lørdag den 28. september 2013

Den borgerlige stat!

http://modkraft.dk/blog/esben-b-gh-s-rensen/staten-som-herskende-klasse

Ak ja strukturalisten Althusser og produktionsmåde og basis-overbygning cirkus'et har da ikke levet helt forgæves, inden manden personligt gik bananas. Så nu forsvandt klasser og klassekamp endnu engang helt ud af analysen ikke blot som en historisk hoveddrivkraft, men nærmest som ikke eksisterende i forhold en ahistorisk struktur og funktionalistisk tilgang til analysen.
Kapitalen styrer, altså er staten kapitalens instrument som herskende klasse an sich så at sige (!). Det skal ikke eftervises men antages a priori, og så handler det bare om deduktivt at komme fra denne påstand til noget, der skal forestille virkeligheden, men hvor klasser her i bedste fald er reduceret til statister i værste fald slet ikke eksisterer i forhold til staten, men måske til nød som udenomsparlamentarisk aktør - og det er måske også meningen, hensigten med analysen, at EL skal nå frem til en ensidig strategi med fokus på udenomsparlamentariske aktioner og folkelige bevægelser mv?
At en politisk struktur (ex. en stat) har en rationel funktionsmåde over for de kapitalistiske produktionsforhold er () hverken historisk eller analytisk tilstrækkeligt til at forklare dens eksistens eller udviklingsretning! Det er ikke nok at bestemme funktionens ”objektive” nødvendighed, som forklaring på deres eksistens. Denne ”objektive” nødvendighed behøver ikke at resultere i, at funktionernes udøves, resultatet kan lige såvel være ødelæggelse af den samfundsmæssige sammenhæng, der behøver de pågældende funktioner.
Det hedder således i indlægget: "Statens funktion er i dette perspektiv at sikre en vis stabilitet i det kapitalistiske system. Staten er ikke et rent instrument for kapitalen, men besidder nærmere en central funktion i det kapitalistiske system, således dette system fungerer så effektivt som muligt."
Hvor fanden undskyld kommer den effektivitet fra, hvilke sociale, historiske kræfter og klasser har skabt og tilsikrer denne og dens fortsatte reproduktion?
Det hedder: ”Den moderne stat er derimod udskillelsen af en separat politisk sfære, der producerer en politisk herskende klasse med egne interesser, der står overfor resten af befolkningen, som den forsøger at regere over.”
Og videre hedder det om samfundets fordobling: ”en adskillelse gennem hvilken den moderne stat har præsenteret sig selv som en neutral forsikrer af frihed, men som i virkeligheden blot er en herskende klasse med egne partikulære interesser.”
Det borgerlige samfunds fordobling i økonomi/politik (stat) bliver her til en abrupt adskillelse, hvor den herskende klasse så kan/har erobret staten eller ER staten. Rent postulat! Har vi så to herskende klasser Staten og Kapitalen eller hur? Forholdet mellem økonomi politik eftervises ikke men postuleres.
Udskillelsen af en separat politisk sfære er derimod flere århundreder gammel og er en gradvis proces/revolution som et historisk resultat af opgøret med feudalismen i Vesteuropa med de såkaldt borgerlige revolutioner som brudpunkter.
Dvs. en historisk FORUDSÆTNING for kapitalens gennembrud og dominans (formidlet over de agrare- og industrielle revolutioner mv.) - OG ikke omvendt. Det er IKKE kapitalen der har skabt denne relative adskillelse mellem økonomi og politik, men historisk klassekampen, de folkelige bevægelser med bønder og arbejdere, der gradvist har fravristet overklassen staten som dens instrument til direkte udbytning og udpumpning af merarbejde, som det var tilfældet under feudalismen, (hvor en adskillelse økonomi-politik kun teknisk formelt er analytisk meningsfuldt).
Den borgerlige stat er stadig (i dag) en klassestat (og IKKE klasseneutral), men forstået på den måde at kapitalen sætter rammerne for selv en demokratisk stats ageren, men det er IKKE det samme (for folket/arbejderklassen), som at den herskende klasse besidder staten som direkte udbytninginstrument (feudalsamfundet) eller som borgerligt diktatur (england i 19.årh.). Der er sagt lige ud fanden til forskel set fra arbejderklassens og demokratiets (!) standpunkt!
At EBS så har ret i, at der historisk er blivende tendenser til at kapitalen søger at fjerne dette eller reducere denne relative adskillelse – udmøntet i det folkelige demokrati de seneste 100 år – og gennemtvinge sin direkte magt i og over staten er en anden sag, men det er netop udtryk for klassekampens udvikling historisk og IKKE udtryk for, at kapitalen har erobret statsmagten a priori som en anden feudalherre eller absolutistisk hersker.

