mandag den 26. maj 2014

EL efter EU-valget

Sidste: Gallup 7/6-14, SF 7,9%, El 7,1%!
EL er fanget i en knibtang mellem sin gamle mangeårige 4-5% tilslutning og de dermed etablerede politiske 'unoder' fra en politisk Tornerose søvn, i form af selvtilstrækkelig revolutionær bragesnak og udenomsparlamentariske illusioner og forventninger om de folkelige bevægelsers 'genopstandelse', der så kan udføre det hårde og beskidte arbejde, man selv bekvemt har kunnet slippe for i mellemtiden, iført den ældgamle 68 sakrale messen: ”vi er imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring”, så man i det mindste kunne vaske sine hænder og erklære, at man skam ikke havde syndet i det politiske liv ved et eventuelt møde med sin Marx inden det store folkelige brag blev udløst.
Den anden del af knibtangen er det såkaldt moderate EL's manglende vilje og evne til et opgør, ikke så meget med 4-5% bevægelsen i egne rækker, men med risikoen for og den allerede begyndende SF glidebane ved, ikke at underordne sig SF slet ikke, men ved ikke at turde og eller evne at tage det helt nødvendige opgør med socialdemokraterne – og/eller rettere med SR alliancen med eller uden SF på slæb.
Et opgør der som det eneste ville kunne skabe stabil og varig plads og opbakning til et reelt fornyet venstrefløjsparti med en ny orientering og opblødning omkring og af det gamle skisma mellem reform og revolution. En nyorientering der jo hverken etableres ved forsøg på som nu at retouchere revolutionen eller reformerne væk, som det forsøges respektivt af partiets to fløje. Derimod skal de to begreber og deres politiske indhold strategisk forenes og udmøntes i form af politisk konkrete forslag og handlinger og IKKE fjernes eller ophæves i en politisk tomhed tømt for indhold!
Havde man evnet og turdet det, altså tage opgøret med SR – helt enkelt ved for længst at true med og været villig til at vælte den neoliberalistiske S-SF-R regering på dens uligheds skabende økonomiske politik, hvor der har været nærmest et utal af muligheder startende med skattereformen forår 2012, ja så havde det været meget nemmere at udstille 4-5% gruppens manglende politiske potens i forhold til egen - i den virkelige verdens politiske magtkampe.
Nu er EL så ved at komme i den situation, især efter SF tumultagtige exit fra regeringen og følgende desperate forsøg på at få sig stablet på benene igen, at det momentum EL har haft siden før valget 2011 ser ud til at være ved at løbe ud og ende i et regulært politisk håndgemæng med SF, til skade for hvad der måtte være tilbage af den såkaldte venstrefløj, når FT valget senest 2015 oprinder.
I dette slagsmål fører SF allerede 1-0 på EL's håbløse ageren i forbindelse med den manglende selvstændige opstilling til EU-valget, som Pelle Dragsted allerede tydeligt har anført. N 8,1 mod 10,9 til et politisk nedhamret SF anført af en næsten 70årig bedstemor med slag i! Hallo at betegne det nederlag som en sejr kræver Thorningske evner og dimensioner!
Og om SF tager stikket hjem med 2-0 i forbindelse med de kommende forhandlinger om beskæftigelsesreformen, herunder de begyndende rivaliserende tilnærmelser til DF kombineret med forsøg på af al magt at få skubbet EL ud af et kommende forlig, som SF formanden allerede aggressivt og logisk nok har startet for at kæmpe sig tilbage først og fremmest på EL's bekostning, ja det får vi se i den nærmeste fremtid.
Om tiden allerede helt er forpasset for EL og momentum tabt, ja det må tiden også vise, og det vil vise sig snart. Evner EL's moderate centrum ikke at vise sig duelig i det parlamentariske hundeslagsmål i og udenfor Christiansborg med SR og SF, men i mangel af en bæredygtig ny politisk strategi på mellemlangt sigt for partiet, som man ikke har nået at udvikle, fortsætter som hidtil med den totale mangel på parlamentarisk potens. Og udsigten til dette er indlysende, da de manglende tiltag tidligere nu viser sig som vanskeligere vilkår med et SF i fri dressur. Og så ligger det lige for at ende tilbage ikke kun sammen med og i lommen på 4-5% gruppen, men tilbage til de historisk velkendte 4-5% vælgertilslutning!
se også: http://www.garps-verden.com/2013/09/els-politiske-himmelfart.html

søndag den 11. maj 2014

Frynseretning og revolutionære reformer kan godt forenes!

