmål jf. grundloven (§15) – ja så kan regeringen blive siddende uden et fast støtteparti.
Regeringen(r) kan med andre ord operere fra sag til sag undtagen lige vedrørende finansloven. Finanslovens endelige godkendelse ved 3.behandling er således det eneste sted, hvor det negative parlamentariske princip ikke rækker. Det er per definition et kabinet spørgsmål, hvor der skal være et flertal for, som ikke kan tilsidesættes af regeringen, som værende så uvæsentligt, at den blot fortsætter.
Derfor er den endelige godkendelse af finansloven ved 3.behandlingen ikke bare et ”mytologisk” teknisk politisk spørgsmål men i bund og grund også et politisk spørgsmål om, hvor det politiske ansvar for en regerings fald skal placeres og IKKE som ved en mistilliddagsorden, hvor det er indlysende, at ansvaret for regeringens fald må ligge hos dem der stiller og/eller stemmer for at den skal væltes.
Ved at stemme imod finansloven kan man i det mindste lade det være op til vælgernes politiske vurdering, om det er regeringens eget ansvar at den eventuelt vælter, fordi den ikke har sikret sig, at dens parlamentariske grundlag er i orden, eller om andre også har et ansvar for dette.
Det samme som Preben Wilhjelm og VS i øvrigt forsøgte i 1967-68 med eller uden mytologisering!

søndag den 24. juni 2012

Det håndtamme møde i SF's Landsledelse!

Jeg skrev til bl.andre Trine Pertou Mach, medlem af SF's Landsledelse, for ca. 7 timer siden ( dvs. kl. 15) følgende:
“Al det der med, at de håndtamme SF’ere skulle protestere markant og vil have skattereformen til afstemning i den tilsvarende håndtamme Landsledelse er det rene fake og pressestunt.
SF’erne havde (sidste) chance ved Landsmødet i år og viste sig - som pressen igen, igen - at være til fals for en formand i bedste ‘Anders Fogh opsmøgede ærmer stil’, der blæste til samling om - ja rendyrket VKR økonomisk politik med fredning af alle boligskatter for ham selv og hans klassekammerater til evig tid så at sige- og fik bragende bifald og opbakning.
Glem det og få fjernet det nu gennemført centralistiske parti uden tidligere tiders stærke interne demokrati, som ALLE i den nuværende ledelse forlængst har accepteret, fra det politiske firmament!”
Nu har SF’s LL så ifølge Villy Søvndal på Update for en ½time siden godkendt VKR’s skatteforlig, hvor kun een stemte imod!
Grunden til at jeg først kommer til tasterne nu er IKKE (jeg holder mig til sandheden som Thor og Villy!), at jeg har set fodbold, men fordi jeg ikke er færdig med at grine endnu!
Man/jeg kunne således fristes til på mine gamle dage at få megalomane forestillinger om at nedsætte mig som bookmaker, og få Bendtner til at reklamere på sine underbukser for mig (?), men, men det går nok alligevel ikke. Vi er i samme situation som ved SF’s sidste landsmøde, at der ikke var en eneste ædru bookmaker, der ville satse så meget som en bøjet 5øre på et andet resultat i den der ynkelige forsamling af håndtamme småborgere!
SF godkender den asociale skatteaftale, med een stemme imod, i partiets Landsledelse:
Det er simpelthen rystende det her og viser - UDEN SAMMENLIGNING IØVRIGT - vestrefløjens historiske svaghed overfor at sige fra overfor åbenlyse brud på moralske og politiske principper.
Det var præcis de samme psykologiske mekanismer, der fik kloge og pæne mennesker til at undlade at tage afstand fra og komme væk fra det stalinistiske helvede i tide, men fandt evindelige undskyldninger for "skiderikkerne" i een langtrukken uendelighed.
Det værste ved denne skattereform er IKKE de håndøre, det handler om, men dens ideologisk "fascistoide" indhold, hvor man giver til de lavtlønnede OG de rigeste betalt med de dårligst stilledes småpenge!
Man(S-SF-R) fremmer herved - helt i Pia Kjærsgårds 10 årige ånd - men nu overfor de fattige generelt og ikke kun "de fremmede" - en ideologi, hvor det er i orden at sparke nedad på dem under en, samtidig med at man slår følge med og bøjer nakken overfor dem over en - de magtfulde! Det er det virkelig rystende i SF's politiske og moralske deroute!
Det er også historisk set uhyggeligt at overvære det her – i SF – at når folk går ind til ”centralkomiteen”, så har de deres selvstændige mening og holdning intakt, men efter fem minutters kollektiv psykose anført at apperatnikkerne - her Thor og Villy, så er de parat til at afskrive alle deres tidligere holdninger og meninger og erklære sig skyldig i nærmest hvad som helst! Man fornemmer historiens vingesus her, men i rigtig dårlig forstand, nu som gentagelse, men heldigvis som farce!
Man kan jo blive helt grundlæggende i tvivl her på sine gamle dage, når man oplever dette igen, igen?
Er det i virkeligheden sådan, at de borgerlige med al deres udskældte individualisme, i virkeligheden, når det kommer til stykket, til livets prøvelser, bedre kan stå imod dette kollektive pres og underkastelse under en eller anden galning eller bare en kynisk og magtgal ledelse som Thor og Villy?