På det metateoretiske plan er det nødvendigt for bestemmelsen af den borgerlige stat på én gang at fastholde totalitetsbetragtningen samtidig med, at der inddrages en stor mængde historisk og teoretisk materiale. Totalitetsbetragtningen skal således opretholdes samtidig med, at lade den konkrete historiske virkelighed komme til orde, uden tab af dens specificitet, men tværtimod beriget af dens placering i totaliteten.
Den borgerlige stat eksisterede historisk efter de borgerlige revolutioner, som medfører en social henholdsvis politisk-retslig omvæltning, i kortere eller længere interval på en materiel basis, der ikke kan siges at være den kapitalistiske produktionsmåde.
Følgen af dette er bl.a., at den a priori antagelse eller skematik, der ses hos både kapitallogikere og strukturalister, at den borgerlige stats afgørende bestemmelser, dens ”særskilthed" mv. kan reduceres til at udspringe af den kapitalistiske produktionsmåde, hvilket samtidig medfører, at den borgerlige stat mere eller mindre rigidt opfattes som borgerskabets (kapitalistklassens) stat-instrument, at denne antagelse ikke kan opretholdes. Det er ikke videnskabeligt forsvarligt udfra det historiske forløb, a priori at antage, at den borgerlige stats grundlæggende bestemmelser nødvendigvis alene skal findes udfra kapitalkredsløbets logik og de sociale kræfter – kapitalistklasse og arbejderklasse – som de direkte udspringer heraf.
Dette betyder selvfølgelig ikke, at kapitalkredsløbet og de sociale kræfter der udspringer heraf ikke har haft afgørende indflydelse på den borgerlige stats udformning, karakteristika mv, men det betyder, at man ikke a priori kan udelukke, at ikke-kapitalistiske kræfter også har haft afgørende indflydelse på den borgerlige stats specifikke karakteristika og udvikling.
Heraf følger yderligere, at den a priori antagelse af den borgerlige stat, som i en eller anden forstand borgerskabets stat, dets instrument heller ikke lader sig opretholde, idet det ikke kan udelukkes, at ikke-kapitalistiske og principielt hermed også anti-kapitalistiske kræfter - herunder selvfølgelig arbejder klassen - har haft afgørende betydning for den borgerlige stats opkomst og udvikling.
Også i moderne borgerlige demokratier ligger grundlaget for den karakteristiske dualisme økonomi/politik, ikke i kapitalens lovmæssigheder, men tværtimod i ikke-identiteten og modsætningsforholdet mellem netop kapitalens lovmæssigheder og de samfundsmæssige kræfter, der står bag det borgerlige demokrati og demokratiske krav overhovedet.
Det borgerlige samfunds fordobling i samfund og stat eller den relative adskillelsen af økonomi og politik er IKKE en udvikling, der ligger i kapitalkredsløbet eller -forholdet, men i den særegne kombination af historisk institutionaliseret folkelig modstand mod udbytningen, som for eks. det repræsentative borgerlige demokrati men også fagforeninger mm., samtidig med opretholdelsen af udbytningssystemet, som kapitalismen som produktionsmåde levner mulighed for - men ingen garanti for (!) - i modsætning til tidligere (feudale mv.) produktionsmåder.
Den borgerlige stat er stadig en klassestat (og IKKE klasseneutral eller et tomt kar), men forstået på den måde at kapitalen sætter rammerne for selv en demokratisk stats ageren, men dette er IKKE det samme (for folket/arbejderklassen), som at den herskende klasse besidder staten som direkte udbytningsinstrument (feudalsamfundet) eller som borgerligt diktatur (England i 19.årh.). Der er sagt lige ud fanden til forskel set fra arbejderklassens og demokratiets (!) standpunkt!
Denne tilgang mener jeg samtidig har den styrke, at den kan rumme og forklare, at den borgerlige stat og det borgerlige demokrati meget vel kan ændre sig - som vi ser konturerne af her under krisen med den såkaldte konkurrencestats styrkelse og velfærdstatens deroute - udfra klassernes historiske styrke, og at denne ændring kan indfanges uden at forfalde til instrumentalisme eller det tomme kars illusioner.

