fredag den 12. oktober 2012

Ridderen af den bedrøvelige skikkelse.

Højt at flyve dybt at falde siger ordsproget, som vel er dækkende for Villy Søvndals formandsperiode for SF til hundred procent. 2007 FV 13,6% af stemmerne, meningsmålinger i 2008-10 på op til 18%, ved FV valget 2011 9,2% og dagens måling i Gallup, dagen før Søvndals afgang som formand for SF, siger 5,2%.
Det er den pris SF tilsyneladende (og foreløbigt?) har måttet betale for, for første gang i partiets historie, at indgå i en regering, at blive regeringsparti.

Søvndal slog et stort brød op som nyvalgt SF formand i 2005 og især efter FV 2007, nu skulle dødvandet i partiet mellem Gade folkene og Holger K. folkene brydes med et meget ungdommeligt generationsskifte, og den gordiske parlamentariske knude skulle hugges over med meddelelsen om, at oppositionen af især S-SF-R skulle fokusere på det, man var enige om frem for det der skilte, for at have en chance for at bryde VKO regimet.
Dertil kom at SF organisatorisk skulle og blev strømlines til regeringsdeltagelse, hvilket betød øget centralisering og kortere kommandoveje i partiet, inklusiv et opgør med partiets relativt flade demokratiske struktur og tilsvarende relativt langsommelige debat- og beslutningsform.
http://www.garps-verden.com/2012/04/sfs-nederlag-og-den-manglende.html
Set i lyset af det forudgående mere end 10 års endeløse dødvande omkring parlamentariske samarbejdspartnere og muligheder i SF, forekommer det jo ikke ligefrem helt åndsvagt med Søvndals projekt, må man med en underdrivelse sige.
Efter valget i 2007 huggede Søvndal så som nævnt den gordiske knude over med sit statement om, at nu drejede det sig om, at finde ud af hvad der forenede oppositionen til VKO frem for, hvad der skilte.
Hermed startede vandringen mod et stadig tættere samarbejde med socialdemokraterne, som allerede i aug. 2009 udmøntede sig i Fair Forandring (i maj 2010 afløst af Fair Løsning) og en fast aftale om udlændingespørgsmålet, der på den anden side imidlertid allerede her udstillede problemerne med samarbejdet med R.
R og EL fik således umisforståeligt besked om i 2009, at Sass doktrinen om at ikke kun udlændingepolitikken men også skattepolitikken for en ny regering lå fast med aftalen mellem S-SF, og den kunne R og EL bare tilslutte sig. Punktum. Den implicitte forudsætning for denne forhammer strategi var, at R og EL lå på deres dengang sædvanlige 3-5% hver.
Hvad der skulle ske, hvis den forudsætning ikke holdt stik, ja det fik S-SF tilsyneladende aldrig taget stilling til og dermed udformet en plan B. Det skulle få katastrofale følger.
Imidlertid syntes strategien at holde frem til 2010, hvor S-SF red på bølgen af 12 minutter som en Fair løsning.
(Se vedr. denne periode mm. Henrik Herløv Lund: http://www.information.dk/314054)
Men herfra begyndte det at gå helt galt.
http://www.garps-verden.com/2012/05/fem-trin-rakettens-katastrofale-og.html
1. Trin udløses – vi ser bort fra Villy Søvndals lille advarsels fuser med Holbergskolen – efterår 2010, hvor S-SF’s positive automatreaktion på VKO’s udlændingeudspil, det med pointsystemet, fuldstændig misser folkestemningen og giver R og EL medvind i folkehavet på deres klare afvisning af systemet, mens S-SF’s kyniske vindbøjtle reaktioner rammer helt ved siden af skiven.
2. Trin udløses på baggrund af Løkkes nytårstale 2011, hvor efterlønnen foreslås skrottet. Det får et styrket R til at gå solo fra S-SF og indlede dobbeltstrategien, som S-SF helt tåbeligt accepterer uden at kny det mindste, men helt forfejlet og utroværdigt nøjes med at angribe DF for deres opgivelse af efterlønnen:
R’s dobbeltstrategi betyder, at støtte Løkkes afskaffelse af efterlønnen – i forvejen havde R støttet halveringen af dagpengeperioden sommer 2010, så S-SF var advaret så at sige – og dermed samlet set støtte VK’s økonomiske politik sådan rundt regnet 85-90%, samtidig med at påstå at man støtter Helle Thorning Schmidt som statsminister og dermed S-SF aksen. At S-SF ikke straks afviser og udstiller denne strategi som helt utroværdig og det rene fake, ja det får katastrofale følger.
3. Trin udløses i en valgkamp, hvor demonteringen af realiteterne og troværdigheden i S-SF’s økonomisk politik Fair Løsning 2020, som Corydon da også efter valget måtte indrømme ikke hang sammen økonomisk, og med R’s sololøb – (og selvfølgelig DF’s løben fra efterlønsgaranti og medvirken til halvering af dagpenge mm.) - manifesterer sig dag for dag i svindende tilslutning til S-SF aksen og voksende tilslutning til R, EL og V. Dette forstærkes af diverse S og især SF bommerter i valgkampen, så det kun med det yderste af neglene lykkes at hente et S-SF-R-EL flertal hjem med 50,3% af stemmerne eller et overtal på små 10.000 vælgere på valgdagen, hvor S-SF tabte valget og kun blev reddet på målstregen af fremgangen for R og El.
