mandag den 29. oktober 2012

Hippier og forbrugerisme.

http://politiken.dk/debat/profiler/lidegaard/ECE1794691/fra-flower-til-powershopping/?id=93973859-e396-4e47-a0db-88c3c4c48d53&v=c

Når man abstraherer tilstrækkeligt, når man på et eller andet tidspunkt frem til en sandhed. Således har Bo Lidegaard (BL) ret i på mega generations niveau, at forbrugerismen er et kontant kendetegn ved den såkaldte hippie og/eller 68 generation - altså sådan helt generelt set.
Men at forbrugerismen skulle skyldes den lille gruppe af hippier og/eller venstrefløjmarxister mv., der netop i stor udstrækning vendte sig mod forbrugerismen, som allerede for længst var sat i verden før hippiernes ankomst og oprør mod samme, det holder ikke en meter.
Det efterspørgsels generede økonomiske opsving ankom til DK allerede i slut 50'erne og Ernst Bruhn Olsen fik opført sin fremragende Teenagerlove med samme forbrugerisme i centrum på Det Kongelige teater allerede i 1962, inden der var nogen, der havde set så meget som skyggen af en hippie.
Sagen er at forbrugerismens afsæt og centrum var dem, som BL omtaler, som de 'hårdtarbejdende småborgere i provinsbyernes parcelhuskvarterer eller deres åndsfæller til Mallorcas grisefester'.
Det var den såkaldt almindelige lønmodtageres forbedrede løn og arbejdsvilkår fra slut 50'erne, der satte forbrugerismen i gang og i centrum og dermed skabte det masseforbrug, som de unge kunne drage fordel af, reagerer på og spille bold op imod.
Men hovedparten af de unge fulgte blot slavisk i de spor forældergenrationen allerede havde udlagt med villa, vovse og Volvo uden større bevidsthedsudvidelse eller oprørs trang mod den materialistiske motorvej.
At en del af den gruppe BL og Øvig Knudsen taler om, så også gradvist - og for nogle såmænd for sent - bliver fanget ind af den materielle velstand og forbrugerismen er mindre interessant end de vigtige korrektioner, de samme mindretals grupper fik sat på samfundets forbrugsræs i form af det antiautoritære og kvindefrigørelse samt kollektiver, anti atomkraft og atomvåben, miljøbevægelse, beatmusik osv, ja det er en anden sag og skyldes især, at de i sidste ende led nederlag til - ja forbrugsræset og selv realiseringens egotrip, som de også selv var en del af, som BL rigtigt skriver.
BL begår, tror jeg, den meget udbredte fejl at slutte 'fra sig selv', fra egen 'klasse' til andre 'klasser'. Den klasse der om nogen har udlevet forbrugerismen er den højere middelklasse af bl.a. lønmodtagere, hvis livsgrundlag er forbrugerismen højt hævet over Mallorcas grisefester i samtalekøkkener mv., men alligevel i den grad afhængig af forbrugerismen, så enhver politisk moral er gået fløjten i dens 'hellige' navn. Således at klassen (<15% af bef.) uanset partitilhørsforhold, med EL som mulig undtagelse, ser sig nødsaget til i en lind strøm at bevilge sig selv og egne klassekammerater tilbagevendende skattelettelser, ikke til investeringer i grønne arbejdspladser, men til øget klimaødelæggende privatforbrug på bekostning af, ja på det seneste direkte betalt af fattige menneskers meget mindre forbrug og på bekostning af offentlige omsorgsgoder og uddannelse af næste generation.
Så lad være med BL & Co. at fortrænge og vælte dette ubehagelige ansvar over på en lille fortidig gruppe gamle oprørere.

fredag den 26. oktober 2012

LO's forvrængning af solidaritet!

http://www.information.dk/315055#comment-684163
Fagforeninger: Unge bør være solidariske
Flere fagforeninger mener, at de nyuddannede unge, som på grund af regeringens nye akutjobpakke formentlig kommer bagerst i jobkøen, bør være solidariske med de langtidsledige. DJØF og FOA mener, det er for stort et krav til at stille de unge

Jamen det er da helt i hegnet: De unge skal være solidariske med de langtidsledige!
Nej indholdet er, at de skal være solidariske med fagbevægelsens håndtamme ledere, med den ‘store, ynkelige’ LO formand i spidsen og med de politiske partier med socialdemokraterne og den nuværende regering i spidsen og deres manglende politiske og moralske format.
Det er indholdet i dette ynkelige og absurde krav om solidaritet fra unge ledige overfor de langtidsledige.
Samtidig klynker fagbevægelsen over, at de mister medlemmer - du godeste en gang dobbeltmoral. Og så skal vi måske også have ondt af dem.
De små i samfundet over en bred kam, der skal betale krisens omkostninger, medens de økonomisk stærke ikke bestiller andet end at bevilge hinanden flere og flere skattelettelser.

»I stedet for at kalde akutjobpakken diskriminerede, vil jeg kalde den solidarisk. Det er solidarisk, hvis vi siger, at de unge lige et øjeblik skal træde til side for de medborgere, som snart mister deres økonomiske grundlag,« siger Harald Børsting.
Hvordan kan Harald Børsting formand for den mægtige LO organsation overhovedet komme i tanke om, at sige noget sådant, der samtidig helt forvrænger indholdet af solidaritet.
Han kunne jo bare sige, ja det er hvad S-SF p.t. kan komme igennem med i forhold til det flertal med de radikale i spidsen, der har gennemført halvering af dagpengeperioden, og som LO har været imod fra dag et og stadig er imod. Punktum. Eller alternativt i det mindste at pege på muligheden for endnu en forlængelse af indfasnings perioden til krisen vender eller lignende!
I stedet er han med til at cementere den holdning, at de dårligst stillede skal slås indbyrdes om, hvem der skal betale regningen. Her er det de næst dårligst stillede (de unge arbejdsløse), der skal betale regningen for de dårligst stillede de langtidsledige.
Ved skatte forhandlingerne i foråret argumenterede SF for, at det var de dårligst stillede arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere mv., der skulle betale for skattelettelser til de næst dårligst stillede, ”de leverpostejsmørende danske kanvas arbejdere”, og desuden samtidigt helt absurd til de økonomisk bedst stillede i det her samfund.
Det er altså ifølge S-SF og LO de økonomisk og socialt dårligst stillede i samfundet, der skal slås indbyrdes om, hvem der skal betale krisens regning. Så langt er det kommet for dem, der skulle forsvare de dårligst stillede i det her samfund og lade de rigeste, især den højere middelklasse, betale for den krise, de i øvrigt også har hovedansvaret for, med deres historisk absurde og (bolig)gælds finansierede forbrugsorgie.

Jeg mener desuden, man efterhånden bliver nødt til, at tage den helt primitive egennytte med i sine politiske betragtninger, også og især i forhold til denne højere middelklasse der er dem eller rettere deres repræsentanter, der nærmest totalt dominerer det offentlige rum, den offentlige politiske og anden debat, som er økonomer, journalister, eksperter, kommentatorer, fagforeningsbosser, politikere med MF’ere og ministre i spidsen m.fl..
Sådan til husbehov kan vi definere denne klasse, som dem der tjener over ½ mio.kr. om året før skat, for nu at få alle med og ikke blive beskyldt for kun at se på det lille antal, der udgør den ene procent rigeste i landet, men forholde sig til de 10-15% rigeste i det her samfund, hvoraf langt de fleste skovler ind til eget enorme dekadente privatforbrug, og som aldrig bekymrer sig om at skabe arbejdspladser for en del af formuerne.
Prøv at se TV eller læs i aviserne, hvordan denne klasse sidder eller står dag efter dag og diskuterer, for 90% vedkommende med hinanden, og i øvrigt til næsten hundred procent ligner hinanden i sprog, attitude  påklædning og selvfølgelig holdninger, som om de helt objektivt overhovedet ingen som helst egeninteresse har i den fordelings politiske substans, som stort set alle økonomiske tiltag og spørgsmål indeholder.
Jeg mindes kun en eneste gang, at have hørt det spørgsmål taget op, som et problem, og det var da Mogensen & Kristiansen foreholdt Thor Möger fra SF, at alle de tre herrer faktisk var nogen af dem, der personligt fik stor økonomisk fordel af skattereformen. Thor Möger så nærmest forlegent væk og snakkede i vanlig politikerstil udenom spørgsmålet. I negativ forstand gjorde finansminister Bjarne Corydon det også, ved på et debatmøde i TV ’løgnagtigt’ at hævde, at han personligt da ikke fik nogen større fordel af samme skattereform, så vidt han vidste - tog han klogeligt sit politiker forbehold, for nu ikke at risikere, at blive beskyldt for at være 'fuld af løgn'!
Langt hovedparten af disse særdeles velaflagte lønmodtagere, med de radikale og dets vælgere i spidsen sammen med LA, har solidariseret sig med den egentlige overklasse af arbejdsgivere, selvstændige og finanskapitalen, og dem der ikke endnu ikke er helt fanget ind af denne alliance grundet personlige, ideologiske og/eller jobmæssige forhold , ja når de presses hårdt nok, så gør de som Børsting, Corydon og SF, de falder tilbage i afmagt og/eller kynisme og begynder at kræve solidaritet ikke fra de mægtige, men blandt de svageste i et indbyrdes ’hundeslagsmål’ om hvem af disse, der denne gang skal betale for over- og den højere middelklasses udskejelser.

onsdag den 24. oktober 2012

Sovjetstaten.

http://www.information.dk/314394?page=2#comment-683627
En alen lang debat fulgte i halen på denne artikel, som enhver ved selvsyn kan forvisse sig om, og som snart fortabte sig i en forholden sig til og diskussion om Sovjet, Lenin og Stalin, som ret hurtigt blev erobret af en debat, hvor den ene part forsvarede stort set alt ved Sovjet, Lenin og Stalin og den anden part forkastede det hele fra dag et som elitært, centralistisk, antidemokratisk, fordi "uden Lenins elitarisme og han og trotskys antidemokratiske sindelag - ville der ikke have været den samfundsmæssige situation - de strukturer - om du vil det - på plads - som muliggjorde Stalin." (altså en efter min opfattelse meget psykologiserende og individualistisk forklarings skematik).
I forbindelse med debatten, eller hvad man nu skal kalde hundeslagsmålet eller boksekampen fra hvert sit hjørne, lykkedes det mig så, som det ofte sker, når man blander sig i den slags, at blive skældt huden fuld af begge parter fra hvert sit diamentralt modsatte men hundrede procent fastlåste og ensartede moralistiske standpunkt, som jeg ser det.
Jeg, som aldrig har været tiltrukket af sovjet eller kommunismen, har efter egen opfattelse såmænd intet hverken personligt eller ideologisk i klemme i forhold til det samfund, hvad de andre deltagere så åbenbart har, men er sådan set ret kold overfor dette, som jeg ser det, underudviklede feudalsamfunds vej til moderniteten og privat kapitalismen, over det vi i 70'erne sådan set ret præcist, syntes jeg, kaldte statskapitalisme.
På den anden side var Sovjet et eksperiment med en meget anderledes udvikling fra feudalisme til kapitalisme, som gør det historisk interessant samtidig med, at der var tale om en halv-europæisk stormagt og efter 2.verdenskrig den ene af verdens to såkaldte supermagter og part i Den kolde krig, med hvad deraf fulgte også i DK af politiske og såmænd også teoretiske mm diskussioner. Kort og godt en vigtig og spændende historisk analytisk og for min skyld gerne også politisk udfordring.
Nå, men debatten var som nævnt ikke særlig frugtbar, men fik mig alligevel til at genoptage nogle gamle overvejelser fra fortiden omkring Sovjetsamfundes karakteristik og udvikling, som her følger med et meget sammenkogt og summarisk bud efter en kort intro i debatten.
Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg heller ikke for dette bidrag modtog stående ovationer, men derimod en fortsat dængen til med moralske domme uden historisk substans, i hvert fald som jeg ser det:
Kunne vi ikke i stedet for bare ansatsvis forklare (eller falsificere) de tre hovedperioder i Sovjets historie, som jeg anførte ovenfor, så vi kunne komme frem til lidt samfunds analyse - og gerne en marxistisk en af slagsen - i stedet for moralske domme af varierende karakter og omfang?
Og så vi kan komme lidt videre end til at forklare stalinismen og dens samfunds struktur med, “Lenins elitarisme og han og trotskys antidemokratiske sindelag” (sic!), for meget kan man sige, men noget som helst med marxistisk historisk analyse har den slags individualistisk historieskrivning ikke at gøre - vel!
Her er et bud i kort form:
Rusland var i 1917 et tilbagestående halvfeudalt agrarsamfund for 90% vedkommende, med en lille ofte udenlandsk finansieret kapitalistisk sektor i og omkring de store byer.
Et tydeligt tegn på dette forhold var landets manglende evne til – ikke at kaste sig ud i en vanvittig krig – men overhovedet at føre denne på noget der blot mindede om Tyskland, Frankrig, England og USA’s niveau..
Krigens fatale følger for Rusland var således hovedårsagen til, at den kapitalistiske sektors klasser sammen med bonde- og arbejdersoldaterne vendte sig mod zarismen, og blev hovedkræfterne i modstanden mod den zaristiske feudaladel og årsagen til februar revolutionens succes i modsætning til 1905 opstanden.
OG kadetters, ’socialdemokraters’, socialrevolutionæres og mensjevikkers nederlag til bolsjevikkerne og den anden revolution (Oktoberrevolutionen) var, at disse ikke evnede at få afsluttet en krig, der var ved at smadre hele samfundet, dets struktur og befolkning. Den totalt mislykkede militære offensiv juli 1917 beseglede denne fallit og systemets endelige skæbne.
Fred, brød og jord var det ligeså enkle som livsvigtige slogan bag bolsjevikkernes sejr, som de var de eneste, der åbenbart kunne og frem for alt ville og evnede at levere dette, derfor gik Oktoberrevolutionen så ublodigt og let.
Omvendt indebar dette forløb, med bolsjevikkernes gennemførelse af etpartisystemet og diktaturet på ryggen af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes politiske og organisatoriske uduelighed, også den efterfølgende borgerkrig med massiv udenlandsk militær og anden indblanding.
Dette medførte krigskommunismens kommandoøkonomi, som ikke lå så langt fra den måde der er almindelig under krigsforhold, som man skulle tro, og som det ofte påstås.
Efter afslutningen på borgerkrigen fra 1921 var landet i en langt, langt værre forfatning end ved fredsslutningen 1918.
Her gennemfører Lenin og bolsjevikkerne så den såkaldte NEP økonomiske politik, som i vid udstrækning hvilede på kapitalistiske principper og markedsøkonomi fra 1921-28 kombineret med etparti diktaturet. Lenin dør selv i 1924.
Fra 1924-1928 gennemfører Stalin et rendyrket politisk terror regimente og ændrer etpartisystemet til ’zaristisk’ enevælde afsluttende med den første 5-års plan, og dermed den endelige gennemførelse af den sovjetiske kommando eller planøkonomi, herunder den brutale kollektivering af landbruget med nedslagtningen af kulak klassen sådan helt bogstaveligt! Det var efter min opfattelse den 3. russiske revolution.
Der går således IKKE nogen historisk lige eller nødvendig og uafvendelig vej fra Lenins etpartisystem eller -diktatur med NEP politik til Stalins terroristiske enevælde og centralistisk kommandoøkonomi.
At det er blevet moderne hos Bent Jensen, Henrik Gade Jensen og andre borgerlige at foretage denne politisk betingende retouchering af historien, i øvrigt i bedste Stalin stil, er jo ikke noget særlig godt argument for at foretage lignende historiske kortslutninger fra såkaldt marxistisk hold.
Man kan tilføje, at det Stalin gennemfører unødvendigt stupidt og brutalt er det, Marx historisk gennemgår, som forudsætningen for hans kapital analyse, den såkaldt oprindelige akkumulation (i England) med bøndernes løsrivelse fra jorden (som fæstebønder mv.) og vandring til byerne som lønarbejdere og tiggere mm., samt sideløbende en egentlig industriel revolution i 1930’erne.
Desuden kan man analysere og vurdere, hvordan tiden efter Stalin (partikongressen i 1956 mere præcis) skal opfattes, som en politisk tilbagevenden til etpartisystemet i ændret form eller (?) , og tilsvarende med økonomien og tiltagene til ’modernisering’ i 60’erne og frem med svækkelse af den centralistiske kommandoøkonomi mm.
Det er imidlertid klart, at sovjet efter Stalin er et etpartidiktatur, men langt fra det monstrøse, enevældige terrorregime og -samfund som fra 1928-53, og dog alligevel meget forskelligt fra Lenin perioden 1917-24.
Her er tillige en anden kortslutning hos de nævnte borgerlige herrer, at de (også) nægter at periodisere Sovjetstaten, alt er Stalinisme I deres politiske optik, som derfor tilbageføres - til Lenin jo, jo - men såmænd helt, gæt engang, tilbage til Marx.
Det svarer helt og fuldt til de 'idioter', der gør Wagner mere eller mindre ansvarlig for Hitlers forbrydelser eller Jesus for Den spanske inkvisition, eller mener at kunne trække en mere eller mindre lige linje fra disse til forbrydelserne udført årtier eller århundreder efter - uden sammenligning i øvrigt!
27/9-14 se desuden http://www.information.dk/14346 af Curt Sørensen
(se desuden http://www.garps-verden.com/2013/03/endnu-en-historisk-tragedie.html
http://www.garps-verden.com/2001/03/den-kolde-krig.html
http://www.garps-verden.com/2011/06/marx-og-det-socialistiske-samfund.html )


