tirsdag den 2. oktober 2012

En ny selvbevidst venstrefløj af Frie socialister!

http://modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/et-%C3%A5r-efter-valget-%E2%80%93-hvad-nu-enhedslisten
Lad mig starte et lidt andet sted end Pelle Dragsted med her og nu forholdene, og det i den såkaldte parlamentariske situation, ikke for at negligere den udenomsparlamentariske situation, der er om endnu værre end den parlamentariske, men fordi det er her de umiddelbare udfordringer forefindes, som jeg ser det.
Og her hjælper det ikke at flygte op i de abstrakte højder, hvor alle katte er grå, og man begår venstrefløjens historisk hovedfejl, at putte alt man ikke kan lide ned i en abstrakt kasse, det være sig socialfacismen (Stalins sidestilling af socialdemokrater og fascister i start 30’erne), den demokratiske stat som forklædt kapitalistisk klassediktatur (nogle marxistiske retninger i 70’erne) eller i dag, at alle er liberalistiske selv fagbevægelsen og EL i dagens politik – uden sammenligning i øvrigt selvfølgelig.
Ligeledes er det efter min opfattelse, med al respekt og ønske om stærke folkelige bevægelsers genkomst, helt i hegnet endnu engang at opbygge et fatamorgana og køre på et omkvæd af ikke eksisterende folkeligebevægelser a la : "Den vigtigste forandring er derimod at den nye regering har skabt nye betingelser for muligheden for at opbygge sociale bevægelser og for disse bevægelsers kamp for forandringer". (Astrid Vang Hansen)
http://modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/svar-til-pelle-en-ny-situation-de-sociale-kampe-hvad-nu-enhedslisten
Desuden er det som en start helt afgørende, at al snak om ud af EU mv. skrottes som helt irrelevant for en internationalt orienteret venstrefløj, samtidig med at der bør åbnes op for inddragelse af de nye lønmodtager grupper i såvel offentlig (hvilket til dels er sket) som især i privat regi i venstrefløjens arbejde.
Endelig indledningsvis er der intet galt med SF's projekt om at ville i regering, men derimod er det helt fatalt den fejlagtige måde og de ringe betingelser partiet har opstillet for at gå med i regeringen, herunder især den til arrogance udviste mangel på at tage alvorligt, hvilke meget store problemer et regeringssamarbejde baseret på R ville og vil indbære. Til dette hører som afgørende forudsætning, at opstille de helt nødvendige brudflader og grænser for dette samarbejde og dernæst efterfølge dem ret præcist.
http://www.garps-verden.com/2012/05/fem-trin-rakettens-katastrofale-og.html

Flere af de såkaldte kommentatorer begynder allerede nu at spekulere i, hvad der sker når/hvis SF forlader regeringen. Og at dette så blot cementerer udviklingen siden valget og Tårnet, dvs. at S ser ud til at have skiftet S-SF aksen ud med den gammelkendte S-R akse. (Henrik Herløv Lund:
http://www.garps-verden.com/2012/03/artikel-af-henrik-herlv-lund.html)
En gammelkendt alliance, der imidlertid er ændret afgørende siden 90’ernes samarbejde, hvor den underliggende samfundsudvikling og klasseudvikling såmænd allerede var begyndt at sætte sig markant igennem i SR samarbejdet og politikken.
Det gamle socialliberale R, hvis hovedaktører var den særegne blanding af husmænd og skolelærere (fra landet) kombineret med (kulturradikale) intellektuelle og akademikere fra (stor)byerne, er totalt ændret til et udvidet cáfe latte segment af sidstnævnte grupper tilsat et mere flydende segment (’bisværmen’) af middelklasse funktionærer. Det har betydet, at partiets centrum er forskubbet kraftigt i liberalistisk retning. Det er således ikke tilfældigt at LA er udsprunget af R,og at partiets indflydelse i Tårnet udelukkende har været fokuseret på at styrke den liberalistiske økonomiske politik endog i den særlige afart, der har bestået i at være finanskapitalens fremmeste talerør.
R har således mistet enhver forbindelse med de sociale forhold bag nedslidende, hårdt fysisk arbejde samt generelt forholdene for fattige og dårligt stillede grupper i det danske samfund. Heraf den sociale og politiske kulde overfor efterlønnere, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere overklistret med en falsk, godgørende hattedame, såkaldt humanistisk holdning til især udlændinge - holdt socialt ud i strakt arm, som venstrefløjen såmænd langt hen ad vejen også har taget for gode varer!