"Grundopfattelse 1), hele forestillingen om 'det liberale demokrati' ,er iøvrigt dybt problematisk fordi liberalismen både i sin teori og i sin praksis længe bekæmpede demokratiseringsprocesserne. Og dette gjaldt i endnu højere grad de konservative partier, der oven i købet i en bestemt fase af Europas histore allierede sig med fascismen. Det var først udfaldet af 2. verdenskrig der banede vej for en borgerlig akcept af 'demokratiet', "(Curt Sørensen, Modkraft anf. skrift)
Det kunne jeg ikke have sagt mere præcist som argument for, at det IKKE er borgerskabet der er den dominerende sociale kraft bag det såkaldt borgerlige demokrati men de folkelige bevægelser:
Udskillelsen af en separat politisk sfære er flere århundreder gammel og er en gradvis proces/revolution som et historisk resultat af opgøret med feudalismen i Vesteuropa med de såkaldt borgerlige revolutioner som brudpunkter.
Dvs. en historisk FORUDSÆTNING for kapitalens gennembrud og dominans (formidlet over de agrare- og industrielle revolutioner mv.) - OG ikke omvendt. Det er IKKE kapitalen der har skabt denne relative adskillelse mellem økonomi og politik, og dermed forudsætningen for etablering af borgerligt demokrati eller demokrati overhovedet! Men historisk set klassekampen, de folkelige bevægelser med bønder og arbejdere, der gradvist har fravristet overklassen staten som dens instrument til direkte udbytning og udpumpning af merarbejde, som det var tilfældet under feudalismen, (hvor en adskillelse økonomi-politik kun teknisk formelt er analytisk meningsfuldt).
Det borgerlige samfunds fordobling i samfund og stat eller den relative adskillelse af økonomi og politik er IKKE en udvikling, der ligger i kapitalkredsløbet eller -forholdet, men i den særegne kombination af historisk institutionaliseret folkelig modstand mod udbytningen, som for eks. det repræsentative borgerlige demokrati men også fagforeninger mm., samtidig med opretholdelsen af udbytningssystemet, som kapitalismen som produktionsmåde levner mulighed for - men ingen garanti for (!) - i modsætning til tidligere (feudale mv.) produktionsmåder.
Vedr borgerskabets problemer med demokratiet se desuden:
http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html
og Curt S.'s artikel som jeg forholder mig til her:
http://www.information.dk/153582

Curt S. hælder, som jeg læser det, allehånde statstyper fra de hel eller halvfeudale stater, som det zaristiske Rusland og det Kejserlige Tyskland over de fascistiske stater til England i 19.årg og USA i 20.årh og til demokratiske stater i dag, med få undtagelser som Skandinavien, Wien og Berlin i mellemkrigsårene, ned i en fælles kasse og bestemmer med en ensartet karakteristik, terminologi og struktur, som i alle tilfælde den herskende klasses stat/instrument, og staten som i alle tilfælde en herskende klasse.
Dette har jeg argumenteret mod ovenfor, og jeg anser det for helt utilfredsstillende såvel teoretisk analytisk som, som grundlag for politisk analyse, strategi og handlinger. At sammenblande (feudal)stater hvor disse er overklassens direkte udbytnings instrument med (kapitalistiske)stater, hvor udbytningen (merværdien) ikke 'uddrives' af staten men i samfundet er i bedste fald temmelig intetsigende.
Ikke desto mindre er denne analyse måde almindelig forekommende i adskillige marxistiske analyser fra sovjetmarxistiske teoretikere til de nymarxistiske strukturalister og kapitallogikere. Meget er disse uenige om, men ikke denne betragtning af forskellige stater og statstyper, som mere eller mindre ’forskelsløse’ instrumenter for den herskende klasse og/eller staten som i alle tilfælde en herskende klasse. Det er uholdbart på alle måder og har været det længe.
”Hele denne betragtningsmåde (som Curt S. åbenbart tilslutter sig?), som skitseret i det foregående (Flatow&Huisken, R.Pittelkow, H.Hochberger, H.Gerstenberger, C. von Braunmühl, A.D. Lublinskaya, B.Porshnev, R. Mousnier, I. Wallerstein m.fl ) har den fælles og afgørende konsekvens, at hele den århundrede lange kamp ført af bønder, arbejdere, liberale borgere m.m. fra før de borgerlige revolutioner til dags dato – til fulde beskrevet af M.Dobb, B.Porshnev, C.Hill, B. Mannning, G.Lefevre, A.Soboul, E.P. Thompson, E.J. Hobsbawn, J. Foster, M.Vester, A. Rosenberg, E. Kolb, G.Lefranc, W.Tormin og mange flere – for at fravriste overklassen kontrollen med statsmagten, nedprioriteres til det ukendelige for dernæst at forsvinde ud af analysen og erstattes af betragtninger, der siger, at nok er der forskel på den absolutistiske stat og den borgerlige stat, på den borgerlige overklassestat i 18.-19.årh. og den borgerlige engelske stat i 20.årh., på den fascistiske stat og den borgerlige parlamentariske stat osv., men i virkeligheden i deres væsen – i sidste instans – osv., er de alle den herskende klasses stat og dermed faktisk i realiteten, i deres væsen ikke særligt forskellige. – Dette er uholdbart! ----
Vi skal således foreslå, at man i stedet for at opfatte den borgerlige stats særskilthed – fordoblingen af det borgerlige samfund i samfund og stat, som udtryk for statens karakter af ”nattevægterstat mv.” (Habermas), samfundsmæssigt subjekt (Revisionisme), borgerskabet/kapitalens direkte instrument (KP-traditionen), eller som en særlig raffineret og skjult form for indirekte klassestat/instrument, den ideelle totalkapitalist, varetager af totalkapitalens interesser eller lign. (nymarxistisk statsteoretikere), så opfatter selvstændiggørelsen, udover som et særligt variabelt historisk observerbart karakteristika ved den borgerlige stat, som ikke kan afledes udfra kapitalforholdet, men på den anden side er begrænset af dette, hvor dette er udfoldet historisk, som udtryk for klassekampen om statsmagtens selvstændiggørelse fra sin status som den herskende klasses instrument.
Dette betyder selvfølgelig IKKE, at den borgerlige stat ikke er en klassestat, det er den i den forstand, at den (bl.a.) er statsmagten i et kapitalistisk klassesamfund underlagt kapitalens logik og de objektive modsigelser i kapitalens udviklingsforløb, men det betyder at statsmagten ikke nødvendigvis er i den herskende klasses hænder, men KAN være det, at klassekarakteren forstået således ikke nødvendigvis kan tilskrives staten i sig selv, men i givet fald må forstås udfra specifikke historiske forhold. Man kan sige det således, at det kapitalistiske samfunds klassekarakter ikke nødvendigvis direkte kommer til udtryk via staten, men først og fremmest via samfundet selv”
”Baggrunden for den borgerlige stat” ’Den samfundsmæssige udviklingsbaggrund for den borgerlige stat og dens demokratiske institutioner i nordvesteuropa fra de feudale samfund til den moderne industrikapitalisme.’ J.Garp, P.Hviid, J.Kielgast, K. Jensen. Kbh.’s Universitet 1980, s.62-63..