4. Trin udløses i Tårnet, hvor S-SF helt panikker og lader sig kyse af valgresultatet og et styrket R i en grad, så de overser og/eller ikke tør udnytte valgresultatets matematik i forhandlingerne med R om den økonomiske politik. Ud over de to skalpe R allerede havde fået med halveringen af dagpengeperioden og tilbagetrækningsmassakren, ja så lader S-SF sig yderligere køre over, så det eneste de kommer ud med er en amputeret og forkølet såkaldt kick start af økonomien, lidt over hvad Løkke og R i forvejen havde tilsluttet sig. Dette på trods af, at R ingen andre steder havde at gå hen og få deres politik på udlændinge-, uddannelse-, miljø- og retspolitik tilgodeset i nær samme omfang som med S-SF og EL.
Der var nemlig intet borgerligt flertal uden om DF som alternativ til S-SF og EL for R på disse områder, hvis R risikabelt ville traske over og pege på Løkke som statsminister eller stå udenfor regeringen og vælte denne på (resterne af) S-SF’s økonomisk politik.
Helt tåbeligt og uforståeligt kunne S-SF ikke udnytte denne fordel til at kræve, at R stort set måtte nøjes med de to (store) skalpe, de allerede havde med ved forhandlingernes start, plus et par små lunser mere måske.
Nu fik R derimod yderligere Løkkes gamle udskudte topskattelettelser og generelle skattelettelser på arbejde. Begge dele betalt med og af forringelser til dem udenfor arbejdsmarkedet samt yderligere krav til fagbevægelse og lønmodtagere om løntilbageholdenhed og udpumpning af overflødig arbejdskraft på arbejdsmarkedet i en tid med høj og stigende arbejdsløshed og faldende vækst, der nu heller ikke blev modvirket nævneværdigt af den af S-SF lovede kickstart af økonomien. Af det sidstnævnte blev der kun en våd hundekiks tilbage, resten fik R også lov at barbere af, ligesom resultatet af de af R ledede energiforhandlinger i foråret 2012 kun marginalt afveg fra VK’s oplæg 2011.
http://www.garps-verden.com/2011/10/abent-brev-til-s-sf-og-debat-dato-ff.html
5. Trin blev affyret med det fatale forløb omkring skattereformen forår 2012 baseret på ovenstående økonomiske politik, hvor de fattigste og socialt mest udsatte grupper er de største bidragsydere til såvel de lavest lønnedes som til de højestlønnedes nu gentagne massive skattelettelser, og som sluttelig blev gennemført med VK, medens EL som vanligt for venstrefløjen - i eller udenfor regeringer -  blev hældt ned af brættet og ud af forhandlingerne.
Dette kombineres med forringelser omkring sygedagpenge og flexjob tidligere og et oplæg til reform af kontanthjælp mv., der yderligere forringer de svagest stilledes økonomiske forhold, samt et oplæg til trepartsforhandlinger, der klart favoriserer arbejdsgiverne og udstillede fagbevægelsens svækkelse ovenpå elendige resultater ved overenskomstforhandlinger forår 2012. Resultatet blev da også, at trepartsforhandlingerne brød definitivt sammen.
6. Trin pågår nu som finanslovsforhandlingerne for 2013 med endnu en udsigt til et forlig med VK og med regeringens parlamentariske grundlag El holdt udenfor. Ydermere ser det ud til, at SF for 3. gang må acceptere, at det regeringsgrundlag, som R ikke forsømmer nogen lejlighed til at understrege betydningen af at overholde især overfor SF, nu igen viser sig ikke at være det papir værd, det er skrevet på, når det passer R (og S).
Første gang var med opgivelsen af betalingsringen, anden gang var da den sociale afbalancering i skattereformen forsvandt som dug for solen, og tredje gang ser nu ud til at blive, at provenuet ved en fremrykket kontanthjælpsreform helt eller delvist skal bruges til skattelettelser for erhvervslivet i stedet for til velfærdsforbedringer, som skrevet står i regeringsgrundlaget!
Hertil kommer så det helt uløste problem med de formodentlig 16.000 ledige, der falder for den halverede dagpengeperiode pr. 01/01-13, og som SR hårdnakket fastholder, der ikke skal gøres yderligere ved end den helt ubrugelige og utilstrækkelige såkaldte akutpakke, som SF indtil videre også har ladet sig spise af med.
Den samlede virkning af denne politiske 6-7 trins raket ses manifest i dagens meningsmåling, hvor S-SF helt fortjent, men katastrofalt for den samlede arbejderbevægelse og venstrefløj, står til tilsammen kun at kunne mønstre en 23-25% af vælgerne – ja det står der, tilsammen en 23-25%!
At så EL også helt fortjent mønstrer en massiv fremgang til næsten det halve af S-SF’s samlede tilslutning med over 11% og mere end det dobelte af SF’s tilslutning, ja det ændrer ikke billedet af en katastrofe for den samlede venstreside med 36% tilslutning i alt, mod 41% ved valget og 46% under Nyrup i 1998. Da også R syntes at have tabt pusten, er det samlede resultat for regerings blokken en tilbagegang fra 50,3 til ca. 45% af vælgerne på godt et år.