"Landsledelsesmedlem Trine Pertou Mach siger (Information 24/06-12): Vi har ikke stemt om en godkendelse eller ikke-godkendelse. Vi har taget skatteaftalen til efterretning. For mig er det vigtigt, at vi anerkender og deler den bekymring, der er i vores parti."
Og de/I kunne have krævet en afstemning i LL i stedet for en ‘redegørelse’ til efterretning, sådan er proceduren vel stadig, eller har I/de også givet afkald på den demokratiske kontrol, siden jeg deltog!?
se også fortsættelsen: http://www.garps-verden.com/2012/06/deprimerende-farce-i-sf-med-uhyggelige.html

Her er vedtagelsen fra aftenens krisemøde i SF24. jun. 2012 23.50 Politik
Vi havde gerne set en aftale med Enhedslisten.
Vi tager aftalen til efterretning og lægger vægt på:
- En fordobling af beskæftigelsesfradrag, der betyder relativt mest for lav- og mellemindkomstgrupper
- Et markant højere beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere, der vil få op til 9.300 kroner ekstra.
- Et løfte til de fattigste pensionister på op til 5.000 kroner ekstra.
- 2,7 milliarder, der kan sikre et højere offentligt forbrug
- 7.500 nye arbejdspladser her og nu som følge af afskrivningsvinduet
Accepterer kompromis
Men når fem partier indgår en aftale, må der nødvendigvis være elementer som ikke er i overensstemmelse med partiets politik, og som må accepteres som en del af kompromisset.
For SF gælder det den mindre regulering af overførselsindkomsterne, og at husejerne med de største boliglån ikke fik reduceret deres rentefradrag, som regeringen oprindeligt havde foreslået.
Forholdet mellem regeringen og vores parlamentariske grundlag Enhedslisten må og skal forbedres. Vi kan ikke være tjent med en stemning præget af mistillid. Det påhviler alle parter, at genoprette det samarbejde der prægede valgkampen.
Vedtaget af landsledelsen 24/6.

Lad regeringen vælte sig selv om nødvendigt!

Et par afgørende spørgsmål melder sig efter, at EL uden videre blev hældt ned af brættet i skatteforhandlingerne af S-SF-R regeringen med Vestager & Co.(læs VK) i spidsen.
Hvordan kan det være, at en mindretalsregering behandler sit parlamentariske grundlag på denne måde – eller hvordan tør de?
Har man eksempler på noget lignende tidligere i dansk politik?
For eks. blev DF nogensinde behandlet på denne måde i de 10 år med VK regeringen?