Jeg har ikke de store erfaringer med rotations princippet, hverken i EL eller andre steder, men tror det har nogle klare fordele men også et par ulemper, som med det meste i denne verden!
Derimod er jeg ret overbevist om, at det afgørende er, at en HB et FU med den afgørende magt er en forudsætning for, at MF gruppen og ansatte ikke løber med det hele, og det gælder med/eller uden rotation i og udenfor EL!
OG det helt afgørende er politikken, hvor EL ikke kommer meget ud af stedet, som jeg ser det. Der er tilsyneladende to grupper der, som det ofte ses, ikke blot holder hinanden i skak men samtidig bekræfter og fasholder partiet i samme ubevægelige og umulige position.
Da den ene gruppe - fra min udkigspost - holder fast i staten som borgerskabets klassestat og derfor ikke kærer sig meget om det parlamentariske arbejdes vigtighed, men satser meget på det udenomsparlamentariske, de folkelige bevægelser, som det i det mindste her til lands er noget svært at få øje på. Det er derfor sværmeri a la VS/SAP/IS i 68 i min optik.
Ja så kan den anden gruppe passe sit parlamentariske arbejde - som værdsættes efter fortjeneste og somme tider over! - uden at ændre en tøddel ved den (historisk) fastlåste afhængighed af at hænge uforanderligt fast i socialdemokraternes skørter, selv om partiet kun opnår fra ingen til ubetydelige resultater heraf. Det hele med henvisning til, at ulven Løkke ligger og lurer for at komme til og føre den samme politik som sosserne +/- 10%.
Tænk sig, at et såkaldt socialistisk parti nu på 3.år lader sig jage rundt i manegen, og lader sig pisse på politisk igen og igen i en uendelighed, oven i købet som parlamentarisk grundlag for den regering, der permanent foretager afpisningen. OG det UDEN af det fremkalder hidsig diskussion og voldsom modstand i partiet - jamen det er da utroligt og imponerende på samme gang - så i forhold til dette problem, er diskussionen om de rette partidemokratiske fremgangsmåder for at komme i medierne osv, det rene flueknepperi - altså efter min opfattelse!

Derimod er min pointe om den fastlåste situation de to hovedgrupper fastholder hinanden og partiet i, at det uvægerligt vil ende galt - mest sandsynligt som et SF da capo.
Den utopisk revolutionære gruppering med en analyse i baglommen om staten som en borgerlig klassestat ønsker qua dette ikke, at partiet kaster sig fuldgyldigt ind i det parlamentariske arbejde, og bl.a. hermed opgiver den gamle VS parole om den mindste forbedrings lyksaligheder og den mindste forringelses syndefald,
Derfor kan denne gruppe leve med et halvhjertet parlamentarisk arbejde som nu, hvor der ikke tages for meget medansvar for (stor) politikken her og nu, men hvor det accepteres at rette parlamentariske frynser, og dermed kunne vedligeholde drømmen om det store folkelige engangsknald eller lignende. Og skulle man møde Vorherre forinden denne eller disse store folkelige begivenheder, så kan man i det mindste vaske sine hænder og fremføre, at man aldrig har syndet!

Den pragmatiske gruppe (med MF'ere og ansatte i spidsen), tilsyneladende med en (fejlagtig) opfattelse af den borgerlige stat, som en mere eller mindre neutral instans, hvis karakter først og fremmest afgøres af klassernes indbyrdes styrkeforhold, og som styrer politikken i parlamentet i dens konkrete men 'selvpålagte' stærkt begrænsede omfang og karakter som fremført, bliver mere og mere integreret i den position i det parlamentariske arbejde og affinder sig med dette, som det fremgår af de sidste 3år, men også tidligere. En position der fremskynder og styrker pragmatismen, som væsentligste rettesnor og som før eller siden uvægerligt og nærmest med statsgaranti vil ende i et SF da capo!

Kunne de to grupper forenes i på den ene side at gøre sig klart, at de små reparationernes tid er definitivt forbi, at frynseretningens tid er endegyldigt forbi, at der skal mere til, at de revolutionære reformers tid allerede er ankommet, at pragmatismen altså må være revolutionær.
Man kan sådan set bare nøjes med at læse lidt i avisen Information af Jørgen Steen Nielsen om klimakatastrofens aktualitet, og af David Harvey's marxistiske kritik af Thomas Pikettys allerede berømte bog, for dens helt utilstrækkelige socialdemokratiske skatte-løsninger (Moderne tider 10-11 maj/14 s.24-25) på den eksploderende ulighed, samt af hans (Harvey's) pointering af aktualiteten af Marx's to basale begreber om: brugsværdi og bytteværdi – for om muligt at blive overbevist om den revolutionære nødvendighed nu, som Per Clausen i øvrigt understregede sidste sommer!

OG på den anden side bruge styrken i parlamentet som rambuk for den styrkelse af de folkelige bevægelser, der udover enhver tvivl er nødvendig, ved at konfrontere staten, parlamentet og først og fremmest socialdemokraterne med kravet om revolutionære reformer her og nu!
Dvs. at opgive enhver snik, snak om ulven Løkkes ankomst som undskyldning for ikke at stille regeringen stolen for døren og om nødvendigt at gøre klar til en valgkamp, hvor den undrende befolkning for en gang skyld informeres om de reelle forhold i jernindustrien, i stedet for løgnagtigt at bilde befolkningen ind, at regeringen med en gennemført borgerlig såkaldt vækstplan (se Lars Trier Mogensens omtale af samme i Information weekenden 10-11/5-14), nu tager et skridt i rød retning! En ødelæggende og vildledende 'løgnehistorie' i forhold til den faktiske situation i kapitalismen her og nu og 'world wide', og beregnet til ren frynseretning i stedet for at kombinere det med revolutionær reformistisk politik fremført og gennemført i parlamentet med et voksende(!) folkeligt rygstød udenfor!
Marx efter Hegel: "Hic Rhodus, hic salta" (Her er Rhodos, spring nu!) - altså omsæt revolutionær bragesnak til praktikken i virkelighedens verden her og nu!
http://www.garps-verden.com/2012/10/en-ny-selvbevidst-venstreflj-af-frie.html