Søvndal satsede således hele butikken og tabte, tilsyneladende fordi projektet ikke var ordentligt analyseret og forberedt og de politiske forhindringer blev groft undervurderet, især i forhold til R’s stadig stigende liberalistiske økonomiske holdninger - finansieret af det store erhvervsliv og finanskapitalen, som partiet i stor udstrækning er.
Dertil kom at alternative planer som nævnt ikke blev udarbejdet i forhold til de parlamentariske realiteter et valg måtte stille SF (og S) overfor. Man var åbenbart så forhippet på magten og regeringsdeltagelse, at det totalt skyggede ikke kun for ’de politiske realiteter i Jernindustrien’, men også for risikoen ved de uerfarne og ungdommelige begrænsninger og deres overmod i partiets ledelse.
Og endelig syntes partiet i den forbindelse heller ikke et øjeblik at have overvejet, hvilke grænser og brudlinjer man ville opstille overfor R (og S) i forbindelse med regeringsforhandlinger og regeringsforløbet, med det mest signifikante resultat, og formodenlig det ikke mange havde set komme, at SF (og S) skulle skrive under på og de facto videreføre VK regeringens udbudsøkonomiske og liberalistiske økonomiske politik med større ulighed og markedets fortsatte uregulerede hærgen som resultat.
Alt i alt må det overraske, hvor ringe det politiske håndværk er udført af Søvndal & Co., i hvert fald set i forhold til det enorme politiske projekt, man har sat i søen. Det minder desværre mest af alt om et håndværk, der er udformet i et kommunalpolitiks hundeslagsmål, tilsat SFU's ungdommelige håndkantslag, om langt hen af vejen administration af i forvejen politisk udstukne rammer (fra Christiansborg), der skal udfyldes i skiftende politiske koalitioner og med skiftende flertal, men som trods alt ligger lang fra krav og indhold i det politiske håndværk på Christiansborg.
Søvndal efterlader således også det ubesvarede spørgsmål, hvad kunne der have være opnået, og hvordan kunne verden have set ud i dag for SF og såmænd også for Søvndal & Co., hvis man havde taget opgaven tilstrækkeligt alvorligt, gjort sit politiske hjemmearbejde omhyggeligt og seriøst.
Hvis man havde udvist den fornødne respekt for projektets voldsomme udfordringer især i forhold til samarbejdet - ikke kun med S hvilket kunne være stort nok, men især problemet med det gennemborgerlige RV parti - og udvist rettidig og løbende omhu i forhold til og gennem hele processen.
Samt måske vigtigst, hvis man havde respekteret partiets politiske grundlag i en grad, så man var parat til at stoppe processen og sige klart fra, hvis ministerbilerne og adgangen til det såkaldte "maskinrum" viste sig, at skulle betales alt for dyrt i forhold til - ja netop partiet politiske grundlag, dets socialistiske målsætning og demokratiske struktur.
Og det er det bedrøvelige i forløbet og Søvndals politiske satsning og tab, for hvornår opstår en tilsvarende mulighed igen, hvis det hele ender med politisk at falde til jorden, så operationen lykkes men patienten dør, som det ser ud til for indeværende, og som nu overlades til en ny formand med eller uden ny ledelse?
se også Henrik Herløv Lund:  https://www.facebook.com/notes/henrik-herl%C3%B8v-lund/s%C3%B8vndals-storhed-og-fald-formandsvalget-en-begmand-fra-sf-s-medlemmer-til-s%C3%B8vnda/10151056473205493
samt: http://www.garps-verden.com/2013/02/vlgerreaktionen-pa-regeringens-vkstpakke.html