Pudderdåsernes vagtparade II.

Glimrende artikel af Erik Valeur, men årsagsforklaringerne mangler til RV's  og såmænd også SF's dagsform:
1) Partiet sociale grundlag er totalt ændret fra husmænd og skolelærere fra landet med kendskab til hårdt fysisk og produktivt arbejde samt intellektuelle fra byerne.
2) Til en, ja undskyld, dekadent samling af cafe latté by akademikere og lignende, hvis helt naturlige afskalning er LA og naturlige alliancepartner er den forskruede finanskapital, og hvis hele livsgrundlag er forbrugerens med den narkolignende afhængighed og grådighed af et stadigt øget perverteret privatforbrug - nu som skattelettelser til dem selv, bevilget ja af dem selv, uanset omkostninger i form af klimaødelæggelser vendt mod vores børn. Og direkte taget fra de dårligst stilledes lave privatforbrug samt fra det 'bløde' offentlige forbrug som uddannelse, omsorg mv. Og uden det formildende ved det gamle borgerskab, at disse trods alt også investerede i arbejdspladser for 'de tilranede moneter'.
3) Den falske til det klamme bekymring for udlændinge er kun til for at stive pudderkvasternes selvopfattelse af, som bedre, mere humane, frelste og selvfede mennesker end almindeligt borgerlige VKO mennesker, ligesom de moderne SF'eres eneste forskel til S er, at de på samme værdipolitiske områder som RV kan føle sig som bedre mennesker end almindeligt dødelige socialdemokrater.
4) Lige så snart RV får isoleret de fattige udlændinge sammen med de fattige etniske danskere fra de velstillede borgere, etniske danskere eller ej, så svinger RV med fornøjelse og båret af deres egen grådighed pisken og såmænd gerne, for at understrege pointen (?), udført af folk af såkaldt anden etnisk baggrund.
Jeg kalder gerne RV for fronten af pudderdåsernes vagtparade - altså en klam forsamling!
http://www.garps-verden.com/2013/01/endnu-en-omgang-med-kli-pudderdaserne.html

torsdag den 18. oktober 2012

DR og Irak krigens lovlighed!

I Carsten Jensens udsendelse på DR2 29/05-11 "Der er noget galt i Danmark", fremstilles Morten Løkkegård (tidligere DR journalist, nuværende MEP for partiet Venstre!) som en noget servil udspørger af Anders Fogh Rasmussen, der lader A.F.R. slippe alt for let udenom hans, regeringens og det meget snævre folketingsflertals ansvar for løgnen om masseødelæggelsesvåben, som argument og begrundelse for folketingsbeslutningen om at gå med i Irak krigen.
Efter det efterfølgende interview med DR's nyhedsdirektør Ulrik Hågerup, er denne uheldige optræden fra DR journalistens side nu, med Hågerup's massive forsøg på efter filmen at pande Carsten Jensen ned som håbløs utroværdig, tilsyneladende blevet DR's officielle holdning og domsafsigelse i kontroversen om optakten til Irak krigen.
Som et andet orakel svarer Hågerup på spørgsmålet fra DR journalist Christian Schou: "Gjorde DR sit til at holde A. Fogh Rasmussen op på løgnen om masseødelæggelsesvåben?", således: "Den beslutning der blev truffet i folketinget byggede rent faktisk faktuelt på noget andet, det byggede på våbeninspektører, FN resolutioner og aldrig på masseødelæggelsesvåben.".. "Faktuelt var det jo bare sådan, at det ikke var det som folketingets flertal sendte Danmark historisk i krig for første gang siden 1864 på, det var ikke masseødelæggelsesvåben."
Det er Ulrik Hågerup faktuelt forkert, udokumenteret og bl.a. et åbenlyst resultat af det svigt DR (og andre) massivt har optrådt med i årevis, åbenbart nu i en sådan grad og udstrækning, at DR in casu Ulrik Hågerup nu selv tror på løgnen og fremturer med denne, som den skinbarlige objektive sandhed!
Faktuelt til Hågerup o.a. orientering:
" B 118: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak Fremsat den 18. marts 2003 af udenrigsministeren (Per Stig Møller) Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak. Bemærkninger til forslaget: .. II. .I denne situation består uforandret en bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd til at anvende alle nødvendige midler - herunder militære magtmidler - til at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav og betingelser. Resolution 678 (fra 29/11-1990, min bem.) bemyndiger FNs medlemslande til at gøre det fornødne med henblik på at genoprette international fred og sikkerhed i området. Denne bemyndigelse står uforandret ved magt, og Sikkerhedsrådet har med resolution 1441 i enighed opdateret og bekræftet sin bemyndigelse. Resolution 687 fastslår klart, at det er en fredsbetingelse, og en betingelse for våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben. (min fremhævning). På grund af Iraks væsentlige brud på sine forpligtelser (om at afskaffe sine masseødelæggelsesvåben, min bem.) er det nødvendigt at sikre - om fornødent ved anvendelse af militær magt - at landet bliver afvæbnet og således ikke længere udgør en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen. III. På denne baggrund har USA taget initiativ til at opbygge en koalition af lande, der med anvendelse af militære magtmidler vil gennemtvinge irakisk efterlevelse af landets nedrustningsforpligtelser. "
Dvs. afskaffe de masseødelæggelsesvåben USA og det danske folketings flertal, regering og Anders Fogh Rasmussen påstod landet var i besiddelse af. Hele begrundelsen for vedtagelsen af folketingsbeslutningen hviler udelukkende på, at Irak ikke har afskaffet sine masseødelæggelsesvåben, som FN har pålagt dem at gøre. Som Anders Fogh Rasmussen selv formulerede det, at Irak har masseødelæggelsesvåben, "Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved". Jeg skal derfor bede DR om at komme med en berigtigelse til U. Hågerup's uimodsagte, udokumenterede, journalistik vildledende og faktuelt forkerte påstande.
Jørgen Garp, Favrholmvænget 81, 3400 Hillerød, jorgen.garp44@gmail.com, Mobil 40108007.

30/05/11
Kære Jacob Mollerup
Jeg har indsendt nedenstående klage til DR.
Det fremgår ikke klart om en sådan klage sendes videre til dig, derfor hermed en kopi til din orientering.
Mvh
Jørgen Garp

31/05/11
Kære Jørgen Garp
Tak for din mail som DR Programservice d.d. har videresendt til den relevante redaktion, der vil svare dig direkte. Du vil modtage svar fra redaktionen hurtigst muligt.
Vi skal gøre opmærksom på at svartiden i nogle tilfælde kan være på op til 4 uger.
Med venlig hilsen
Birte Andersen
DR Licens- og Programservice

01/06/11
Kære Jørgen Garp
Tak for kopi. Jeg antager, at du har sendt den direkte til Ulrik Haagerup.
Om jeg senere vil behandle en sag herom er ikke helt sikkert – men jeg vil foreløbig med interesse følge med i korrespondancen.
Med venlig hilsen
Jacob Mollerup
Lytternes og seernes redaktør
DR

01/06/11
Kære Jacob Mollerup
Nej jeg har ikke sendt klagen direkte til Ulrik Hågerup, men benyttet klage funktionen på dr.dk, men jeg regner med, at den dermed lander også på hans bord?
Ulrik Hågerups mail adresse har jeg ikke kunnet finde, men hvis du mener det ikke er 100% sikkert, han modtager klagen af den anden kanal, så må du meget gerne sende mig hans mail adresse, så vil jeg fluks sende ham en kopi.
Mvh
Jørgen Garp

Jacob Christian Mollerup DR JMOL@dr.dk
01/06/11
til Jørgen
Det burde virke. Sig til hvis du ikke får svar.
Mvh

7/06/11
Kære Jørgen Garp
Tak for din henvendelse.
Programmet er produceret til DR2 af Thomas Houkjær, der er redaktionschef i DR Kultur. Ifølge DRs Programetik er det ham, der i første instans skal behandle din klage.
Vh
Arne Notkin
Kanalchef DR2 - DR Medier

07/06/11
Kære Arne Notkin
Tak for informationen og videre sendelsen til Thomas Houkjær.
Egentlig ville jeg syntes, det var rimeligt/hensigtsmæssigt også at sende klagen til hovedpersonen Ulrik Hågerup selv, hvilket jeg regnede med ville ske, når jeg sendte klagen til Klager@dr.dk.
Men OK I har Jeres procedure, så jeg afventer håndteringen af klagen via denne.
Vh.
Jørgen Garp

21/06/11
Kære Thomas Houkjær
Inden denne klage og mit ønske om en berigtigelse nu går helt i glemmebogen, og dermed sådan set mister noget af sin værdi, vil jeg gerne høre hvor langt den er kommet i proceduren og hvornår et svar mv. kan forventes?
Med venlig hilsen
Jørgen Garp

24/06/11
Kære Jørgen Garp,
Jeg har registret din klage og jeg vender tilbage snarest muligt
Vh
Thomas Houkjær
Chef, DR Historie