Denne økonomisk sociale udvikling er også afgørende for udviklingen af Socialdemokratiet de seneste 30år. Et Socialdemokrati hvis klassemæssige baggrunde og holdepunkter også har ændret sig i takt med samfunds udviklingen siden 80’erne, hvor lønarbejderklassen sammensætning markant er forskudt i retning af en fag- og funktionærbaseret klasse – med et stort og stigende antal offentligt ansatte - i forhold til den traditionelle industriarbejderklasse med det dominerende lag af ufaglærte og tillærte job, samtidig med at de ledende lag i partiet har udviklet sig til at være helt domineret af akademikere. Det samme gælder desuden SF.
Det har politisk medført, at S og nu også SF har sat sig mellem ”to stole” med den indlysende risiko at falde ned mellem disse, som det har været tilfældet nærmest permanent i sidste små 20 år og markant siden valget sidste år. http://www.garps-verden.com/2011/10/mellem-to-stole-2603-3002.html

Desuden er det, som jeg ser det, en historisk kendsgerning, at hovedårsagen til at den (neo)liberalistiske økonomi fik sin anden luft fra 80’erne og frem var, at keynesianismen (også internationalt) syntes at have nået sin grænse i forbindelse med krise styringen i 73 og 81, som udmøntede sig i den såkaldte stagflation, altså kombinationen af stagnation og inflation samtidig.
Det havde man ikke oplevet før, og det betød, at yderligere efterspørgselstiltag blot medførte øget inflation uden at gøre noget nævneværdigt ved stagnationen/arbejdsløsheden. Arbejderbevægelse havde imidlertid hverken i Danmark eller andre europæiske lande den fornødne politiske styrke, evne og vilje til at overvinde denne krise - trods sporadiske forsøg - ved erobring af nye afgørende styrkepositioner, for eks. gennem økonomisk og virksomheds demokrati samt demokratisk selvstyre i det offentlige, som en fremadrettet magtforskydning til fordel for lønarbejderne.
Det resulterede så i politisk, at udbuds økonomien kom i vælten, der under en krise vil medføre øget udbud af arbejdskraft og lægge yderligere pres på lønningerne, så kapitalen kan blive rentabel igen.
Dertil gennemførtes en voldsom deregulering af finanskapitalen, som også gav luft til det efterfølgende internationale økonomiske opsving - for en tid vel og mærke. Dvs. i Vesten først frem til 2001 og så frem til det endelige sammenbrud i 2008!
En stærkt svækket arbejderklasse og -bevægelse var det manifeste udtryk for dette fra starten af 80’erne, der derfor også tvang S regeringer til at flirte kraftigt med og til dels underlægge sig de nye økonomiske tider og liberalistiske teorier, herunder frisætning/deregulering af finanskapital og boligmarked samt privatiseringer på snart sagt alle områder samt øget vægt lagt på udbudssiden af økonomien (forkortelse af dagpengeperiode, ændring af efterløn mv.)!
En medvirkende faktor til den ’objektive’ svækkelse af lønarbejderklassen internationalt de sidste 20 år har, demokratisk set absurd nok, desuden været sammenbruddet af Sovjetblokken. Det demokratiske centrum-venstre og fagforeningerne havde en stor og helt entydig objektiv fordel af det reelt eksisterende kommunistiske diktaturs manifeste eksistens, også i Vesteuropa selv, når indrømmelser skulle tilkæmpes fra den kapitalistiske modpart, og højrefløjen i Vesteuropa og USA skulle holdes i ave. Den Kolde krig var – som ligeledes udfaldet af 2.verdenskrig - på det plan (endnu) et nederlag for det autoritære europæiske højre og omvendt en fordel for demokratiet, det demokratiske centrum-venstre, velfærdstatens opbygning og menneskerettighederne(’s tyranni iflg. Krarup.) http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html
Følgelig har det siden 80’erne ligesom i dag været nødvendigt at forklare den undrende offentlighed, hvorfor det er nødvendigt at gå en omvej for at få sat lønnen ned og profitten op i et markeds domineret konstant krisebefængt kapitalistisk system med fagforeninger, selv i en tid med høj arbejdsløshed! Det var/er det selvfølgelig fordi Marx’ reservearme ellers bliver alt for lille til at presse lønningerne ned og profitten op, fordi fagbevægelse mv. ikke har til sinds at lade efterspørgselsfaldet på markedet for arbejdskraft slå helt og direkte igennem på løn og arbejdsforhold.
Så i stedet tager den herskende politiske klasse, hvortil de fleste økonomer hører, den lille men ikke særlig elegante omvej, at starte sin helt egen såkaldte udbudsøkonomi forklædt som videnskab, vikle den ind i dybsindige forklaringsmodeller i håb om, at folket ikke opdager den rendyrkede klassepolitik helt efter grønspættebogen i Marx' politiske økonomi. Kort sagt hvis kapitalismen skulle overleve - når nu arbejderklassen ikke havde styrke mv. til afgørende at ændre rammerne for den kapitalistske udvikling - skulle den have ny luft og forholdet mellem løn og profit skulle ændres markant til sidst-nævntes fordel, og blev det – og bliver det igen i dag.

