Igen og igen gentages det borgerlige grundsynspunkt uimodsagt og som en selvfølgelighed, der ikke behøver at argumenteres yderligere for men bare skal tages til efterretning, først af erhvervsredaktør Tage Otkjær (Pol.19/01), så af Dead-line værten Jacob Rosenkrands 22/01 kl.23, og senest 03/02 hedder det i TV2 og Politiken, at
"Både Vestager og Thorning har advaret om, at man risikerer at mindske arbejdsudbuddet, hvis de riges børnecheck bliver beskåret, fordi det vil øge marginalskatten".
Pointen skulle være, at en sænkning af marginalskatten, skatten på den sidst tjente krone, især for højtlønnede vil medføre et øget udbud af arbejdskraft, fordi især disse højtlønnede så vil være parate til at yde en ekstra indsats, som det hedder og omvendt skulle øgede marginalskatter for de højt lønnede så mindske arbejdsudbuddet.
Jeg ser her venligt bort fra den mulighed, at de pågældende ved en faldende skat med tilsvarende øget disponibel indkomst benytter anledningen til at arbejde mindre og dog få det samme i indkomst, samt at i en situation med høj ledighed er der ingen grund til, at dem der er i arbejde arbejder endnu mere!
Samtidig er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at denne gruppe, den højere middelklasse med indkomster fra omkring ½ mio.kr. om året før skat, der har haft størst fordel af de sidste ti års, ja faktisk 20års førte økonomiske politik i form af låneomlægninger, skattelettelser, skattestop og store værdistigninger på fast ejendom til fri belåning. Hertil kommer store reallønsstigninger til gruppen i perioden. Vi er kort sagt den gruppe, hvis privatforbrug især er eksploderet i de sidste 10-20år!
Det er desuden min erfaring, i hvert fald fra de sidste 25år – frem til 2010 - i den private sektor, at os der tales om her, og mon ikke det også gælder journalister mv. (?), stort set alle arbejder uden højeste arbejdstid (dvs. over 37timer/uge). Desuden ved jeg, det samme stort set gælder på ledelsesniveau – fra mellemledere og opefter - i den offentlige sektor, her er heller ikke nogen øvre arbejdstid. Hertil kommer yderligere det spændende arbejde, indflydelsen på arbejdet samt det karrieremæssige pres, som også holder netop denne gruppe til ilden.
Så er det jeg spørger, hvordan skal en skattenedsættelse respektivt en skattestigning i den situation lige medføre en større eller mindre arbejdsindsats hos flertallet af denne gruppe af højtlønnede borgere, mit bedste bud er et sted mellem 70-90% af hele gruppen? Deres løn er netop ikke afhængig af antal ydede timer, de har et sæt arbejdsopgaver, der skal løses til den aftalte løn uanset tidsforbrug, som i forvejen er fra højt til meget højt. Se det er der mig bekendt ingen, der har gidet svarer den undrende offentlighed på?
Derimod fortsætter medier og økonomer ufortrødent med at fremføre samme påstand som ovenfor igen og igen, og i ni ud af ti tilfælde fremføres synspunktet af folk, der lige præcist selv vil drage fordel af en sænkning af marginalskatten for den højere middelklasse. Man behøver ikke, som jeg ser det, at være specielt mistænksom anlagt for at syntes, at synspunktet mildt sagt har ”en tanke”!
onsdag den 25. januar 2012
torsdag den 19. januar 2012
Leder i Information: "En sang om lighed"
Denne fremragende leder af Christian Jensen i dagens Information fortjener at blive citeret i sin helhed:
"Regeringen lovededet umulige, og det har den nu erkendt. Det kan ikke lade sig gøre at gennemføre en skattereform, der både letter skatten på arbejde og er socialt afbalanceret. I går gjorde skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) det således klart, at der kun er skattelettelser til de lønmodtagere, der »står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde«, som han formulerede det i en kronik i Berlingske.
Med sit udspil gør SF sig altså til arbejderpartiet for dem, der arbejder og imod dem, der ikke har et arbejde. Venstre, Konservative og Liberal Alliance var i går hurtige til at takke for, at den nye regering vil gennemføre den gamle regerings skattepolitik. Deri har de ret, og derfor må vi forvente, at regeringen særskilt vil gøre en indsats for danskere uden arbejde.
Ved at beskyttede arbejdende mod de arbejdsløse risikerer regeringen at ophæve den sociale kontrakt, de vandt magten på at være et forsvar af.
»En ny regering skal måle sig på stigende lighed,« sagde Villy Søvndal før valget, hvor han ligefrem svingede sig op i følgende Grundtvig-citater i sin påståede kamp for lighed: »Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.«
Smukt lød det, men uskønt kan det ende, når nu regeringen lægger op til en skattereform, der tager parti for de stærke med arbejde og har antiparti mod de svage uden arbejde.
Det skal kunnebetale sig at arbejde, lyder det bærende argument fra regeringen, der dermed masserer myten om de arbejdsløse som dovne samfundsnassere.
