søndag den 30. november 2014

A pro pos "1864": Her det virkelige, familiemæssige 1864 mm.!

Her så oldefar med frue ca.1885, Hans Peter Hansen gift med Ida Henriette Corvinius (ungarsk navn). Kvartermester på admiralsskibet fregatten Niels Juhl i slaget ved Helgoland 1864! Den anden fregat der deltog i slaget var fregatten Jylland (nu liggende i Ebeltoft).
Spg. er om han allerede er blind her på billedet fra 1885? Han sejlede koffardifart (efter marinen) på Island i en årrække som skibsfører, men pådrog sig en øjensygdom der og blev efterfølgende blind. I min farfars dåbsattest 23/9-1890 er faderen i hvert fald opført som fiskehandler (og i en afskrift fra 1914 som fhv. Skibsfører), og senere fik han (vist nok?) en børstenbindervogn - udstyret var en del af hans pension fra marinen. Han døde i 1901 63 år gammel. Min farfar var 'hans øjne' allerede fra 4 års alderen ved fiskevognen/boden på Gl. strand.
Min oldemor fik en rulleforretning før hans død, som min farfar så gik med rulletøj fra og blev drillet af 'de store drenge', der ind imellem også muntrede sig med at vippe det rene tøj af vognen! Hun/de havde 10 børn (9 drenge og en pige) plus et par aborter, som hun blev alene med fra 1901, men flere var allerede voksne der. Hun døde i 1928, da var min far 14 år, 82 år gammel - sej kvinde!
Min farfar var det yngste barn, hvor faderen så var 52 år og moderen 44 år, så det var vel sidste udkald. Iflg. ham selv var han den niende søn af en flådeofficer, hvilket betød at kongen (det må have været Chr.d.9), stod fadder til sønnen, altså min farfar. Jeg har nu ikke set noget bevis på det, men historien er da meget god uanset sandhedsværdien!
Lise Follin Garp: Iflg kirkebogen står Kong Chr 9 fadder til farfar.
Her er hun min oldemor i en moden alder, formodentlig fra engang i 1920'erne eller lidt før - en sej kvinde!

Her min farfar Edvard Suenson flåden ca.1910, til højre på De vestindiske øer 1908, dengang danske, ifølge hans Søfartsbog med orlogsskonnerten Ingolf (en såkaldt krydser af 3.grad)! Min farfar havde navn efter admiral Edouard Suenson på fregatten Niels Juhl i slaget ved Helgoland 1864, hvor min oldefar deltog som underofficer.
Min farfar var i marinen fra 1904 til 1921 først på 'Elevskolen' og siden som konstabel og underofficer (underbådsmand) og telegrafist. Da marinen kun havde to af slagsen, blev han tvunget til at fortsætte i flåden grundet 1.verdenskrig, selv om han ville have stoppet allerede i 1914.
Iøvrigt meldte han sig ud af folkekirken 15/9-1915 som 26 årig, kan jeg se! 'Knæk Sablen - Bryd Kronen - Styrt Kirken', som han senere yndede at proklamere, og 'jo ældre jeg bliver des rødere bliver jeg', hed det på hans gamle dage til flere familiemedlemmers og venners hovedrysten, men ingen sagde ham imod. Det er åbenbart herfra, han havde det: https://www.flickr.com/photos/statensarkiver/7098725511/
Man sagde ham iøvrigt sjældent imod - den militære opdragelse fornægtede sig ikke, selv årtier efter, ligesom tøj og sko stod til højre ret, skoene blank pudsede til at spejle sig i, også da han blev alene som 70 årig! Han blev 82 år og døde i december 1971 - en hugaf af den gamle skole!
Jeg besøgte ham de sidste år (1969-71) på 'Frederiksgården' fra studenter kurset på Toftegårds plads, inden jeg skulle på arbejde, hvor han flyttede hen 'sammen med en masse gamle', som han sagde. Der blev jeg budt på kaffe, sherry, småkager og cigar/cigaretter, og så kunne han 'fortælle', så det var en fornøjelse.
Jeg mødte ham engang i Søndermarken, jeg tror han gik over for at se, om jeg var på vej. Det var vinter og meget glat. Han havde som sædvanlig stok med, 'hvis de der unge lømler nede i gården er for frække, så får de en med stokken', men jeg var alligevel nervøs for ham i det glatte føre iført galocher kombineret med de godt 80 år. "Pas nu på du ikke går og falder" meddelte han så, jeg var 26 år!
Og her så fire generationer min far til venstre og så farfar med slips og manchetknapper selv i sommmervarmen (!) og med Ole på skødet og mig selv til højre, taget i haven hos min far og mor 1969. Farfar er 80 år her, min far 55, jeg 25 og Ole knapt 1½ år:

se også: http://www.garps-verden.com/2014/12/bornedal-1864-og-idioterne.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.