Det betyder imidlertid, at en moderne udgave af ’keynesiansk’ udformet politik med afgørende demokratiske tiltag overfor kapitalen var/er påkrævet og aktuelt den eneste politiske vej frem. Imidlertid har man - centrum-venstre politikere og økonomer - sovet i timen og ladet sig løbe over ende af neoliberalistisk økonomi tilsat en konservativ tysk økonomisk tænkning, der er ved at kaste Europa ud i en endnu værre krise end den finansverdenen kastede verden ud i 2008.
Centrum-venstre står således nu helt uforberedt på dels krisen og især udformning af bæredygtige venstreorienterede politiske løsningsforslag, der tager højde for det klimaødelæggende stigende privatforbrugs tiltagende dominans over det mindre materielle, skadelige og ’blødere’ offentlige forbrug.
Og som politisk kan modgå det liberalistiske segments dødsridt frem mod det klimatiske og miljømæssige logiske sammenbrud, som den nuværende kapitalisme uundgåeligt styrer mod, hvis ikke der findes et realisabelt revolutionært økonomisk alternativ.
Grundet bl.a. denne mangel kopierer de, læs den nuværende S-SF-R regering, dumt og bevidstløst den forrige regerings økonomiske politik.
http://www.garps-verden.com/2011/10/advarsel-den-liberalistiske-ideologi-10.html
http://www.garps-verden.com/2011/09/vko-politik.html
se også Anders Lundkvist: http://www.information.dk/310497

