lørdag den 30. marts 2013

SF's genopstandelse?

Man og dermed Trine Pertou Mac overser helt fundamentalt, at SF's krise IKKE er opstået med Søvndal og heller ikke går væk med Søvndal.
Som bekendt fik SF 6% ved valget 2005 (mod 6,4 i 2001), så allerede siden før årtusindeskiftet var krisen begyndt at krasse alvorligt i SF. I den forstand har Trine Mac ret, der var en boble under Søvndal, men det var en boble på een lang nedtur fra 90'erne!
Uden den indsigt kommer man aldrig ud af krisen, heller ikke selv om partiet ikke sidder i regering, hvad man jo heller ikke gjorde da krisen startede. Der var SF udenfor regering, men parlamentarisk grundlag for Nyrup regeringerne - helt som EL idag!
Desuden overser Trine Pertou Mac m.fl. helt og aldeles, i sin jagt på unge syndebukke, at der i SF er oceaner af gamle medlemmer som er mindst lige så pragmatisk forstoppede og 'regeringsvillige' som de unge, der nu er gået. Tag aktuelt KL bestyrelsesmedlem Jane Findals entydige opbakning til KL i lærerkonflikten, samt partiets grønne Steen Gade fløj, nu igen aktuel med Margrethe Auken som intrigant fortrop, jvf. senest hendes historie forvridende angreb vendt mod Åge Frandsen i Politiken (30/3-13).
Disse adskiller sig IKKE en døjt fra de unge arbejderister, som de jo også allierede sig med ved partiets Landsmøde og formandsvalget sidste år, inklusiv næstformand Mette Touborg. De hælder bare for de flestes vedkommende mere til det fisefornemme R i stedet for S.
Men det har man hos Trine Mac & Co. åbenbart lykkeligt fortrængt!
Og som en kommentar på Information lyder: "Gøgeungerne" talte i det mindste ikke sort, var fuld af energi og forsvarede både den linje, der var vedtaget, og den praktiske politik!
Sagen er jo, at årsagen til at 'de unge' fik (for megen) magt OG fik lov at gå planken ud må have været en partikultur, ved siden af Gade/Aukens rene pragmatisme og Søvndal/Sohns magtcentralisme, som partiet allerede var svanger med tilbage i min tid i midt/slut 90'erne, og hvis hovedindhold efterhånden var blevet, det tilbagelænede, selvtilfredse, bongo SF med revolutionære paroler anvendt til lidt selvbekræftigelse udi egen fortræffelighed og især måske andres mangel på samme, samt til afsyngelse ved festlige lejligheder, samtidig med lidt praktiske smuler hentet i den konkrete parlamentariske politik langt fra de revolutionære paroler og mestendels uden nogen sammenhæng hermed.
I sådan en sammenhæng er det ikke så underligt, at unge ambitiøse mennesker uden megen erfaring, udover hårdtslående SFU politisk fortid i bagagen, bakket op af pragmatisme og gammel 'DKP centralisme', har haft (alt for) let spil. Men det kan man jo ikke udelukkende laste disse unge politiske mennesker for og gøre dem til syndebukke for 'de gamle' SF'eres forsømmelser, og de modsætninger der i årevis havde ligget og stadig ligger ufordøjede hen i partiets politik og kultur.
Så hvis udgangen på partiets svanesang bliver tilbagevenden til dette, ja så kan det jo nærmest være helt ligegyldigt, deri kan en Margrethe Auken såmænd have ret, men helt uden indsigt i eget ansvar for SF's fatale mangel på alternativ politisk retning og program end den rendyrkedet 'SR pragmatisme', - og så bliver det formodenlig enden på historien!
Hovedproblemet og fællestrækket hos såvel 'arbejderister' som traditionalister og grønne i SF (og hos EL med for den sags skyld!) er, at det politiske ambitionsniveau i den konkrete parlamentariske politik er så ufatteligt lavt og helt styret af og underlagt muligheder og forholdet til S med manglende markant og selvstændig politisk profil og ageren til følge.
OG når man så som Søvndal & Co. med dødsforagt handler og kaster sig strategisk ind i et regeringsprojekt, ja så er man så ufatteligt dårlig forberedt politisk med hensyn til, hvad man vil, hvor ens politiske grænser går osv., og ikke mindst hvad man er oppe imod af politiske partnere og/eller modstandere.
Resultatet er, at det ser ud til at være blevet et mål i sig selv, både under Søvndal og nu under Vilhelmsen, at vise, ikke bare at man kan tage politiske tæsk, men hvor mange man kan tage, tilsyneladende for at overbevise ikke bare omverdenen men også sig selv om, at man er såkaldt regerings duelig. Ikke ved at man kan forandre noget eller gøre en forskel på noget som helst, men at man kan stå inde for det bestående og tage en ordentlig røvfuld samtidig, ved at være med til at uddele en sådan til de fattige og samtidig stryge de velbjærgede med hårene!
Denne masochistiske måde at argumenterer på svarer mentalt helt til ulven/Løkke kommer argumentet, hvor tingene på samme måde vendes helt på hovedet. Jo mere borgerlig politik S-SF gennemfører jo mere fast sidder de i sadlen, fordi frygten for hvad den ladeport forræderiet åbner for vil kunne betyde med en Løkke ved roret nærmest passiviserer EL og resten af venstrefløjen.
Begge dele tjener imidlertid kun som legitimering af den nuværende regerings fortsættelse - med at lave blå katastrofe politik - uden mulighed for at bruge, det eneste effektive middel venstrefløjen har tilbage, at true med og være villig til at vælte regeringen, hvis de ikke forlader Venstre og retter ind til venstre!
Samtidig har denne adfærd eller håndtering af direkte eller indirekte medansvar for regeringens samlede politik og/eller for dens fortsættelse på taburetterne et massivt element af ansvarsforflygtigelse over sig.
SF vrider og vender sig under åget og signalerer, til den underklasse det går ud over, i bedste forældre stil, at det gør mindst lige så ondt på os at uddele tæskene, som det gør på Jer at få dem! Og at vi mener, man godt kan være i regering på halv tid på samme vis, som at være halvt gravid.
Og EL undslår sig på samme vis sit ansvar med at medvirke til cirkus'et, ved samtidig hændervridende at levere tomme trusler, formodentlig vidende om, 'at hæleren er (næsten) lige så god som stjæleren', og påstå at regeringen har mulighed for at gå til venstre eller til højre. Hvorefter EL ved FL 2013 marcherer så langt til højre, at forskellen til et forlig til højre indsnævres til stort set at betyde et ½års udsættelse på massakren af de arbejdsløse.
Følgelig kan kun en grundlæggende fornyelse af hele venstrefløjen skabe ny dynamik og politiske muligheder, men det er der for indeværende meget lidt håb om, fordi konservatismen som artig lillesøster til S sidder alt for massivt fast, som hele venstrefløjens identitet!
http://www.garps-verden.com/2012/10/ridderen-af-den-bedrvelige-skikkelse.html
http://www.garps-verden.com/1996/10/bestiltoplg-til-hb-mdet-26-2710-96-om.html
http://www.garps-verden.com/2013/02/fortlbende-analyse-af-venstrefljen-og-sr.html
http://www.garps-verden.com/2012/10/en-ny-selvbevidst-venstreflj-af-frie.html
http://www.garps-verden.com/2013/03/sf-historien-gentager-sig.html
http://www.garps-verden.com/2012/04/fs-frie-socialister.html



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.