Til Garp,
Du skriver , at jeg opererer med to statsopfattelser: Staten som et instrument for den til enhver tid herskende klasses stat og staten som i sig selv en herskende klasse. Det er korrekt. Jeg deler ikke din tredje tilføjede statsopfattelse hvorefter staten fremstår som et i rum og tid fritsvævende neutralt instrument, som 'bare' kan overtages. Staten er altid indsvøbt i økonomiske og klassemeæssige relationer og er iøvrigt selv tillige en herskende klasse. Det er vi reelt uenige om.
Du postulerer så videre, at jeg udelukker de subalterne klassers (for nu at bruge Gramsci's udtryk) fra historien. Det passer jo simpelthen ikke. Jeg giver selv ovenfor nogle eksempler på disses kamp for bla. a almindelig valgret, mod den wilhelmisnke og den zaristiske stat, mod fascismen. Og i hele min produktion gennem årene fra 'Marxismen og den Sociale Orden i 1976 til 'Stat. Nation, Klasse' i dag, 2013 har betydningen af de samfundsforandrende bevægelser og oprør været en gennemgående tråd hos mig, et grundsynspunkt som jeg forfægtede også den gang kapitallogikken og Althusserskolen var moderne.
Althusserskolen opererede med et a-historisk begreb om 'produktionsmåde', kapitallogikerne med et ahistorisk begreb om 'kapitalen' og nu indfører du et ahistorisk statsbegreb. Det er faktisk dig der her låser dig fast i en abstraktion. Mine to abstrakte begreber om staten sammenfatter konkrete historiske kendsgerninger og udviklingsforløb, dit tredje statsbegreb er en postulerende abstraktion uden fodfæste i den konkrete historie.
En krumtap i din argumentation er så videre tesen om en adskillelse i den moderne kapialisme mellem stat og økonomi. Det har da også været en ofte fremført tese i den marxistiske tradition ( blandt andet i den Althusserskole som du ikke bryder dig om!), men den er ikke holdbar, når man igen ser på de konkrete udviklingsforløb. Som allerede Karl Polanyi påviste blev selve det kapitalistiske marked i England etableret på brutal vis ved statsmagtens indgreb. Og hvad ville den engelske kapitalisme have været uden den engelske flåde? I Tyskland, Østrig-Ungarn og i Rusland blev kapitalismen også befordret frem af staten. I hele sit forløb har kapitalismen kun overlevet gennem tilbagevendende statsindgreb. Fascismen var et af sådanne tilbagevendende redningsforsøg. I efterkrigsårene har USA kloden over ved hjælp af en gigantisk militærmaskine opretholdt kapitalismen som system
Stat og kapitalisme har i de konkrete historiske forløb dels samvirket om opretholdelsen af den sociale orden, men samtidig har de også været selvstændige konglomerater af magt og intresser i forhold til hinanden, og endelig hviler de begge på undertrykkelse og udbytning. Dette gælder også den moderne kapitalisme og den moderne stat, trods al retorik og bag om ideologiske konstruktioner så som 'det frie marked' og 'det liberale demokrati'