Fra: Ulrik Haagerup DR Nyheder [mailto:UHAA@dr.dk]
Sendt: 29. juni 2011 13:36
Til: jorgen.garp44@gmail.com
Cc: Mathilde Augusta Wahl DR Nyheder
Emne: Henvendelse til DR
Kære Jørgen Garp
Tak for henvendelsen, hvor De kritiserer mine udtalelser på DR2 om Folketingets beslutning om at deltage i invasionen i Irak.
Formelt stemte et flertal i Folketinget for et beslutningsforslag, der ikke omtaler masseødelæggelsesvåben, se. evt. her:
(http://webarkiv.ft.dk/?/Samling/20021/beslutningsforslag_oversigtsformat/B118.htm).
Det er baggrunden for, at regeringen hele tiden har kunnet påstå, at masseødelæggelsesvåben ikke juridisk var årsagen til, at Danmark gik ind i krigen, men alene det faktum, at Saddam Hussein nægtede at samarbejde med FNs våbeninspektører.
Det er samtidig rigtigt, at både debatten i Folketinget og i offentligheden bar præg af også regeringens påstande om masseødelæggelsesvåben.
Mine bemærkninger var todelt: Dels en konstatering af, at den danske beslutning formelt ikke handlede om masseødelæggelsesvåben i modsætning til tilsvarende beslutninger i Storbritannien og Spanien, hvor det efterfølgende fik politiske konsekvenser, da det kom frem, at beslutningerne byggede på en løgn. Og dels udtrykte jeg frustration over, at både medier og offentlighed blev løjet overfor i både Danmark og resten af verden.
Jeg fastholder derfor mine udtalelser, som ikke er et forsøg på at hvidvaske regeringen, men et forsøg på at forklare, hvorfor situationen i Danmark rent formelt og derfor også politisk har været en anden i Danmark end i en række andre krigsførende lande..
Hav en god sommer.
Med venlig hilsen
Ulrik Haagerup
Nyhedsdirektør i DR

Fra: Jørgen Garp [mailto:jorgen.garp44@gmail.com]
Sendt: 29. juni 2011 17:32
Til: 'Ulrik Haagerup DR Nyheder'; 'Jacob Christian Mollerup DR'
Cc: 'Mathilde Augusta Wahl DR Nyheder'
Emne: SV: Henvendelse til DR
Kære Ulrik Haagerup
Tak for svaret.
Nu bliver det her hurtigt en semantisk udredning, jf.
- at beslutningsforslaget i sin afstemningsform blot hedder: ”Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.”
- at dette har som ”Baggrund: Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at regeringen fandt, at et dansk militært bidrag til en indsats i Irak ville medvirke til at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen.”
- at baggrunden ”den internationale fred og sikkerhed i regionen” stort set udelukkende henviser til Iraks manglende afskaffelse af sine masseødelæggelses våben jf. resolution 678, 687 og 1441.
- at (som jeg skrev i min klage, se vedhæftede) ”Hele begrundelsen for vedtagelsen af folketingsbeslutningen hviler udelukkende på, at Irak ikke har afskaffet sine masseødelæggelsesvåben, som FN har pålagt dem at gøre.”
Imidlertid er denne semantiske udredning relativt uinteressant i forhold til klagen, hvis man, som jeg, tillader sig at mene, at det er pressens og mediernes opgave at sikre, at befolkningen ikke føres bag lyset af manipulerende juridiske og politiske manøvrer fra magthavernes side (læs den danske regering), og at det dermed IKKE er mediernes opgave at medvirke til at dække over og tilsløre magthavernes manipulerende manøvrer ved:
1) Som Carsten Jensen dokumenterer, at gennemføre et servilt interview med tilsløringsagent nr. 1 i denne sag landets statsminister Anders Fogh Rasmussen, der på ingen måde hjælper befolkningen med at afsløre den reelle baggrund for og årsag til Danmarks deltagelse i en ulovlig angrebskrig.
2) At du som nyhedsdirektør gør statsministerens tilslørings aktion i forhold til beslutningen om at sende Danmark i krig på et løgnagtigt grundlag til DR's officielle holdning og domsafsigelse i kontroversen om optakten til Irak krigen. Jf. dit svar (29/5-11 på DR2) på DR journalist Christian Schous spørgsmål: "Gjorde DR sit til at holde A. Fogh Rasmussen op på løgnen om masseødelæggelsesvåben?"
"Den beslutning der blev truffet i folketinget byggede rent faktisk faktuelt på noget andet, det byggede på våbeninspektører, FN resolutioner og aldrig på masseødelæggelsesvåben.".. "Faktuelt var det jo bare sådan, at det ikke var det som folketingets flertal sendte Danmark historisk i krig for første gang siden 1864 på, det var ikke masseødelæggelsesvåben."
Ifølge din udlægning byggede folketingsbeslutningen således på, ..”våbeninspektører, FN resolutioner og aldrig på masseødelæggelsesvåben”, hvilket er (ja undskyld) det skinbarlige vrøvl alene af den grund, at disse FN resolutioner (nr. 687 og 1441), som våbeninspektørerne også arbejdede ud fra, eksplicit handler om masseødelæggelsesvåben!
Jeg vil derfor fastholde, at DR skal komme med en berigtigelse af denne journalistik vildledende sagsfremstilling.
For at fremme dette sender jeg hermed også sagen til seernes redaktør i DR Jacob Mollerup.
Med venlig hilsen
Jørgen Garp

Fra: Jørgen Garp [mailto:jorgen.garp44@gmail.com]
Sendt: 29. juni 2011 18:26
Til: Ulrik Haagerup DR Nyheder; Jacob Christian Mollerup DR
Cc: Mathilde Augusta Wahl DR Nyheder
Emne: SV: Henvendelse til DR

Rettelse: Resolution 678 (29/11-1990), optakten til Golfkrigen, taler om ”genoprettelse af den internationale fred og sikkerhed i regionen”, resolution 687 (03/4-1991) er om våbenhvilen efter krigen og handler eksplicit om masseødelæggelsesvåben.

Den 5. okt. 2011 15.32 skrev Jacob Christian Mollerup DR <JMOL@dr.dk>:
Kære Jørgen Garp,
Du sendte mig før sommerferien en kopi af nedenstående mail til Ulrik Haagerup. Jeg ved ikke om du forventede et svar, men jeg vil i alle fald gerne forklare, hvorfor jeg ikke har taget sagen op.
Kernen i din kritik er, at DR har medvirket til at dække over og tilsløre magthavernes manipulerende manøvrer.
1) Som et eksempel herpå omtaler du nogle spørgsmål i et uddrag af et interview med statsministeren. De viser i min optik hverken det ene eller andet. Der er i alle fald ikke noget at berigtige.
2) Det andet eksempel handler om, hvorvidt Haagerups udtalelser er vildledende. Jeg er enig i, at udsagnene fra Haagerup kan diskuteres, men jeg kan ikke følge din karakteristik. Hvordan du end vender og drejer det, så omtalte beslutningsforslaget rent faktisk ikke masseødelæggelsesvåbnene direkte. Derfor er der ikke noget at berigtige. Når Haagerup henviser til FN og inspektørerne er det i øvrigt som henvisning til det såkaldte FN-spor – det er jo ikke for at sige, at våbeninspektørerne ikke beskæftigede sig med masseødelæggelsesvåben. Men uanset dette: Som Haagerup selv er inde på, spillede påstanden om disse våben selvklart en helt afgørende og central rolle i såvel den internationale som den danske debat. Det blev da også gang på gang omtalt i DR’s daværende dækning. Din karakteristik er ikke rimelig.
Du rejser yderligere spørgsmålet om, hvorvidt DR gjorde nok for at lave kritisk journalistik omkring begrundelserne for at gå i krig. Det kan og bør selvfølgelig diskuteres, og det er tankevækkende, at diskussionen dengang i høj grad handlede om, at DR og ledende udsendte medarbejdere blev angrebet for at være anti-regeringen, anti-krig osv. Jf. også den seneste runde herom i forbindelse med Ole Sippel og ”Jagten på de røde lejesvende”.
Jeg har tidligere kritiseret, at DR’s samlede dækning af krigene var for svag og ikke i rimelig grad dækkede Danmarks nye rolle som krigsførende nation. Jeg synes dette billede har ændret sig væsentligt det sidste par år. Du kender sikkert selv eksemplerne fra tema-aftener, dokumentarer o.m.m. Jf. WMD burde bl.a. Curveball-dokumentarerne interessere dig.
Vedrørende den principielle vil jeg også gerne henvise til mine klummer om ”Den hemmelige krig”.Se f.eks.:
http://www.dr.dk/OmDR/Lytternes_og_seernes_redaktoer/Klummer/2007/0126150316.htm
Mvh Jacob
Jacob Mollerup,
Lytternes og seernes redaktør
DR

06/10/11
Kære Jacob Mollerup
Jeg sendte en kopi til dig, fordi du i en tidligere mail havde henvist min klage til en anden instans og tilkendegivet, at hvis jeg ikke fik (et rimeligt?) svar på min klage, så skulle jeg vende tilbage til dig.
ad 1. Det er ikke afgørende men kun med som supplement så og sige, og det kan diskuteres om det var "servilt" osv.
ad 2. Det helt centrale i min (oprindelige) klage er,
"At du (Hågerup) som nyhedsdirektør gør statsministerens tilslørings aktion i forhold til beslutningen om at sende Danmark i krig på et løgnagtigt grundlag til DR's officielle holdning og domsafsigelse i kontroversen om optakten til Irak krigen
Der er tale om en domsafsigelse i en kontrovers som kan diskuteres, ja netop og jeg giver min version, men UlrikHågerup afsiger som Nyhedsdirektør for DR dom i denne kontrovers, se det er problemet.
Hvis ikke der var en uafklaret kontrovers her, ja undskyld så er journalist Christian Schous spørgsmål: "Gjorde DR sit til at holde A. Fogh Rasmussen op på løgnen om masseødelæggelsesvåben?" direkte tåbeligt eller lignende!
Ulrik Hågerup svarer (endnu engang): "Den beslutning der blev truffet i folketinget byggede rent faktisk faktuelt på noget andet, det byggede på våbeninspektører, FN resolutioner og aldrig på masseødelæggelsesvåben.".. "Faktuelt var det jo bare sådan, at det ikke var det som folketingets flertal sendte Danmark historisk i krig for første gang siden 1864 på, det var ikke masseødelæggelsesvåben."
Nej der er intet som bare med rimelighed kan karakteriseres som faktuelt (objektivt) i den sag. Jeg henviser endnu engang til min ”semantiske” gennemgang af kilderne og hævder samtidig, at hverken du eller jeg ville have bestået vores eksamen hos Henrik Nissen i kildekritik i sin tid på samfundsfag (på KU), hvis vi havde hævdet noget sådant! Sådan er det bare.
Med venlig hilsen
Jørgen

Jacob Christian Mollerup DR JMOL@dr.dk
06/10/11
Kære Jørgen,
Ja, det forklarer jo en del. Jeg tog aldrig kurset hos Henrik Nissen fordi jeg skiftede til polit-studiet!
Men jeg synes altså ikke Haagerup kommer med nogen ”dom”. Jeg vil ikke kaste mig ud i noget større forsvar for hans udtalelser.
Jeg vil imidlertid gerne være med til at diskutere DR’s dækning af krigene – herunder optakten til Irak-krigen (som jeg selv i øvrigt dengang skrev om i Berlingske Nyhedsmagasin med rimeligt relevante forudsigelser). Men jeg mener altså ikke der er noget i det, Haagerup fik rodet sig ud at forklare(om en periode hvor han heller ikke var i DR) som kræver beklagelser. Du kan kalde dem dårlige undskyldninger eller tynde bortforklaringer. Men det er debatstof og ikke faktuelle fejl, der kræver berigtigelse mv.
Mvh
Jacob






David Rehling og Informations politiske 'svinestreg'!

http://www.information.dk/314171#comment-679327

Jørgen Garp abonnent siger:
Det var dog en ualmindelig ’dum’ og små intrigant leder af David Rehling, langt under vanlig standard.
Rehling lyder nærmest som en dårlig kopi af Brian Mikkelsens tudekiks over, at nogle fæle socialister og marxister drillede den pæne dreng fra det pæne borgerskabs pæne hjem i ’skolen’, ved hele tiden at vifte ham om næsen med den store stygge Marx’ Kapitalen, hvoraf han har taget ubodelig skade. Hvor sørgeligt!
Nå, men man får måske samtidig et indblik i, hvordan stemningen i dag er hos Gade, Auken & Co, og det er jo ikke så ringe endda!
Hvad dr imidlertid overser er, at havde Gade & Auken vundet i 1991, så havde den situation der er opstået i dag bare optrådt 20 år tidligere med SF i samme elendige forfatning som i dag, for Gade & Co. ville med garanti have gennemført det samme politiske stunt som Søvndal & Co. nu og med samme resultat, havde de fået magt, som de havde agt. Derfor støttede de også Astrid Krag i formandsvalget i en sådan grad, at de tvang eller pressede Ida Auken til at trække sit kandidatur til posten, hvilket de formodentlig inderligt fortryder i dag (?)!
Rehling skulle have set TV2 News Tirsdagsanalyse i går inden han skrev sin leder, så ville han have set et manifest opgør med mediernes liggen på maven for Søvndal og Thor Mögers påstående politiske genialitet, som det dr så smagfuldt kalder mumierne nu skal forsøge at rydde op efter, hvis det overhovedet er muligt, og hvis partiet SF overhovedet skal have og får en fremtid.
Det er jo, frit oversat fra Mogensen, ingen kunst at komme i regering, hvis man sælger hele ens politiske butik for at komme derind! - og slet ikke når ens politiske boldøje tilmed er så elendigt eller arrogant, at man ikke opdager, at man har mistet hele sit politiske bagland i processen.
På den måde var det ikke kun Søvndal & Co., der fik en med spaden – for nu at blive i M & K’s malende sprog – ved SF’s formandsvalg, men samtidig medierne, herunder Information ved signaturen dr, og deres liggen på maven for Søvndal & Co.’s OG dermed også Gade & Aukens politisk håbløse stunt.