Men den arbejdsløshed, der følger af den økonomiske krise, er netop strukturel og rammer derfor også alle dem, der brændende ønsker at stå tidligt op, smøre leverpostejsmadder, aflevere ungerne og tage på arbejde.
Det er dem, regeringen vil have til at betale prisen frem for de boligejere, der i 00’ere tjente millioner på ejendomsspekulation. Her er det reelt muligt at omfordele, så skatten kan sænkes, og den sociale kontrakt bevares. Men regeringen synes hellere at ville beskytte boligspekulanter end de arbejdsløse."
"Regeringen lovededet umulige, og det har den nu erkendt. Det kan ikke lade sig gøre at gennemføre en skattereform, der både letter skatten på arbejde og er socialt afbalanceret. I går gjorde skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) det således klart, at der kun er skattelettelser til de lønmodtagere, der »står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde«, som han formulerede det i en kronik i Berlingske.
Med sit udspil gør SF sig altså til arbejderpartiet for dem, der arbejder og imod dem, der ikke har et arbejde. Venstre, Konservative og Liberal Alliance var i går hurtige til at takke for, at den nye regering vil gennemføre den gamle regerings skattepolitik. Deri har de ret, og derfor må vi forvente, at regeringen særskilt vil gøre en indsats for danskere uden arbejde.
Ved at beskyttede arbejdende mod de arbejdsløse risikerer regeringen at ophæve den sociale kontrakt, de vandt magten på at være et forsvar af.
»En ny regering skal måle sig på stigende lighed,« sagde Villy Søvndal før valget, hvor han ligefrem svingede sig op i følgende Grundtvig-citater i sin påståede kamp for lighed: »Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.«
Smukt lød det, men uskønt kan det ende, når nu regeringen lægger op til en skattereform, der tager parti for de stærke med arbejde og har antiparti mod de svage uden arbejde.
Det skal kunnebetale sig at arbejde, lyder det bærende argument fra regeringen, der dermed masserer myten om de arbejdsløse som dovne samfundsnassere.
Men den arbejdsløshed, der følger af den økonomiske krise, er netop strukturel og rammer derfor også alle dem, der brændende ønsker at stå tidligt op, smøre leverpostejsmadder, aflevere ungerne og tage på arbejde.
Det er dem, regeringen vil have til at betale prisen frem for de boligejere, der i 00’ere tjente millioner på ejendomsspekulation. Her er det reelt muligt at omfordele, så skatten kan sænkes, og den sociale kontrakt bevares. Men regeringen synes hellere at ville beskytte boligspekulanter end de arbejdsløse."
tirsdag den 3. januar 2012
Obamas svigt!
http://www.information.dk/289137#comment-484751
Præcis beskrivelse og analyse af Obamas demokratiske og magtmæssige fallit af Neal Gabler, men desværre en fuldstændig forudsigelig venstreorienteret løsning på problemet, som tilsyneladende er udbredt i bevægelsen, der ikke står tilbage for, men understreger og viderefører Obamas naive og ”lalleglade” dans med magten i modsætning til, i følge Gabler selv, såvel Roosevelt som Lyndon B. Johnson. – Centrum-venstre folk af en noget anden kaliber og støbning end nutidens ”våde stykker wienerbrød”, der blæser omkuld ved det første højre politiske stormvejr og opgiver al politisk modmagt til kapital og højrefløj. En ynkelig forestilling er det, som Gabler beskriver korrekt men imidlertid blot selv forlænger med brædder, tilsyneladende i fuld overensstemmelse med Occupy-bevægelsen!
”Det fascinerende ved Occupy er, at det ikke er en politisk bevægelse” (sic!), fremfører Gabler og de andre repræsentanter for bevægelsen. Occupy er ”..lederløse, der har ingen kontorer, de er umulige at finde.” De er en ny bevidsthed forstår man, ”og hvordan skal de kunne ødelægge en ny bevidsthed?”
Spørg Tea-Party bevægelsen om de ikke også mener at have en ny bevidsthed! Men de kunne derimod ikke et splitsekund drømme om en så ”lallende” tilgang til den politiske magts substans, som de venstre orienterede gang på gang går til sagen med.
Republikanerne og Bush efterlod to krige, et massivt offentligt gældsproblem og en verdensøkonomisk og økologisk krise til sin efterfølger demokraten Obama.
Men dårligt var Obama indsat som præsident før højrefløjen med Tea-party i front organiserede sig for fuld drøn med kontorer, (uformelle) ledere, moderne teknologi og hele pibetøjet. Og de blev utilsigtet støttet af Obamas eftergivenhed overfor Wall Street fra dag et og en stemningslabil amerikansk vælgerbefolkning.
Ti måneder efter Obamas tiltræden tabte han og demokraterne Ted Kennedys gennem årtier sikre valgkreds i den liberale kernestat Massachusetts, der blev vundet af en firhjulstrukken cowboy på ryggen af Tea-party bevægelse mv. Og de fuldførte værket under to år efter indsættelsen i 2009 ved midtvejsvalget 2010! Sådan tager man, læs højrefløjen, en politisk og magtmæssig udfordring op og byder modstanderen op til magtens dans makabre!