Til Curt S.
Du skriver: Staten er altid indsvøbt i økonomiske og klassemæssige relationer.
Helt enig, men spørgsmålet er HVORDAN, og dette forhold tilgodeser min tredje opfattelse af staten fuldt ud, selv om du påstår det modsatte, men ikke selv giver et bud, der analytisk giver muligheden for at bestemme forskellige stater og deres relation til forskellige historiske produktionsmåder.
Derimod deler jeg som tidligere nævnt ikke din anden bestemmelse af staten som en i sig selv herskende klasse, medmindre vi snakker feudalstaten, der er det korrekt, men ikke nødvendigvis den borgerlige kapitalistiske stat.
Det er også sigende, at du, som jeg ser det, ikke får adskildt bestemmelsen af feudalstat og kapitalistisk stat, og desuden ikke svarer på mine indvendinger mod denne forskelsløse sammenblanding - alle er de i sig selv den herskende klasse!
OG nok så mange eksempler på flådeangreb, brug af statsmagten til undertrykkelse osv. kan IKKE løse dette analytiske problem.
Derfor er det også notorisk forkert, når du påstår jeg indfører et ahistorisk statsbegreb, uden fodfæste i den konkrete historie. Intet kunne være mere forkert. Her bliver jeg nødt til at sige, det kan du selv være, indtil du giver et seriøst bud på forskellen mellem den feudale stat og den borgerlig kapitalistiske stat! Uden videre at sammeblande disse kan kun ske ved en analytisk skematik, der bortser fra seriøst at inddrage historien og dens forløb!
Og så har jeg sådan set ikke noget mod strukturalismen, bare den ikke står alene men inddrager den konkrete historie, med vægt vel og mærke, og IKKE kun i det omfang denne/historien bekræfter den givne teoretisk analytiske struktur, som det desværre ofte sker(?)/skete!

Til Garp,
Sondringen mellem feudalstat og kapitalistisk stat fremgår klart af min omfattende analyse i Bnd. I, af Stat, Nation, Klasse, som jeg må henvise dig til for videre argumentation. Sondringen må nemlig føres igennem og dokumenteres netop historisk konkret ikke ved a priori at postulere en fritsvævende stat under kapitalismen ( modsat feudalismens sammenvoksning af klassemagt og politisk magt) og holde fast i det gamle dogme -stik modsat al historisk evidens) om en adskillelse under kapitalismen af stat og økonomi. Jeg savner også hos dig et begreb om forskellige regimeformer, deres forskelligheder og deres konkrete og komplekse udviklingsforløb. Så vidt jeg kan se interesserer du dig slet ikke for den virkelige konkrete historie i dens komplekse mangfoldighed.

Til Curt S.
Jeg vil glæde mig - og det mener jeg - til at læse din Stat, Nation, Klasse.
Nu har jeg/vi jo ikke fået udgivet noget, men må så henvise dig til vores speciale *), så vil du kunne se, at det du letsindigt påstår er en a priori påstuleret fritsvævende stat, selv om du burde kunne se, at det, alene udfra det jeg har skrevet, er en grovkornet forenkling, at det er resultatet af en langvarig knapt 900 sider (+ 130 sider tæt skrevet noteapparat samt en 22 sider overvejende historisk litt.liste) historisk konkret og teoretisk gennemgang af "Baggrunden for den borgerlige stat" helt tilbage til feudalstaten.
Og at det netop er denne historiske gennemgang, der fik os til allerede dengang, at gøre op med den firkantede skematiske forståelse af såvel stat, samfund og historie, som var så udbredt i marxistisk (stats)teori, og som åbenbart stadig forekommer i så rigeligt mål.
Det er muligt du alligevel vil mene, jeg/vi tager alvorligt fejl, men så vil du i det mindste i modsætning til nu kunne afvise det på et seriøst og måske velbegrundet grundlag og ikke på de letkøbte postulaters grund.
I betragtning af, at der er gået snart 35 år er det forbløffende, hvor lidt der er sket på området, som jeg ser det, men det kan være, at din nye bog får mig til grundlæggende at måtte revidere denne opfattelse.
Det håber jeg egentlig, ikke mindst for marxismen og realisering af socialismens skyld, for 'Marxismen og den sociale orden', på trods at dens fortræffeligheder, fik mig/os ikke til det på statsteoriens område dengang.
*) se ovenfor, som stadig kan ses på Kbh. Universitets arkiv flyttet til det Kongelige Bibliotek, og som jeg her i min pensionist tid håber i det mindste, at nå at få tid til at få lagt ud på nettet

