onsdag den 24. oktober 2012

Sovjetstaten.

http://www.information.dk/314394?page=2#comment-683627
En alen lang debat fulgte i halen på denne artikel, som enhver ved selvsyn kan forvisse sig om, og som snart fortabte sig i en forholden sig til og diskussion om Sovjet, Lenin og Stalin, som ret hurtigt blev erobret af en debat, hvor den ene part forsvarede stort set alt ved Sovjet, Lenin og Stalin og den anden part forkastede det hele fra dag et som elitært, centralistisk, antidemokratisk, fordi "uden Lenins elitarisme og han og trotskys antidemokratiske sindelag - ville der ikke have været den samfundsmæssige situation - de strukturer - om du vil det - på plads - som muliggjorde Stalin." (altså en efter min opfattelse meget psykologiserende og individualistisk forklarings skematik).
I forbindelse med debatten, eller hvad man nu skal kalde hundeslagsmålet eller boksekampen fra hvert sit hjørne, lykkedes det mig så, som det ofte sker, når man blander sig i den slags, at blive skældt huden fuld af begge parter fra hvert sit diamentralt modsatte men hundrede procent fastlåste og ensartede moralistiske standpunkt, som jeg ser det.
Jeg, som aldrig har været tiltrukket af sovjet eller kommunismen, har efter egen opfattelse såmænd intet hverken personligt eller ideologisk i klemme i forhold til det samfund, hvad de andre deltagere så åbenbart har, men er sådan set ret kold overfor dette, som jeg ser det, underudviklede feudalsamfunds vej til moderniteten og privat kapitalismen, over det vi i 70'erne sådan set ret præcist, syntes jeg, kaldte statskapitalisme.
På den anden side var Sovjet et eksperiment med en meget anderledes udvikling fra feudalisme til kapitalisme, som gør det historisk interessant samtidig med, at der var tale om en halv-europæisk stormagt og efter 2.verdenskrig den ene af verdens to såkaldte supermagter og part i Den kolde krig, med hvad deraf fulgte også i DK af politiske og såmænd også teoretiske mm diskussioner. Kort og godt en vigtig og spændende historisk analytisk og for min skyld gerne også politisk udfordring.
Nå, men debatten var som nævnt ikke særlig frugtbar, men fik mig alligevel til at genoptage nogle gamle overvejelser fra fortiden omkring Sovjetsamfundes karakteristik og udvikling, som her følger med et meget sammenkogt og summarisk bud efter en kort intro i debatten.
Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg heller ikke for dette bidrag modtog stående ovationer, men derimod en fortsat dængen til med moralske domme uden historisk substans, i hvert fald som jeg ser det:
Kunne vi ikke i stedet for bare ansatsvis forklare (eller falsificere) de tre hovedperioder i Sovjets historie, som jeg anførte ovenfor, så vi kunne komme frem til lidt samfunds analyse - og gerne en marxistisk en af slagsen - i stedet for moralske domme af varierende karakter og omfang?
Og så vi kan komme lidt videre end til at forklare stalinismen og dens samfunds struktur med, “Lenins elitarisme og han og trotskys antidemokratiske sindelag” (sic!), for meget kan man sige, men noget som helst med marxistisk historisk analyse har den slags individualistisk historieskrivning ikke at gøre - vel!
Her er et bud i kort form:
Rusland var i 1917 et tilbagestående halvfeudalt agrarsamfund for 90% vedkommende, med en lille ofte udenlandsk finansieret kapitalistisk sektor i og omkring de store byer.
Et tydeligt tegn på dette forhold var landets manglende evne til – ikke at kaste sig ud i en vanvittig krig – men overhovedet at føre denne på noget der blot mindede om Tyskland, Frankrig, England og USA’s niveau..
Krigens fatale følger for Rusland var således hovedårsagen til, at den kapitalistiske sektors klasser sammen med bonde- og arbejdersoldaterne vendte sig mod zarismen, og blev hovedkræfterne i modstanden mod den zaristiske feudaladel og årsagen til februar revolutionens succes i modsætning til 1905 opstanden.