Jeg har engang i SF gjort mig til talsmand for, at ethvert samarbejde med R forudsatte, at man gav afkald på såkaldt systemgennembrydende reformer, fordi R’s hele magtbasis forudsatte ”det samarbejde folkestyre”, hvor alle større reformer og forlig skulle gennemføres hen over midten. Eller med den radikale SF’ venlige Jørgen Estrups ord: “Både S og SF må forstå, at man ikke kan lave smalle løsninger til venstre, ligesom man ikke kan lave smalle løsninger til højre (SW 1/12-89)”. http://www.garps-verden.com/1996/10/bestiltoplg-til-hb-mdet-26-2710-96-om.html
I dag kan dette synspunkt imidlertid ikke kun – grundet nævnte udvikling i R og såmænd også S – henføres til spørgsmålet om de systemgennembrydende reformer og lignende, nu må det som det ses i R’s ageren bare de sidste 2-3år – udvides til også at omfatte ”her og nu” politikken. I denne "her og nu" politik, som vi har set det i hele S-SF-R regeringens korte levetid, har R selv i den daglige politik omkring økonomi- og klimapolitik mm. i alle dens større eller mindre detaljer krævet og fået et samarbejde hen over midten med ødelæggende følger for en solidarisk og fremadrettet grøn økonomisk politik.
Forudsætningen om "samarbejde hen over midten" har SF da også til fulde levet op til før, under og efter FV sidste år, selv om de IKKE havde behøvet dette udfra FV’s 90 mandaters logik.
http://www.garps-verden.com/2012/10/ridderen-af-den-bedrvelige-skikkelse.html
Men og det er pointen, dette er også EL’s problem i dag, som det i øvrigt var det både for SF og EL i 90’erne under Nyrup regeringernes parlamentariske forhold, hvor SF og EL også agerede parlamentarisk rygdækning for S regeringerne uden at få noget nævneværdigt politisk ud af det. Den såkaldte pinsepakker var vel det nærmeste, man kom noget reel indflydelse på den økonomiske politik med et vist progressivt indhold.

Denne økonomisk sociale udvikling har samtidig medført, at for indeværende har den politisk herskende klasse på basis af den højere middelklasse, som udgøres af MF’ere, mediefolk, akademikere af enhver slags, offentlig og private ledere og halvledere kort og groft sagt alle med en indtægt før skat på den gode side af ½ mio.kr, og den gamle borgerlige og kapitalistiske overklasse rottet sig sammen om, at lade middelklasse og den egentlige underklasse slås om, hvem af sidstnævnte der skal betale krisens omkostninger med det indtil videre resultat, at det skal surprise, surprise underklassen, hvorved den nye overklasse inklusiv den politisk herskende klasse ikke blot friholdes helt men får en yderligere andel af samfunds-kagen raget til sig selv. Til investeringer i arbejdspladser, som i ”de gode gamle” kapitalistdage? Nej slet, slet ikke, herfor gives ikke den mindste garanti, ikke engang denne formildende omstændighed kan indsparkes til forsvar for 'svineriet', nej stort set alle grunkerne skal gå til denne nye klasses klimaødelæggende og forskruede private overforbrug, det er den sørgelige kendsgerning.
http://www.garps-verden.com/2012/07/den-nye-herskende-klasse.html

Resultatet af denne liberalistiske økonomisk og klassemæssige samfundsudvikling er samlet set politisk parlamentarisk, at forskellen på en VKO og en SR baseret samlet økonomisk, klimamæssig politik er indsnævret betragteligt gennem de sidste 20-30år, så forskellene de facto er blevet fra minimale til ikke-eksisterende. Bl.a. derfor har den politiske kamp også indtil krisen været forskudt til den såkaldte værdipolitik, der inden krisen udfyldte tomrummet efter den økonomisk fordelingsmæssige politik, til det latterlige (burka-, tørklæde, knivforbud mv.) og flagsvingende nationalistiske og fremmedfjendtlige.
Baggrunden er som nævnt den sociale klassemæssige forandring i Danmark og bredt i den vestlige verden med middelklassens udbredelse og dominans sammenhængende med forskydningen i den politiske økonomi fra keynesianistisk domineret politik til liberalistisk økonomisk politik med voldsom internationalisering (globalisering) og frisætning af finanskapitalen, og tilsvarende svækkelse af fag- og arbejderbevægelse.
Det giver således ikke længere nogen mening at opretholde det markante klassemæssigt og økonomisk begrundede skel mellem betydningen af en VK baseret regering eller en SR baseret regering, forskellene på de afgørende økonomiske parametre er indsnævret til nærmest ingenting jf. skattereform, klimareform accepten af efterlønnens afskaffelse og reduktionen i dagpengeperiode og modsat stigende optjeningskrav. En finanslovsaftale med V inklusiv kontanthjælpsreform, som der nu slet ikke urealistisk fables om, vil blot cementere dette til det fastlåste niveau, hvor EL og de sørgelige rester af SF og venstresiden i S og fagbevægelsen vil blive efterladt på perronen helt alene og nærmest overflødig gjort i dansk politik.