Til Garp,
Du har ret i at diskussionen vil vinde ved at vi fik læst hinandens værker. Til gengæld ville den så sikkert blive så omfattende, at den kom til at sprænge rammerne her på bloggen.
Her blot, og afsluttende vil jeg sige for mit vedkommende, følgende til opklaring af mine egne overvejelser og tilgang:
Mit teoretiske -analytiske udgangspunkt var en definition af 'merprodukt' 'klasser ' og 'klassestat' ,af 'feudalisme', 'kapitalisme' o.s.v. og en påvisning af statens rolle ved merproduktes udpresning og overførsel, men med den tilføjelse, at staten tillige også selv kunne være en klassestat idet den historien igennem med stor brutalitet og under tilbagevendende folkelig modstand ( læs f.eks. Charles Tilly's grundige analyser heraf) tilegnede sig en betydelig del af merproduktet.
I historiens første store civiliserede samfund, de antike despotier , var staten netop en herskende klasse af præster, bureukrater og krigere. Det samme kan siges om feudalismen med dens karakteristiske sammensmeltning af økonomisk, politisk og ideologisk magt. Jeg var her især inspireret af den engelsk-amerikanske historiker Robert Brenner Det samme var tilfældet i de orientalske despotier og under absolutismen . Som påvist af den canadiske marxistiske historiker George Comninell var staten også under den franske revolution ikke blot et omstridt bytte, men også selv en magtfaktor. Dette var også tydeligt i det zaristiske Rusland, det wilhelminske Tyskland og i det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Det har været tilfældet i Stalins Rusland og Hiters Tyskland og i årene siden 2. verdenskrig i den amerikanske udbredelse og understøttelse af kapitalismen over hele kloden ( jfr. f.eks Noam Chomsky og Chalmers Johnson)
Jeg måtte herunder , i forlængelse af Karl Polanyi og følgende f.eks. Giovanni Arrighi og Ellen Meiksins Wood, modificere den gamle tese om en 'adskillelse' af stat og klasse under kapitalismen. Der havde tværtimod hele tiden i de konkrete historiske forløb været et tæt samspil, hvor staten , som nævnt tillige var en selvstændig herskende klasse. Afspejlende dette forhold har de subalterne klasser gennem historien da også hele tiden ført en dobbeltkamp: mod de økonomisk herskende klasser, men tillige også mod staten.
Jeg fandt at jeg ganske nøje her måtte studere de forskellige historisk konkret udviklingsforløb. Forholdet mellem stat og øvrige herskende klasser ændrede sig hele tiden og var også forskelligt fra land til land. Det var netop det særegne forløb af processerne af socioøkonomisk udvikling og forandring, stats- og nationsbygning og den internationale udvikling, de komplekse vekselvirkninger og 'skæringer', som til enhver tid afstedkom (gennem et i sig selv kompliceret struktur-aktør spil) de givne forhold, som iøvrigt hele tiden var under forandring.
Jeg fandt også ud af at jeg på et langt lavere abstraktionsniveau ( tættere på 'den historiske virkelighed' så at sige) havde brug for ikke blot et statsbegreb med samt typologi, men også for et begreb om 'regeimeformer', 'regimeformer som hele tiden var under forvandling.
Det hele kompliceredes yderligere ved at i lange periode og i store dele af Europa fandt de konkrete udviklingsforløb sted i regioner og lande som ikke havde en kapitalisme, eller også kun tilløb til en sådan ( i Rusland f.eks. ). Jeg kunne altså her ikke bare forlade mig på de mange marxistiske teoretikere der havde analyseret netop 'kapitalismen' ( på det ene eller det andet abstraktionsnivau) , men måtte hele tiden være opmærksom på problemet med mangelfuld udvikling af kapitalisme og mellem kapitalismen og de ikke kapitalistiske 'omgivelser' ( Rosa Luxemburgs klassiske problem).
Det har været umådeligt svært at binde alle disse ender sammen, at spænde fra den abstrakte teori til de historisk konkrete forløb og iøvrigt samtidig løbende seriøst forholde mig til teorier og opfattelser inden for mainstream statskundskaben og sociologien, hvis grundlæggende evolutionisme og ideologiske slagside jeg kritiserede, hvilket naturligvi indebar, at jeg også måtte forholde mig kritisk til eksempler på evolutionisme i den marxistiske tradition.

Til Curt S.
Jeg er enig i, at vi ikke kommer videre for indeværende, og at det ville sprænge bloggen, hvis det ikke allerede er sket!
Jeg vil få læst din bog her til 'vinter' og se at få scannet vores speciale ud på nettet.
I første omgang har jeg uploaded Indholdsfortegnelsen til specialet og sendt den til dig (og Esben) på Facebook. http://www.scribd.com/doc/167714382/Scan-0003
Tak for diskussionen og i øvrigt minder dine sidste overvejelser og problemer meget, om dem vi gjorde os i det kollektiv vi boede i, mens vi skrev specialet over mere end 3år! Så det bliver spændende at genoptage og måske gense problematikkerne!