OG kadetters, ’socialdemokraters’, socialrevolutionæres og mensjevikkers nederlag til bolsjevikkerne og den anden revolution (Oktoberrevolutionen) var, at disse ikke evnede at få afsluttet en krig, der var ved at smadre hele samfundet, dets struktur og befolkning. Den totalt mislykkede militære offensiv juli 1917 beseglede denne fallit og systemets endelige skæbne.
Fred, brød og jord var det ligeså enkle som livsvigtige slogan bag bolsjevikkernes sejr, som de var de eneste, der åbenbart kunne og frem for alt ville og evnede at levere dette, derfor gik Oktoberrevolutionen så ublodigt og let.
Omvendt indebar dette forløb, med bolsjevikkernes gennemførelse af etpartisystemet og diktaturet på ryggen af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes politiske og organisatoriske uduelighed, også den efterfølgende borgerkrig med massiv udenlandsk militær og anden indblanding.
Dette medførte krigskommunismens kommandoøkonomi, som ikke lå så langt fra den måde der er almindelig under krigsforhold, som man skulle tro, og som det ofte påstås.
Efter afslutningen på borgerkrigen fra 1921 var landet i en langt, langt værre forfatning end ved fredsslutningen 1918.
Her gennemfører Lenin og bolsjevikkerne så den såkaldte NEP økonomiske politik, som i vid udstrækning hvilede på kapitalistiske principper og markedsøkonomi fra 1921-28 kombineret med etparti diktaturet. Lenin dør selv i 1924.
Fra 1924-1928 gennemfører Stalin et rendyrket politisk terror regimente og ændrer etpartisystemet til ’zaristisk’ enevælde afsluttende med den første 5-års plan, og dermed den endelige gennemførelse af den sovjetiske kommando eller planøkonomi, herunder den brutale kollektivering af landbruget med nedslagtningen af kulak klassen sådan helt bogstaveligt! Det var efter min opfattelse den 3. russiske revolution.
Der går således IKKE nogen historisk lige eller nødvendig og uafvendelig vej fra Lenins etpartisystem eller -diktatur med NEP politik til Stalins terroristiske enevælde og centralistisk kommandoøkonomi.
At det er blevet moderne hos Bent Jensen, Henrik Gade Jensen og andre borgerlige at foretage denne politisk betingende retouchering af historien, i øvrigt i bedste Stalin stil, er jo ikke noget særlig godt argument for at foretage lignende historiske kortslutninger fra såkaldt marxistisk hold.
Man kan tilføje, at det Stalin gennemfører unødvendigt stupidt og brutalt er det, Marx historisk gennemgår, som forudsætningen for hans kapital analyse, den såkaldt oprindelige akkumulation (i England) med bøndernes løsrivelse fra jorden (som fæstebønder mv.) og vandring til byerne som lønarbejdere og tiggere mm., samt sideløbende en egentlig industriel revolution i 1930’erne.
Desuden kan man analysere og vurdere, hvordan tiden efter Stalin (partikongressen i 1956 mere præcis) skal opfattes, som en politisk tilbagevenden til etpartisystemet i ændret form eller (?) , og tilsvarende med økonomien og tiltagene til ’modernisering’ i 60’erne og frem med svækkelse af den centralistiske kommandoøkonomi mm.
Det er imidlertid klart, at sovjet efter Stalin er et etpartidiktatur, men langt fra det monstrøse, enevældige terrorregime og -samfund som fra 1928-53, og dog alligevel meget forskelligt fra Lenin perioden 1917-24.
Her er tillige en anden kortslutning hos de nævnte borgerlige herrer, at de (også) nægter at periodisere Sovjetstaten, alt er Stalinisme I deres politiske optik, som derfor tilbageføres - til Lenin jo, jo - men såmænd helt, gæt engang, tilbage til Marx.
Det svarer helt og fuldt til de 'idioter', der gør Wagner mere eller mindre ansvarlig for Hitlers forbrydelser eller Jesus for Den spanske inkvisition, eller mener at kunne trække en mere eller mindre lige linje fra disse til forbrydelserne udført årtier eller århundreder efter - uden sammenligning i øvrigt!
27/9-14 se desuden http://www.information.dk/14346 af Curt Sørensen
(se desuden http://www.garps-verden.com/2013/03/endnu-en-historisk-tragedie.html
http://www.garps-verden.com/2001/03/den-kolde-krig.html
http://www.garps-verden.com/2011/06/marx-og-det-socialistiske-samfund.html )


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.