Vi kan starte med svaret på det sidste spørgsmål, det er et klokkeklart NEJ!
Er der da tidligere eksempler: Ja adskillige lignende men måske knapt så grelle eksempler findes bl.a. under Nyrup regeringerne i 1990’erne, for eks ved dannelsen af den første Nyrup regering, hvor SF selv efter Edinburgh indsatsen blev groft afvist som regeringsdeltager eller lignende.
Desuden det mest berømte under arbejderflertallet 1966-68, hvor SF blev tvunget så meget under åget af den permanente brandert Per ’Hakkedrøn’ & Co.’s stokkemetoder, at det førte til splittelse af SF med dannelse af VS til følge.

Det fælles ved alle eksempler er imidlertid, at det er Venstrefløjen, der hver eneste gang er dem, der er blevet hældt mere eller mindre brutalt ned af brættet, oftest med S som hovedaktør.
Det skyldes det helt afgørende faktum, at S har ført sig frem som den historisk og aktuelle inkarnation af lønarbejderklassen og arbejderbevægelsen og lige så vigtigt er blevet opfattet og accepteret således af den såkaldt nye venstrefløj bredt, men ikke af DKP i sin tid.

Det ny venstre har ALTID (måske med undtagelse af 1968!) accepteret rollen som lillebror og aldrig krævet en rolle på lige fod med S, som forholdet mellem V og K gennem tiderne, og heller ikke som ligeværdig med S’s forskellige borgerlige samarbejdspartnere frem for alt R.
Det ny venstre har af historisk velkendte grunde accepteret, at S per definition var arbejderbevægelsen og Venstrefløjen et slags halehæng til denne med en masse pligter og kun meget få rettigheder parlamentarisk.

SF med op mod 15% af vælgerne forsøgte i 1980’erne under Schlüter regeringerne, med sin arbejderflertals strategi, at tilkæmpe sig en plads som ligestillet med S, men da regeringsskiftet endelig kom i 1993 var SF reduceret til ca. 10% og blev som nævnt afvist af Nyrup og SR og blev efterfølgende et håndtamt parlamentarisk grundlag for Nyrup regeringerne frem til 2001 uden nævneværdig indflydelse på den førte politik.

Indholdsmæssigt politisk blev denne rolle begrundet med, og accepteret af Venstrefløjen, at forskellen på den politik S førte i regering – oftest sammen med R - var så tilpas forskellig, fra det man kunne forvente sig af VK regeringer, så truslen fra S og omegn om konsekvenserne af, at Venstrefløjen brugte sin parlamentariske magt ville være, at så fik man bare VK i stedet og dermed en betydelig anden og ringere politik for arbejderklasse mv.

Desuden blev det begrundet med det faktum, at venstrefløjen ikke havde andre steder at gå hen politisk, selv om de grupper i SF der styrer i dag vel mener, at R er en fin mulighed, hvad R til gengæld ikke er med på, medmindre SF lægger sig fladt ned og udraderer ethvert antikapitalistisk for slet ikke at snakke om socialistisk element i sin politik, dvs. lader sig reducere til et S nummer to helt ned i detaljen!

Hele grundlaget for dette historiske forhold har imidlertid dramatisk ændret sig gennem de seneste årtier. Vi har de sidste 30år haft borgerlige regeringer i de 20år – båret ind af store dele af lønarbejderne - uden at velfærdsstaten trods utallige dramatiske advarsler er blevet fjernet og reduceret til minimalstaten eller noget der blot ligner. Samtidig er de politiske forskelle mellem blokkene blevet reduceret og udvaskede, til tider som i dag, til det ukendelige. Det er en kendsgerning, som udstiller det Fogh agtige argument, ”Vil I have Saddam tilbage”, som helt utidsvarende.

Henrik Herløv Lunds socialdemokratiske skræmme argument er derfor utidssvarende og forældet. Det relaterer sig til en tid, hvor der var meningsfulde forskelle på det S ledede regeringer gennemførte, og det man kunne forvente/frygte VK regeringer kunne finde på.
Senest så vi hvordan S-SF, helt løgnagtigt i forhold til deres egen adfærd, har det vist sig, kørte frem op til valget med VKO's sociale massegrav foran sig som rambuk, hvorefter de selv gennemfører en politik, Løkke kun turde drømme om!

