søndag den 20. december 2015

Om personalebehandling og sammenhængen mellem ansvar og magtbeføjelser!

Jeg hørte igår Asger Åmund i radioen med Stine Bosse diskutere EU flygtninge og overnational ydre grænsekontrol, hvor jeg til min overraskelse var enig med Åmund (og Bosse) om nødvendigheden af dette, og hvor Åmund om sagen bl.a. sagde, at ansvar skal følges op af beføjelser (magt), for at det giver mening, ellers kan det være ligegyldigt.
Jeg kom her til at tænke på, uden dybtgående kendskab og derfor måske uretfærdigt, at jeg faktisk hellere ville have sådan en gammel hanbavian som Åmund som chef end de der 'bløde' chefer som Christian Jensen syntes at være, for slet ikke at snakke om Søren K. Villemoes, og som en Annegrethe Felter Rasmussen har været udsat for.
I den private sektor, hvor jeg har været beskæftiget det meste af mit liv i landbrug, elektronik og rederivirksomhed mv. og heraf godt en 15år som mellemleder eller lignende, har der aldrig været tvivl om, at modellen var helt klar: Du får det og det ansvarsområde, som du til gengæld styrer, men klarer du det ikke, så er det ud næsten med dags varsel med en større eller mindre pose penge.
I nutidens offentlige sektor kører man iøvrigt typisk og ofte, så vidt jeg ved og har fået berettet, en helt anden model: Her tildeler man lederen et ansvar, hvorefter man ofte fra toppen mere eller mindre styrer udenom leder/mellemleder direkte til medarbejderne, hvilket var nærmest utænkeligt i den private sektor, jeg kender til, med alskens skrivebords fremstillede kontrol- og spørgeskemaer, udfærdiget af en flok akademikere, der udover at sidde tilpas langt væk til ingen føling at have med den dagligdag de udspørger til, desuden har et yderst begrænset kendskab til den praksis skemaerne gerne skulle referere til, men netop derfor naturligvis ofte ikke gør!
Således følger magtbeføjelser ikke Åmunds anbefaling om at være tilpasset ansvaret, til gengæld fyres lederne så ofte heller ikke med dags varsel på røv og albuer - men respekt om dem, er der vel så måske heller ikke så meget af, så det gør noget?
Et eksempel på den første model indenfor de første par måneders ansættelse eller så, som jeg kender, og som randt mig i hu i forbindelse med Annegrethe Felter Rasmussen sagen:
I et job hvor ansvars området var udskrivelse af regninger og indkradsning af mønter for leverede ydelser, var der gået endog meget kludder i forretningen med fejlbehæftede fakturaer mm, hvorfor kunderne ikke mente det med at betale og slet ikke til tiden, var noget man behøvede. Det gav så anledning til en del konflikter med genstridige kunder, der havde vænnet sig til denne procedure. En af disse (blandt formodentlig flere) blev så så tosset, at han meddelte mig, at han ville ringe til min chef og klage.
Her blev han imidlertid, fik jeg straks at vide af chefen, afvist med den begrundelse, at økonomidirektøren sådan set havde ansat mig til det område, og kunden derfor måtte håndtere den sag med den dertil ansatte. Kort efter ringede kunden igen til mig let slukøret og nu helt afdæmpet og indstillet på at indgå en aftale om afvikling af den gæld, han havde ophobet til firmaet.
Kort forinden denne hændelse havde jeg til min overraskelse pludselig fået besøg af direktøren (CEO), der venligt hilste på mig, satte sig ned og snakkede hyggeligt et stykke tid, for så at rejse sig og stadig venligt, men umisforståeligt fik afleveret sin egentlige besked og formål med besøget, sådan ca. 50km fra hans eget kontor, nemlig en understreget forventning om, at jeg fik styr på butikken sådan set ret hurtigt, da firmaet jo ikke kunne leve med, at kunderne ikke betalte og til tiden for de leverede ydelser.
Som lige for at understrege dette, men selvfølgelig ikke møntet på eller til ære for mig, mødte CFO og HR chefen pludselig op igen kort efter - og igen efter en 50 km's tur, og hilste venligt på mig med besked om de lige skulle nedenunder og så ville komme op igen. Ærindet nedenunder viste sig derefter at bestå i, at give kreditorchefen der et par timer til at pakke sine sager og komme ud af vagten med sit tilgodehavende!
Se her var ren røv at trutte i så at sige. Man kendte regelsættet og blev bakket op af en ordentlig chef, hvis man fulgte det, selv om kunder og andre brokkede sig og klagede til cheferne og måske nogle gange med rette (!) - men uden at chefen straks skulle spille Tarzan på sin ansattes bekostning og vise kunden mv., at han var en fandens karl, der kunne ordne det, en 'umuligus' af en underordnet eller ansat ikke kunne.
Så kunne man til gengæld regne med at blive stillet til ansvar for sit arbejde og sine handlinger efterfølgende, herunder at få at vide, hvis man skulle dæmpe sig lidt overfor kunderne og kollegaer med forøvrigt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.