“Både i Danmark og USA overser centrum-venstre det helt grundlæggende. Tale om samarbejde og forsoning opfattes kun på én måde blandt de uforsonlige republikanere og hardcore-bestyrerne af Venstrebutikken: Det er et tegn på svaghed, som skal udnyttes!” (Søren Rønhede, Pol. 25/10-11).
Så frem for at forlænge Obamas fallit med ideologisk håbløs tågesnak om politiske ændringer alene ved tankens kraft så at sige, må Gabler og talsm/k’erne for Occupy bevægelsen se at komme op på den repræsentative demokratiske hest igen efter Obamas håbløse svigt og fallit, selv om det kan forekomme svært og som en langvarig opgave at genskabe håbet om forandring!
Den egentlige politiske forbrydelse ved folk som Obama og den nuværende regerings S-SF er netop, at de tager håbet om forandring fra befolkningen i lang tid fremover, og fremkalder ud af dette politisk lede og naiv sublimering til tågernes verden, og for det skulle de have så mange politiske t…, der kunne ligge på dem! Nå men det får de sandsynligvis også - kun skade at den almindelige befolkning må betale hovedparten af omkostningerne ved deres svigt.
Præcis beskrivelse og analyse af Obamas demokratiske og magtmæssige fallit af Neal Gabler, men desværre en fuldstændig forudsigelig venstreorienteret løsning på problemet, som tilsyneladende er udbredt i bevægelsen, der ikke står tilbage for, men understreger og viderefører Obamas naive og ”lalleglade” dans med magten i modsætning til, i følge Gabler selv, såvel Roosevelt som Lyndon B. Johnson. – Centrum-venstre folk af en noget anden kaliber og støbning end nutidens ”våde stykker wienerbrød”, der blæser omkuld ved det første højre politiske stormvejr og opgiver al politisk modmagt til kapital og højrefløj. En ynkelig forestilling er det, som Gabler beskriver korrekt men imidlertid blot selv forlænger med brædder, tilsyneladende i fuld overensstemmelse med Occupy-bevægelsen!
”Det fascinerende ved Occupy er, at det ikke er en politisk bevægelse” (sic!), fremfører Gabler og de andre repræsentanter for bevægelsen. Occupy er ”..lederløse, der har ingen kontorer, de er umulige at finde.” De er en ny bevidsthed forstår man, ”og hvordan skal de kunne ødelægge en ny bevidsthed?”
Spørg Tea-Party bevægelsen om de ikke også mener at have en ny bevidsthed! Men de kunne derimod ikke et splitsekund drømme om en så ”lallende” tilgang til den politiske magts substans, som de venstre orienterede gang på gang går til sagen med.
Republikanerne og Bush efterlod to krige, et massivt offentligt gældsproblem og en verdensøkonomisk og økologisk krise til sin efterfølger demokraten Obama.
Men dårligt var Obama indsat som præsident før højrefløjen med Tea-party i front organiserede sig for fuld drøn med kontorer, (uformelle) ledere, moderne teknologi og hele pibetøjet. Og de blev utilsigtet støttet af Obamas eftergivenhed overfor Wall Street fra dag et og en stemningslabil amerikansk vælgerbefolkning.
Ti måneder efter Obamas tiltræden tabte han og demokraterne Ted Kennedys gennem årtier sikre valgkreds i den liberale kernestat Massachusetts, der blev vundet af en firhjulstrukken cowboy på ryggen af Tea-party bevægelse mv. Og de fuldførte værket under to år efter indsættelsen i 2009 ved midtvejsvalget 2010! Sådan tager man, læs højrefløjen, en politisk og magtmæssig udfordring op og byder modstanderen op til magtens dans makabre!
“Både i Danmark og USA overser centrum-venstre det helt grundlæggende. Tale om samarbejde og forsoning opfattes kun på én måde blandt de uforsonlige republikanere og hardcore-bestyrerne af Venstrebutikken: Det er et tegn på svaghed, som skal udnyttes!” (Søren Rønhede, Pol. 25/10-11).
Så frem for at forlænge Obamas fallit med ideologisk håbløs tågesnak om politiske ændringer alene ved tankens kraft så at sige, må Gabler og talsm/k’erne for Occupy bevægelsen se at komme op på den repræsentative demokratiske hest igen efter Obamas håbløse svigt og fallit, selv om det kan forekomme svært og som en langvarig opgave at genskabe håbet om forandring!
Den egentlige politiske forbrydelse ved folk som Obama og den nuværende regerings S-SF er netop, at de tager håbet om forandring fra befolkningen i lang tid fremover, og fremkalder ud af dette politisk lede og naiv sublimering til tågernes verden, og for det skulle de have så mange politiske t…, der kunne ligge på dem! Nå men det får de sandsynligvis også - kun skade at den almindelige befolkning må betale hovedparten af omkostningerne ved deres svigt.
Abonner på:
Indlæg (Atom)