Det er muligt og endog sandsynligt, at både dr og Information tager kraftig afstand fra alt, hvad der har med kommunisme og stalinisme at beskaffe, men lidt historie retouchering har de da fået lært.
For både Information og David Rehling ved så udmærket godt, at SF med Holger K. i spidsen og med Anne Båstrup og Åge Frandsen som MF’ere strakte sig langt og meget pragmatisk, og efter min mening til tider (alt) for langt, som parlamentarisk grundlag og støtteparti for Nyrup regeringerne i 90’erne, herunder adskillige af deres finanslove.
Ydermere ved de godt, at SF med Holger K. i spidsen udviste en sjælden grad af pragmatisk og politisk ansvarlighed, med store politiske konsekvenser for hans formandsperiode, i forbindelse med Det nationale kompromis og Edinburgh aftalen.
At Holger K. og SF derefter, med vanlig SR adfærd overfor SF og venstrefløjen, uden videre blev hældt ned af brættet i forbindelse med regeringsdannelserne efter Schlüters afgang er lige så velkendt politisk stof for dr og Information.
Derfor er dr’s perfide angreb på Holger K. og Anne Båstrup at sammenligne med det Svend Auken engang sagde, først pisser de på mig, og bagefter håner de mig for at lugte af pis!
I sin iver for at tækkes Gade folkene overser dr såmænd også, at de grønne i SF først og fremmest blev anført af - ikke Steen Gade og M. Auken - men af Christian Bundgård!
Jeg ved ikke om det er dr’s ungdommelige oplevelser a la Brian Mikkelsen eller politisk forlovelse med den grønne Gade & Auken fløj i SF, der fuldstændig slører David Rehlings journalistiske boldøje, men det er for ham selv og Information uvederhæftig, politisk domineret og partisk journalistik langt udover det normale i avisen.

onsdag den 17. oktober 2012

Hysteriet om regeringsgrundlaget

Uanset hvordan man mener chancerne er for SF's nye ledelse for at få noget substantiel indflydelse på regeringensgrundlaget, så må Annette Vilhelmsen og Holger K Nielsen altså se en gang for alle, at få skudt hysteriet om regeringsgrundlaget ned, som værende politikkens svar på treenigheden af Moses tavler, Koranen og Biblen på en gang.
Jeg har allerede flere gange dokumenteret, hvordan SR har fraveget regeringsgrundlaget to gange overfor SF's beskedne aftryk på regeringsgrundlaget:
Betalingsringen og den manglende 'sociale afbalancering' i skattereformen (jvf.http://www.dr.dk/DR1/Hos_Clement/Nyheder/20121009233631.htm)
Og hvordan der er udsigt til en 3. fravigelse, såfremt finansloven skal indgåes med V, hvor provenuet fra kontanthjælpsreform i så fald helt eller delvist skal gå til erhvervs skattelettelser i stedet for regeringsgrundlagets udsagn om velfærdsforbedringer.
Og nu på den første arbejdsdag fremstår allerede diffuse meldinger fra Annette Vilhelmsen og Holger K. vedrørende henholdsvis finansministeriets regnemetoder, som Holger K. mener ligger helt fast medens Annete Vilhelmsen prøver at fortolke metoderne bredere, og incitamenterne bag kontanthjælpsreformen, hvor Annette Vilhelmsen først melder ud, at hun ikke tror på pisk som motivations faktor, og derefter umiddelbart efter må trække i land via en pressemeddelelse.
Hvorefter Annette Vilhelmsen bliver reddet ikke af gong-gongen, men af alle af de radikale
"- Regeringens politik helt generelt er, at vi ikke vil få folk i arbejde ved at tage kontanthjælpen fra dem. Men det godt kan virke for den gruppe, der ikke har andre problemer end ledighed, lyder det fra Nadeem Farooq.
Spørgsmål: Så begge synspunkter repræsenterer regeringens politik?
- Ja, hvis du ser på, hvad der er blevet sagt - også fra Radikal side - så kan du se, at begge synspunkter er repræsenteret."
Sådan set logisk nok, da samme regerings hovedargument for afskaffelse af starthjælp og fattigdomsydelser for mindre end et år siden, var at man ikke får folk i arbejde ved at tage penge fra dem!
Har den ny ledelse ikke nogle rådgivere, der i det mindste kan hjælpe dem med offensivt, at få nuanceret og gjort om med hysteriet om regeringsgrundlaget som en hellig skrift. Regerinsgrundlaget er både fortolkningsbart og skal udmøntes konkret, og den nye SF's ledelses eneste chance for indflydelse her og nu er dygtigt at udnytte dette, som SR iøvrigt har gjort og gør.
Men det forudsætter et opgør med den tidligere SF ledelses betingede rygmarvsreflekser med efterfølgende automatreaktioner, som umiddelbart bakkede op om den måde SR nu valgte at udlægge skriften på, som det nu passede dem.
Det er først forudsætning for, at SF'erne og vi andre i det mindste kan se, at der er en ny ledelse, som i det mindste vil kæmpe og ikke bare giver op på forhånd så og sige, og det tilmed i ukoordineret og diffus form!
http://www.information.dk/telegram/314224

Det er klart, at det ligger lige for, at mange ønsker at give SF med ny ledelse en chance for at få rettet skuden op igen.
Det ønske deler jeg såmænd også, men det vi har set hele dagen i dag, bortset fra festlighederne omkring SF minister afgang og tilgang, er når vi skærer ind til den politiske kerne, det som Peter Mogensen kalder baglæns politisk hækkeløb fra Annette Vilhelmsenog Holger K Nielsen og senest fra Lisbeth Bech Poulsen om EU hos Jersild på DR1.
Forholdene i "Jernindustrien" er så åbenbart af en sådan karakter, at SF er bundet på hænder og fødder af det neoliberalistiske projekt partiet helt tåbeligt gik ind i for et år siden. I det kan der så åbenlyst ikke rettes et komma, og det ændres IKKE af nyvalg til formandsposten i SF og Holger K. og Anne Baastrups forenede genkomst i toppen af SF, selv med den veneration man som gammel SF'er, kan have for det.
Krukken har gået så længe til vands, at den er kommet hankeløs hjem, og de nye folk i spidsen for SF må krampagtigt fremsige 'bønner', som de så åbenlyst ikke selv tror på.
Hele seancen i dag, selv med det gode humør der ind i mellem brød gennem de tunge skyer, der ligger over et parti, hvis skæbne stadig er helt uvis, bærer grundlæggende sit nærmest 'dødsagtige' præg af, at man ikke kan sælge sin sjæl to gange.
Man kan ikke som et socialistisk parti skrive under på en tidligere regerings neoliberalistiske økonomiske politik, som man har kritiseret sønder og sammen og så forvente, at nogen tror på det projekt længere eller tager en alvorligt mere, selv om man forsøger at sætte andre til at forvalte noget der mest ligner ’et politiske dødsbo’!
Søvndal & Co. har solgt partiet SF for en ret linser, eller for frit at citere Peter Mogensen (Tirsdagsanalysen i dag), ’de har solgt hele den politiske butik for at komme i regering, og så er det jo ingen særlig kunst at komme i regering’, eller som SF selv stadig siger ind i samfundets maskinrum, når man, kan man tilføje, ingen reel indflydelse har på hverken skibets mål, ror eller retning.
Man har selvfølgelig lov at håbe, men det er så mere det naive håb end det reelle politisk håb, de SF'ere må klamre sig til, der stadig mener noget med, at ville seriøse forandringer af et kapitalistisk samfund i dyb økonomisk og miljømæssig krise.

mandag den 15. oktober 2012

SR's misligeholdelse af regeringsgrundlaget!

Regeringsgrundlaget skal nu diskuteres mellem S-SF, og pressen hopper med i gyngen om, at hovedproblemet er, at SF udfordrer regeringsgrundlaget.
Udover dette hysteri omkring regeringsgrundlaget som selveste Moses tavler, så skulle SF tage at starte med at meddele, at SF regner med at SR fremover i modsætning til tidligere vil overholde det aftalte regeringsgrundlag:
I øjeblikket pågår imidlertid finanslovsforhandlingerne for 2013 med endnu en udsigt til et forlig med VK og med regeringens parlamentariske grundlag El holdt udenfor. Ydermere ser det ud til, at SF i så fald for 3. gang må acceptere, at det regeringsgrundlag, som R ikke forsømmer nogen lejlighed til at understrege betydningen af at overholde især overfor SF, nu igen viser sig ikke at være det papir værd, det er skrevet på, når det passer R (og S).
Første gang var med opgivelsen af betalingsringen, anden gang var da den sociale afbalancering i skattereformen forsvandt som dug for solen, og tredje gang ser nu ud til at blive, at provenuet ved en fremrykket kontanthjælpsreform helt eller delvist skal bruges til skattelettelser for erhvervslivet i stedet for til velfærdsforbedringer, som skrevet står i regeringsgrundlaget!
I stedet for en 3.runde skylder SR to styk fravigelser til SF: Her kunne betalingen naturligt være det helt uløste problem med de formodentlig 16.000 ledige, der falder for den halverede dagpengeperiode pr. 01/01-13, og som SR hårdnakket fastholder, der ikke skal gøres yderligere ved end den helt ubrugelige og utilstrækkelige såkaldte akutpakke, som SF indtil videre også har ladet sig spise af med.

søndag den 14. oktober 2012

Politisk fryd!

Der er altså en satans bagvendt fryd ved at se Holger K Nielsen køre op foran Marienborg, og på pressens spørgsmål om, hvad han skal snakke med Thorning og Wilhelmsen om, tørt svare, at han regner med det er noget politik!
Hvor må den mand da fryde sig over, at tilbage på valen ligger Steen Gade og Margrethe Auken, der gjorde hans formandsskab så uendeligt besværligt, og som med deres stunt om at 'fraråde' Ida Auken i at stille op netop ville sikre sig, at venstrefløjen i SF med Holger i spidsen ikke skulle vinde, men at foreningen af Søvndals folk og Gade/Aukens folk ville sikre, at de blev holdt ude som senest på Landsmødet i maj.
Og så vinder Annette Vilhelmsen, og tager som det første Holger med som sin højre hånd, og ovre i Jylland sidder Lurifrandsen med sin kronik og 'gnækker' velfornøjet, skulle jeg kende ham ret!
Der er sgu selv i politik ind i mellem lidt retfærdighed til!

16/10-12: Hold da helt k..., man må knibe sig i armen, som en anden Jeppe i baronens seng, når man læser nedenstående i Information!
Ved afslutningen af SF's Landsmøde i maj for 5 mdr. siden, hvor venstrefløjens i SF nærmest blev jævnet med jorden, skrev jeg:
"Med de valg og den fordelings- og værdipolitiske afgørelse efter SF's landsmøde, selv om de gamle socialister får tildelt lidt smuler fra de riges bord i det nye principprogram, så betyder det intet, transformationen af SF er fuldendt i socialdemokratisk forvandling,....Når de klassiske socialisters indflydelse er endeligt minim
eret, selv med indflydelse på det nye principprogram, er banen åben for et andet SF, osv."
http://www.garps-verden.com/2012/04/sfs-landsmde-2012-konklusioner.html

http://www.information.dk/314081

lørdag den 13. oktober 2012

SF's formandsvalg - kommentarer.

http://www.information.dk/312350
Det er ganske enkelt en så fremragende analyse af Rune Lykkeberg, at jeg tillader mig at citere hele sidste afsnit, der er så præcis, at det gør helt ondt:
"Regeringsuduelighed
Det bærende argument i mod Annette Vilhelmsen er regeringsuduelighed. Det er ikke så urimeligt som den underliggende præmis om, at ledelsen selv er regeringsduelig.
Ledelsen i partiet har lavet vidtrækkende reformer, som den undskyldte, så snart den forlod forhandlingslokalerne. De har siddet og lavet en aftale, som de ikke kan forsvare over for egne vælgere og partifæller. De har ikke fundet en fællesnævner for det, de foretager sig, mens de udøver magt, og det, de siger, når de skal forsvare deres handlinger.
Gang på gang har vi hørt dem understrege, hvor vigtigt det er, at man står ved sine aftaler i regeringen. Men når man gør aftalens form til det afgørende, har man tilkendegivet, at man ikke kan forsvare aftalens indhold.
På den måde mister SF legitimitet over for de andre regeringspartnere og over for partiets egne græsrødder på samme tid. De taber opad og nedad. De er kommet ind med vældig arbejderromantik og patos, men de er kommet ud med borgerlige økonomiske reformer. Den eneste, der har været i stand til konsekvent at sige ’vi’ om regeringen, er skatteminister Thor Möger Pedersen – og han er den, som græsrødderne i SF, har sværest ved at sige ’vi’ med.
Det er nok lykkedes ledelsen at levere politiske resultater og reformer i regeringen, men det er ikke lykkedes at overbevise om, at det også var SF-politik. Den ledelse, der nu hævder regeringsuduelighed som kriterium, har selv vist sig som uduelig.
De, der har vundet kampen om SF, har ikke sat sig igennem over for regeringspartnerne, og de har ikke overbevist borgerne om deres kvaliteter. De har kun besejret deres egne.
Og den kamp står de nu til at tabe: Hvis hele ledelsen bakker op om en ledelseskandidat og udstiller modstanderen som uansvarlig, bliver det til en konflikt mellem magtpartiet og protestpartiet. Og vi ved godt, hvor folkesocialisternes almindelige sympati ligger: Hos hende, der kritiserer magten, og ikke hos hende, der udøver den. Indtil nu har ledelsen kombineret de to hundebilleder uheldigt: Den har været bulldog over for sine egne, og skødehund over for de andre.
Og så 'dødsstødet':
Vilhelmsen er endda blevet bebrejdet, at hun præsenterer tanker, som ikke er i overensstemmelse med regeringsgrundlaget. Det fantastiske scenarie er, at det skulle være illoyalt over for regeringsprojektet og dermed regeringsudueligt, hvis SF’s mål ikke var identiske med det regeringsgrundlag, som indledes med et løfte om, at den nye socialdemokratiske regering vil følge den gamle borgerlige regerings økonomiske politik. Man skal altså sværge til Lars Løkkes plan for Danmarks økonomi i den nære fremtid, hvis man skal være leder for SF …"

01/10-12: Jesper Petersens angreb på Annette Vilhelmsen har efter min mening intet at gøre med at ‘svine’ den ene kandidat til eller om ‘tonen’ osv.
Det er politik det her, og i virkeligeden handler det om, hvorvidt Jesper Petersen & Co. virkelig mener, at det er Annette Vilhelmsen, der alene har et problem, når hun stemmer blankt i et spørgsmål, hvor
“Det fantastiske scenarie er, at det skulle være illoyalt over for regeringsprojektet og dermed regeringsudueligt, hvis SF’s mål ikke var identiske med det regeringsgrundlag, som indledes med et løfte om, at den nye socialdemokratiske regering vil følge den gamle borgerlige regerings økonomiske politik. Man skal altså sværge til Lars Løkkes plan for Danmarks økonomi i den nære fremtid, hvis man skal være leder for SF … ” (Rune Lykkeberg)
Det er SF’s problem, som Astrid Krag & Co. også burde forholde sig til, da det er dem der først og fremmest skal forklare, hvordan f…… de vil forene dette med et parti som SF og dets politiske ståsted, selv som et såkaldt ‘indflydelsesparti’.
Man kunne ellers få den tanke, at holdningen hos Krag&Co. er, at bare man siger ‘indflydelsesparti’ og ‘regerings grundlag’, så er den hellige grav velforvaret, og man behøver ikke yderligere argumenter.
Står det virkelig så ringe til for Astrid Krag & Co.? Det har alle både i og udenfor SF sådan set krav på at vide ikke kun i forbindelse med SF’s formandsvalg men bredt som led i den demokratiske debat i det her land?