Dette gør, sammenhængende med den i starten nævnte endnu værre udenomsparlamentariske situation og fagbevægelsens svækkelse samt selvfølgelig den stadig dramatiske økonomiske og klimamæssige situation, at der skal tænkes helt utraditionelt og offensivt på så at sige alle niveauer, men i første omgang her og nu på det parlamentariske niveau.
Det nytter ikke noget at tænke og agere defensivt udfra en frygt for, hvad der nu kan ske, hvis VK får magten nu frem for om tre år, hvor det i øvrigt meget vel kan se endnu værre ud politisk, når S-SF-R regeringen eller S-R regeringen har gennemført alle betydelig politiske tiltag herunder finanslove igennem med VK og måske LA. Man bliver nødt til at forholde sig til det faktum, at VK af de sidste 30 år har haft magten de mere end 20år, UDEN at det har ført til tilbagerulning af velfærdsstat mv. til stenalderen. Forringelser osv. ja, men intet irreversibelt.
Jamen indvendes det, nu har S-SF-R banet vejen for et ægte liberalistisk korstog mod velfærdsstat, arbejderklasse og –bevægelse, så når Løkke kommer til, så kommer Ulven, bare vent og se.
Så derfor skal venstrefløjen stadig fortsætte med at være halehæng til S og bukke dybt, hver gang dette fallerede parti puster sig op til at være lønarbejdernes sande forsvarer og fortrop. Populært sagt Fuck dem!
S-SF løgnehistorierne om Løkke regeringens forfærdelige udbudsøkonomiske politik, som S-SF-R efterfølgende så bare fortsatte uændret eller rettere i skærpet form, gør dette Ulven kommer endnu mere utroværdigt og skadeligt - ja til et elendigt 'håndværkertilbud' for nu at citere finansministeren.
I åbenbar forlængelse af den indsnævrede politiske uenighed mellem S og V formidlet af R melder et par afgørende spørgsmål sig således især efter, at EL uden videre blev hældt ned af brættet i skatte forhandlingerne i foråret 2012 af S-SF-R regeringen med Vestager & Co.(læs VK) i spidsen. Et spørgsmål som bliver dramatisk aktualiseret, hvis samme regering som antydet vælger at indgå finanslov mm. med V frem for dets parlamentariske grundlag EL, og SF lammefromt igen lader det ske.

Hvordan kan det være, at en mindretalsregering behandler sit parlamentariske grundlag på denne måde – eller hvordan tør de?
Har man eksempler på noget lignende tidligere i dansk politik?
For eks. blev DF nogensinde behandlet på denne måde i de 10 år med VK regeringen?
Vi kan starte med svaret på det sidste spørgsmål, det er et klokkeklart NEJ!
Er der da tidligere eksempler: Ja adskillige lignende men måske knapt så grelle eksempler findes bl.a. under Nyrup regeringerne i 1990’erne, for eks ved dannelsen af den første Nyrup regering, hvor SF selv efter Edinburgh indsatsen blev groft afvist som regeringsdeltager eller lignende.
Desuden det mest berømte under arbejderflertallet 1966-68, hvor SF blev tvunget så meget under åget af den permanente brandert Per ’Hakkedrøn’ & Co.’s stokkemetoder, at det førte til splittelse af SF med dannelse af VS til følge.
Det fælles ved alle eksempler er imidlertid, at det er Venstrefløjen, der hver eneste gang er dem, der er blevet hældt mere eller mindre brutalt ned af brættet, oftest med S som hovedaktør.
Det skyldes det helt afgørende faktum, at S har ført sig frem som den historisk og aktuelle inkarnation af lønarbejderklassen og arbejderbevægelsen og lige så vigtigt er blevet opfattet og accepteret således af den såkaldt nye venstrefløj bredt, men ikke af DKP i sin tid.
Det ny venstre har ALTID (måske med undtagelse af 1968!) accepteret rollen som lillebror og aldrig krævet en rolle på lige fod med S, som forholdet mellem V og K gennem tiderne, og heller ikke som ligeværdig med S’s forskellige borgerlige samarbejdspartnere frem for alt R.
Det ny venstre har af historisk velkendte grunde accepteret, at S per definition var arbejderbevægelsen og Venstrefløjen et slags halehæng til denne med en masse pligter og kun meget få rettigheder parlamentarisk.
SF med op mod 15% af vælgerne forsøgte i 1980’erne under Schlüter regeringerne, med sin arbejderflertals strategi, at tilkæmpe sig en plads som ligestillet med S, men da regeringsskiftet endelig kom i 1993 var SF reduceret til ca. 10% og blev som nævnt afvist af Nyrup og SR og blev efterfølgende et håndtamt parlamentarisk grundlag for Nyrup regeringerne frem til 2001 uden nævneværdig indflydelse på den førte politik.