12/12-13: Villy Søvndal træder tilbage som udenrigsminister og MF'er grundet sygdom:
Glimrende analyse af Lars Trier Mogensen, kun synd at den skæmmes af den afsluttende salut: "Villy Søvndal har grundlæggende ikke indfriet de forventninger, som SF’erne fik stillet i udsigt, da han i 2007 vandt overvældende tilslutning til ideen om at bringe folkesocialisterne i regering. Men forsøget blev gjort, og alene ambitionen om at ville give SF realpolitisk indflydelse, gør, at Villy Søvndal vil blive husket som en af de største politiske lederskikkelser på den danske venstrefløj. Han træder tilbage som en helt, om end som en tragisk helt."
Til dette om en stor lederskikkelse osv, hvor LTM helt mister det politiske fodfæste, måske i et forsøg på at ophæve lidt af den ellers skarpe kant overfor en politiker der må gå, ikke grundet sin fatale politiske indsats, men desværre grundet sygdom, kan man blot citere Peter Mogensen ((Tirsdagsanalyse TV2News 16/10-12 om Thor Möger Petersen og SF ved Thor Mögers afgang som skatteminister): 'Det er jo, frit oversat fra PM, ingen kunst at komme i regering, hvis man sælger hele ens politiske butik for at komme derind! - og slet ikke når ens politiske boldøje tilmed er så elendigt eller arrogant, at man ikke opdager, at man har mistet hele sit politiske bagland i processen.' Det samme gælder til fulde Villy Søvndal desværre!
http://www.information.dk/481779

18/10-16: http://www.altinget.dk/artikel/trads-villy-soevndal-var-en-haabloes-sf-formand#.WAsHBBcn78E.facebook


3 kommentarer:

  1. Rigtig god og spænende analyse. Men hører det ikke også med til fortællingen at S i den grad har tabt kraften til næsten alene at drive projektet fremad og sin evne til at være storebror på godt og ondt?

    Vh

    Thomas Haugaard jensen

    SvarSlet
  2. Hej Thomas

    Det har du helt ret i, men prøv at læse Henrik Herløvs artikel også, den supplerer rigtig godt om S' optræden mv.

    Vh
    Jørgen Garp

    SvarSlet
  3. Ja har læst det men mener dog at han helt bortser fra rigtig mange SF medlemmers helt klare uvilje mod at man som parti påtager sig ansvar og dermed også må stå på mål for nogle upopulære beslutninger.

    Søvndal troede han havde opbakning til at føre SF ind i en regering men det viste sig at han kun havde opbakning til at være populær.

    Det er nok ikke for meget sagt at hele SF´s talent potentiale ligger hos børne banden og nu hvor de i den grad har fået en mistillids dagsorden fra old school SF bliver det spænende at se om de vil gøre det logiske og sive over til SF og udnytte det talent vakum der eksistere der eller om de virkeligt gider at bruge deres tid mange år frem på at diskutere med Aage Frandsen og Pernille Vigsøe Bagge.

    Jeg kan i hvert fald ikke se at den politik de står for ikke skulle kunne udfoldes hos S

    SvarSlet

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.