13/10-12: Det er så langt fra Thor Möger og “de unge”, der har ene ansvaret for SF’s deroute, slet ikke.
I det spil ligger et centertungt ansvar af forskellig karakter og grad på “den gamle garde” som: Steen Gade, Margrethe Auken, Holger K., Anne Båstrup såmænd også Leif Herman, Pernille Frahm og selvfølgelig Ole Sohn og Villy Søvndal.
Det er denne gruppe og deres interne opgør og politiske rivegilder, der om noget har forhindret SF i at få løst afgørende poltiske spørgsmål, bl.a regeringsdeltagelse mm. forlængst.
Som prototypen på det helt kontraproduktive i disse opgør står ovenstående typiske ‘småstinker’ overfor SF’s fortid fra Margrethe Auken i såvel form som med den sædvanlige totale mangel på konkret politisk indhold:
“Han (Thor Möger) har haft en betydelig rolle i forhold til at forme os fra at være et parti, der trivedes bedst i opposition med mange uprioriterede dagsordener til at være et regeringsdueligt parti,« siger Margrete Auken.
http://www.garps-verden.com/2012/10/ridderen-af-den-bedrvelige-skikkelse.html

15/10-12: Når nu den undrende offentlighed gang på gang bliver belært om hvor politisk taktisk nærmest genial en mand som Thor Möger er, og hvor stor en folkelig gevinst Villy Søvndal har været for SF, så kan det jo godt undre en anden stakkel, hvordan Thor Möger kan nå frem til, at regeringens største fejl er en udvidet sukkerafgift, og hvordan det kan undgå Søvndals opmærksomhed - selv om han sidder i Bruxelles, at han ikke længere er formand for SF? Men måske skyldes det sidste, at det forvirrer Søvndal, at det er en Annette Vilhelmsen, en kvinde, der er blevet (for)mand?
Eller forholder det sig nærmere sådan, at begge de herrer er blevet så politisk tonedøve af magtens summen for ørerne af dem, at de totalt har mistet både jordforbindelsen og realitets sansen?

16/10-12: Nu er det jo ikke nogen nyhed, at Sass Larsen sætter pris på loyalitet, så er det vel også rimeligt, at han støtter den mand, der sammen med ham selv i 2009 i forbindelse med S-SF aftalen om Udlændinge- og skattepolitik hamrede R (og EL) en med spaden, ved at fortælle dem, at det S-SF ved Thor og Sass havde aftalt kunne de to andre støttepartier (dengang med tilsammen en 7-8% vælgere bag sig) bare skrive under på. Punktum. Hvad de to politiske genier lige havde overset var, at inden de var fremme ved valget, var især R stærkt styrket og havde sammen med EL nu over 16% vælgere bag sig, bl.a. grundet S-SF tåbeligheder, OG den situation havde de to 'slagsbrødre' ikke udarbejdet en plan B for!
Så ja det er forståeligt, at Sass Larsen har behov for at rose sin kompagnon ud i politisk rodeo uden sikkerhedsnet!
http://politiken.dk/politik/ECE1783519/sass-larsen-undrer-sig-hoejlydt-over-fyring-af-thor-mger/#.UHyVeWoFJgU.facebook

16/10-12: Man må inderlig håbe Jespersen & Pittelkow (også her) tager grueligt fejl, for ellers er det en meget, meget dårlig nærmest katastrofal start for SF's ny ledelse, der blot fortsætter den forudgående elendighed med accept af R's 'terror politik'.
Lad mig lige repetere:
1) Først lader SF (og S) Vestager/R køre på politisk frihjul op til valget 2011 med sit dobbeltspil, med at pege på Thorning som statsminister samtidig med at hun og R gennemfører rendyrket borgerlig økonomisk politik med Løkke og VKO (halvering af dagpengeperiode, fordobling af optjeningsperioden samt afskaffelse af efterlønnen mv.)
2) Dernæst i Tårnet, hvor S-SF fortsat lader Vestager køre sit politiske dobbeltspil med gratis at få hele pakken af værdipolitik, som hun IKKE kan få hos Løkke grundet de 90 mandaters logik efter valget, hvor DF er nødvendige!), samtidig med at hun får lov til at have Løkke (og VKO+LA) med som blind makker – dvs. som trussel - i diskussionen om den øk
onomiske politik og dermed får indskrevet hele den borgerlige økonomiske politik i regeringsgrundlaget uden reelle modydelser.
3) Herefter får SR lov til af SF to gange indenfor regeringens første ½år at fravige regeringsgrundlaget på netop de økonomiske (små)punkter SF har fået med i grundlaget: Betalingsringen og kravet om at skattereformen skal være socialt afbalanceret.
Og i de kørende finanslovsforhandlinger lægges der nu op til endnu en SR fravigelse:
At provenuet fra en kontanthjælpsreform helt eller delvist kan bruges til erhvervsskattelettelser i stedet for til velfærdsforbedringer, som skrevet står i regeringsgrundlaget.
http://www.garps-verden.com/2012/10/ridderen-af-den-bedrvelige-skikkelse.html
http://www.garps-verden.com/2012/10/srs-misligeholdelse-af.html

Vedrørende SF
Jespersen & Pittelkow undlader helt at kommentere på det faktum, at regeringsgrundlaget set fra SF ikke ser ud til at være det papir værd, det er skrevet på: Af de økonomisk (små)punkter SF fik ind i regeringsgrundlaget er de to allerede fraveget af SR: Betalingsringen og at skattereformen skulle være 'socialt afbalanceret' (sidstnævnte indrømmede Astrid Krag hårdt presset hos Clement på DR1).
Og den tredje SR-fravigelse er allerede godt i gang med at blive effektueret med muligheden/sandsynligheden for et finanslovsforlig med VK, hvor provenuet ved en kontanthjælpsreform helt eller delvist bruges til erhvervsskattelettelser i stedet for de velfærdsforbedringer, der står i regeringsgrundlaget.
Det virker journalistisk useriøst og politisk motiveret, at Den Korte Avis ikke forholder sig til dette i stedet for nærmest at tiljuble Vestagers soloridt og politiske dobbeltspil.
OG det er ingen undskyldning at resten af pressen og medierne udfører samme form for politisk motiveret journalistik!
Jørgen Garp

Vivienne Lauritsen Jeg kan slet ikke følge den med at det hele er Margrethes skyld,sådan fungerer et samarbejde ikke, og det er da ansvarsfraskrivelse der gør noget. Jeg tror på at det er den samlede regering der vælger at følge EU's henstillinger selvom vi ikke er forpligtet og derfor er politikken den samme som de borgerlige førte. Det er forklaringen,ikke at det er Margrethes skyld. Årsagen er og bliver EU.. Så kan danskerne forholde sig til det,fremfor at give en kvinde hele ansvaret,tæller hun måske for 90 mandater? Nej

Jørgen Garp : I sig selv syntes jeg det er ansvarsforflygtigelse, hvis S-SF'ere giver Vestager hovedansvaret for regeringens økonomiske politik, men at give EU ansvaret er helt ud i hampen, som jeg ser det.
Grundet undtagelserne er vi ikke forpligtet på ret meget økonomisk politik, end den vi selv vil og tør føre (af hensyn til finansmarkederne for eks.). De EU begrænsninger om det off.underskuds størrelse mv., overholder vi såmænd nemt uden at føre regeringens liberalistiske og ulighedsforøgende politik.
Ansvaret for regeringens økonomiske politik hviler centertungt på S-SF. Hvem fanden har rent ud sagt bedt 'de nødder', om at skrive under på, at videreføre VKO regeringens økonomiske politik i bred forstand, herunder dagpengeforringelser og efterlønsafskaffelse?
Ja jeg har i hvert fald IKKE, selv om jeg har stemt på tumperne, og jeg tror heller ikke, der er mange andre, der har, af dem der har stemt på de to løgnagtige partier! OG EU har da slet ikke!
OG det var IKKE nødvendigt for at kunne tælle til 90, som jeg ser det: http://www.garps-verden.com/2011/10/abent-brev-til-s-sf-og-debat-dato-ff.html

17/10-12: Mogensen slået af Mogensen!
Rigtig god analyse af PM, men den er alligevel en længde efter PM's egen gennemgang af fænomenet Thor Möger i Tirsdaganalysen i går!
Hold da helt kæft hvor var det fremragende og med fuldt engagement, så Kristian
sen næsten ikke kunne komme til - og helt uden det lidt 'letkøbte', der på en dårlig dag kan være over programmet - og dermed endelig et opgør med den falden på maven for Søvndal & Thors politik, som ellers har været normen i dansk presse og medier.
Det er jo, frit oversat fra Mogensen, ingen kunst at komme i regering, hvis man sælger hele ens politiske butik for at komme derind! - og slet ikke når ens politiske boldøje tilmed er så elendigt eller arrogant, at man ikke opdager, at man har mistet hele sit politiske bagland i processen.

fredag den 12. oktober 2012

Ridderen af den bedrøvelige skikkelse.

Højt at flyve dybt at falde siger ordsproget, som vel er dækkende for Villy Søvndals formandsperiode for SF til hundred procent. 2007 FV 13,6% af stemmerne, meningsmålinger i 2008-10 på op til 18%, ved FV valget 2011 9,2% og dagens måling i Gallup, dagen før Søvndals afgang som formand for SF, siger 5,2%.
Det er den pris SF tilsyneladende (og foreløbigt?) har måttet betale for, for første gang i partiets historie, at indgå i en regering, at blive regeringsparti.

