søndag den 24. juni 2012

Lad regeringen vælte sig selv om nødvendigt!

Et par afgørende spørgsmål melder sig efter, at EL uden videre blev hældt ned af brættet i skatteforhandlingerne af S-SF-R regeringen med Vestager & Co.(læs VK) i spidsen.
Hvordan kan det være, at en mindretalsregering behandler sit parlamentariske grundlag på denne måde – eller hvordan tør de?
Har man eksempler på noget lignende tidligere i dansk politik?
For eks. blev DF nogensinde behandlet på denne måde i de 10 år med VK regeringen?

Vi kan starte med svaret på det sidste spørgsmål, det er et klokkeklart NEJ!
Er der da tidligere eksempler: Ja adskillige lignende men måske knapt så grelle eksempler findes bl.a. under Nyrup regeringerne i 1990’erne, for eks ved dannelsen af den første Nyrup regering, hvor SF selv efter Edinburgh indsatsen blev groft afvist som regeringsdeltager eller lignende.
Desuden det mest berømte under arbejderflertallet 1966-68, hvor SF blev tvunget så meget under åget af den permanente brandert Per ’Hakkedrøn’ & Co.’s stokkemetoder, at det førte til splittelse af SF med dannelse af VS til følge.

Det fælles ved alle eksempler er imidlertid, at det er Venstrefløjen, der hver eneste gang er dem, der er blevet hældt mere eller mindre brutalt ned af brættet, oftest med S som hovedaktør.
Det skyldes det helt afgørende faktum, at S har ført sig frem som den historisk og aktuelle inkarnation af lønarbejderklassen og arbejderbevægelsen og lige så vigtigt er blevet opfattet og accepteret således af den såkaldt nye venstrefløj bredt, men ikke af DKP i sin tid.

Det ny venstre har ALTID (måske med undtagelse af 1968!) accepteret rollen som lillebror og aldrig krævet en rolle på lige fod med S, som forholdet mellem V og K gennem tiderne, og heller ikke som ligeværdig med S’s forskellige borgerlige samarbejdspartnere frem for alt R.
Det ny venstre har af historisk velkendte grunde accepteret, at S per definition var arbejderbevægelsen og Venstrefløjen et slags halehæng til denne med en masse pligter og kun meget få rettigheder parlamentarisk.

SF med op mod 15% af vælgerne forsøgte i 1980’erne under Schlüter regeringerne, med sin arbejderflertals strategi, at tilkæmpe sig en plads som ligestillet med S, men da regeringsskiftet endelig kom i 1993 var SF reduceret til ca. 10% og blev som nævnt afvist af Nyrup og SR og blev efterfølgende et håndtamt parlamentarisk grundlag for Nyrup regeringerne frem til 2001 uden nævneværdig indflydelse på den førte politik.

Indholdsmæssigt politisk blev denne rolle begrundet med, og accepteret af Venstrefløjen, at forskellen på den politik S førte i regering – oftest sammen med R - var så tilpas forskellig, fra det man kunne forvente sig af VK regeringer, så truslen fra S og omegn om konsekvenserne af, at Venstrefløjen brugte sin parlamentariske magt ville være, at så fik man bare VK i stedet og dermed en betydelig anden og ringere politik for arbejderklasse mv.

Desuden blev det begrundet med det faktum, at venstrefløjen ikke havde andre steder at gå hen politisk, selv om de grupper i SF der styrer i dag vel mener, at R er en fin mulighed, hvad R til gengæld ikke er med på, medmindre SF lægger sig fladt ned og udraderer ethvert antikapitalistisk for slet ikke at snakke om socialistisk element i sin politik, dvs. lader sig reducere til et S nummer to helt ned i detaljen!

Hele grundlaget for dette historiske forhold har imidlertid dramatisk ændret sig gennem de seneste årtier. Vi har de sidste 30år haft borgerlige regeringer i de 20år – båret ind af store dele af lønarbejderne - uden at velfærdsstaten trods utallige dramatiske advarsler er blevet fjernet og reduceret til minimalstaten eller noget der blot ligner. Samtidig er de politiske forskelle mellem blokkene blevet reduceret og udvaskede, til tider som i dag, til det ukendelige. Det er en kendsgerning, som udstiller det Fogh agtige argument, ”Vil I have Saddam tilbage”, som helt utidsvarende.

Henrik Herløv Lunds socialdemokratiske skræmme argument er derfor utidssvarende og forældet. Det relaterer sig til en tid, hvor der var meningsfulde forskelle på det S ledede regeringer gennemførte, og det man kunne forvente/frygte VK regeringer kunne finde på.
Senest så vi hvordan S-SF, helt løgnagtigt i forhold til deres egen adfærd, har det vist sig, kørte frem op til valget med VKO's sociale massegrav foran sig som rambuk, hvorefter de selv gennemfører en politik, Løkke kun turde drømme om!

Det socialdemokratiske skræmmebillede er gjort helt forældet af S-SF selv, det er den sørgelige kendsgerning. Og det bliver ikke bedre af, at give den en tand til som Henrik gør, ved at bruge S-SF's nuværende adfærd (forrædderi!) som begrundelse for - ja helt absurd faktisk - at frede dem, fordi nu vil Løkke netop grundet det kunne gennemføre minimal staten.

Det er helt enkelt at vende tingene på hovedet, jo mere borgerlig politik S-SF gennemfører jo mere fast sidder de i sadlen, grundet frygten for hvad den ladeport forræderiet åbner vil kunne betyde med en Løkke ved roret. Det tjener kun som legitimering af den nuværende regerings fortsættelse - med at lave blå katastrofe politik - uden mulighed for at bruge, det eneste effektive middel venstrefløjen har tilbage, at true med og være villig til at vælte dem, hvis de ikke forlader Venstre og retter ind til venstre!

Hvor det før var forskellen på S og VK's politik, der kunne banke Venstrefløjen på plads, så er det nu blevet til, at det er ligheden mellem rød og blå politik, der bruges til at argumentere for at sikre S-SF-R misregimentets fortsættelse. Det er absurd!

Vel det er rigtigt, at venstresiden i folketinget vil være svækket efter selv at have åbnet ladeporten, hvis Løkke kommer til igen. Men derfra og så til at forudsætte, at Løkke vil være så stor en idiot, modsat Anders Fogh Rasmussen, at han ville føre LA politik - som er skåret over AFR's gamle minimalstats bog -, der er trods alt et langt, langt stykke. Løkke ved godt, at den styrke han står til nu IKKE er udtryk for et ønske om LA politik, og at hans opbakning ville forsvinde som dug for solen, hvis han startede et sådant kommando ridt!

Så venstrefløjen må se at blive politisk voksen – og lade regeringen vælte sig selv, hvis det er det den vil - i stedet for fortsat at gemme sig for den store stygge borgerlige ulv bag S's skørter.

I stedet skal Venstrefløjen kræve ligeværdighed baseret på parlamentarisk størrelse - som tilfældet helt normalt er mellem V og K indbyrdes og S og R indbyrdes. Resultatet af at acceptere S's stokkemetoder har vi nu set til fulde med SF's reduktion til et rent socialdemokrati nummer to og partiets deltagelse i at hælde EL ned af brættet på den mest uforskammede måde!

Debatten startede her i marts måned 2012:
http://www.garps-verden.com/2012/03/om-at-vlte-en-s-ledet-regering.html

http://www.garps-verden.com/2012/04/fs-frie-socialister.html
se desuden: http://www.garps-verden.com/search/label/Om%20at%20v%C3%A6lte%20en%20S%20ledet%20regering

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.