Indholdsmæssigt politisk blev denne rolle begrundet med og accepteret af Venstrefløjen, at forskellen på den politik S førte i regering – oftest sammen med R - var så tilpas forskellig, fra det man kunne forvente sig af VK regeringer, så truslen fra S og omegn om konsekvenserne af, at Venstrefløjen brugte sin parlamentariske magt ville være, at så fik man bare VK i stedet og dermed en betydelig anden og ringere politik for arbejderklasse mv.
Desuden blev det begrundet med det faktum, at venstrefløjen ikke havde andre steder at gå hen politisk, selv om de grupper i SF der styrer i dag vel mener, at R er en fin mulighed, hvad R til gengæld ikke er med på, medmindre SF lægger sig fladt ned og udraderer ethvert antikapitalistisk for slet ikke at snakke om socialistisk element i sin politik, dvs. lader sig reducere til et S nummer to helt ned i detaljen!

Hele grundlaget for dette historiske forhold har imidlertid dramatisk ændret sig gennem de seneste årtier. Vi har de sidste 30år haft borgerlige regeringer i de 20år – båret ind af store dele af lønarbejderne - uden at velfærdsstaten trods utallige dramatiske advarsler er blevet fjernet og reduceret til minimalstaten eller noget der blot ligner. Samtidig er de politiske forskelle mellem blokkene blevet reduceret og udvaskede, til tider som i dag, til det ukendelige. Det er en kendsgerning, som udstiller det Foghagtige argument, ”Vil I have Saddam tilbage”, som helt utidssvarende.
‎Det socialdemokratiske skræmme argument er derfor forældet. Det relaterer sig til en tid, hvor der var meningsfulde forskelle på det S ledede regeringer gennemførte, og det man kunne forvente/frygte VK regeringer kunne finde på.
Senest så vi hvordan S-SF, helt løgnagtigt i forhold til deres egen adfærd, har det vist sig, kørte frem op til valget med VKO's sociale massegrav foran sig som rambuk, hvorefter de selv gennemfører en politik, Løkke kun turde drømme om!
Det socialdemokratiske skræmmebillede er gjort helt forældet af S-SF selv, det er den sørgelige kendsgerning. Og det bliver ikke bedre af, at give den en tand til som nogle gør, ved at bruge S-SF's nuværende adfærd (forrædderi!) som begrundelse for - ja helt absurd faktisk - at frede dem, fordi nu vil Løkke netop grundet det kunne gennemføre minimal staten.
Det er helt enkelt at vende tingene på hovedet, jo mere borgerlig politik S-SF gennemfører jo mere fast sidder de i sadlen, fordi frygten for hvad den ladeport forræderiet åbner vil kunne betyde med en Løkke ved roret. Det tjener kun som legitimering at den nuværende regerings fortsættelse - med at lave blå katastrofe politik - uden mulighed for at bruge, det eneste effektive middel venstrefløjen har tilbage, at true med og være villig til at vælte dem, hvis de ikke forlader Venstre og retter ind til venstre!
Hvor det før var forskellen på S og VK's politik, der kunne banke Venstrefløjen på plads, så er det nu blevet til, at det er ligheden mellem rød og blå politik, der bruges til at argumentere for at sikre S-SF-R misregimentets fortsættelse. Det er absurd!