Søvndal slog et stort brød op som nyvalgt SF formand i 2005 og især efter FV 2007, nu skulle dødvandet i partiet mellem Gade folkene og Holger K. folkene brydes med et meget ungdommeligt generationsskifte, og den gordiske parlamentariske knude skulle hugges over med meddelelsen om, at oppositionen af især S-SF-R skulle fokusere på det, man var enige om frem for det der skilte, for at have en chance for at bryde VKO regimet.
Dertil kom at SF organisatorisk skulle og blev strømlines til regeringsdeltagelse, hvilket betød øget centralisering og kortere kommandoveje i partiet, inklusiv et opgør med partiets relativt flade demokratiske struktur og tilsvarende relativt langsommelige debat- og beslutningsform.
http://www.garps-verden.com/2012/04/sfs-nederlag-og-den-manglende.html
Set i lyset af det forudgående mere end 10 års endeløse dødvande omkring parlamentariske samarbejdspartnere og muligheder i SF, forekommer det jo ikke ligefrem helt åndsvagt med Søvndals projekt, må man med en underdrivelse sige.
Efter valget i 2007 huggede Søvndal så som nævnt den gordiske knude over med sit statement om, at nu drejede det sig om, at finde ud af hvad der forenede oppositionen til VKO frem for, hvad der skilte.
Hermed startede vandringen mod et stadig tættere samarbejde med socialdemokraterne, som allerede i aug. 2009 udmøntede sig i Fair Forandring (i maj 2010 afløst af Fair Løsning) og en fast aftale om udlændingespørgsmålet, der på den anden side imidlertid allerede her udstillede problemerne med samarbejdet med R.
R og EL fik således umisforståeligt besked om i 2009, at Sass doktrinen om at ikke kun udlændingepolitikken men også skattepolitikken for en ny regering lå fast med aftalen mellem S-SF, og den kunne R og EL bare tilslutte sig. Punktum. Den implicitte forudsætning for denne forhammer strategi var, at R og EL lå på deres dengang sædvanlige 3-5% hver.
Hvad der skulle ske, hvis den forudsætning ikke holdt stik, ja det fik S-SF tilsyneladende aldrig taget stilling til og dermed udformet en plan B. Det skulle få katastrofale følger.
Imidlertid syntes strategien at holde frem til 2010, hvor S-SF red på bølgen af 12 minutter som en Fair løsning.
(Se vedr. denne periode mm. Henrik Herløv Lund: http://www.information.dk/314054)
Men herfra begyndte det at gå helt galt.
http://www.garps-verden.com/2012/05/fem-trin-rakettens-katastrofale-og.html
1. Trin udløses – vi ser bort fra Villy Søvndals lille advarsels fuser med Holbergskolen – efterår 2010, hvor S-SF’s positive automatreaktion på VKO’s udlændingeudspil, det med pointsystemet, fuldstændig misser folkestemningen og giver R og EL medvind i folkehavet på deres klare afvisning af systemet, mens S-SF’s kyniske vindbøjtle reaktioner rammer helt ved siden af skiven.
2. Trin udløses på baggrund af Løkkes nytårstale 2011, hvor efterlønnen foreslås skrottet. Det får et styrket R til at gå solo fra S-SF og indlede dobbeltstrategien, som S-SF helt tåbeligt accepterer uden at kny det mindste, men helt forfejlet og utroværdigt nøjes med at angribe DF for deres opgivelse af efterlønnen:
R’s dobbeltstrategi betyder, at støtte Løkkes afskaffelse af efterlønnen – i forvejen havde R støttet halveringen af dagpengeperioden sommer 2010, så S-SF var advaret så at sige – og dermed samlet set støtte VK’s økonomiske politik sådan rundt regnet 85-90%, samtidig med at påstå at man støtter Helle Thorning Schmidt som statsminister og dermed S-SF aksen. At S-SF ikke straks afviser og udstiller denne strategi som helt utroværdig og det rene fake, ja det får katastrofale følger.
3. Trin udløses i en valgkamp, hvor demonteringen af realiteterne og troværdigheden i S-SF’s økonomisk politik Fair Løsning 2020, som Corydon da også efter valget måtte indrømme ikke hang sammen økonomisk, og med R’s sololøb – (og selvfølgelig DF’s løben fra efterlønsgaranti og medvirken til halvering af dagpenge mm.) - manifesterer sig dag for dag i svindende tilslutning til S-SF aksen og voksende tilslutning til R, EL og V. Dette forstærkes af diverse S og især SF bommerter i valgkampen, så det kun med det yderste af neglene lykkes at hente et S-SF-R-EL flertal hjem med 50,3% af stemmerne eller et overtal på små 10.000 vælgere på valgdagen, hvor S-SF tabte valget og kun blev reddet på målstregen af fremgangen for R og El.
4. Trin udløses i Tårnet, hvor S-SF helt panikker og lader sig kyse af valgresultatet og et styrket R i en grad, så de overser og/eller ikke tør udnytte valgresultatets matematik i forhandlingerne med R om den økonomiske politik. Ud over de to skalpe R allerede havde fået med halveringen af dagpengeperioden og tilbagetrækningsmassakren, ja så lader S-SF sig yderligere køre over, så det eneste de kommer ud med er en amputeret og forkølet såkaldt kick start af økonomien, lidt over hvad Løkke og R i forvejen havde tilsluttet sig. Dette på trods af, at R ingen andre steder havde at gå hen og få deres politik på udlændinge-, uddannelse-, miljø- og retspolitik tilgodeset i nær samme omfang som med S-SF og EL.
Der var nemlig intet borgerligt flertal uden om DF som alternativ til S-SF og EL for R på disse områder, hvis R risikabelt ville traske over og pege på Løkke som statsminister eller stå udenfor regeringen og vælte denne på (resterne af) S-SF’s økonomisk politik.
Helt tåbeligt og uforståeligt kunne S-SF ikke udnytte denne fordel til at kræve, at R stort set måtte nøjes med de to (store) skalpe, de allerede havde med ved forhandlingernes start, plus et par små lunser mere måske.
Nu fik R derimod yderligere Løkkes gamle udskudte topskattelettelser og generelle skattelettelser på arbejde. Begge dele betalt med og af forringelser til dem udenfor arbejdsmarkedet samt yderligere krav til fagbevægelse og lønmodtagere om løntilbageholdenhed og udpumpning af overflødig arbejdskraft på arbejdsmarkedet i en tid med høj og stigende arbejdsløshed og faldende vækst, der nu heller ikke blev modvirket nævneværdigt af den af S-SF lovede kickstart af økonomien. Af det sidstnævnte blev der kun en våd hundekiks tilbage, resten fik R også lov at barbere af, ligesom resultatet af de af R ledede energiforhandlinger i foråret 2012 kun marginalt afveg fra VK’s oplæg 2011.
http://www.garps-verden.com/2011/10/abent-brev-til-s-sf-og-debat-dato-ff.html
5. Trin blev affyret med det fatale forløb omkring skattereformen forår 2012 baseret på ovenstående økonomiske politik, hvor de fattigste og socialt mest udsatte grupper er de største bidragsydere til såvel de lavest lønnedes som til de højestlønnedes nu gentagne massive skattelettelser, og som sluttelig blev gennemført med VK, medens EL som vanligt for venstrefløjen - i eller udenfor regeringer -  blev hældt ned af brættet og ud af forhandlingerne.
Dette kombineres med forringelser omkring sygedagpenge og flexjob tidligere og et oplæg til reform af kontanthjælp mv., der yderligere forringer de svagest stilledes økonomiske forhold, samt et oplæg til trepartsforhandlinger, der klart favoriserer arbejdsgiverne og udstillede fagbevægelsens svækkelse ovenpå elendige resultater ved overenskomstforhandlinger forår 2012. Resultatet blev da også, at trepartsforhandlingerne brød definitivt sammen.
6. Trin pågår nu som finanslovsforhandlingerne for 2013 med endnu en udsigt til et forlig med VK og med regeringens parlamentariske grundlag El holdt udenfor. Ydermere ser det ud til, at SF for 3. gang må acceptere, at det regeringsgrundlag, som R ikke forsømmer nogen lejlighed til at understrege betydningen af at overholde især overfor SF, nu igen viser sig ikke at være det papir værd, det er skrevet på, når det passer R (og S).
Første gang var med opgivelsen af betalingsringen, anden gang var da den sociale afbalancering i skattereformen forsvandt som dug for solen, og tredje gang ser nu ud til at blive, at provenuet ved en fremrykket kontanthjælpsreform helt eller delvist skal bruges til skattelettelser for erhvervslivet i stedet for til velfærdsforbedringer, som skrevet står i regeringsgrundlaget!
Hertil kommer så det helt uløste problem med de formodentlig 16.000 ledige, der falder for den halverede dagpengeperiode pr. 01/01-13, og som SR hårdnakket fastholder, der ikke skal gøres yderligere ved end den helt ubrugelige og utilstrækkelige såkaldte akutpakke, som SF indtil videre også har ladet sig spise af med.
Den samlede virkning af denne politiske 6-7 trins raket ses manifest i dagens meningsmåling, hvor S-SF helt fortjent, men katastrofalt for den samlede arbejderbevægelse og venstrefløj, står til tilsammen kun at kunne mønstre en 23-25% af vælgerne – ja det står der, tilsammen en 23-25%!
At så EL også helt fortjent mønstrer en massiv fremgang til næsten det halve af S-SF’s samlede tilslutning med over 11% og mere end det dobelte af SF’s tilslutning, ja det ændrer ikke billedet af en katastrofe for den samlede venstreside med 36% tilslutning i alt, mod 41% ved valget og 46% under Nyrup i 1998. Da også R syntes at have tabt pusten, er det samlede resultat for regerings blokken en tilbagegang fra 50,3 til ca. 45% af vælgerne på godt et år.

Søvndal satsede således hele butikken og tabte, tilsyneladende fordi projektet ikke var ordentligt analyseret og forberedt og de politiske forhindringer blev groft undervurderet, især i forhold til R’s stadig stigende liberalistiske økonomiske holdninger - finansieret af det store erhvervsliv og finanskapitalen, som partiet i stor udstrækning er.
Dertil kom at alternative planer som nævnt ikke blev udarbejdet i forhold til de parlamentariske realiteter et valg måtte stille SF (og S) overfor. Man var åbenbart så forhippet på magten og regeringsdeltagelse, at det totalt skyggede ikke kun for ’de politiske realiteter i Jernindustrien’, men også for risikoen ved de uerfarne og ungdommelige begrænsninger og deres overmod i partiets ledelse.
Og endelig syntes partiet i den forbindelse heller ikke et øjeblik at have overvejet, hvilke grænser og brudlinjer man ville opstille overfor R (og S) i forbindelse med regeringsforhandlinger og regeringsforløbet, med det mest signifikante resultat, og formodenlig det ikke mange havde set komme, at SF (og S) skulle skrive under på og de facto videreføre VK regeringens udbudsøkonomiske og liberalistiske økonomiske politik med større ulighed og markedets fortsatte uregulerede hærgen som resultat.
Alt i alt må det overraske, hvor ringe det politiske håndværk er udført af Søvndal & Co., i hvert fald set i forhold til det enorme politiske projekt, man har sat i søen. Det minder desværre mest af alt om et håndværk, der er udformet i et kommunalpolitiks hundeslagsmål, tilsat SFU's ungdommelige håndkantslag, om langt hen af vejen administration af i forvejen politisk udstukne rammer (fra Christiansborg), der skal udfyldes i skiftende politiske koalitioner og med skiftende flertal, men som trods alt ligger lang fra krav og indhold i det politiske håndværk på Christiansborg.
Søvndal efterlader således også det ubesvarede spørgsmål, hvad kunne der have være opnået, og hvordan kunne verden have set ud i dag for SF og såmænd også for Søvndal & Co., hvis man havde taget opgaven tilstrækkeligt alvorligt, gjort sit politiske hjemmearbejde omhyggeligt og seriøst.
Hvis man havde udvist den fornødne respekt for projektets voldsomme udfordringer især i forhold til samarbejdet - ikke kun med S hvilket kunne være stort nok, men især problemet med det gennemborgerlige RV parti - og udvist rettidig og løbende omhu i forhold til og gennem hele processen.
Samt måske vigtigst, hvis man havde respekteret partiets politiske grundlag i en grad, så man var parat til at stoppe processen og sige klart fra, hvis ministerbilerne og adgangen til det såkaldte "maskinrum" viste sig, at skulle betales alt for dyrt i forhold til - ja netop partiet politiske grundlag, dets socialistiske målsætning og demokratiske struktur.
Og det er det bedrøvelige i forløbet og Søvndals politiske satsning og tab, for hvornår opstår en tilsvarende mulighed igen, hvis det hele ender med politisk at falde til jorden, så operationen lykkes men patienten dør, som det ser ud til for indeværende, og som nu overlades til en ny formand med eller uden ny ledelse?
se også Henrik Herløv Lund:  https://www.facebook.com/notes/henrik-herl%C3%B8v-lund/s%C3%B8vndals-storhed-og-fald-formandsvalget-en-begmand-fra-sf-s-medlemmer-til-s%C3%B8vnda/10151056473205493
samt: http://www.garps-verden.com/2013/02/vlgerreaktionen-pa-regeringens-vkstpakke.html

12/12-13: Villy Søvndal træder tilbage som udenrigsminister og MF'er grundet sygdom:
Glimrende analyse af Lars Trier Mogensen, kun synd at den skæmmes af den afsluttende salut: "Villy Søvndal har grundlæggende ikke indfriet de forventninger, som SF’erne fik stillet i udsigt, da han i 2007 vandt overvældende tilslutning til ideen om at bringe folkesocialisterne i regering. Men forsøget blev gjort, og alene ambitionen om at ville give SF realpolitisk indflydelse, gør, at Villy Søvndal vil blive husket som en af de største politiske lederskikkelser på den danske venstrefløj. Han træder tilbage som en helt, om end som en tragisk helt."
Til dette om en stor lederskikkelse osv, hvor LTM helt mister det politiske fodfæste, måske i et forsøg på at ophæve lidt af den ellers skarpe kant overfor en politiker der må gå, ikke grundet sin fatale politiske indsats, men desværre grundet sygdom, kan man blot citere Peter Mogensen ((Tirsdagsanalyse TV2News 16/10-12 om Thor Möger Petersen og SF ved Thor Mögers afgang som skatteminister): 'Det er jo, frit oversat fra PM, ingen kunst at komme i regering, hvis man sælger hele ens politiske butik for at komme derind! - og slet ikke når ens politiske boldøje tilmed er så elendigt eller arrogant, at man ikke opdager, at man har mistet hele sit politiske bagland i processen.' Det samme gælder til fulde Villy Søvndal desværre!
http://www.information.dk/481779

18/10-16: http://www.altinget.dk/artikel/trads-villy-soevndal-var-en-haabloes-sf-formand#.WAsHBBcn78E.facebook


tirsdag den 9. oktober 2012

Den danske folkesport!

