søndag den 8. januar 2017

Om politikkens forlængelse med militære midler.

Det er i øvrigt mærkeligt, at selv folk med international indsigt tillader sig at behandle det militær-politiske middel som en sort boks ofte uden nærmere indholds-bestemmelse af indgrebets karakter og politisk-militære kontekst – man er ofte bare enten for eller imod.
Således også med Syrien – som tidligere med Bosnien – hvor det dels er afgørende, om der tales om indgreb med ’boots on the ground’ eller blot militært udstyr til lokale styrker, og/eller luftangreb med eller uden flyveforbuds zoner som civil sikkerhed. OG så om der tales om 2012-15 eller efter direkte russisk militær indgriben efterår 2015.
Det er vidt forskellige militære tiltag i vidt forskellige politisk-militære kontekster.
I sin valgkamp 2000 gjorde Bush junior således et stort nummer ud af, selvfølgelig som et hint til Clinton i Bosnien, Somailia mm, at gå imod enhver form for 'nation Building' som del af militære indgreb - for derefter at satse hele butikken på netop dette i Afghanistan i stedet for i det tilfælde, et mere ’fornuftigt’ ’hit and run’ angreb eller om nødvendigt flere.
I Libyen blev ’hit and run’ versionen derimod anvendt i ren og dermed ubrugelig form med regimeskifte og kaos til følge, men stadig ikke sammenligneligt med hverken kaos'et i Irak 2003 eller Syrien idag!
Og i Irak 2003 blev Saddam Hussein regimet og hele statsapparatet fjernet i et vanvittigt projekt af politisk uduelighed men med overlegen anvendelse af den militære maskine.
I Bosnien lykkedes det derimod USA med en militær kombination af bevæbning af de kroatiske styrker og luftbombardementer af de serbiske styrker at få etableret en om end skrøbelig men nu 20årig holdbar fred i Dayton 1995.
OG i Syrien (som i Rwanda) viste det sig altså lige så fatalt, at USA/Vesten undlod at bruge sine militære muskler og 'politimanden i stedet gik hjem', som i Irak, hvor man gik ind med hele det militære apparat og masser af megaloman ideologi tilsat egennytte, men uden nogen som helst politisk omtanke!
Og således har et idiotisk militært eventyr i Irak sin store andel, ikke kun i IS mm. men også i håndteringen af krigsforbrydere som Assad og siden Putin.
Så selv om Gorm Haste (i ”Kritik af krigens fornuft” og Deadline forleden) har en til flere pointer i at krige i sig selv er langt mere uforudsigelige og komplekse end politikere og militærfolk oftest forudser, så adskiller det sig næppe meget fra politik i det hele taget. Hvorfor det gamle Clausewitz axiome om ”krig er politikkens fortsættelse med anvendelse af andre midler”, stadig holder vand, og derfor at såvel det militære som politiske er ret uforudsigelige midler, men med meget forskelligt og variabelt indhold og i meget forskellige politisk-militære kontekster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle registrerede brugere kan kommentere på denne Blog. Dog gælder:
Tonen må gerne være rå men hjertelig, men skal være pakket ind i argumenter!
Personlige angreb sagen uvedkommende og lignende fjernes uden videre. Ligeledes politiske idiosynkrasier, som ikke relaterer sig til emnet.