Vel er det rigtigt, at venstresiden i folketinget vil være alvorligt svækket efter selv at have åbnet ladeporten, hvis Løkke kommer til igen. Men derfra og så til at forudsætte, at Løkke vil være så stor en idiot, modsat Anders Fogh Rasmussen, at han ville føre LA politik - som er skåret over AFR's gamle minimalstats bog -, der er trods alt et langt, langt stykke. Løkke ved godt, at den styrke han står til nu IKKE er udtryk for et ønske om LA politik, og at hans opbakning ville forsvinde som dug for solen, hvis han startede et sådant kommando ridt!
Så venstrefløjen, der i dag udgør, hvis man tør regne SF's vælgere med, en 15-17% af vælgerbefolkningen, må se at blive voksen – og lade regeringen vælte sig selv, hvis det er det den vil - i stedet for fortsat at gemme sig for den store, stygge borgerlige ulv bag S's skørter, og acceptere langt, langt mindre indflydelse end DF og R, som begge er langt mindre end venstrefløjen vælgermæssigt.
I stedet skal Venstrefløjen kræve ligeværdighed baseret på parlamentarisk størrelse - som tilfældet helt normalt er mellem V og K indbyrdes og S og R indbyrdes. Resultatet af at acceptere S's stokkemetoder har vi nu set til fulde med SF's reduktion til et rent socialdemokrati nummer to og partiets deltagelse i at hælde EL ned af brættet på den mest uforskammede måde!
En sådan ændring er forudsætningen for, at venstrefløjen kan blive en seriøs parlamentarisk med- og modspiller og regeringsdeltager! http://www.garps-verden.com/2012/06/lad-regeringen-vlte-sig-selv-om.html

Hvad er læren af dette, af denne udvikling for venstrefløjen, herunder SF’s regeringsdeltagelse, som umiddelbart kan og bør gennemføres, jo før jo bedre!?
Det vigtigste er, at ethvert socialistisk parti, der vil tages alvorligt fremover, starter med forud og i god tid før et folketingsvalg, at udstede et frihedsbrev, - et nyt partinavn burde og kunne derfor være Frie Socialister (FS), så får man også på passende vis distanceret sig helt fra diverse totalitære historiske regimer med Sovjet i spidsen - hvis hovedindhold er:
I. Parlamentariske hovedprincipper:
1) Partiet angiver præcist forud for et valg, hvem partiet vil pege på som regeringsleder (forhandlingsleder), herunder foreligger en i det mindste teoretisk mulighed for, at pege på egen partiformand.
2) Ingen regering er fredet på forhånd. Partiet lader udelukkende sin opbakning til en regering være styret af dennes politik og ikke af dens påstående klasse tilhørsforhold, fortjenester i fortiden eller lignende. Dette gælder også og især for en regering partiet har peget på og er parlamentarisk grundlag for, og hvis politik partiet derfor har et medansvar for.
3) Partiets eventuelle regeringsdeltagelse forudsætter, at der opnås overordnet politisk enighed på alle centrale politikområder, især om den økonomiske politik, med andre partier.

På den baggrund kan følgende principper udformes:
II. Vedtægter og Organisation
1) Partistrukturen er indrettet med fri og åben debat internt og eksternt samt fuldt medlemsdemokrati.
2) Valg og prioritering af folketings kandidater bestemmes udelukkende af partiets medlemmer og aktive sympatisører.
3) Folketingsgruppen fastlægger parties parlamentariske politik, dog således at partiets hovedbestyrelse afgør om betingelserne for de parlamentariske hovedprincipper er opfyldt.
http://www.garps-verden.com/2012/04/fs-frie-socialister.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.