tirsdag den 21. juni 2016

Nationalismens politiske vanvid!

Et er at europæiske stormagter som Frankrig ved det højreradikale Front National og Tyskland ved ditto AfD eller Storbritannien ved UKIP med et flertal(?) bag sig nu igen kan falde for og i den nationalismens politiske sump, som martrede Europa før 2.verdenskrig med så katastrofale følger.
Det er i sig selv politisk idioti i verdensklasse og i den engelske imperiale udgave oven i købet med et komplet latterligt skær af nostalgi og megalomant drømmeri om tilbagevenden til fortidens storhed.
Noget ganske andet er det politiske og nationalistiske vanvid i, at mellem- og smånationer som Polen og Ungarn ved dets højreradikale regeringer(!) og Holland ved den blonde politiske galning Geert Wilders og hans kumpaner falder for nationlismens katastrofale lokketoner.
Men helt i særklasse i dette galopperende nationalistiske vanvid står så miniputnationen Danmark ved de højreradikale demagoger fra DF, nu med ca. 20 procents vælgeropbakning, OG her med tilslutning fra EL med små 10 procents opbakning i sin helt særegne og politisk rablende venstredrejede udgave af nationalismens hængedynd.
Altså op mod en tredjedel af befolkningen i permanent lalleglad åndelig politisk undtagelsestilstand, og ved særlige lejligheder suppleret op til et flertal af befolkningen, i dette for en miniputnation politisk selvmorderiske lemminge ræs med nationen på ryggen ud over afgrunden!
Hvis ikke det var så tragisk og håbløst uhistorisk - til tider anført af folk som Søren Søndergaard, der alene i kraft af deres alder burde vide bedre - ja så var det jo til at dø af grin af, at EL og deres britiske og svenske pendant tilsyneladende tror, at de efterladt alene med de højrenationale galninge og ultra-liberalistiske ditto har en chance større end en snebold i helvede for at få den mindste politiske indflydelse, som måske endda må udøves fra en Gramsci celle eller det, der er værre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.