A pro pos, så er det tankevækkende men også til stadig irritation, at i det her ud over enhver beskrivelse rige land, der er klynkeri tilsyneladende en folkesport, som alle deltager i med større eller mindre entusiasme.
Ikke kun de som kunne have fra god til rigelig grund til at klynke grundet relativt ringe livs vilkår, men så sandelig og især også de velbjærgede, der excellerer i en uendelig strøm af forurettet klynkeri over skatterne, konkurrencevilkår etc.etc., samtidig med de forkæles i et væk med skattelettelser mm. Som gulerødder for at få overklasseløgene til at yde lidt mere, mens dem der har grund til klynk skal ‘tæskes og piskes’ permanent og i en uendelighed have at vide, at de bare skal se og tage sig sammen og finde et arbejde, der slet ikke er der!
Tænk hvis man vendte det om og gav ‘de elendige’ lidt omsorg og opmuntring, og i stedet bad alle de velbjærgede arbejdsgivere og lønmodtagere om at yde en ekstra indsats og give den en ekstra skalle UDEN ustandselig at kræve og få ‘bestikkelsesmønt’.
Så meget desto mere som overklassen bærer hovedansvaret for den miserable økonomi og krise, men især fordi de ledende lag af direktører og funktionærer især i det private erhvervsliv, men såmænd også i det offentlige, bestandig har snablen dybt begravet i virksomhedernes og det offentliges kasser til absurde lønninger og bonusser til deres eget privatforbrug - der er uanede mia. at henter her - i stedet for, at pengene blev brugt til grønne investeringer og omstilling af den fossile dødsdrift mod den klimatiske katastrofe til noget bæredygtigt.
Helt bortset fra at det med garanti ville være en kæmpe social-mental fordel ikke bare for alles velbefindende men især måske for den offentlige debat.
http://www.information.dk/telegram/313283?page=1#comment-673317

tirsdag den 2. oktober 2012

En ny selvbevidst venstrefløj af Frie socialister!

http://modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/et-%C3%A5r-efter-valget-%E2%80%93-hvad-nu-enhedslisten
Lad mig starte et lidt andet sted end Pelle Dragsted med her og nu forholdene, og det i den såkaldte parlamentariske situation, ikke for at negligere den udenomsparlamentariske situation, der er om endnu værre end den parlamentariske, men fordi det er her de umiddelbare udfordringer forefindes, som jeg ser det.
Og her hjælper det ikke at flygte op i de abstrakte højder, hvor alle katte er grå, og man begår venstrefløjens historisk hovedfejl, at putte alt man ikke kan lide ned i en abstrakt kasse, det være sig socialfacismen (Stalins sidestilling af socialdemokrater og fascister i start 30’erne), den demokratiske stat som forklædt kapitalistisk klassediktatur (nogle marxistiske retninger i 70’erne) eller i dag, at alle er liberalistiske selv fagbevægelsen og EL i dagens politik – uden sammenligning i øvrigt selvfølgelig.
Ligeledes er det efter min opfattelse, med al respekt og ønske om stærke folkelige bevægelsers genkomst, helt i hegnet endnu engang at opbygge et fatamorgana og køre på et omkvæd af ikke eksisterende folkeligebevægelser a la : "Den vigtigste forandring er derimod at den nye regering har skabt nye betingelser for muligheden for at opbygge sociale bevægelser og for disse bevægelsers kamp for forandringer". (Astrid Vang Hansen)
http://modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/svar-til-pelle-en-ny-situation-de-sociale-kampe-hvad-nu-enhedslisten
Desuden er det som en start helt afgørende, at al snak om ud af EU mv. skrottes som helt irrelevant for en internationalt orienteret venstrefløj, samtidig med at der bør åbnes op for inddragelse af de nye lønmodtager grupper i såvel offentlig (hvilket til dels er sket) som især i privat regi i venstrefløjens arbejde.
Endelig indledningsvis er der intet galt med SF's projekt om at ville i regering, men derimod er det helt fatalt den fejlagtige måde og de ringe betingelser partiet har opstillet for at gå med i regeringen, herunder især den til arrogance udviste mangel på at tage alvorligt, hvilke meget store problemer et regeringssamarbejde baseret på R ville og vil indbære. Til dette hører som afgørende forudsætning, at opstille de helt nødvendige brudflader og grænser for dette samarbejde og dernæst efterfølge dem ret præcist.
http://www.garps-verden.com/2012/05/fem-trin-rakettens-katastrofale-og.html

Flere af de såkaldte kommentatorer begynder allerede nu at spekulere i, hvad der sker når/hvis SF forlader regeringen. Og at dette så blot cementerer udviklingen siden valget og Tårnet, dvs. at S ser ud til at have skiftet S-SF aksen ud med den gammelkendte S-R akse. (Henrik Herløv Lund:
http://www.garps-verden.com/2012/03/artikel-af-henrik-herlv-lund.html)
En gammelkendt alliance, der imidlertid er ændret afgørende siden 90’ernes samarbejde, hvor den underliggende samfundsudvikling og klasseudvikling såmænd allerede var begyndt at sætte sig markant igennem i SR samarbejdet og politikken.
Det gamle socialliberale R, hvis hovedaktører var den særegne blanding af husmænd og skolelærere (fra landet) kombineret med (kulturradikale) intellektuelle og akademikere fra (stor)byerne, er totalt ændret til et udvidet cáfe latte segment af sidstnævnte grupper tilsat et mere flydende segment (’bisværmen’) af middelklasse funktionærer. Det har betydet, at partiets centrum er forskubbet kraftigt i liberalistisk retning. Det er således ikke tilfældigt at LA er udsprunget af R,og at partiets indflydelse i Tårnet udelukkende har været fokuseret på at styrke den liberalistiske økonomiske politik endog i den særlige afart, der har bestået i at være finanskapitalens fremmeste talerør.
R har således mistet enhver forbindelse med de sociale forhold bag nedslidende, hårdt fysisk arbejde samt generelt forholdene for fattige og dårligt stillede grupper i det danske samfund. Heraf den sociale og politiske kulde overfor efterlønnere, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere overklistret med en falsk, godgørende hattedame, såkaldt humanistisk holdning til især udlændinge - holdt socialt ud i strakt arm, som venstrefløjen såmænd langt hen ad vejen også har taget for gode varer!

Denne økonomisk sociale udvikling er også afgørende for udviklingen af Socialdemokratiet de seneste 30år. Et Socialdemokrati hvis klassemæssige baggrunde og holdepunkter også har ændret sig i takt med samfunds udviklingen siden 80’erne, hvor lønarbejderklassen sammensætning markant er forskudt i retning af en fag- og funktionærbaseret klasse – med et stort og stigende antal offentligt ansatte - i forhold til den traditionelle industriarbejderklasse med det dominerende lag af ufaglærte og tillærte job, samtidig med at de ledende lag i partiet har udviklet sig til at være helt domineret af akademikere. Det samme gælder desuden SF.
Det har politisk medført, at S og nu også SF har sat sig mellem ”to stole” med den indlysende risiko at falde ned mellem disse, som det har været tilfældet nærmest permanent i sidste små 20 år og markant siden valget sidste år. http://www.garps-verden.com/2011/10/mellem-to-stole-2603-3002.html

Desuden er det, som jeg ser det, en historisk kendsgerning, at hovedårsagen til at den (neo)liberalistiske økonomi fik sin anden luft fra 80’erne og frem var, at keynesianismen (også internationalt) syntes at have nået sin grænse i forbindelse med krise styringen i 73 og 81, som udmøntede sig i den såkaldte stagflation, altså kombinationen af stagnation og inflation samtidig.
Det havde man ikke oplevet før, og det betød, at yderligere efterspørgselstiltag blot medførte øget inflation uden at gøre noget nævneværdigt ved stagnationen/arbejdsløsheden. Arbejderbevægelse havde imidlertid hverken i Danmark eller andre europæiske lande den fornødne politiske styrke, evne og vilje til at overvinde denne krise - trods sporadiske forsøg - ved erobring af nye afgørende styrkepositioner, for eks. gennem økonomisk og virksomheds demokrati samt demokratisk selvstyre i det offentlige, som en fremadrettet magtforskydning til fordel for lønarbejderne.
Det resulterede så i politisk, at udbuds økonomien kom i vælten, der under en krise vil medføre øget udbud af arbejdskraft og lægge yderligere pres på lønningerne, så kapitalen kan blive rentabel igen.
Dertil gennemførtes en voldsom deregulering af finanskapitalen, som også gav luft til det efterfølgende internationale økonomiske opsving - for en tid vel og mærke. Dvs. i Vesten først frem til 2001 og så frem til det endelige sammenbrud i 2008!
En stærkt svækket arbejderklasse og -bevægelse var det manifeste udtryk for dette fra starten af 80’erne, der derfor også tvang S regeringer til at flirte kraftigt med og til dels underlægge sig de nye økonomiske tider og liberalistiske teorier, herunder frisætning/deregulering af finanskapital og boligmarked samt privatiseringer på snart sagt alle områder samt øget vægt lagt på udbudssiden af økonomien (forkortelse af dagpengeperiode, ændring af efterløn mv.)!
En medvirkende faktor til den ’objektive’ svækkelse af lønarbejderklassen internationalt de sidste 20 år har, demokratisk set absurd nok, desuden været sammenbruddet af Sovjetblokken. Det demokratiske centrum-venstre og fagforeningerne havde en stor og helt entydig objektiv fordel af det reelt eksisterende kommunistiske diktaturs manifeste eksistens, også i Vesteuropa selv, når indrømmelser skulle tilkæmpes fra den kapitalistiske modpart, og højrefløjen i Vesteuropa og USA skulle holdes i ave. Den Kolde krig var – som ligeledes udfaldet af 2.verdenskrig - på det plan (endnu) et nederlag for det autoritære europæiske højre og omvendt en fordel for demokratiet, det demokratiske centrum-venstre, velfærdstatens opbygning og menneskerettighederne(’s tyranni iflg. Krarup.) http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html
Følgelig har det siden 80’erne ligesom i dag været nødvendigt at forklare den undrende offentlighed, hvorfor det er nødvendigt at gå en omvej for at få sat lønnen ned og profitten op i et markeds domineret konstant krisebefængt kapitalistisk system med fagforeninger, selv i en tid med høj arbejdsløshed! Det var/er det selvfølgelig fordi Marx’ reservearme ellers bliver alt for lille til at presse lønningerne ned og profitten op, fordi fagbevægelse mv. ikke har til sinds at lade efterspørgselsfaldet på markedet for arbejdskraft slå helt og direkte igennem på løn og arbejdsforhold.
Så i stedet tager den herskende politiske klasse, hvortil de fleste økonomer hører, den lille men ikke særlig elegante omvej, at starte sin helt egen såkaldte udbudsøkonomi forklædt som videnskab, vikle den ind i dybsindige forklaringsmodeller i håb om, at folket ikke opdager den rendyrkede klassepolitik helt efter grønspættebogen i Marx' politiske økonomi. Kort sagt hvis kapitalismen skulle overleve - når nu arbejderklassen ikke havde styrke mv. til afgørende at ændre rammerne for den kapitalistske udvikling - skulle den have ny luft og forholdet mellem løn og profit skulle ændres markant til sidst-nævntes fordel, og blev det – og bliver det igen i dag.

Det betyder imidlertid, at en moderne udgave af ’keynesiansk’ udformet politik med afgørende demokratiske tiltag overfor kapitalen var/er påkrævet og aktuelt den eneste politiske vej frem. Imidlertid har man - centrum-venstre politikere og økonomer - sovet i timen og ladet sig løbe over ende af neoliberalistisk økonomi tilsat en konservativ tysk økonomisk tænkning, der er ved at kaste Europa ud i en endnu værre krise end den finansverdenen kastede verden ud i 2008.
Centrum-venstre står således nu helt uforberedt på dels krisen og især udformning af bæredygtige venstreorienterede politiske løsningsforslag, der tager højde for det klimaødelæggende stigende privatforbrugs tiltagende dominans over det mindre materielle, skadelige og ’blødere’ offentlige forbrug.
Og som politisk kan modgå det liberalistiske segments dødsridt frem mod det klimatiske og miljømæssige logiske sammenbrud, som den nuværende kapitalisme uundgåeligt styrer mod, hvis ikke der findes et realisabelt revolutionært økonomisk alternativ.
Grundet bl.a. denne mangel kopierer de, læs den nuværende S-SF-R regering, dumt og bevidstløst den forrige regerings økonomiske politik.
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi-10.html
http://www.garps-verden.com/2011/09/vko-politik.html
se også Anders Lundkvist: http://www.information.dk/310497

Jeg har engang i SF gjort mig til talsmand for, at ethvert samarbejde med R forudsatte, at man gav afkald på såkaldt systemgennembrydende reformer, fordi R’s hele magtbasis forudsatte ”det samarbejde folkestyre”, hvor alle større reformer og forlig skulle gennemføres hen over midten. Eller med den radikale SF’ venlige Jørgen Estrups ord: “Både S og SF må forstå, at man ikke kan lave smalle løsninger til venstre, ligesom man ikke kan lave smalle løsninger til højre (SW 1/12-89)”. http://www.garps-verden.com/1996/10/bestiltoplg-til-hb-mdet-26-2710-96-om.html
I dag kan dette synspunkt imidlertid ikke kun – grundet nævnte udvikling i R og såmænd også S – henføres til spørgsmålet om de systemgennembrydende reformer og lignende, nu må det som det ses i R’s ageren bare de sidste 2-3år – udvides til også at omfatte ”her og nu” politikken. I denne "her og nu" politik, som vi har set det i hele S-SF-R regeringens korte levetid, har R selv i den daglige politik omkring økonomi- og klimapolitik mm. i alle dens større eller mindre detaljer krævet og fået et samarbejde hen over midten med ødelæggende følger for en solidarisk og fremadrettet grøn økonomisk politik.
Forudsætningen om "samarbejde hen over midten" har SF da også til fulde levet op til før, under og efter FV sidste år, selv om de IKKE havde behøvet dette udfra FV’s 90 mandaters logik.
http://www.garps-verden.com/2012/10/ridderen-af-den-bedrvelige-skikkelse.html
Men og det er pointen, dette er også EL’s problem i dag, som det i øvrigt var det både for SF og EL i 90’erne under Nyrup regeringernes parlamentariske forhold, hvor SF og EL også agerede parlamentarisk rygdækning for S regeringerne uden at få noget nævneværdigt politisk ud af det. Den såkaldte pinsepakker var vel det nærmeste, man kom noget reel indflydelse på den økonomiske politik med et vist progressivt indhold.