Det socialdemokratiske skræmmebillede er gjort helt forældet af S-SF selv, det er den sørgelige kendsgerning. Og det bliver ikke bedre af, at give den en tand til som Henrik gør, ved at bruge S-SF's nuværende adfærd (forrædderi!) som begrundelse for - ja helt absurd faktisk - at frede dem, fordi nu vil Løkke netop grundet det kunne gennemføre minimal staten.

Det er helt enkelt at vende tingene på hovedet, jo mere borgerlig politik S-SF gennemfører jo mere fast sidder de i sadlen, grundet frygten for hvad den ladeport forræderiet åbner vil kunne betyde med en Løkke ved roret. Det tjener kun som legitimering af den nuværende regerings fortsættelse - med at lave blå katastrofe politik - uden mulighed for at bruge, det eneste effektive middel venstrefløjen har tilbage, at true med og være villig til at vælte dem, hvis de ikke forlader Venstre og retter ind til venstre!

Hvor det før var forskellen på S og VK's politik, der kunne banke Venstrefløjen på plads, så er det nu blevet til, at det er ligheden mellem rød og blå politik, der bruges til at argumentere for at sikre S-SF-R misregimentets fortsættelse. Det er absurd!

Vel det er rigtigt, at venstresiden i folketinget vil være svækket efter selv at have åbnet ladeporten, hvis Løkke kommer til igen. Men derfra og så til at forudsætte, at Løkke vil være så stor en idiot, modsat Anders Fogh Rasmussen, at han ville føre LA politik - som er skåret over AFR's gamle minimalstats bog -, der er trods alt et langt, langt stykke. Løkke ved godt, at den styrke han står til nu IKKE er udtryk for et ønske om LA politik, og at hans opbakning ville forsvinde som dug for solen, hvis han startede et sådant kommando ridt!

Så venstrefløjen må se at blive politisk voksen – og lade regeringen vælte sig selv, hvis det er det den vil - i stedet for fortsat at gemme sig for den store stygge borgerlige ulv bag S's skørter.

I stedet skal Venstrefløjen kræve ligeværdighed baseret på parlamentarisk størrelse - som tilfældet helt normalt er mellem V og K indbyrdes og S og R indbyrdes. Resultatet af at acceptere S's stokkemetoder har vi nu set til fulde med SF's reduktion til et rent socialdemokrati nummer to og partiets deltagelse i at hælde EL ned af brættet på den mest uforskammede måde!

Debatten startede her i marts måned 2012:
http://www.garps-verden.com/2012/03/om-at-vlte-en-s-ledet-regering.html

http://www.garps-verden.com/2012/04/fs-frie-socialister.html
se desuden: http://www.garps-verden.com/search/label/Om%20at%20v%C3%A6lte%20en%20S%20ledet%20regering

lørdag den 23. juni 2012

S-SF's asociale skattereform!