Så tager vi den een gang til ikke for prins Knud men for Esben Bøgh Sørensen, der skriver: ”Det har jeg skrevet flere gange. Hvis staten selv skal agere som herskende klasse, må det jo kræve en vis form for autonomi.”
Ja, men det er ikke kun den form for autonomi, jeg taler om.
Den form for autonomi, at statsmagten kan og også griber disciplinerende ind overfor og er i konflikt med større eller mindre dele af den herskende klasse, og som du åbenbart ser som udgangspunktet for staten som herskende klasse i sig selv, udtrykker blot, at staten dels ligger under for politiske kampe mellem forskellige grupper og fraktioner af den herskende klasse, forskellige politiske eliter om man vil. Og at staten som resultat dermed skal og måske kan varetage klassens samlede, langsigtede interesser.
Men denne form for autonomi adskiller ikke den borgerlige stat fra den feudale/absolutistiske stat.
Den absolutistiske franske kongemagt for eks. greb ofte ind overfor adelens enkelt medlemmer, grupper af adelen osv., ligesom den borgerlige engelske 'diktatoriske' overklassestat i 19.årh greb ind overfor enkeltkapitaler, grupper af enkeltkapitaler i klassens fælles og/eller langsigtede interesser.
Men den form for autonomi gav i det feudale tilfælde stadig statsmagten som adelens klassestat adgang til som instrument at varetage udpumpningen af merarbejde fra bønderne i form af centrale afgifter (’skatter’), hoveri osv.
I den engelske 19.årh’s borgerlige overklasse stat var udpumpningen af merværdi derimod efter den borgerlige revolution, henlagt til samfundet selv og IKKE til statsmagten. Denne skulle ’bare’ sikre kapitalforholdets etablering og fortsatte reproduktion og eksistens i samfundet. Og dermed var den selvfølgelig en (ofte voldelig) klassestat og IKKE en autonom enhed løsrevet fra økonomien. Selve kapitalforholdet og dets reproduktion begrænsede såvel denne stats struktur og funktioner samt dens autonomi!
Men i modsætning til den absolutistiske feudalstat, hvis form for autonomi IKKE gav bønder, borgere og/eller arbejderklasse adgang til statsmagten overhovedet, hvilket samtidig nødvendiggjorde mere eller mindre voldelige (borgerlige) revolutioner for at gennemtvinge afskaffelsen af statsmagten som overklassens udbytnings instrument, så åbner den borgerlige stat mulighed for (men ingen automatik eller nødvendighed), at arbejderklassen og bønder m.fl. via klassekampe kan tvinge sig adgang til den borgerlige stat og føre samme klassekamp ind i staten. For eks. gennem repræsentativt demokrati og samtidig få varetaget deres interesser via statsmagten, afhængig af styrkeforholdet mellem klasserne både her og i samfundet.
Det fjerner ikke kapitalismen og kapitalforholdet nej, men det er ubetinget en sejr for arbejderklasse, bønder og andre i forhold til selvsagt det feudale tyranni, men også i forhold til forskellige varianter af borgerlige (eller fascistiske) diktaturstater.
Dette er grundlaget for den borgerlige stats (begrænsede) men særlige autonomi, for det der ofte omtales som det borgerlige samfunds fordobling i stat og samfund, (den begrænsede) og særlige adskillelse af økonomi og politik og lignende.
OG politisk betyder det selvfølgelig, at klassekampen både skal varetages indenfor staten samt i samfundet, og at styrkeforholdet mellem klasserne også angiver hvor meget plads folkelige bevægelser kan tiltvinge sig udenomsparlamentarisk.
Det udenomsparlamentariske er IKKE nødvendigvis i modstrid men den borgerlige stat eller det borgerlige demokrati, men kan være det, afhængig af styrkeforholdet.
Det udenomsparlamentariske kan udmærket være en integreret del af det parlamentariske demokrati, som vi så det især i 20’erne og 60-70’erne, der tilsiger ’folket’ vigtige bastioner og funktioner mellem valgene og begrænsninger i det repræsentative magtafkald, men det afhænger også af styrkeforholdet i staten!