Denne økonomisk sociale udvikling har samtidig medført, at for indeværende har den politisk herskende klasse på basis af den højere middelklasse, som udgøres af MF’ere, mediefolk, akademikere af enhver slags, offentlig og private ledere og halvledere kort og groft sagt alle med en indtægt før skat på den gode side af ½ mio.kr, og den gamle borgerlige og kapitalistiske overklasse rottet sig sammen om, at lade middelklasse og den egentlige underklasse slås om, hvem af sidstnævnte der skal betale krisens omkostninger med det indtil videre resultat, at det skal surprise, surprise underklassen, hvorved den nye overklasse inklusiv den politisk herskende klasse ikke blot friholdes helt men får en yderligere andel af samfunds-kagen raget til sig selv. Til investeringer i arbejdspladser, som i ”de gode gamle” kapitalistdage? Nej slet, slet ikke, herfor gives ikke den mindste garanti, ikke engang denne formildende omstændighed kan indsparkes til forsvar for 'svineriet', nej stort set alle grunkerne skal gå til denne nye klasses klimaødelæggende og forskruede private overforbrug, det er den sørgelige kendsgerning.
http://www.garps-verden.com/2012/07/den-nye-herskende-klasse.html

Resultatet af denne liberalistiske økonomisk og klassemæssige samfundsudvikling er samlet set politisk parlamentarisk, at forskellen på en VKO og en SR baseret samlet økonomisk, klimamæssig politik er indsnævret betragteligt gennem de sidste 20-30år, så forskellene de facto er blevet fra minimale til ikke-eksisterende. Bl.a. derfor har den politiske kamp også indtil krisen været forskudt til den såkaldte værdipolitik, der inden krisen udfyldte tomrummet efter den økonomisk fordelingsmæssige politik, til det latterlige (burka-, tørklæde, knivforbud mv.) og flagsvingende nationalistiske og fremmedfjendtlige.
Baggrunden er som nævnt den sociale klassemæssige forandring i Danmark og bredt i den vestlige verden med middelklassens udbredelse og dominans sammenhængende med forskydningen i den politiske økonomi fra keynesianistisk domineret politik til liberalistisk økonomisk politik med voldsom internationalisering (globalisering) og frisætning af finanskapitalen, og tilsvarende svækkelse af fag- og arbejderbevægelse.
Det giver således ikke længere nogen mening at opretholde det markante klassemæssigt og økonomisk begrundede skel mellem betydningen af en VK baseret regering eller en SR baseret regering, forskellene på de afgørende økonomiske parametre er indsnævret til nærmest ingenting jf. skattereform, klimareform accepten af efterlønnens afskaffelse og reduktionen i dagpengeperiode og modsat stigende optjeningskrav. En finanslovsaftale med V inklusiv kontanthjælpsreform, som der nu slet ikke urealistisk fables om, vil blot cementere dette til det fastlåste niveau, hvor EL og de sørgelige rester af SF og venstresiden i S og fagbevægelsen vil blive efterladt på perronen helt alene og nærmest overflødig gjort i dansk politik.

Dette gør, sammenhængende med den i starten nævnte endnu værre udenomsparlamentariske situation og fagbevægelsens svækkelse samt selvfølgelig den stadig dramatiske økonomiske og klimamæssige situation, at der skal tænkes helt utraditionelt og offensivt på så at sige alle niveauer, men i første omgang her og nu på det parlamentariske niveau.
Det nytter ikke noget at tænke og agere defensivt udfra en frygt for, hvad der nu kan ske, hvis VK får magten nu frem for om tre år, hvor det i øvrigt meget vel kan se endnu værre ud politisk, når S-SF-R regeringen eller S-R regeringen har gennemført alle betydelig politiske tiltag herunder finanslove igennem med VK og måske LA. Man bliver nødt til at forholde sig til det faktum, at VK af de sidste 30 år har haft magten de mere end 20år, UDEN at det har ført til tilbagerulning af velfærdsstat mv. til stenalderen. Forringelser osv. ja, men intet irreversibelt.
Jamen indvendes det, nu har S-SF-R banet vejen for et ægte liberalistisk korstog mod velfærdsstat, arbejderklasse og –bevægelse, så når Løkke kommer til, så kommer Ulven, bare vent og se.
Så derfor skal venstrefløjen stadig fortsætte med at være halehæng til S og bukke dybt, hver gang dette fallerede parti puster sig op til at være lønarbejdernes sande forsvarer og fortrop. Populært sagt Fuck dem!
S-SF løgnehistorierne om Løkke regeringens forfærdelige udbudsøkonomiske politik, som S-SF-R efterfølgende så bare fortsatte uændret eller rettere i skærpet form, gør dette Ulven kommer endnu mere utroværdigt og skadeligt - ja til et elendigt 'håndværkertilbud' for nu at citere finansministeren.
I åbenbar forlængelse af den indsnævrede politiske uenighed mellem S og V formidlet af R melder et par afgørende spørgsmål sig således især efter, at EL uden videre blev hældt ned af brættet i skatte forhandlingerne i foråret 2012 af S-SF-R regeringen med Vestager & Co.(læs VK) i spidsen. Et spørgsmål som bliver dramatisk aktualiseret, hvis samme regering som antydet vælger at indgå finanslov mm. med V frem for dets parlamentariske grundlag EL, og SF lammefromt igen lader det ske.

Hvordan kan det være, at en mindretalsregering behandler sit parlamentariske grundlag på denne måde – eller hvordan tør de?
Har man eksempler på noget lignende tidligere i dansk politik?
For eks. blev DF nogensinde behandlet på denne måde i de 10 år med VK regeringen?
Vi kan starte med svaret på det sidste spørgsmål, det er et klokkeklart NEJ!
Er der da tidligere eksempler: Ja adskillige lignende men måske knapt så grelle eksempler findes bl.a. under Nyrup regeringerne i 1990’erne, for eks ved dannelsen af den første Nyrup regering, hvor SF selv efter Edinburgh indsatsen blev groft afvist som regeringsdeltager eller lignende.
Desuden det mest berømte under arbejderflertallet 1966-68, hvor SF blev tvunget så meget under åget af den permanente brandert Per ’Hakkedrøn’ & Co.’s stokkemetoder, at det førte til splittelse af SF med dannelse af VS til følge.
Det fælles ved alle eksempler er imidlertid, at det er Venstrefløjen, der hver eneste gang er dem, der er blevet hældt mere eller mindre brutalt ned af brættet, oftest med S som hovedaktør.
Det skyldes det helt afgørende faktum, at S har ført sig frem som den historisk og aktuelle inkarnation af lønarbejderklassen og arbejderbevægelsen og lige så vigtigt er blevet opfattet og accepteret således af den såkaldt nye venstrefløj bredt, men ikke af DKP i sin tid.
Det ny venstre har ALTID (måske med undtagelse af 1968!) accepteret rollen som lillebror og aldrig krævet en rolle på lige fod med S, som forholdet mellem V og K gennem tiderne, og heller ikke som ligeværdig med S’s forskellige borgerlige samarbejdspartnere frem for alt R.
Det ny venstre har af historisk velkendte grunde accepteret, at S per definition var arbejderbevægelsen og Venstrefløjen et slags halehæng til denne med en masse pligter og kun meget få rettigheder parlamentarisk.
SF med op mod 15% af vælgerne forsøgte i 1980’erne under Schlüter regeringerne, med sin arbejderflertals strategi, at tilkæmpe sig en plads som ligestillet med S, men da regeringsskiftet endelig kom i 1993 var SF reduceret til ca. 10% og blev som nævnt afvist af Nyrup og SR og blev efterfølgende et håndtamt parlamentarisk grundlag for Nyrup regeringerne frem til 2001 uden nævneværdig indflydelse på den førte politik.

Indholdsmæssigt politisk blev denne rolle begrundet med og accepteret af Venstrefløjen, at forskellen på den politik S førte i regering – oftest sammen med R - var så tilpas forskellig, fra det man kunne forvente sig af VK regeringer, så truslen fra S og omegn om konsekvenserne af, at Venstrefløjen brugte sin parlamentariske magt ville være, at så fik man bare VK i stedet og dermed en betydelig anden og ringere politik for arbejderklasse mv.
Desuden blev det begrundet med det faktum, at venstrefløjen ikke havde andre steder at gå hen politisk, selv om de grupper i SF der styrer i dag vel mener, at R er en fin mulighed, hvad R til gengæld ikke er med på, medmindre SF lægger sig fladt ned og udraderer ethvert antikapitalistisk for slet ikke at snakke om socialistisk element i sin politik, dvs. lader sig reducere til et S nummer to helt ned i detaljen!

Hele grundlaget for dette historiske forhold har imidlertid dramatisk ændret sig gennem de seneste årtier. Vi har de sidste 30år haft borgerlige regeringer i de 20år – båret ind af store dele af lønarbejderne - uden at velfærdsstaten trods utallige dramatiske advarsler er blevet fjernet og reduceret til minimalstaten eller noget der blot ligner. Samtidig er de politiske forskelle mellem blokkene blevet reduceret og udvaskede, til tider som i dag, til det ukendelige. Det er en kendsgerning, som udstiller det Foghagtige argument, ”Vil I have Saddam tilbage”, som helt utidssvarende.
‎Det socialdemokratiske skræmme argument er derfor forældet. Det relaterer sig til en tid, hvor der var meningsfulde forskelle på det S ledede regeringer gennemførte, og det man kunne forvente/frygte VK regeringer kunne finde på.
Senest så vi hvordan S-SF, helt løgnagtigt i forhold til deres egen adfærd, har det vist sig, kørte frem op til valget med VKO's sociale massegrav foran sig som rambuk, hvorefter de selv gennemfører en politik, Løkke kun turde drømme om!
Det socialdemokratiske skræmmebillede er gjort helt forældet af S-SF selv, det er den sørgelige kendsgerning. Og det bliver ikke bedre af, at give den en tand til som nogle gør, ved at bruge S-SF's nuværende adfærd (forrædderi!) som begrundelse for - ja helt absurd faktisk - at frede dem, fordi nu vil Løkke netop grundet det kunne gennemføre minimal staten.
Det er helt enkelt at vende tingene på hovedet, jo mere borgerlig politik S-SF gennemfører jo mere fast sidder de i sadlen, fordi frygten for hvad den ladeport forræderiet åbner vil kunne betyde med en Løkke ved roret. Det tjener kun som legitimering at den nuværende regerings fortsættelse - med at lave blå katastrofe politik - uden mulighed for at bruge, det eneste effektive middel venstrefløjen har tilbage, at true med og være villig til at vælte dem, hvis de ikke forlader Venstre og retter ind til venstre!
Hvor det før var forskellen på S og VK's politik, der kunne banke Venstrefløjen på plads, så er det nu blevet til, at det er ligheden mellem rød og blå politik, der bruges til at argumentere for at sikre S-SF-R misregimentets fortsættelse. Det er absurd!
Vel er det rigtigt, at venstresiden i folketinget vil være alvorligt svækket efter selv at have åbnet ladeporten, hvis Løkke kommer til igen. Men derfra og så til at forudsætte, at Løkke vil være så stor en idiot, modsat Anders Fogh Rasmussen, at han ville føre LA politik - som er skåret over AFR's gamle minimalstats bog -, der er trods alt et langt, langt stykke. Løkke ved godt, at den styrke han står til nu IKKE er udtryk for et ønske om LA politik, og at hans opbakning ville forsvinde som dug for solen, hvis han startede et sådant kommando ridt!
Så venstrefløjen, der i dag udgør, hvis man tør regne SF's vælgere med, en 15-17% af vælgerbefolkningen, må se at blive voksen – og lade regeringen vælte sig selv, hvis det er det den vil - i stedet for fortsat at gemme sig for den store, stygge borgerlige ulv bag S's skørter, og acceptere langt, langt mindre indflydelse end DF og R, som begge er langt mindre end venstrefløjen vælgermæssigt.
I stedet skal Venstrefløjen kræve ligeværdighed baseret på parlamentarisk størrelse - som tilfældet helt normalt er mellem V og K indbyrdes og S og R indbyrdes. Resultatet af at acceptere S's stokkemetoder har vi nu set til fulde med SF's reduktion til et rent socialdemokrati nummer to og partiets deltagelse i at hælde EL ned af brættet på den mest uforskammede måde!
En sådan ændring er forudsætningen for, at venstrefløjen kan blive en seriøs parlamentarisk med- og modspiller og regeringsdeltager! http://www.garps-verden.com/2012/06/lad-regeringen-vlte-sig-selv-om.html

Hvad er læren af dette, af denne udvikling for venstrefløjen, herunder SF’s regeringsdeltagelse, som umiddelbart kan og bør gennemføres, jo før jo bedre!?
Det vigtigste er, at ethvert socialistisk parti, der vil tages alvorligt fremover, starter med forud og i god tid før et folketingsvalg, at udstede et frihedsbrev, - et nyt partinavn burde og kunne derfor være Frie Socialister (FS), så får man også på passende vis distanceret sig helt fra diverse totalitære historiske regimer med Sovjet i spidsen - hvis hovedindhold er:
I. Parlamentariske hovedprincipper:
1) Partiet angiver præcist forud for et valg, hvem partiet vil pege på som regeringsleder (forhandlingsleder), herunder foreligger en i det mindste teoretisk mulighed for, at pege på egen partiformand.
2) Ingen regering er fredet på forhånd. Partiet lader udelukkende sin opbakning til en regering være styret af dennes politik og ikke af dens påstående klasse tilhørsforhold, fortjenester i fortiden eller lignende. Dette gælder også og især for en regering partiet har peget på og er parlamentarisk grundlag for, og hvis politik partiet derfor har et medansvar for.
3) Partiets eventuelle regeringsdeltagelse forudsætter, at der opnås overordnet politisk enighed på alle centrale politikområder, især om den økonomiske politik, med andre partier.

På den baggrund kan følgende principper udformes:
II. Vedtægter og Organisation
1) Partistrukturen er indrettet med fri og åben debat internt og eksternt samt fuldt medlemsdemokrati.
2) Valg og prioritering af folketings kandidater bestemmes udelukkende af partiets medlemmer og aktive sympatisører.
3) Folketingsgruppen fastlægger parties parlamentariske politik, dog således at partiets hovedbestyrelse afgør om betingelserne for de parlamentariske hovedprincipper er opfyldt.
http://www.garps-verden.com/2012/04/fs-frie-socialister.html