Den økonomisk-politiske baggrund for denne VKR skattereform, der vil sende 15.000 flere mennesker ud på et arbejdsmarked uden arbejde, kan sammenfattes således:
S-SF-R regeringen med Bjarne Corydon, Thor Möger Petersen og Magrethe Vestager i spidsen og Statsministeren og Villy Søvndal siddende bevidst passivt på bagsmækken har fra dag et, med Mogens Lykketofts ord, købt de ultraliberalistiske regnemetoder:
”Før valget i september forsøgte Socialdemokraterne og SF sig med den alternative økonomiske plan Fair Løsning. Bag planen stod den senere finansminister Bjarne Corydon selv, og den blev offentligt angrebet af embedsmændene i Finansministeriet for reelt ikke at kunne skaffe de jobs, som den hævdede. Socialdemokraterne reagerede med raseri og kaldte det utidig indblanding fra embedsværket. Men efter regeringens dannelse stod det klart, hvem der havde vundet. Fair Løsning var skrottet, og i stedet stod der i regeringsgrundlaget, at regeringens økonomiske målsætninger »skal opgøres med udgangspunkt i anerkendte indikatorer og regnemetoder«. Regeringen var skiftet, men regnemodellerne forblev de samme og med den samme klare målsætning, der har præget den økonomiske politik også under den borgerlige regering. Arbejdsudbuddet skal øges, danskerne skal arbejde mere, hvis velfærdssamfundet skal kunne klare sig på lang sigt.” http://www.information.dk/303596
Disse regnemodeller som DREAM mv. er med den amerikanske økonomiprofessor David Colanders ord groft forenklede og virkelighedsfjerne, der i virkeligheden ”næsten ingenting kan sige”, men som af politiserende økonomer og embedsmænd ophøjes til den objektive sandhed og som dermed bliver til ”den objektivt nødvendige økonomiske politik”, som medløber politikere og kapitalistiske administratorer som Bjarne Corydon og Thor Möger Petersen blindt og uden om- og eftertanke følger. http://www.information.dk/303840
Om dette har Mogens Lykketoft tørt konstateret:
»Finansministerens største indledende fejltagelse, og det har jeg også sagt til ham selv, det var, at han købte Finansministeriets regnemetoder, da han ankom. Det var der ingen som helst grund til. Det bygger på økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord,« uddybede Lykketoft, der også satte et stort spørgsmålstegn ved hovedargumentet i regeringens nyligt fremlagte skattereform om, at lavere skat vil få danskerne til at arbejde mere: »Det er i hvert fald ikke bevist på skandinavisk grund, at lavere marginalskat øger arbejdsudbuddet.« http://jyllands-posten.dk/politik/article4715033.ece
De økonomiske teorier Lykketoft henviser til er dem den afdøde amerikanske økonomiprofessor og nobelprismodtager Paul Samuelson omtalte således (Pol.29/11-11): "Ultraliberalister er ikke bare følelsesmæssigt afstumpede. De giver også dårlige råd. Her tænker jeg selvfølgelig på både Milton Friedmans og Fredrich Hayeks synspunkter."
Alternativt foreslår økonomiprofessor og Nobelprismodtageren Paul Krugman:
"Det ,vi må gøre, siger Krugman, er simpelt nok: Drop spare- og nedskæringspolitikkerne, kickstart økonomien med ambitiøse offentlige udgifter og nedbring så underskuddet, når vi igen er oven vande. Og vigtigst af alt: Det skal være nu.
»Fem år med meget høj ledighed gør meget mere end fem gange så meget skade som et år med høj ledighed. Man siger: ‘Ja, det gør ondt, men tiden heler også disse sår. Men det er jeg slet ikke sikker på, at tiden gør.«" http://www.information.dk/303597
Læs disse artikler, de er gode at få forstand af på den aktuelle politiske aftale om den asociale skattereform, som S-SF har indgået med VKR!
En sammenfatning af den historiske baggrund for dette kan ses her:
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi-10.html
og bredere her: http://www.garps-verden.com/search/label/Neoliberalistisk%20%C3%B8konomi
Hertil kommer det nærmest "facistoide" ideologiske indhold i skatte reformen, at man lader de fattigste betale for små skattelettelser til de lavtlønnede og store skattelettelser til de højeste indkomster. Det appelerer til og fremmer holdninger, hvor det er i orden at sparke nedad og krybe opad. se http://www.garps-verden.com/2012/03/det-neoliberalistiske-asociale-skre-og.html
Samtidig fremmes, med den højere middelklasse som rambuk, et dekadent materialistisk overforbrug, der betales af de fattigste og den offentlige velfærd og ødelægger vores børn og børnebørns muligheder for at overtage en klimamæssig beboelig planet efter "pudderdåsernes dekadente vagtparade"!
http://www.garps-verden.com/2012/03/materialistisk-forbrug-som-narkotisk.html

fredag den 22. juni 2012

'Pudderdåsernes vagtparade'!