EL's politiske himmelfart.

http://modkraft.dk/blog/pelle-dragsted/spil-rligt-kammerater

I sin analyse undgår Pelle bekvemt helt at nævne SF's nedtur som en afgørende årsag til EL's politiske himmelfart de seneste år, startende for alvor i efteråret 2010, hvor SF helt fejllæste folkestemningen i forhold til udlændingepolitikken og pointsystemet og begik den første fatale politiske brøler. Og efter valget i 2011 og regeringsdannelsen er det som bekendt gået slag i slag med nedgang for SF (og S) og opgang for EL (samt V/DF), men det stabile element er, at det man engang kaldte venstrefløjen stadig ligger samlet på et minimum på omkring 14-15% med et max., der ind i mellem nærmer sig 20%.
Det nye er her, at venstrefløjen dermed nærmer sig samme størrelse som S, hvilket som bekendt aldrig er sket før! Det skulle man mene i sig selv ville give anledning til nogle sporadiske overvejelser om styrkeforholdet i arbejderklassen og hos dens aktører, og dermed til nogle ja måske endda ændrede strategiske og taktiske overvejelser - såmænd allerede inden man går til at inddrage den politiske borddækning af borgerlige yndlingsretter serveret og slugt af S-SF i regeringen. Inkluderes den politisk opdækning fra S-SF også, lyder det såmænd ikke helt politisk åndsvagt at meddele, at S-SF ligger som de har redt og må sejle deres egen sø eller lignende, hvis de ikke giver seriøse indrømmelser til EL om en anden økonomisk politik end den neoliberalistiske konkurrencestats politik, de fortsat hylder og lægger op til at fortsætte uændret frem til valget om senest to år!
 At tilgangen til dette udsagn og konklusion, så kommer fra et politisk ståsted, som efter min opfattelse er politisk stationært og håbløst, som det fremgår af Esben Bøgh Sørensens klumme her i Modkraft i al dens instrumentalistiske og firkantede opfattelse af kapital, stat og klasser (hvor sidstnævnte ikke levnes mange ord og politisk betydning!).
Men sat overfor den hændervridende, yderst pragmatiske 'det drypper på degnen' politik, for vi kan ikke gøre andet ellers kommer ulven Løkke tilbage, som EL ledelsen og dens flertal disker op med overfor regeringen nu på slutningen af andet år, helt uden, forekommer det, seriøse strategiske overvejelser mv. og indsigt i, at Løkke allerede er her forklædt som S-SF-R, ja så kan og er EBS & co.'s analyse såmænd fuldt på politisk omgangshøjde.
 Hvad er det politiske projekt for EL flertallet/ledelsen bare frem til næste valg, kunne man spørge? Eller på en anden måde, hvori består den politiske analyse, det politiske ståsted hvor udfra partiets politik, strategi og taktik skal vurderes og bedømmes?
 Hvordan forholder Pelle sig for eks. til det daværende SF's analytiske udgangspunkt fremført af Gert Petersen om en internationalistisk og demokratisk gå på to-ben strategi og doktrin, der skulle gøres grøn og operationel ved at forbinde kortsigtet og langsigtet politik med parlamentarismen som magtcentrum, og med det udenomsparlamentariske som en integreret del af dette!
 OG hvis noget i den stil kunne være anvendeligt eller måske allerede er en del af dele af EL's forståelse, giver det så slet ikke alvorlige politiske panderynker, når man iagttager, hvordan SF har forvaltet dette strategiske udgangspunkt, og hvordan denne forvaltning har ført til overhaling af S's gamle højrefløj, som den så ud i 80'erne, højre om? Med det resultat at hele den traditionelle socialdemokratiske arbejderbevægelse nærmest ligger i ruiner nu.
 Sagen er, som jeg ser det, at dette entydigt er resultatet af politisk forsømmelighed og manglende evne og vilje til fra 1990 at få udmøntet GP's summariske internationalistiske og demokratiske gå på to-ben doktrin og få gjort den grøn og operationel ved at forbinde kortsigtet og langsigtet politik med parlamentarismen som magtcentrum, og med det udenomsparlamentariske som en integreret del af dette. OG vel at mærke at tage de nødvendige og uundgåelige politiske opgør i den forbindelse både parti internt og eksternt!
Denne mangel på politik udvikling gennem mange år, er den egentlige årsag til, at det nærmest som en logisk nødvendighed er endt for SF, der hvor det parti befinder sig nu. Det er således ikke nogen politisk tilfældighed, at partiet er endt på en glidebane, hvor hele partiledelsen opfattede partiet som et socialdemokrati nr.2, som så at sige bare manglede at springe ud af skabet!
I dagens politiske realiteter her små 25år efter forudsætter det, som jeg ser det, et politisk opgør med socialdemokraterne og/eller i mindste mål en nytænkning og -formulering af det som dengang blev formuleret som dannelsen af et såkaldt arbejderflertal mm.
 Formodentlig er der en del af EL, der 'korser sig' ved dette, fordi for dem er dette absolut ikke et "EL tilbage på sporet" måske tværtimod, men er det for andre i partiet et spor, der kan undersøges og eventuelt følges, forhåbentlig med bedre held eller rettere politiske evner end for SF?
 Eller hvad er så alternativet, for den nuværende springen fra tue til tue i form af dag til dag pragmatisme ender uvægerligt efter min opfattelse kun et sted - i SF's fodspor på glidebanen?