Lad os lige repetere hvem der igen, igen drager økonomisk fordel af denne skatte aftale, som gentagne gange under Fogh/Løkke!
Det er journalister, MF'ere, ministrer samt advokater, finansfolk, andre akademikere, konsulenter mm., der samtidig forpester livet for hårdtarbejdende folks dagligdag med "management by terror", overfladisk spin og andre stupide såkaldte kontrollerende konsulenttjenester mm..
Disse mennesker har nu igen - med Vestager i spidsen - inde i deres osteklokke bevilget sig selv skattelettelser til øget klimaødelæggende privatforbrug af rejser, fladskærme, rødvin og smarte biler tyvstjålet fra de offentlige velfærdsydelser (uddannelse, omsorg osv.) og samfundets fattigste.
En dekadent klasse, denne højere middelklasse, med en narkoagtig afhængighed af et stadigt stigende perverteret materielt overforbrug, hvis lige ikke er set siden pudderdåserne i 1700 tallets dekandente enevælde og med en tankegang som Marie Antoinette!
Måtte historien fælde samme dom over disse pudderdåsernes aftagere!

Regeringen satser stort - og risikerer at tabe
politiken.dk
Hvis det brede samarbejde begynder og slutter med gårsdagens forlig, så er regeringen kommet et skridt frem og to tilbage.


22/03-12:
De radikale lytter til økonomer, hævder de! Nej dette parti lytter udelukkende til deres nærmest patologisk umættetlige og dekadente behov for yderligere miljø ødelæggende stigning i deres, den højere middelklassens i forvejen absurd høje privatforbrug af rødvin, fladskærme, dyre udenlandsrejser, nye biler, samtalekøkkener osv.
Det patologiske kommer ind, når man som R - VK og LA - er så afhængig som en narkoman af dette materialistiske overforbrug, så man er parat til på det alter at ofre omsorg for ældre, børnepasning, sundhed, uddannelse og forskning, sine børns fremtid klimamæssigt og andre menneskers mulighed for et rimeligt privatforbrug på blot en brøkdel af R medlemmernes eget!
Se det er en afhængighed, der som narkomani er nærmest sygeligt!
Og er det korrekt, at det er økonomisk nødvendigt, som det hævdes, ja så er der yderligere tale om et sygt og perverst økonomisk system, som R - VK og LA - af nød eller lyst hylder, men som snarest bør ændres radikalt!
(se en "herlig" illustration af det samme fra Claus Hjorth for VK og LA i forbindelse med valget: http://www.garps-verden.com/2011/09/vko-politik.html)

De Radikale åbner for nedskæringer
Borgerlige er begejstrede for, at De Radikale er parate til at finansiere dele af den kommende skattereform med offentlige nedskæring

http://www.garps-verden.com/2012/10/pudderdasernes-vagtparade-ii.html
http://www.garps-verden.com/2013/01/endnu-en-omgang-med-kli-pudderdaserne.html

onsdag den 13. juni 2012

Afstumpet liberalistisk økonomisk politik!

http://politiken.dk/debat/profiler/kristianmadsen/ECE1653960/bjarne-corydons-skaebnetime-er-naer/?id=5d5c6bfd-acc0-423f-817b-d43b9d82fedc&v=c
Glimrende artikel af Kristian Madsen.
De økonomiske teorier herunder den såkaldte DREAM model, der iflg. Lykketoft ingen gang har på dansk grund, er de neoliberalistiske teorier, der har reddet Vesten som en mare siden 80'erne i forskellig udformning, og hvis ingredienser er grundlag for den af Margrethe Vestager (samt VK og LA) krævede økonomiske politik og som består af :
- at udbud på sigt skaber sin egen efterspørgsel i den såkaldte udbudsøkonomi,
- at på langt sigt er - vi alle døde ja - markedet selvregulerende og i balance mellem udbud og efterspørgsel,
- at man (læs staten) derfor i princippet skal frisætte, de-regulere og overlade dette marked til sin egen og i øvrigt historisk set katastrofale selvregulering,
- at skattelettelser - ufinancierede eller ej - til de rigeste gavner de fattigste efter devisen, når det regner på præsten drypper det på degnen!
- at nedsættelsen af marginalskatten uden videre skaber øget udbud af arbejdskraft.
http://www.garps-verden.com/2012/01/en-selvflgelighed-uden-argumenter.html
Dem Lykketoft taler om, og som LA, VK og R med Margrethe Vestager i spidsen hylder som deres politiske ikoner og tvinger regeringen til at følge i et og alt, er dem, som den nu afdøde amerikanske økonomiprofessor og nobelprismodtager Paul Samuelson omtalte således (Pol.29/11-11): "Ultraliberalister er ikke bare følelsesmæssigt afstumpede. De giver også dårlige råd. Her tænker jeg selvfølgelig på både Milton Friedmans og Fredrich Hayeks synspunkter."
Vi styres således efter en flok 'karakterafvigere', der som følge af det eller ved siden af giver elendige økonomiske råd. Således kan man i Pol. økonomisektion d.d. se, at den førte ensidige og hårdhændede sparepolitik i Spanien p.t. har medført en svag reduktion i budgetunderskuddet fra 11,2 til 8,9 fra 2009 til 2011, medens arbejdsløsheden derimod er eksploderet fra 18% til 24,4% i samme periode.
Det ligner mere og mere depressionen i 30'erne, hvor samme afstumpede liberalistiske sparepolitik ledte direkte til 2.verdenskrigs katastrofe!
http://www.garps-verden.com/2008/11/liberalistiske-idioti.html

lørdag den 9. juni 2012

TV2 News: "Tirsdagsanalysen" mm.

Følgende er sendt til TV2 som seernes kommentar:
Jeg syntes det er en fundamental svaghed ved ”Tirsdagsanalysen” på TV2 News (senest 5/6-12), som bliver mere og mere pinlig og utroværdig for TV2, at Mogensen og Kristiansen begge er enige om, at problemet med og for S-SF og regeringen med Helle Thorning Schmidt i spidsen IKKE er, at deres politik er forkert, men at de ikke formår at forklare deres 180 graders sving i den økonomiske politik efter valget, at de ikke er ærlige, ikke er i øjenhøjde med vælgerne osv.
Problemet bliver derfor ifølge M&K for HTS og regeringen at forklare, hvorfor det er rigtigt, som de to er helt enige i, at der skal skaffes større arbejdsudbud i en tid med stigende arbejdsløshed og IKKE at ændre en fejlagtig politik.
Egentlig er deres (regeringens) politik jo OK ifølge de to herrer, selv om de har kurage nok til overfor skatteminister Thor Möger Petersen i deres eget program Mogensen og Kristiansen, at medgive at skattereformen først og fremmest kommer dem selv og deres klassekammerater inklusiv Thor Möger (og såmænd også Lotte Mejlshede og de fleste journalister kunne de have tilføjet!), som de var så venlige at oplyse ham om, til gode.
Jamen opbakningen bag regeringens politik fra M&K og TV2 News har den slet, slet ikke noget at gøre med dette faktum?
For der eksisterer jo så åbenlyst for enhver, der politisk vil lytte i stedet for at agere struds for egne økonomiske interesser, en helt anden politisk dagsorden end den nyliberalistiske som regeringen, VK, LA, CEPOS og Økonomernes flertal, Merkel osv står for, og som helt dominerer medierne, inklusiv TV2 News som sagt, så man skulle tro, der ikke fandtes anden ’nødvendighed’ end denne Margrethe Vestagers.
Den anden økonomiske og politiske dagsorden er den dagsorden som Hollander, SPD, Jesper Jespersen, Chresten Sørensen samt hvis det ikke er ”fint nok” Nobelprismodtagere i økonomi Paul Krugman og afdøde Paul A. Samuelson samt den internationalt anerkendte økonom Joseph Stiglitz (leder af Clintons økonomiske råd mm.) med flere står for, men som er helt fraværende i ”Tirsdagsanalysen” samt desuden generelt i TV.

Og siden er Mogens Lykketoft og fagbevægelsen såmænd også dukket op på scenen for afvisning af de liberalistiske, udbudsøkonomiske tåbeligheder!
Mogens Lykketoft citeret i JP 08/06-12: »Jeg synes, at finansministeren på mange måder er meget dygtig. Men jeg synes, at hans største fejltagelse, og det har jeg også sagt til ham, var, at han købte Finansministeriets regnemetoder, da han ankom. Det var der ingen som helst grund til. Det bygger efter min mening på lange strækninger på økonomiske teorier, som strider imod enhver erfaring på dansk jord.«